Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Hvad gør det, hvor du taler?

Hvad gør det, hvor du taler?

av Jens E. Kjeldsen

Recension

Elisabeth Hoff-Clausen: Online ethos. Webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis. Samfundslitteratur: København, 2008 (256 sider).

Bibliografiskt

Forfatter: Jens E. Kjeldsen, professor i retorik. Han arbejder på ­universitetet i Bergen, og ved Södertörns Högskola.

Rhetorica Scandinavica 51/2009, s 67-76.

Annonce

Recensionen

I retorikken har vi lange traditioner for at undersøge taleres og skribenters ethos. Men hvordan etableres ethos på Internet? Kan vi forstå og undersøge afsenderens karakter og troværdighed på samme måde som tidligere, når vi studerer et medium præget af kontinuerlig forandring, med kollaborative, dynamiske og multimodale tekster skabt af uklare afsendere?
Disse spørgsmål hjælper Elisabeth Hoff-Clausens bog Online ethos os med at svare på. Bogen er en revidering af hendes afhandling med samme hovedtitel, men med undertitlen ”Retorisk kritik af karakterfremstilling i politikere, bloggere og brugerfællesskabers retorik”. Inden jeg går videre, bør jeg nævne at jeg sammen med Barbara Gentikow (Universitet i Bergen) havde fornøjelsen af at være opponent da Hoff-Clausen disputerede i marts 2008.
Den reviderede udgave er et velkomment bidrag til retorisk udforskning af nye medier og nye retoriske situationer. Problemstillingen er påtrængende for retorisk forskning, hvor der – især i Skandinavien – endnu er mangel på gode studier af nye medier og kommunikationsformer. Vi har brug for mere af denne type forskning: undersøgelser af nye former for kommunikation, skrevet i et klart og velformuleret sprog. Med Online ethos har Elisabeth Hoff-Clausen givet et godt og nyttig bidrag til den skandinaviske retorikforskning.
Gennemgående skriver hun tydeligt og nuanceret. Hun er belæst og går i oplysende dialog med teorierne. Teksten er helstøbt og gennemarbejdet og giver god oversigt over feltet. Selv om sproget er udformet på godt dansk, skæmmes det dog sporadisk – for mig i hvert fald – af unødvendige anglicismer som ”site” og ”kampagnesite”.

Hvad gør det, hvem der taler?

”Hvad gør det, hvem der taler”, er overskriften på første kapitel. Her gør Hoff-Clausen det klart at formålet er at ”bidrage til en synliggøring af retorik, som den kommer til udtryk online, og af de mulige fremgangsmåder, hvormed retorik kan studeres” (: 17). Forskningsspørgsmålene for bogen (: 13) er for det første ”Hvordan realiseres ethos: med hvilken betydning, hvilke funktioner og i hvilke manifestations­former?”, og for det andet ”[H]vilke perspektiver kan der udledes for, hvordan ethos med fordel kan anskues teoretisk og studeres empirisk i retorisk kritik af online re­torik?”
Kapitel 2. er en teoretisk tematisering af ethos i klassisk og senmoderne forstand. Det beskriver den isokratiske talertroværdighed som persuasiv livsførelse og den aristoteliske som persuasiv karakterfremstilling i talen. Kapitlet slår til lyd for at en retorisk kritiker som bruger ethos-begrebet må besinde sig på at retorens karakter ikke blot præsenteres i sproget, men formes gennem retorisk interaktion, at ethos ikke bare er resultat af retorens karakterfremstilling, men også af modtagerens karakterfortolkning, og at retoren og modtageren ikke handler ubetinget frit, men agerer under givne interne og eksterne betingelser i situationen og i samfundet.
(: 51). Derfor skelner Hoff-Clausen mellem inventiv ethopoiia, som er den retoren selv udøver i produktionen af sin tekst, og receptiv ethopoiia, som er den modtageren udøver i modtagelsen af teksten (: 46).
Kapitel 3. diskuterer retorisk kritik som metode i studiet af webtekster. Som ”tekst” er webtekster sammensatte hypertekster som konstant forandrer sig og er under udvikling. Den er en form for netværk, en ”adaptiv struktur”, hvilket betyder at det er ”først i brugerens udforskning af teksten, at der fremtræder en egentlig sekvens af tekstblokke, i en given rækkefølge” (: 74). Derfor må den retoriske kritiker ”til en vis grad forlade den grundlæggende tanke om teksten som et forløb og anskue den som en arkitektonisk konstruktion” (: 74).
De tre næste kapitler er casestudier af en hjemmeside for en politisk kampagne (kap. 4), af udvalgte personlige weblogs (kap. 5) og af Wikipedia (kap. 6).
Den politiske hjemmeside er danske Ritt Bjerregårds (Socialdemokraterne) kampagneside i forbindelse med valgkampen i 2005 for stillingen som Overborg­mester i København. Hoff-Clausen anvender det hun kalder ”brugerorienteret re­torisk kritik”. Her fortolker man ikke blot en retorisk tekst, men gennemfører også en kombination af brugerinterview og protokolanalyse (se s. 86f.). Det giver Hoff-Clausen en fornemmelse af hvordan brugerne faktisk opfatter hjemmesiden og hvilke ethos de faktisk tilskriver den. Analysen viser at tvivlernes opfatning af ethos på kampagnesider skabes trinvis gennem en læsning af 1) af åbningssidens æstetik, 2) netstedets disponering (dvs. struktur og opbygning), samt 3) karakteristiske udsagn i prosaen (: 91). Hoff-Clausen konkluderer med at kampagne-hjemmesiderne er ”personlige medier” og ”performative argumenter”. En politikers ethos-appel findes ikke bare i selve webteksten, men også ”i måden kandidaten har udformet og løbende anvender webteksten som et medium for interaktion med vælgerne”
(: 136).
I analysen af de personlige blogger bliver Hoff-Clausen på det hun med Barbara Warnick kalder et systemniveau (: 146), som beskriver genkommende mønstre for realiseringen av ethos. Ud fra dette udvikler hun hypoteser om bloggernes ”inventive ethopoiia”. Et diakronisk perspektiv illustrerer udviklingen af en bloggers karak­terfremstilling gennem tre faser i en slags ”potentiel ethopoetisk evolution”. I den første rammesætter aktøren sig selv som blogger ved blot at tage genrer i brug. I den anden følger relationsbygning gennem skrivning af indlæg, modtagelse og svar på kommentarer. Den tredje fase – som bare nogle få når – vedrører opretholdelsen af retorisk handlekraft i en situation hvor bloggen fungerer ”som en veritable offentlig talerposition” (: 152). Hoff-Clausen betragter bloggen som en god illustration af den isokratiske opfattelse af karakter som formet gennem livsførelsen inden for et fællesskab (bloggmiljøer har særlige kulturelle normer og regler) og den aristoteliske opfattelse af ethos som den persuasive præsentation af den enkelte karakter.
Kapitel 6. diskuterer hvordan ethos realiseres i online encyklopædien Wikipedia. Hoff-Clausen skelner med Erving Goffman mellem ethopoetisk front-stage og etho­poetisk back-stage. I den første træder en kollektiv karakter frem af ”de tekster, er er formuleret i fællesskab”. I den anden fremstilles, forhandles og demonstreres den kollektive karakter gennem udvekslinger mellem bidragsyderne på Wikipedia, som har hver deres individuelle ethos. Wikipedia er således en brugerudviklet retor, som er ”formet gennem retorisk praksis over tid” (: 166). For Hoff-Clausen er Wikipedia en encyklopædi og et alternativt medie, hvor realiseringen af ethos ikke ”kun foregår som direkte og indirekte selvfremstilling på Wikipedias sider men også via den medieproduktive praksis, der knytter sig til sitet” (: 179). Den realiseres også, mener Hoff-Clausen, af kulturen og arbejdsmåden i fællesskabet producerer Wikipedia.
”Det gør en forskel, hvem der taler” er titlen på bogens sidste kapitel. ”[J]eg argumenterer for”, skriver Hoff-Clausen, ”at det stadig er relevant i retorisk kritik at forholde sig til, hvad det gør, hvem der taler, men at kritikeren ikke længere må forudsætte, at ’hvem der taler’ er et spørgsmål med et evident, entydigt og enkelt svar”
(: 210). Hun argumenterer videre for at ”online retorikken aktualiserer en ciceronisk forståelse af begrebet ethos” (: 210), som først og fremmest betyder fokus på ”talerens sociale relation til tilhørerne”, ”på stil som ethopoetisk element”, på ”decorum og pligten som offentlig taler til at tale passende”, og på ”udviklingen af ethos i enkeltsituationer og over tid”. Desuden giver dette kapitel på basis af case­studierne et ”foreløbigt svar på, ”hvordan man læser hjemmesider””. Hovedsvaret er at kritikeren bør ”anskue netsteder som retoriske medier, frem for værker, idet det er en optik på webteksten, der anerkender den som et persuasivt miljø for interaktion” (: 210). Bogen afsluttes med en kort tre siders læseguide til retorisk nærlæsning af netsteder.

 

Ethos

Målet med Online ethos er at gøre studiet af online retorik mere tilgængelig (: 14). Der er ingen tvivl om at bogen klarer dette. Den giver både kortlægning af teorier og begreber, forståelse af de kommunikative omstændigheder på net, og retningslinjer for studiet af retorik på Internet.
Ethos er omdrejningspunktet og Hoff-Clausen beskriver både antikkens forståelser af ethos og senmoderne humanvidenskabelige perspektiver på det samme. Alligevel kan man med en vis ret sige at bogen giver en begrænset teoretisering af hvad ethos egentlig er. For eksempel er der ikke nogen særlig teoretisk diskussion af de tre dimensioner af ethos, som vi kender fra Aristoteles (eunoia, areté og phronesis) og som er blevet videre udforsket i det 20. århundrede. Og der er en påfaldende mangel på behandling af den empiriske faktor-analytiske forskning som vi kender fra bl.a. Hovland-gruppen, James C. McCroskey og retoriske socialpsykologer. Selv om McCroskey nævnes i kapitlet om ethos, får eksempelvis hans dynamiske beskrivelse af ethos (fra ”initial”, til derived” og endelig til ”terminal”) ikke nogen betydning videre i arbejdet.
På den anden side aktiveres en af de tre ethos-dimensioner af ethos ved at Hoff-Clausen gør velviljen overfor publikum (eunoia) til et springende punkt i online ethopoiia. Hun slår fast at (: 221):
Online ethos er en sympatiens ethos, for tror vi ikke på, at vi grundlæggende vil hinanden det godt og er ude i et ærinde, der er konstruktivt for begge ­parter, så mistes velviljen – og med velviljen opmærksomheden fra et handle­dygtigt publikum.
Men er eunoia virkelig en særlig kvalitet ved online-retorik? Er det denne karakter-dimension som gør at ethos på nettet skiller sig fra andre (traditionelle) medier? Det er jeg ikke så sikker på. For det første er udgangspunktet for forståelsen af begrebet – og dette syn på ethos – fra Cicero, som jo beskrev talekunsten. For det andet forekommer den ethos som Wikipedia har i forhold til den almindelige bruger ikke først og fremst at være eunoia, men derimod phronesis, altså en encyklopædisk kompetence, som Hoff-Clausen da også selv anfører. For det tredje har en række forskere beskrevet eunoia som en dominerende kraft i mediesamfundet i almindelighed, særlig gennem intimmedier som radioen og fjernsynet (jf. fx J. Meyrowitz, R. Sennett, A. Johansen, K.H. Jamieson, m.fl.). I lyset af dette synes ”sympatiens ethos” ikke først og fremmest at et teknologisk eller mediespecifikt internet-fænomen, men derimod et generelt kulturelt fænomen.
Eftersom ethos i sidste ende er den opfattelse en modtager til enhver tid har af en afsender, er det fornuftigt at Hoff-Clausen benytter brugerinterview og protokol­analyse til at undersøge politiske kandidaters hjemmesider. Dette greb støtter den vigtige retoriske pointe, som hun peger på til sidst i bogen: nødvendigheden af at retorikere gør mere og andet end tekstanalytiske studier, såsom interview, deltager-observation samt andre metoder fra den kvalitative samfundsvidenskabelige forskning (: 235). Hvor tekstanalytiske studier viser en (tekst)konstrueret ethos (en inventiv ethopoiia), er for eksempel spørgerundersøgelser og interviewstudier bedre egnet til at afsløre den faktiske ethos, som Hoff-Clausen kalder den receptive ethos, som altså er modtagernes opfattelse af afsenderens troværdighed.
Når Hoff-Clausen selv betoner sådanne metoder, kan man fristes til at spørge hvorfor hun ikke har brugt tilsvarende interview i studierne af blogging og Wikipedia, men i stedet fortrinsvis har bedrevet tekstanalyse i form af begrebsorienteret retorisk kritik?
Nu er det jo ikke sikkert at Hoff-Clausen er enig med mig i at ethos er den opfattelse en modtager til enhver tid har af en afsender. Hun skriver netop at online ethos med fordel kan studeres ud fra en ciceronisk (og isokratisk) optik. Her er det vigtige ikke ”retorens troværdighed”, men hans ”talerværdighed, hans anseelse og sociale autoritet i den kreds, han taler i” (: 228). Denne optik får os til at se på sympati, stil, decorum og livsførelse, og giver, anfører Hoff-Clausen, en mere dækkende forståelse af hvordan ethos realiseres på nettet. Hun lægger med andre ord vægt på betydning af retorens demonstration af den sociale ordens værdier som udtryk for en fælles kultur. Det er utvivlsomt fornuftigt, men det ville være lige så fornuftigt i undersøgelsen af mange andre mediers realisering af ethos. Og snarere end en ciceronisk frem for en aristotelisk optik, bør vi antagelig forene disse to. Selv om Hoff-Clausen anbefaler en ciceronisk/isokratisk optik fremfor en aristotelisk, så skriver hun også at det er konstruktivt at forene disse to ”divergerende traditioner” (: 163). Det er et fornuftigt synspunkt. Når alt kommer til alt kan retorens egen demonstration af værdier og kultur kun findes i hans egen retorik: retorisk set skaber taleren sin talerværdighed gennem sin troværdighed – og omvendt.

Retorisk analyse

Hvad er retorisk analyse? Hvad er formålet med retorisk analyse? Hvilken metode bør man benytte når man undersøger retorik? Online ethos berører flere af denne type  problemstillinger. Den som ønsker et kort overblik over retorisk analyse og kritik samt et kvalificeret bud på hvordan man udfører retorisk kritik af webtekster, kan med udbytte læse Hoff-Clausen.
I den teoretiske behandling af retorisk kritik af netsteder forholder Hoff-Clausen sig fortrinsvis til Barbara Warnicks tekst ”Rhetorical Criticism of Public Discourse on the Internet: Theoretical Implications” (1998). Selv om hun anerkender Warnicks synspunkter om at nye medier kræver nye former for kritik, tilskriver hun alligevel Warnick en poststrukturalistisk position. Denne position mener Hoff-Clausen er unødvendig og hævder at Warnick afviser nærstudiet og indikerer at det ”ikke er meningsfuldt at søge at stabilisere webtekster” (: 67). Dette har Hoff-Clausen naturligvis mange gode argumenter imod. Men afvisningen af Warnick forekommer mig alligevel at være en noget overmoden overfortolkning. For det første bygger den på en kort 10 siders artikel som er 11 år gammel – temmelig længe i internettets korte historie. For det andet har Warnick i en række artikler og senest i bogen Rhetoric Online (2007) givet et syn på retorisk analyse af internet som meget mere nuanceret end det Hoff-Clausen krediterer hende for. Fremfor at bruge så megen plads på kritik af Warnicks gamle artikel burde Online ethos hellere have forholdt sig mere til Rhetoric Online, og da særlig kapitlet om ethos, ”The Field Dependency of Online Credibility”, som overhodet ikke bliver behandlet.
På trods af kritikken af Warnicks gamle artikel er Hoff-Clausen alligevel på linje med hende i mange henseender. Når hun definerer ”webteksten som en adaptiv arkitektur der også transformeres over tid og tager form af den brug, der bliver gjort af den” (: 75), skiller det sig ikke meget fra den forståelse af Internet som Warnick har. Og i studiet af weblogs arbejder hun netop med ”begrebsorienteret kritik på, hvad Barbara Warnick (1998) kalder et ”systemniveau”” (: 23).
På den ene siden ønsker Hoff-Clausen at bibeholde et ”orator-perspektiv”, på den anden siden viser hendes eget studie værdien af at studere nye medier på nye måder.
I denne balancegang foreslår hun med M.C. McGee at vi i studiet af webtekster bør se efter ”formations of texts rather than ’the text’ as a place to begin analysis”. En retorisk web-kritiker bør altså begynde med at læse mange tekster på et systemniveau (i Warnicks ånd), for derefter at fokusere på partikulære tekster med en kritisk fokus (i nærlæsningens og oratorperspektivets ånd). Denne kombinerede tilgang virker rimelig. Samtidig risikerer forskeren dog at gøre to ting halvt, frem for at gøre en ting fuldt ud.
I Online ethos beskrives både Warnick og jeg selv (: 71) næsten som forskere der vil afskaffe ”orator-perspektivet”. Det er ikke tilfældet. Men jeg deler Warnicks ønske om at problematisere den traditionelle fiksering på orator og intention, for at pege på at nogle former for retorik kun vanskeligt lader sig undersøge og gribe med et ensidigt orator-perspektiv. En indsigt som Hoff-Clausens bog i øvrigt illusterer på fortræffelig måde. Hun er skriver f.eks. om tekstanalytikeres tillærte ”snæversyn i mødet med webmediets retorik” (: 230) og åbner da også selv for et ”multipelt oratorperspektiv” (: 233).

Mediumteori og analyser

Som det fremgår er bogen grundlæggende et medium-teoretisk studie, eftersom den undersøger hvordan et bestemt aspekt i kommunikation – ethos – realiseres og fungerer inden for rammerne af et bestemt medium: hjemmesider på internet. Det er et frugtbart perspektiv. Hvis vi skal forstå retorikken i vor tid, må vi også forstå de retoriske vilkår som medierne skaber for denne retorik. Samtidig kan man spørge om ikke medium-perspektivet står i en vis i modsætning til det orator-perspektiv som Hoff-Clausen flere steder anbefaler. Det hun undersøger er nemlig ikke først og fremmest bestemte oratorers ethos, men hvordan ethos realiseres i et bestemt medium.
Bogen giver en række interessante eksempler på hvordan ethos realiseres og hvordan det fungerer i de enkelte studier og de konkrete situationer som undersøges. Men når det gælder bestemmelsen af hvad som særlig kendetegner online-ethos kunne man have håbet på et endnu bedre udbytte. Når for eksempel Hoff-Clausen angiver at stil er et essentielt ethopoetisk element, er det jo langt fra noget som bare gælder online. Stilen som karaktertræk gælder alle medier og retoriske udtryk. Et andet sted kan vi læse at at den individuelle ethos i blogggenren er en ”kollaborativ konstruktion” (: 162):
Den inventive ethopoiia udspringer ikke alene af, at bloggeren gør sig forestillinger om et publikum, men derimod af løbende interaktion med læsere, der giver umiddelbar respons på det, der ytres, og af integreringen af denne respons i teksten.

Det er utvivlsomt korrekt at at en bloggers ethos er en kollaborativ konstruktion, men hvordan adskiller det sig præcist fra den ethos som konstrueres i en række andre medier? Lignende spørgsmål kan stilles til en række andre bemærkninger, som beskriver det karakteristiske ved web-ethos. Et sted står der at ”Online må en retor for at vinde en mere varig sympati og tillid blandt brugerne altså vise, at hun eller han er sit publikum værdigt” (: 225). Men det må man jo i alle medier og udtryksformer. Det samme gælder bemærkningen om at man ikke vinder tillid og autoritet som Wikipedianer ved at sige at man er pålidelig, men ved at vise det.
På trods af at det ikke altid er lige tydeligt hvordan ethos ”online” skiller sig fra ethos ”off-line”, har Hoff-Clausen alligevel et selvstændigt bud på et særkende ved ethos på internet, nemlig den allerede nævnte idé om talerværdighed: Det centrale online er (228):
ikke, hvem vi er villige til at tro på, for sandt eller falsk er i mange situationer ikke det primære online, men hvem vi er villige til at lytte til – hvis syn på sagen vi er interessserede i at tage i betragtning. … online ethos er altså i langt højere grad et spørgsmål om ”hvem synes jeg, det er værd at være i sel­skab med, når sandheden eftersøges?” end ”hvem tror jeg på, siger sand­heden?

En central del af analysen af de politiske hjemmesider er æstetikken på åbnings­siden. Vi får en undersøgelse af hvordan netstedets atmosfære føles, men vi får ikke nogen uddybende forklaring på hvad æstetik er eller hvordan den fungerer retorisk. Det er problematisk. Ikke bare fordi den ’æstetiske’ analyse er vigtig for de empiriske studier, men også fordi der er meget tæt sammenhæng mellem ethos og æstetik (som protokolanalyserne tydeligt viser), og da særlig den form for ciceronisk ethos som Hoff-Clausen mener, er dominerende på nettet.
De tre analyser gribes metodisk (og delvis teoretisk) forskelligt an. Det er eksempelvis bare i Ritt-studiet at der anvendes bruger-interview (”protokol-analyse”). Her retter opmærksomheden sig desuden mod brugere eksternt. Men det gør studiet af Wikipedia ikke. Vi får en interessant beskrivelse af arbejdet med at skabe Wikipedia internt og med at konstruere ethos internt. Gennem dette og andet siger Hoff-Clausen en del om troværdighed i Wikipedia-miljøet, men der siges ikke meget om Wikipedias troværdighed i offentligheden; altså som troværdigt leksikon for brugere, der er ikke aktivt skriver artikler og debatterer internt. Hoff-Clausen undersøger nemlig slet ikke hvordan den jævne brugere af Wikipedia opfatter netstedets troværdighed. I forhold til den brede brugergruppe får vi ikke at vide hvordan Wikipedias ethos realiseres. Det ville ellers være interessant og parallelt til det som gøres i studiet af Ritt Bjerregårds hjemmeside.
Online ethos bruger megen plads på at diskutere forskellige traditioner i retorisk analyse. Det er værdifuldt i sig selv. Men til tider kan disse overvejelser virke lidt afkoblet fra de tre analyser. Og mens der er megen diskussion om retorisk analyse, er er begrænset med problematisering af eksempelvis protokolanalysen, som er afgørende for resultaterne i studiet af Ritt Bjerregårds hjemmeside.
På samme måde er der som nævnt heller ikke mange (teoretiske) overvejelser over det æstetiske og visuelle, som Hoff-Clausen ellers selv gør opmærksom på vigtigheden af. Der er et fravær af teori og litteratur som behandler retninger som visuel retorik, captology (e.g. B.J. Foggs Persuasive Techology), kunsthistorie, design-studier, eller studier om visuel kultur.
Jeg kunne også godt have tænkt mig at bogen have haft grundigere overvejelser over positionerne til dem som bestemmer en afsenders ethos – særlig i forhold til protokolanalysens værdi. Folk som er negative til politikeren Søren Pind (Venstre), reagerer naturligvis anderledes til hans hjemmeside end dem som er positive til ham.
Det samme gælder analysen af billeders og det visuelles retorik, hvor det er af særlig betydning om en modtager er oppositionel eller ikke-oppositionel samt bevidst eller ikke-bevidst. Når informanter skal snakke om billeder bliver de automatisk bevidste om disse billeders retorik, og denne bevidsthed betyder at infor­manterne vurdere billedernes retorik anderledes.

Online ethos

Hoff-Clausen har begået et bog som giver os megen nyttig viden om retorik og ethos på internet, selv om ikke alle påstande og konklusioner er lige opsigtsvækkende. For selvfølgelig gør det ”en forskel, hvem der taler online” (: 209), og selvfølgelig må retorikere stadig ”forholde til, hvem der taler” (: 210).
Andre påstande har en tendens til stråmand-argumentation; som for eksempel når Hoff-Clausen slår fast at selv om casestudierne bekræfter at vi har nærmet os et ’forfatterløst’ tekstunivers, betyder det ”ingenlunde, at ethos-begrebet må tilsidesættes” (: 212). Men det er der vel ingen retorikere som påstår? Og når vi får at vide at online retorik ikke udgør ”et belæg for at forkaste ethos-begrebet i den klassiske betydning, som tidligere studier antydede” (: 212), får vi ingen referencer til hvilke studier som skulle hævde dette.
Ikke desto mindre ved vi nu mere om ethos på nettet end vi gjorde før.
Online ethos giver god indsigt i hvordan ethos realiseres og fungerer på internet. Den peger overbevisende på hvad vi bør lægge os på sinde når vi analyserer og udfører retoriske nærlæsninger af netsteder. Blandt de tiltrængte metodiske anvisninger er anbefalingen om at vi bruger andre kritiske metoder end bare den tekst­analytiske; for eksempel kravet om at kritikeren, som vil arbejde med online retorik, må nærme sig fremgangsmåder fra samfundsvidenskabelig forskning – hvilket, kunne man tilføje, også gælder retorik som ikke forgår på internet.
Der findes en god del international – særlig amerikansk – litteratur om retorik i nye medier. Men så vidt jeg ved, giver Elisabeth Hoff-Clausen den første grundige skandinaviske behandling af ethos på internet. Der kan rettes indvendinger mod bogen, men det ændrer ikke ved at Hoff-Clausen med denne publikation og med sin tidligere udgivelse om organisationers troværdighed på hjemmesider – Set gennem nettet (Samfundslitteratur, 2002) – har markeret sig som en toneangivende skandinavisk forsker på online ethos.

Jens E. Kjeldsen

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.
Jens E. Kjeldsen

Latest posts by Jens E. Kjeldsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere