Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Ifølge den retoriske tradition

Ifølge den retoriske tradition

av Merete Onsberg

Recension

Ordenes herre – en innføring i praktisk retorikk. Finn Eivind Jor. Gyldendal Akademisk, Oslo, 2003, 198 sidör

Bibliografiskt

Författare: Merete Onsberg.

Rhetorica Scandinavica 29/30 (2004), s 87-92.

Annonce

Recensionen

 Af forordet fremgår det at Finn Eivind Jor har skrevet denne praktiske indføring i retorik fordi han mener at en sådan mangler. Ganske vist findes der til overflod bøger der behandler retorikken teoretisk og historisk, ”[m]en sjelden har jeg funnet en bok som forteller meg hvordan retorikken kan fungere i det praktiske liv.” Man kan undre sig over hvordan forfatterens litteratursøgning har kunnet ende med det resultat. På amerikanske universiteter, for eksempel, foregår der kurser med tilhørende lærebøger som på udmærket vis fremstiller den praktiske retoriks lærebygning, lige til gennem øvelser at omsætte til dagens retoriske foreteelser. Ser man sig om i Norden, er udvalget mere be­grænset. Jeg vil blot nævne Lennart Hellspongs Konsten att tala. Handbok i praktisk re­torik med tilhørende øvelsesbog, begge fra 1992.

Nuvel, Jor som er idéhistoriker, har altså valgt selv at udfylde den påståede mangel, og han vælger at lægge sig i lige linie med de antikke forfattere.

Bogen, der er på 198 sider, er bygget klart op i 17 kapitler fordelt på seks dele. I oversigten kan man hurtigt danne sig et overblik over indholdet. Ikke uventet bærer de fem såkaldte forarbejdningsfaser bogens disposition.
Den indledende del præsenterer retorikkens idé og diskuterer den troværdige talers karakteristika. Del to er helliget inventio, del tre dispositio, del fire elocutio, mens memoria og actio må deles om del fem. Den afsluttende sjette del handler om at man kan lære at blive en god taler ved at iagttage og efterligne gode modeller, og at øvelse gør mester,  altså de traditionelle didaktiske begreber imitatio og usus.
Bogen slutter med fire vedlegg. Det første forholder sig til præsentationsteknik og procesorienteret skrivning, det andet opregner Aristoteles’ lære om følelser, det tredje anbefaler litteratur, og det fjerde er en ordliste over de retoriske begreber. Endelig er der et stikordsregister.

Bogens layout forekommer pænt og overskueligt hvad sidernes disposition og typografi angår. Hvert kapitel indledes med et eller flere citater som er fundet hos antikke forfattere og senere skribenter, og slutter med et resumé.
Hver af de seks deles indledende sider er forsynet med fire håndillustrationer på række, hentet fra John Bulwers Chirologia: or the Naturall Language of the Hand fra 1644 (kilden angives i kolofonen). Det drejer sig om chirogrammatic plate A, som har seks rækker med fire illustrationer i hver, med det latinske ord for den gestus der vises. Hvad hensigten med illustrationerne er, forstår jeg ikke.

Ordenes herre er en praktisk bog der henvender sig til en bred almenhed. Derfor er den ikke præget af det akademiske udstyr som eksempelvis nøjagtige kildehenvisninger. Jeg kunne dog forestille mig at også en læg ­læser gerne ville vide hvor for eksempel citaterne der indleder kapitlerne, er taget fra. Deres udvalg virker desuden noget tilfældigt, ligesom det er tilfældigt om engelske citater er på originalsproget eller oversat til norsk.1

Bogen er velskrevet; den har en letløbende og ganske behagelig måde at henvende sig til læseren på når den præsenterer, anbefaler eller en sjælden gang tager afstand fra det antikke fond af retoriske regler. Jor synes bevidst om at denne how-to bog skal kunne bruges af en læser som ikke i forvejen ved noget om retorik, men som har et praktisk behov for at kunne tale godt. Bruges de re­toriske fagtermer, bliver de forklaret. Som bagsidens tekst lover: ”Boken er så å si fri for fagtermer, rik på eksempler og forutsetter ingen forkunnskaper i retorikk.”
Det der er interessant for den faglige læser af bogen, er – for mig at se – om bogen giver et dækkende signalement af retorikken i dag, om dens didaktiske projekt er det fagligt rigtige, og om en sådan bog overhovedet giver de lovede resultater.

Retorikken i dag

Grunden til at vi i dag atter har et retorikfag og en retorisk forskning, er at vi finder inspirationen hertil i den antikke retorik; ellers kunne vi jo lige så godt finde husly hos andre fag som kommunikationsvidenskab, medievi­denskab, kultursociologi eller lignende videnskaber og bruge deres optik. Dette skal dog ikke skjule at nyretorikken, bestemt som den fornyede interesse for retorik i Vesteuropa og USA efter anden verdenskrig, indeholder flere forskellige retninger, af hvilke en del uden tvivl bygger på svært forenelige definitioner af retorik.
Blandt de forskellige opfattelser af retorik synes jeg selv at retorikkens epistemo­logiske aspekt er det mest interessante, nemlig at indsigt i sagen og forståelig kommu­nikation af denne indsigt er gensidigt af­hængige og befordrende. Og muligvis fordi jeg underviser i forskellige af retorikkens praktiske discipliner, tager jeg afstand fra den opfattelse at retorik er værdineutral, uaf­hængig af etiske normer. En sådan kynisk fremstilling af retorikkens lærebygning vil ofte fremstå som en opregning af taletekniske fif der kan vinde tilslutning hos tilhørerne, altså en opfattelse af at målet helliger midlet. Jor henregner ganske vist talere som Hitler og Goebbels til retorikkens rædselskabinet, men dygtige retorikere har de været lige så vel som Jesus og Churchill (s. 25). Jeg mener heroverfor at retorisk diskurs kun kan eksistere i samfund hvor taleren – under ansvar – kan sige hvad han vil, og hvor tilhørerne frit kan tilslutte sig eller lade være. Et samfund hvor udfaldet beror på ordenes magt og ikke på magtens ord.
Fremstillinger der hovedsageligt bygger på den antikke retorik, som den såkaldte neoaristoteliske analyse, har ofte et anstrøg af kynisme.2 Jor føler selv slægtskabet med Kurt Johannesson som roses for at forklare retorikkens system ved hjælp af mang­foldige analyseeksempler.3 Til forskel fra Johannesson har Jor koncentreret sig om hvordan man selv kommer til at tale godt. I sine anbefalinger kan han virke både kynisk og sjovt naiv. Et sted omtaler han en særlig brug af ethopoiia, nemlig hvor taleren vil ­ bruge grovheder mod sin modpart, men jo ved at ”[s]kittkasting svekker … etos”. Ved at lægge de ”stygge ordene” i munden på en anden løses problemet let. ”Dette grepet benyttes ofte på heller tvilsomt grunnlag, og mange har på denne måten hentet støtte fra personer som neppe ville samtykket om de ble spurt.” Men man skal dog nok vente med at bruge fiffet til man er kommet godt i gang og fornemmer at have publikum med sig (s. 79).
Muligvis understøttes indtrykket af en optimistisk, naiv tro på nytten af alle disse gode råd og regler af bogens traditionelle opbygning. Jeg tvivler på at de fem partes ­alene er det bedste dispositionsprincip i dag, hvad enten det drejer sig om praktiske eller teoretiske bøger. I indledningen til sin omfattende og indgående præsentation af de antikke retorikere skriver Øivind Andersen da også at hans disposition på den ene side ikke kan undgå at signalere hele det klassiske system med de fem partes, de tre talegenrer, de tre appelformer etc., men på den anden side underkaster han systemet en tematisk eller problemorienteret behandling, hvorved en alt for rigoristisk opregning undgås, og en mere tidssvarende og interessant fremstilling muliggøres. “Målet er en omfattende fremstilling av retorikken, som regelverk og reflektert fag, som dannelsesfaktor og dominerende kulturfenomen.”4
Siden 1600- og 1700-tallet er der med skiftende frekvens udgivet retorikker der præsenterer deres samtid for de antikke regler om en passende retorisk praksis, oftest med vægten på elocutio.5 Ved hjælp af nu­tidige eksempler og visse overvejelser søger Jor at danne bro mellem antikkens praksis og vores. For læserens indre øje opstår et billede af forfatteren som en ældre herre der med høj cigarføring læner sig tilbage og selvbehageligt anbefaler tricks der hjælper taleren, nedgør modparten og narrer tilhørerne. Det overrasker at Jor, der kun er knapt fyrre år, som idéhistoriker ikke har fundet en mere nutidig filosofisk tilgang til antikken interessant og formålstjenlig.

Kan det læres?

Spørgsmålet må straks besvares med et ja! Retorik er i sit udgangspunkt styret af en tro på at den både kan analysere og beskrive hvad det at holde en tale er, og give retningslinier for talens produktion så mennesker kan tilegne sig dem. Nogle vil fra naturens hånd være bedre udrustede end andre, men alle kan blive bedre.
Et af retorikkens kernepunkter er: Det nytter ikke kun at have ret, man skal også få ret, nemlig af tilhørerne. Kravet til den gode taler er  altså at han både skal have forstand på sagen og kunne udtrykke sig forståeligt. Han skal være persuasiv.
Det er som sagt kendetegnende for bøger som håndfast fremstiller de antikke regler, at elocutio ofte får mest plads, en fordeling der kan få én til med Cato den ældre at udbryde Rem tene, verba sequentur! Helt så galt står det ikke til hos Jor. Hvis man regner syvende kapitel ”Det gode argument” til inventio i stedet for, som det gøres her, til dispositio, når man frem til det resultat at delene om henholdsvis inventio, dispositio og memoria + actio er lige store, nemlig på et par og tyve sider, mens elocutio får 35 sider.
Jor nævner flere steder topos’en om den skjulte kunst, for eksempel i forbindelse med elocutio. ”Anaforen er en figur som er lett å kamuflere og er knyttet til etos ved at den dermed synes fri for kunst” (s. 115). Jeg giver Jor ret i at det stadig gælder at den taler – med undtagelse af den epideiktiske – er mest persuasiv hvis sprog ikke peger på sig selv, ikke materialiseres. Det er dog påfaldende at Jor ikke inddrager den nyere forskning som for eksempel kognitiv lingvistik der beskæftiger sig med den erkendelse der ligger i vores brug af figurer/troper, og som måske allerede var antydet i den antikke opdeling i tanke- og talefigurer og besværet med at skelne dem imellem og mellem figurer og troper. Noten s. 113 gentager blot hvad alle er enige om, nemlig at det er umuligt at opretholde en opdeling.
Det er klart at når man offentligt henvender sig til andre i tale eller skrift, er det en god idé at overveje sit sprog. Men til forskel fra antikken mener vi i dag ikke at dette sprog som sprog betragtet er væsensforskelligt fra det vi bruger i andre situationer. I antikken var det anderledes. For det første mente de at der var en ikke-sproglig erkendelse som forløber for den sproglige formulering, for det andet at retorik som ars havde en forløber i det naturlige sprog. Ornatus gik altså ud på at iklæde indholdet (res) en sproglig dragt (verba) og at omforme det naturlige sprog, sermo, til det retoriske, oratio.6
I forordet skriver Jor ganske vist at elocutio ikke handler om ornamentering i snæver forstand, ”men om å finne den rette språk­lige stil i forhold til budskapet som skal formidles og hvem som er mottaker” (s. 9).  Men når han kommer til denne forarbejdningsfase, synes han at have glemt sit ud­gangspunkt og gengiver de klassiske tanker. I forordet siger han også noget om at de fem partes ikke er separate faser, men går over i hinanden (s. 10). Men han følger dem slavisk i bogens opbygning.
Jor vælger altså et retorik- og sprogsyn der ligger nærmere det antikke end det moderne. Han har set det som sin opgave at sætte det antikke system ind i en nutidig sammenhæng, men forsømmer at tilpasse det i filosofisk henseende.
Det er kendetegnende for bogen læst med retorikfaglige øjne at man svinger mellem at give Jor ret og tage afstand. Han har for eksempel ganske ret i at hvis tilhørerne ikke gider lytte til én fordi man er kedelig at høre på, kan man ikke overbevise dem. Men hans forslag til en løsning virker meget overfladiske: ”Kjedelige taler unngås om man evner å finne en formålstjenlig språklig utformning. Folk lytter om man klarer å formulere seg stilfullt, oppsiktsvekkende og uvanlig, men samtidig treffende. Faktisk regnes det å uttrykke seg litt utenom det vanlige blant de viktigste budene i læren om språklig ut­smykning” (s. 96).

Hvordan kan det læres?

Den tidligere danske kulturminister Jytte Hilden, som også var minister for sport, gav engang sit syn på sport tilkende. Hun sammenlignede sportskampe med pornofilm og sagde at begge dele viste aktiviteter som var kedeligere at se på end at deltage i. Om det er kedeligere at læse en bog om praksis end selv at praktisere, ved jeg ikke. Men sikkert er det at man ikke bliver en bedre taler af blot at læse en bog. Man må, som Jor rigtigt siger, øve sig. Kan man finde andre med samme interesse for det retoriske at øve sig med, er det en stor fordel, for man bliver blind for sine egne fejl.
Som sagt er imitatio en af de traditionelle måder at øve sig på. Man læser gode taler og søger at efterligne eller overgå dem. En af øvelserne går ud på at holde berømte taler og ændre dem så de passer til situationen. Det kunne for eksempel være Kings ”I Have a Dream”; her ville man virkelig lære noget om kairós og sit publikum, mener Jor. ”I det hele tatt er det utviklende å anvende taler fra en annen tid eller et annet sted og ta stilling til de endringer som må til for å gjøre dem virkningsfulle i en moderne norsk sammenheng” (s. 162).
Disse øvelser fra skoleretorikken virker forældede i dag. Jeg tror ikke vore studerende eller andre interesserede ville kunne tage disse declamatio-øvelser alvorligt. Men der ligger efter min erfaring det rigtige i det at analyser af mange forskellige slags taler, gerne kombineret med læsning af retorisk teori, fremmer forståelsen for hvad man selv skal foretage sig som taler: Hvilke hensyn man må tage til tilhørerne i forbindelse med éns intention, emne og talens situation i øvrigt. Det giver ikke mening at forestille sig at man skulle holde Kings berømte tale i dag. Nej, det er vigtigt at den der øver sig, taler som sig selv.7 I de amerikanske lærebøger som jeg omtalte i begyndelsen, er der altid et tillæg med udvalgte taler som der kan henvises til undervejs. Eksempelmaterialet kan være suppleret med kommenterede taler af tidligere studerende så de nuværende kan se hvordan opgaven kan løses.8
Retorik bygger altså også på en formening om at teori og praksis må fungere sammen for at skabe et godt resultat.

En anden bog?

Måske vil man anklage mig for at ville ønske at Jor havde skrevet en helt anden bog end den foreliggende. Jeg kan ikke sige mig fri for anklagen. Med sin uddannelsesbaggrund synes jeg han burde have interesseret sig mere for den nyretorik som han bringer til tavshed i en enkelt note (s. 48). Han nævner her Perelman som den eneste repræsentant. Om hans retorik hedder det at ”spesielt ny er den likevel ikke. Stort sett er det samme innhold på nye flasker, men noen av hans ideer gir like fullt friske og verdifulle perspektiver på gamle kilder.”
Jeg ville ønske Jor havde brugt Perelman som afsæt for sin læsning af de antikke retorikere. Udtalelser som ”Det behøver ikke være perfekt, bare det virker i det øyeblikket det ytres” (s. 149) trænger efter min mening i høj grad til at kvalificeres.
Og frem for alt ville jeg ønske Jor havde været knapt så optaget af reglerne med fokus på at omsætte dem til talerens kneb. Det giver et skævt billede af retorikken og forhindrer ham i at have øje for den faglige refleksion der også ligger hos de antikke forfattere.
Quintilian er uomgængelig, siger Jor. Han ”gir rett og slett svar på alt, om det enn gjøres på en måte som nok er bedre tilrettelagt for et antikt menneske enn for en moderne nordmann” (s. 181). Ja, toga er ikke den moderne nordmands foretrukne klædestykke, forstås (s. 148), men hvorfor ikke tage pejling af de steder hvor Quintilian reflekterer over sin metier og sin videnskab? Hvorfor kan man eksempelvis hos Jor ikke finde en stillingtagen til Quintilians begreb vir bonus?
Jeg vil slutte med et af mine egne yndlingssteder. Det er hen mod slutningen af værket hvor Quintilian filosoferer over hvilke krav den virkeligt veltalende taler skal honorere: ”No one can be a perfect orator who does not both understand the language of honour and have the courage to use it.”9

Litteratur

Andersen, Øivind (1996): I retorikkens hage. Oslo.
Campbell, Karlyn Kohrs (1996): ”The Rhetoric of Mythical America Revisited”, i Karlyn Kohrs Campbell & Thomas R. Burkholder: Critiques of Contemporary Rhetoric. Belmont etc., s. 202-212.
Fafner, Jørgen (1977): Retorik. Klassisk og moderne. København.
Hellspong, Lennart (1992): Konsten att tala. Handbok i praktisk retorik. Lund.
Hellspong, Lennart (1992): Konsten att tala. Övningsbok i praktisk retorik. Lund.
Howell, Wilbur Samuel (1956): Logic and Rhetoric in England, 1500-1700. New York.
Howell, Wilbur Samuel (1971): Eighteenth Century British Logic and Rhetoric. Princeton.
Johannesson, Kurt (1999): Retorik eller konsten at övertyga. Stockholm.
Jørgensen, Charlotte & Onsberg, Merete (2001): ”I taleværkstedet – et pædagogisk udviklingsarbejde”, i: Dansk. Medlemsblad f. Dansklærerforeningens Folkeskolefraktion. 2/01, s. 14-23.
Lucas, Stephen E. (1989): The Art of Public Speaking. New York.
Osborn, Michael & Suzanne (1997): Public Speaking. Boston & New York.
Perelman, Chaim & Olbrechts-Tyteca, L. (1989): The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation. Notre Dame & London.
Quintilian: The Orator’s Education. Books 11-12. Ed. & transl. by Donald A. Russel. Cambridge, Mass. & London, Engl., 2001.
Zarefsky, David (1996): Public Speaking. Strategies for Success. Boston etc.

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere