Hvornår er gode historier tomme argumenter?

En fængende fortælling får os til at fange pointen hurtigere end en filosof kan nå at lægge to præmisser sammen. Men en god fortælling giver os sjældent hele historien. Derfor skal vi lytte med et vågent øre efter fortielser. 

Hvornår er gode historier tomme argumenter?

Hanne Smith Pedersen.

I det narrative paradigme der har vundet indpas i vores kommunikative landskab, overbeviser vi hinanden med fortællinger. Brugen af fortællende eksempler har altid været del af retorikkens anbefalinger til en levende og interesseskabende formidling. Og i dag har politikerne for alvor fundet ud af at bruge fortællingen til at sætte deres politik på spidsen og fremme deres politiske sag.

En konkret fortælling kan fungere som et vidnesbyrd om virkeligheden og illustrere en mere abstrakt problemstilling med et menneskeligt eksempel. Det er meget nemmere at forestille sig en hårdtarbejdende dansklærer foran en 4. klasse end det er at forestille sig en folkeskolereform – og det er ulig meget lettere at tale om giraffen Marius end at tale om dyrevelfærd for firbenede drøvtyggere. En fortælling kan også repræsentere en virksomheds værdier eller italesætte et politisk partis idéer ved at fremhæve og vægte bestemte sager og holdninger. Nogle gange med stor succes, nogle gange på bekostning af en nuanceret sandhed. Som vi skal se i det følgende eksempel fra amerikansk politik, kan en kontroversiel fortælling indkapsle – og fiksere – en hel valgkamps brydninger.

Fortællinger skaber fællesskab mellem taleren og tilhørerne på stolerækkerne. Det virker stærkt – især fordi tilhørerne selv skal hjælpe med at udfylde de tomme pladser

På Republikanernes nationale komités kongres i august 2012 gik Paul Ryan på talerstolen som kandidat til embedet som vicepræsident i den republikanske valgkamp. Gennem det meste af talen brugte Ryan tiden på at påpege Obamas manglende politiske succeser. Et af de markante temaer var hvordan den økonomiske krise har lukket traditionsrige virksomheder og sendt mange amerikanere ud i arbejdsløsheden.

Han fortalte blandt andet om General Motors-fabrikken i sin hjemby Janesville hvor mange af hans high school-venner arbejdede. Ryan citerede kritisk Obamas ord fra en tale til GM-arbejderne tilbage i februar 2008: “I believe that if our government is there to support you, and give you the assistance you need to re-tool and make this transition, that this plant will be here for another hundred years.” Og derefter siger Ryan: “That’s what he said in 2008. Well, as it turned out that plant didn’t last another year. It is locked up and empty to this day. And that’s how it is in so many towns, where the recovery that was promised is nowhere in sight.”

I timerne og dagene efter Ryans tale var aktiviteten heftig i medierne og på de sociale netværk. Havde Obama afgivet løfte på at holde fabrikken i gang? Eller beskyldte Ryan uretfærdigt Obama for ikke at have reddet General Motors? Den demokratiske fløj havde travlt med at fortælle at GM-fabrikken allerede lukkede i George W. Bushs regeringsperiode. Den republikanske fløj demonstrerede derimod ivrigt at Ryan havde citeret Obama korrekt, og at det var et faktum at fabrikken var blevet lukket.

 

Politiske fortællinger med huller i

Ryans tale er en typisk valgkampstale hvor det vigtigste er at nedbryde modstanderens troværdighed, fremme sin egen og sætte sin personlige politiske dagsorden.

I Paul Ryans tale indgår fortællingen om General Motorsfabrikken som en del af argumentationen. Den kommer til at fungere som eksempel på at Obamas politiske indsats ikke har været tilstrækkelig, og at han hverken har kunnet vende den økonomiske krise eller opfylde sine egne valgløfter.

Det er svært at afgøre hvilken af de politiske fløje der har fat i den rigtige historie – for Ryans fortællefinte består netop i at han ikke fortæller hele historien. Ryan bruger et af fortællekunstens mest gennemgribende virkemidler til at lade modtagerne forstå sammenhængen – nemlig tomme pladser. Ville en vittighed være sjov hvis vi fik forklaret pointen? Ville vi læse videre i kriminalromanen hvis vi kendte alle sammenhængene? Nej – vi får lov til at bruge vores egen fantasi og kreativitet til at prøve at udfylde fortællingernes tomme pladser.

Ryan siger ikke direkte at Obamas politik var skyld i fabrikkens nedtur, men bruger i stedet sammensætningen af citatet fra præsidentens tale og udsagnet om at fabrikken lukkede året efter. Den tomme plads giver modtagerne rum til selv at lægge to og to sammen og drage deres egne konklusioner, og samtidig giver det Ryan mulighed for at affærdige eventuel kritik senere. Han har jo ikke sagt at Obama er skyld i at fabrikken måtte lukke – fortællingens tomme plads insinuerer det blot.

Det særlige ved fortællinger består i at de har så mange underforståede præmisser at modtageren i princippet selv skal finde frem til sin egen konklusion. Derfor er fortællinger også åbne for mange mulige konklusioner som fortælleren ikke nødvendigvis skal stå til regnskab for. I Ryans tilfælde hjælper denne flertydighed republikaneren til blot at kunne antyde en sammenhæng mellem fabrikslukningen og Obamas præsidentperiode som han – måske – ikke selv kan tillade sig at påstå direkte. Men han kan gøre det i sikker forvisning om at modtagerne nok skal slutte sammenhængen på egen hånd.

Det kan minde om omvendt lommetyveri hvor en holdning eller mening bliver sneget ind uden man opdager det – og uden at man kan stille afsenderen direkte til ansvar. I Ryans fortælling bliver lommetyveriet til ved at konteksten skaber baggrund for at tro at fabrikken måtte lukke på grund af Obamas manglende politiske kompetence. Problemet er bare at den sidste firehjulstrækker blev fremstillet i Janesville den 23. december 2008, og at Obama først tiltrådte sit præsidentembede den 20. januar 2009. Ryan satser åbenbart på at publikum ikke har disse fakta med i baghovedet.

 

Fortællingen sænker paraderne

Går man Ryans fortælling på klingen, viser den sig altså at have en tydelig faktuel brist. Men denne gåen-på-klingen demonstrerer også en anden pointe: I forhold til traditionel, rationaliserende argumentation er tankegangen i fortællingen anderledes. Hvor den rationelle argumentation ofte prøver at skubbe modtageren i en bestemt retning, forsøger fortællingen derimod at trække modtageren ind i afsenderens verden. Historier har deres egen konstitution, fungerer på deres egne betingelser og formidler et bestemt blik på verden ved at tage udgangspunkt i en begivenhed eller et enkelt menneskes perspektiv. Og det gør det meget nemmere for modtagerne at leve sig ind i – og lade sig overbevise af – de følelser og begivenheder som fortællingen er bygget op af.

Fortællinger skaber indlevelse og identifikation. De minder os om vores fælles kultur og om hvem vi selv er, og de aktiverer andre fortællinger som vi allerede er fortrolige med. Paul Ryans eksempel minder os om de livsfortællinger vi kender fra venner og familie der har mistet deres job. Ved at bruge disse fængende fortællinger i deres taler trækker politikerne tilhørerne ind i en velkendt “sandhed” som tilhørerne kan identificere sig med og dermed nemmere lade sig overbevise af.

Når først identifikationen og empatien fra fortællingen har skabt forbindelse mellem afsender og modtager, er det lettere at skabe et fællesskab. Og dette effektive greb kan være en af grundene til at vi nærmest befinder os i et narrativt paradigme hvor fortællingerne bliver essentielle elementer i nyhedsformidling, undervisning, behandling, markedsføring og politik.

 

Hvad er de tomme pladsers etik?

Strategien i en valgkamp lægger op til at spindoktorer, taleskrivere og presserådgivere gør sig umage med at finde de rigtige fortællinger til at understøtte kandidatens budskaber.

Fortællingerne kræver en anden form for beredskab hos lytteren end den traditionelle og mere gennemskuelige argumentation. Netop fordi fortællinger skaber identifikation og sænker barrikaderne hos modtageren, kan de virke som et manipulerende våben. Som vi ser det hos Ryan, kan rørende
fortællinger let rive os med og få os til at glemme vores kritiske sans for de basale sagsforhold og fakta.

Hvis fortællinger er lemfældige i omgangen med sandheden, eller udvalgt og udfærdiget ud fra manipulerende strategier og interesser, kan det derfor alvorligt skade modtagernes forståelse af en sag. Det kan forvrænge en debat og tvinge modparten til at lancere en modfortælling for at belyse en anden vinkel af sandheden. Paul Ryans fortælling kan afvises med et faktatjek, men det kan stadig være vanskeligt helt at fjerne sporene efter en vildledende historie.

Der er ikke i sig selv noget galt i at bruge fortællinger som en del af argumentationen så længe redeligheden er med. Redelighedsbegrebet bliver helt centralt for om man formidler sandheden, eller om man prøver ad strategisk vej at misrepræsentere en sag ved at efterlade strategiske huller i argumentationen. Den bagvedliggende intention er altså afgørende for hvornår det er redeligt at benytte fortællinger i politiske taler – og den fortællende taler må omvendt også tage højde for alle de mulige fortolkninger fortællingen tilbyder modtagerne.

 

R

 

Læs mere

Polletta, Francesca. “Storytelling in Politics”. In Contexts, vol. 7, nr. 4. American Sociological Association, 2008.

Salmon, Christian. Storytelling, Bewitching the Modern Mind. Verso, 2010.

Simmons, Annette. The Story Factor. Inspiration, Influence, and Persuasion Through the Art of Storytelling. Basic Books, 2006.

 

R

Bibliografisk

Af Hanne Smith Pedersen. Ekstern lektor i Retorik v. Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s 14-16.

Skriv et svar