Det er ingen kunst at lyve

Mange tror at det er etikkens fortjeneste at den enkelte retor ikke går for vidt i forsøget på at påvirke sine modtagere. Men når det kommer til løgn, er retorikkens forbud mere vidtgående end etikkens. At lyve strider nemlig mod selve kunsten i retorikken.

Det er ingen kunst at lyve

af Christina Pontoppidan

Som retoriker møder man somme tider den påstand at retorikken er farlig. I sin 2500-årige historie har retorikkens renommé været belastet af kritiske prædikater som manipulation, propaganda, demagogi, populisme, forførelse, fordrejning, leflen, effektjageri, vildledning. Benævnelserne er udtryk for den udbredte fordom imod retorikken at den måler sin succes i omfanget af den faktiske persuasive effekt. Retorik betragtes som et fag hvor målet helliger midlet, og retorer som nogle der ikke skyr noget middel når de skal overtale deres modtagere. Heller ikke løgn som middel.

Kritikken af retorikken har fået mange til at tro at retorikken har brug for etikken. Tanken er at når vi i egenskab af retorer ikke griber til yderligheder og lyver i forsøget på at vinde tilhørere for vores sag, så er det takket være vores moralske habitus. Det er vores moral der får os til at tøjle vores retoriske tilbøjeligheder og afholder os fra at udfolde retorikkens sande, effektjagende natur. Man tror altså at vi har brug for et etisk forbud mod at lyve hvis vi skal have retorer til at holde sig til sandheden.

Undersøger vi sagen nærmere, viser det sig at retorikkens forbud mod at lyve er mere radikalt end etikkens.

Men det er en fejlantagelse. Undersøger vi sagen nærmere, viser det sig at retorikkens forbud mod at lyve er mere radikalt end etikkens. Der er nemlig visse situationer hvor etikken faktisk anbefaler at man lyver, mens retorikken aldrig kan tillade at man lyver for at få tilslutning til sit standpunkt.

Wikimedia Commons. Disneytrailer 1940.

Den moralsk forsvarlige løgn

Både inden for filosofisk etik og i mere dagligdags moralsk praksis finder man ideen om den moralsk forsvarlige løgn. Uanset om man som filosoffen går teoretisk til værks, eller man mere praktisk undersøger hvordan vi faktisk handler moralsk, står det klart at der kan gives gode grunde til at lyve.

Inden for den gren af filosofisk etik der går under navnet pligtetik (deontologisk etik), vil man typisk operere med en pligt til ikke at lyve. Det er en moralsk pligt på linje med at afholde sig fra at slå ihjel og stjæle. Pligten til ikke at lyve vil dog kunne tilsidesættes i situationer hvor den kolliderer med andre moralske pligter. Et klassisk filosofisk eksempel på dette pligtsammenstød går på at en massemorder opsøger det hus hvor han formoder at hans næste offer skjuler sig. I denne situation vil det være etisk forsvarligt at lyve hvis morderen spørger én om den efterstræbte person skjuler sig i huset. Det filosofiske argument går her på at pligten til at redde menneskeliv vejer tungere end pligten til ikke at lyve.

Der kan altså gives både moralfilosofiske argumenter og mere dagligdags moralske grunde til at lyve. Vi kan vælge at acceptere en konkret løgn hvis vi skønner at den var motiveret af et hensyn til og respekt for andre mennesker.

Vi genfinder det filosofiske dilemma i mere jordnære, dagligdags situationer. Her kan en lille, hvid løgn indimellem være på sin plads hvis man vil undgå at såre andre. Det kan fx være over for den 14-årige søn der har brugt 4 timer på at lave en absolut uspiselig spaghetti bolognese og gerne vil vide hvordan forældrene synes den smager. Eller veninden der spørger om man hyggede sig til hendes stort opsatte, men jævnt kedelige bryllup. For ikke at nævne klassikeren med konen der spørger sin mand om hun ser tyk ud i den røde kjole. I situationer som disse siger vores almene moralkodeks os at det kan være god stil at omgå sandheden med en lille, hvid løgn. Løgnens ’hvidhed’ er jo netop en sproglig markering af afsenderens moralske uskyld.

Forfatteren til bogen Takt og tone i tid1en, Sanne Udsen, har i et interview i Kristeligt Dagblad udtrykt det meget præcist: ”Ind imellem siger etiketten, at vi skal lyve, for ikke at forårsage andres eller vores egen forlegenhed. Den slags løgne er vigtige for det sociale liv og handler kort sagt om, at man ikke vil såre andre. Kan man ikke lyve høfligt, må man træne.”

Der kan altså gives både moralfilosofiske argumenter og mere dagligdags moralske grunde til at lyve. Vi kan vælge at acceptere en konkret løgn hvis vi skønner at den var motiveret af et hensyn til og respekt for andre mennesker. Det er så at sige etisk velbegrundet ikke at fortolke et etisk forbud mod at lyve alt for konsekvent.

At lyve er et brud på kunsten at overbevise

Inden for retorikken kan man derimod ikke begrunde forestillingen om en legitim løgn i den gode sags tjeneste. Retorikkens forbud mod at lyve gælder i modsætning til etikkens absolut og uden undtagelse.

Det skyldes at retorikkens grundlægger, Aristoteles, klassificerede retorikken som en techne – det man kan oversætte til en kunst, teknik eller håndværk. Nærmere bestemt kunsten at overbevise. Kunst i denne betydning står i modsætning til de såkaldt ’frie’ eller ’skønne’ kunstarter som digtning, kunstmaling og dramatik. Retorik er derimod det man kunne kalde en ’bunden’ kunstart.

Det betyder at man som taler er bundet af det Aristoteles kalder de foreliggende momenter. Det vi i dag vil kalde fakta. Retorikeren kan ikke som udøverne af de frie kunstarter forholde sig frit til virkeligheden. Fiktion og fri fantasi er digterens og kunstmalerens og dramatikerens privilegium, mens taleren som enhver anden håndværker er bundet af det forhåndenværende. Det betyder ikke at man som taler ikke må udnytte de foreliggende momenter kreativt. Tværtimod. Kunsten består netop i at udnytte de foreliggende momenter bedst muligt.

Om sangerinden mimer fordi hun har halsbetændelse og ikke vil skuffe sit trofaste publikum ved at aflyse koncerten, eller om taleren lyver for at forhindre et terrorangreb, gør ingen forskel ud fra et kunstnerisk synspunkt.

Men i det øjeblik taleren overskrider de foreliggende momenter, er det ikke længere overbevisningens kunst han udøver. At lyve er at bryde med kunsten. Den taler, der lyver, kan sammenlignes med kortspilleren der gemmer kort i ærmet; sportsudøveren der indtager doping; eller sangeren der mimer til playback. For at udøve deres respektive kunstarter er kortspilleren bundet af kortene på bordet (og ikke dem i ærmet), sportsudøveren af sin krops styrke og udholdenhed (og ikke kemiske stoffers virkning) og sangeren af sin stemmes muligheder i situationen (og ikke en redigeret version af samme). På samme måde er taleren bundet af fakta. Det er de foreliggende momenter som de hver især er bundet og begrænset af hvis de skal praktisere deres kunst.

Om kortspilleren så gemmer kort i ærmet for at vinde penge til Kræftens Bekæmpelse, om sportsudøveren doper sig for sit lands ære, om sangerinden mimer fordi hun har halsbetændelse og ikke vil skuffe sit trofaste publikum ved at aflyse koncerten, eller om taleren lyver for at forhindre et terrorangreb, gør ingen forskel ud fra et kunstnerisk synspunkt. For alle beundringsværdige formål og gode intentioner til trods er det ikke deres kunst de udøver. At en konkret handling er moralsk rigtig, gør den ikke til kunst.

Følger vi Aristoteles’ gamle bestemmelse af retorik som en kunst, betyder det altså at vi som retorikere må se langt strengere på brug af løgn end etikken. For selv hvis vi kan forstå motivet til at lyve og derfor godt kan acceptere løgnen, er der ikke tale om retorik. Som retorikere må vi se bort fra selv de bedste motiver og konsekvent dømme løgnen som et brud på kunsten. Hvor etikken vil kunne acceptere løgn og andre former for snyd i den gode sags tjeneste, dér må retorikken insistere på at den taler der lyver, overskrider rammerne for overbevisningens kunst. En løgn kan altså retorisk set aldrig være et legitimt middel til at overbevise – uanset hvor lille, hvid og velment den er.

Dygtige retorikere lyver ikke

Skal man sætte sagen på spidsen, er løgn udtryk for manglende teknisk dygtighed. Den der lyver, demonstrerer manglende retorisk kunnen, idet han ikke formår at få det bedste ud af det foreliggende, men bliver nødt til at opfinde ”fakta” for at overbevise sine modtagere. Det er altså den teknisk dårlige taler der tyer til løgnen fordi det i mange tilfælde vil være nemmere at lyve end at fortælle sandheden.

Set ud fra et retorisk synspunkt var det derfor dårligt håndværk da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen tilbage i 1998 udstedte en falsk efterlønsgaranti til vælgerne. Ligesom det var udtryk for manglende retorisk kunnen da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 hævdede at man ikke blot troede, men vidste at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. Både Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen valgte her den lette vej at overskride sagens foreliggende momenter for at styrke deres sag frem for at argumentere ud fra de faktisk foreliggende momenter. For hvis der var gode politiske grunde til at ændre efterlønsordningen og gå ind i Irak, må der også have været gode retoriske grunde.

Idet de to statsministre tyede til løgnen, afslørede de sig som dårlige retorikere der ikke formåede at få det bedste ud fakta. For der var som bekendt hverken garanti eller masseødelæggelsesvåben da det kom til stykket. At benytte disse momenter som led i overbevisningen var derfor hverken kunstfærdigt eller kunsten værdigt.

Til sammenligning var cykelrytteren Bjarne Riis en dygtigere retoriker da han i 1998 på Line Baun Danielsens spørgsmål om hvorvidt han nogensinde havde dopet sig, svarede: ”Jeg er aldrig testet positiv.” Han havde en rigtig dårlig sag idet der var flere indicier på at han havde indtaget doping; og 10 år senere i 2007 indrømmede han da også at han havde været dopet da han i 1996 vandt Tour de France. Men med sit udsagn holdt han sig inden for rammerne af overbevisningens kunst. De negative test var dét faktum – dét foreliggende moment – han kunne forsøge at bevise sin uskyld ud fra. Overbevisningens kunst forpligter med andre ord kun på at tale sandt, ikke på at fortælle hele sandheden.

For at illustrere denne pointe opstiller Aristoteles en analogi mellem kunsten at overbevise og lægekunsten. For på samme måde som alle patienter ikke står til at helbrede, vil alle retoriske sager ikke kunne vindes.

Målt på faktisk effekt var Poul Nyrup og Anders Fogh Rasmussens udsagn ganske vist mere overbevisende end Bjarne Riis’. Poul Nyrup bevarede den ellers stærkt truede regeringsmagt fire år mere, og Danmark besluttede at sende tropper til Irak mens mange danskere med rette undrede sig over at Bjarne Riis ikke svarede mere utvetydigt nej til at han havde dopet sig. De færreste kunne derfor føle sig fuldt ud overbeviste om Bjarne Riis’ doping-uskyld.

Pointen er at den faktiske effekt af overbevisningsforsøget er underordnet når man betragter retorik som kunsten at overbevise. Det hænger sammen med at nogle sager i sig selv er stærke, dvs. rummer mange potentielt overbevisende momenter, mens andre – som Bjarne Riis’ – er svagere. Men den dygtige retor får det optimale ud af udgangspunktet, uanset om de foreliggende momenter er svage eller stærke.

For at illustrere denne pointe opstiller Aristoteles en analogi mellem kunsten at overbevise og lægekunsten. For på samme måde som alle patienter ikke står til at helbrede, vil alle retoriske sager ikke kunne vindes. Det er alene lægens og retorikerens opgave at nå så langt som muligt ud fra de foreliggende momenter.

Hverken en nok så god moralsk intention eller nok så svage, foreliggende momenter bør altså få den dygtige retoriker til at lyve. Den dygtige retoriker finder et faktisk foreliggende moment – selv i de situationer hvor den lille, hvide løgn forekommer at ligge mest lige for. Den dygtige retoriker roser fx den 14-årige søns store arbejde i køkkenet (og undlader at nævne smagen), roser brylluppets mad, de mange sange og festlokalet (og undlader at nævne bordherrens kedsommelige sygdomssnak og bandets mislyd) og siger at konen ser smukkere ud i den (mere rummelige) blå kjole.

Inden for kunstens rammer kunne Poul Nyrup Rasmussen have udstedt en mere generel socialdemokratisk velfærdsgaranti i stedet for den konkrete efterlønsgaranti. Og Anders Fogh Rasmussen kunne have brugt andre eksempler på Saddam Hussein-regimets ondskab og trussel som belæg for at man skulle sende tropper ind i landet, end påstanden om at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Det er ikke sikkert at Poul Nyrup og Anders Fogh med disse foreliggende momenter faktisk kunne have vundet vælgerne og folketingssalen for deres synspunkter. Til gengæld ville de have været dygtigere retorikere ud fra rationalet: Det er svært at overbevise ud fra fakta, at lyve derimod er ingen kunst.

R

Bibliografisk

Af Christina Pontoppidan, Ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet.

Klassiker i RetorikMagasinet 100 (2016), s 37-39. Oprindelig trykt i RetorikMagasinet 68 / 2008
 

Skriv et svar