Start » Dansk retorik » Danske artikler » Hvad skal vi med retorik?

Hvad skal vi med retorik?

av Lisa Storm Villadsen

Tom tale. Lefleri. Kunsten at besnakke. Retorikken er altid blevet anklaget for at være opportunistisk, uvederhæftig, manipulerende. Og med god grund.
Vi har alle erfaring med irritation over politikeres og lederes snakken udenom og åndsforladte gentagelser af klichéer. Følelsen af at blive besnakket til at købe eller gøre noget man bagefter ikke er stolt af, er nok også velkendt. Og værre: Historien er fuld af eksempler på destruktive politiske beslutninger baseret på retorik af værste skuffe. Tænk krige. Tænk Brexit. Tænk Trump. Retorik er med hver gang det går galt, så hvad er dens eksistensberettigelse?

Hvad skal vi med retorik?

Lisa Storm Villadsen

Et problem at begynde med er retorikkens forhold til etikken. Retorikere har tænkt over det lige så længe som retorikken har eksisteret. Aristoteles erkendte at retorikken kan bruges til gode såvel som slette formål, men satte sin lid til at det gode vinder over det onde. Senere forsøgte den fromme Quintilian at bygge det etiske ind i retorikken med sin definition af en retor som “en god mand der taler godt”. Altså et forsøg på at sondre efter devisen: Retorik er god når den udøves af gode mennesker. Hvad de onde siger, er manipulation og propaganda. Senere har den amerikanske retoriker Richard Lanham taget spørgsmålet op i essayet “The ’Q’ Question” (opkaldt efter Quintilian som han kalder den mest berømte “ikke-besvarer” af spørgsmålet om retorikkens etiske karakter). Ifølge Lanham stikker Quintilian hovedet i busken når han gør retorikkens etiske status afhængig af retors moralske habitus. Et stærkere svar tager i hans øjne udgangspunkt i retorikkens rolle i skabelsen af sociale virkeligheder; det handler ikke om hvad der er evigt sandt eller godt, men om hvilke beslutninger vi træffer her og nu.


Retorikeren Gerard Hauser har i flere af sine skrifter kredset om en bestemt antik græsk tekst som tematiserer spørgsmålet om retorikkens handlekraft, og hvilken lid vi skal sætte til den. Historikeren Xenofon skildrer det tumultariske politiske og juridiske efterspil i Athen i året 406 f.Kr. efter et søslag ved Arginusae hvor athenerne slog spartanerne. En sejrsberuset athensk folkeforsamling besluttede først at hylde de hjemvendte generaler. Efter at oplysninger om generalernes forgæves forsøg på at redde nogle nødstedte kampfæller nåede frem, vendte stemningen dog hurtigt, og forsamlingen stemte i stedet for at dødsdømme dem. Dagen efter var gemytterne faldet mere til ro, og man fortrød den hårde dom. For sent. Frustrerede vendte folkeforsamlingen sig så mod dem der havde hidset dem op mod generalerne, og ville sagsøge dem for at have forledt folkeforsamlingen.

Foto: Wikimedia Commons.


For Hauser fungerer historien som en prisme for retorikkens dobbelte natur: Den kan lige så vel bruges til at hidse følelser og forplumre dømmekraften som den kan mane til fornuft og retfærdighed. Med retorikken er der altid en risiko for svig og manipulation. Men også muligheden for saglig argumentation og relevante appeller. Hausers egen forskning er et eksempel til efterfølgelse fordi den er optaget af hvor og hvordan retorikken er i spil som en socialt ansvarlig og moralsk ressource i det offentlige liv. Vi kan ikke værdsætte retorikkens konstruktive potentiale hvis vi ignorerer alternativet og glemmer at retorikken for at kunne fungere som samfundets diskursive kit skal plejes – teoretisk såvel som praktisk.
Dermed er vi henne ved en mere praktisk orienteret vinkel på retorikkens eksistensberettigelse. Et enkelt svar er selvfølgelig at retorikken er nyttig: Vi har brug for den til at fremme vores interesser og opnå hvad vi ønsker, og derfor er det godt at den findes. Den er som Gorgias siger, “en mægtig hersker” som vi står os ved at beherske. Men det handler ikke om individet alene. Det er rart at få ret, men et fokus på retorikkens nytteværdi må ikke slippe det etiske og samfundsmæssige perspektiv af syne. En mere robust argumentation for retorikkens berettigelse må tage udgangspunkt i hvad retorikken bidrager med i det diskursive fællesskab.

Retorisk medborgerskab

Retorikkens rolle i samfundslivet er den vægtigste grund til at vi bør interessere os for den og styrke den. Den vestlige retoriks historie er intimt forbundet med fremkomsten af demokrati som styreform. Professor Christian Kock kalder ligefrem retorikken for “det oprindelige samfundsfag” – ikke forstået som læren om hvordan samfundet er indrettet, men som læren om hvordan vi griber de fælles anliggender an: hvordan vi diskuterer og argumenterer så vi kan håndtere interessekonflikter, træffe beslutninger og handle kollektivt.

Annonce


“Retorisk medborgerskab” er Christian Kocks og mit bud på retorikkens eksistensberettigelse. Med det begreb ønsker vi at indfange forskellige ideer og principper som vi ser som centrale for retorikkens relevans og værdi. Begrebet er tænkt som en paraplybetegnelse der dækker over teoretiske, kritiske og praktiske aspekter ved den del af vores samfundsliv som finder sted i form af kommunikation. At være medborger har mange niveauer, blandt andre juridiske og økonomiske, og en del af vores andel i samfundslivet foregår diskursivt: Både det politiske liv og samfundsdebatten drives frem af mundtlige og skriftlige tekster. På den måde kan man sige at retorik er samfundets kit: Uden den hænger det ikke sammen. Retorikken er den modus i samfundslivet hvor ønsker, behov, værdier, interesser og visioner lægges frem og bringes i kontakt med hinanden for at skabe fælles retningslinjer, normer, beslutninger og i sidste ende handlinger. Som medborger er man nogle gange retorisk skabende: Man skriver et læserbrev, stiller spørgsmål til et borgermøde, opmuntrer sin nabo til at komme med til byfest. Andre gange er man modtager af andres ytringer: Man læser avis, følger med i en aktuel debat eller undersøger politikeres standpunkter for at finde ud af om man vil stemme på dem. Uanset om man selv producerer eller forholder sig til andres ytringer i det offentlige rum, har man brug for retoriske kompetencer. Hvad enten man er opsat på at overbevise andre til at mene det samme som en selv, eller man vurderer deres forsøg på at påvirke ens egne holdninger, er kendskab til retorikkens lære om blandt andet topik, appelformer og argumentation uvurderlige. Retorikken er på den måde den drivende kraft i skabelsen af bedre social forståelse og vores mulighed for at bygge fællesskaber gennem værdiorienteret kommunikation.

Retorikken som en etisk ressource

Når vi taler om retorikkens rolle i samfundslivet, er det ofte med en ret kort horisont og i forhold til konkrete situationer, for eksempel et bestemt politisk eller juridisk spørgsmål. Men blandt andre har Celeste Michelle Condit beskæftiget sig med retorikkens rolle i samfundsudviklingen i et længere perspektiv. Hendes pointe er at vi har retorikken at takke på flere planer – ikke bare for utallige forhold i samfundet som kun er kommet i stand i kraft af retorisk aktivisme hen over lang tid. Konkrete eksempler kunne være en otte timers arbejdsuge, retten til lige løn, kvinders stemmeret og mænds ret til barselsorlov der alle – trods massiv modstand fordi de gik imod etablerede strukturer og magtforhold – er endt med at blive betragtet som indlysende retfærdige som resultat af vedholdende retorisk indsats. Tanken om arbejderes rettigheder og kvinders og mænds ligestilling blev kun lovfæstet fordi aktivister argumenterede overbevisende om uretfærdigheden i udnyttelse og forskelsbehandling. Condits pointe er at også på et mere fundamentalt plan har vi retorikken at takke for hvordan samfundet har udviklet sig. Her tænker hun på det fundament som love og regler bygger på, nemlig kollektive normer. Hun er især interesseret i de etiske normer og argumenterer for at det netop er i kraft af vedholdende retorisk indsats på officielt og folkeligt plan at samfundets normer gradvist ændrer sig. Havde det ikke været for idealister og aktivister der i forskellige fora, i utallige former og ofte hen over årtier havde argumenteret mod tingenes tilstand og fremført uretfærdigheden i dem, var slaveriet måske aldrig blevet afskaffet, menneskerettighederne ikke vedtaget og tanken om social og global retfærdighed ikke anerkendt som verdensmål. Condit kalder dette retorikkens etiske håndværk og peger dermed på retorikken som måden hvorigennem samfundets normer udfoldes, udfordres og udvikles. Det er gennem retorisk aktivitet at enkeltinteresser kan transformeres, så de får kollektiv resonans og kan påvirke samfundsbeslutninger, for kun ved at vise hvordan ens egne mål og værdier har relevans for mange andre, har de en chance for at vinde gehør.

Retorikken som samfundsværktøj

Betyder det at retorikken så alligevel er på den rigtige side af etikken? Nej, ikke nødvendigvis. Condit er ikke blind for at retorikken har meget på samvittigheden, og det er åbenlyst hvordan for eksempel ultranationalisme og politisk religiøs fanatisme trives i kraft af værdibaseret retorik. Retorikkens eksistensberettigelse ligger hverken i dens nytteværdi eller i dens etiske værdi i isolation; de kan begge kompromitteres. Retorikken har en vigtig plads i samfundet fordi den er vores mulighed for forbedring, fordi den altid er i proces: fra én overbevisning og én beslutning baseret på hvad vi kan blive enige om nu, og på vej mod en ny overbevisning og nye beslutninger når vi har hørt andre synspunkter og integreret dem i vores holdninger. I en verden hvor vi aldrig opnår absolut viden eller enighed, er retorik et godt bud på hvordan vi håndterer usikkerheden i kollektive processer. R

Læs mere

Celeste Michelle Condit: “Crafting Virtue: The Rhetorical Construction of Public Morality” i Quarterly Journal of Speech, 73. 1987.
Christian Kock: “Retorik – det oprindelige samfundsfag” i Retorik och lärande: Kunskap – Bildning – Ansvar. 2015.
Christian Kock og Lisa Villadsen: “Rhetorical Citizenship: Studying the Discursive Crafting and Enactment of Citizenship” i Citizenship Studies, 21(5). 2017.
Christian Kock og Lisa Villadsen: “Rhetorical Citizenship as a Conceptual Frame. What we talk about when we talk about Rhetorical Citizenship” i Contemporary Rhetorical Citizenship. 2014.
Richard Lanham: “The ’Q’ Question” i The Electronic Word Democracy, Technology, and the Arts. 2010.


Bibliografisk

Af Lisa S. Villadsen, lektor i retorik ved Københavns Universitet

RetorikMagasinet 108

RetorikMagasinet 108 (2018), s 7-9

Lisa Storm Villadsen

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.
Lisa Storm Villadsen

Latest posts by Lisa Storm Villadsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere