Hollywoodgeneralerne blæser til kamp

Hollywood byder på et væld af stærkt motiverende taler der kan sætte krigslysten i kog hos selv den mest genstridige ynglinag. Et gennemgående tema i talerne er selvrespekt og det man med et moderne udtryk ville kalde personlig udvikling.

Hollywoodgeneralerne blæser til kamp

Mads Tanghøje.


I den klassiske retorik er det velkendt at der skal patos-appeller til at flytte folk til handling. Det gælder også når der skal opildnes til krig i filmens verden.

Når en Hollywoodgeneral umiddelbart før et slag skal opildne sine soldater, er det ikke logos-appeller der er flest af; generalerne fremhæver sjældent de fordele som det nært forestående slag kan få for fædrelandets betalingsbalance.

Men hvad skaber så filmtalernes patos og overbevisningskraft som får os på den anden side af skærmen til at forstå og føle soldaternes lyst til at drage i krig? Overordnet er argumentationen i krigstalerne struktureret om en eller anden form belønning. Belønningen diverse generaler lover, er sjældent penge eller velstand. Til gengæld står de mere eller mindre symbolske belønninger i kø.

I kamp for hæder og ære

Hvis det ikke lige er økonomisk egeninteresse man kan bruge til at lokke soldater i krig med, så virker det til gengæld, i hvert fald i Hollywood, at gøre kraftigt opmærksom på en mere luftig belønning forude, nemlig hæder og ære. Når følelserne virkelig skal sættes i kog før et slag, bliver soldaterne overdænget med ladede ord og udtryk hvor især frihed og udødelighed i form af et positivt eftermæle er topscorere.

I filmen Gladiator opildner en romersk general sine soldater ved at sige følgende:

Annonce

If you find yourself alone, riding in the green fields with the sun on your face, do not be troubled. For you are in Elysium, and you’re already dead! … Brothers, what we do in life … echoes in eternity.

Det positive eftermæle opnår man ved at forsvare nogle vigtige værdier, og det er vel noget der kan få enhver til at ranke ryggen. Det svære består i at værdier kan være en temmelig abstrakt størrelse. Derfor ligger den retoriske præstation for Hollywoodgeneralerne i at overbevise om at værdierne overhovedet er under angreb, og at de rent faktisk vil blive reddet gennem en krigshandling.

Det er denne kobling der skal skabes, før højtsvungne ord som frihed kan give soldaterne kampgejst.

At gøre krigen til et spørgsmål om værdier og idealer gør det nemmere at få skabt et fjendebillede hvor fjenden bliver gjort umenneskelig i en sådan grad at der ikke er nogen grund til at føle større medlidenhed med individer på den anden side. Det fremgår nogle gange af Hollywoodtalerne at soldaterne ligefrem gør verden en tjeneste ved at slagte fjenden, fordi det er universelle værdier der er under angreb.

Du er i øvrigt også på selvudviklingskursus

Hollywoodgeneralerne taler gerne om frihed og muligheden for at knægte tyranni. Så selv om soldaterne ikke er fysisk truede og har muligheden for at løbe deres vej, så svigter de samfundets værdier og dermed deres selvrespekt ved at undvige kamp. Derfor bliver soldaterne retorisk indgydet en følelse af at have ryggen mod muren. Om ikke andet moralsk.

I filmen Braveheart er filmens helt, William Wallace, i gang med at indgyde de skotske soldater kampgejst før et slag mod englænderne der er i overtal. Midt i denne tale foreslår en af soldaterne at de da i stedet bare kan løbe deres vej og på den måde redde deres liv. Til det svarer William Wallace:

Aye, fight and you may die. Run and you’ll live – at least a while. And dying in your beds many years from now, would you be willing to trade all the days from this day to that for one chance, just one chance to come back here and tell our enemies that they may take our lives, but they’ll never take our freedom!!!

Soldaterne har altså deres egen selvrespekt at kæmpe for, og på den måde har de ryggen mod muren. Det er ret motiverende når man alligevel står og skal ind i pileregnen.

Selvrespekten er et gennemgående tema i Hollywoodfilmenes krigstaler; belønningsretorikken i talerne består ofte i at generalerne overbeviser soldaterne om slagets betydning for deres egen selvrespekt og indre udvikling.

Her er temaet at soldaterne ved at gå i krig også vinder en indre kamp over deres egen svaghed. Det er med andre ord lidt som at være på overlevelsestur med B.S. Christiansen.

I Ringenes Herre råber karakteren Aragon følgende umiddelbart før et stort slag:

Sons of Gondor, of Rohan, my brothers, I see in your eyes the same fear that would take the heart of me. A day may come when the courage of men fails, when we forsake our friends and break all bonds of fellowship, but it is not this day.

Man har ikke lyst til at være den soldat der giver efter for sin frygt. Aragon opildner soldaterne ved at gøre det til en personlig udfordring at gå i krig. I ovenstående citat er der dybest set tale om en raffineret version af det klassiske ”du tør ikke”-argument.

Man kommer langt med ros

Der findes dog også en mere opbyggelig variant af selvudviklingstilgangen når der skal opildnes til krig. Den består i at fokusere på de personlige styrker soldaterne måtte have i forvejen. Et eksempel ser vi i filmen Alexander hvor Alexander giver sine soldater denne besked:

We are here today as Macedonian free men! And though outnumbered, I say to you who know the price of tyranny. Who’ve carried the Persian yoke for too long. You have a strength born of your hearts! And all their arms, their numbers, their chariots, and all their fine horses will mean nothing in the hands of slaves.

Her er det generalen i rollen som life coach der med positiv tænkning motiverer til kamp. Ledere kommer langt med ros.

Også Alexander bruger sine retoriske evner til at stille en symbolsk belønning i udsigt samtidig med at soldaterne opfordres til at overvinde deres indre kamp:

The greatest honor a man can ever achieve is to live with great courage, and to die with his countrymen in battle for his home. I say to you what every warrior has known since the beginning of time – conquer your fear, and I promise you, you will conquer death!

I filmen Troy formår Achilles at opildne de græske soldater med en kombination af lidt positiv tænkning om soldaternes egenskaber og berømmelse i efterlivet. Igen må vi konstatere at ros åbenbart virker opbyggeligt i en krigssituation.

Myrmidons, my brothers of the sword. I’d rather fight beside you than any army of thousands. Let no man forget how menacing we are, we are lions! Do you know what’s there, waiting, beyond that beach? Immortality! Take it, it’s yours!

Patos og rim vækker krigslysten

Sproget er helt centralt når de store værdier skal gøres nærværende og fungere som et løfte om belønning der kan sende soldaterne af sted med svulmende hjerter. Alle stilistiske træk der kan skabe patos, har en sikker plads i Hollywoodgeneralernes taler.

I filmen Independence Day hvor jorden bliver angrebet af intelligente, men yderst aggressive aliens, må USA’s præsident motivere tropperne ved at sige at den dag kampen skal stå, d. 4. juli, tilfældigvis, ikke længere bare skal være kendt som en amerikansk helligdag, men:

As the day when the world declared with one voice we will not go quietly into the night. We will not vanish without a fight. We are going to live on, we are going to survive. Today we celebrate our independence day.

Her er det først og fremmest anaforerne ”we will” og ”we are” der giver talen et højtideligt præg ved hjælp af rytmen og klangen. Derudover er der en stærk patos-virkning i at præsidenten siger det samme på flere forskellige måder: ”… not go quietly into the night” og ”… not vanish without a fight”. Med ”night” og ”fight” har der så sandelig også sneget sig et rim ind hvilket yderligere bidrager til talens storladne karakter.

I lighed med mange af de andre taler er det her kendetegnende at folk bliver opfordret til at kæmpe for deres egen selvrespekt. Det er åbenbart det ømme punkt hos mange af de mennesker der befolker Hollywoodfilmene.

Patos-appellen er generelt tæt forbundet til en række stilfigurer der spiller på sprogets rytme og klang, fx anafor og assonans, og derfor er den type stilfigurer yderst velegnede til at opildne til kamp.

I Hollywoodtalerne er diverse generaler og statsledere dog også godt hjulpet af at de har underlægningsmusikken med sig. R

Bibliografisk

Af Mads Tanghøje Cand.mag. i retorik og kommunikationskonsulent i Københavns Kommune.

RetorikMagasinet 81 (2011), s 7-9

Om skribenten

Redaktør på RetorikMagasinet 2009-2013.

Skriv et svar