På de sociale medier i 2017 er der ikke længere nogen der lægger en løberute på tre kilometer ud via Endomondo, men til gengæld poster vi gerne billeder fra målstregen ved Berlin Marathon. Vi lægger selfies ud fra vores besøg på Louisiana, men ikke alle de æselører vi har sat i første bind af Fifty Shades of Grey. At vi iscenesætter os selv og vores liv på de sociale medier, er langt fra breaking news, men ved at bruge sociologiens sprog kan vi komme bag om nogle dele af den (u)polerede overflade.
Ingen live-tweeter et besøg hos en gadeprostitueret
Anne Sofie Ude Bornø
Professor i sociologi Hartmut Rosa beskrev i 2014 dét han kalder en acceleration af livets tempo: Vi skal konstant være mere effektive og præstere mere og bedre. Det moderne menneske er under pres, for vi er blevet slaver af de muligheder de teknologiske fremskridt har givet os. Vi er optaget af et liv før døden, men verden tilbyder mange flere oplevelser end man kan nå at indfange i et enkelt liv – sagt på Steffen Brandtsk: “Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi.” Vi har travlt med at fange livet ind, men også med at dokumentere og fremvise at vi gør det: Vi viser billeder af os selv i tæt omfavnelse med en tiger i junglen, af vores overnatning i ørkenen og af samtlige retter fra vores middag på Relæ. Vi skriver til gengæld ikke på vores LinkedIn at vi helst tilbringer vores fritid på sofaen. Årsagen skal blandt andet findes i den sociale identitets nye vilkår.
Rollespil på den online arena
Vores sociale identitet skabes ikke længere kun i de fysiske møder med andre mennesker. Den udspilles nu også på en online arena hvor visualitet og tekstualitet tit er ganske essentielt, og hvor vi når mange mennesker på én gang. Til at udforske dette kan vi trække på sociologen Erving Goffman. Goffman var optaget af social samhandling, og han hentede begreber fra dramaturgiens verden til at beskrive hvordan selvet skabes i interaktionen mellem mennesker. Han var optaget af de roller vi mennesker spiller – rollen som mor, kæreste, afdelingsleder og så videre. Til vores rolle hører en facade der er opdelt i to: kulissen og den personlige facade. Kulissen er eksempelvis vores indretning hvor blomster i en Kähler-vase eller en kop perfekt placeret matcha-te oven på lørdagens udgave af Politiken kan tjene som eksempler på hvordan vi kan fremvise vores kulisse på de sociale medier. Vores personlige facade er derimod eksempelvis vores køn, dialekt og kropsholdning.
Privatlivets scenografi
Gennem vores roller forsøger vi at skabe et selv der kan accepteres af andre. I den forbindelse er det interessant at kigge nærmere på Goffmans begreber om front stage og back stage. Førstnævnte er det offentlige rum hvor mennesket spiller og nænsomt tilpasser sin rolle til publikums, altså vores medmenneskers, forventninger. Sidstnævnte er derimod dér mennesket samler energi, slapper af og udtænker de strategier der benyttes front stage. Sagt på 2017-sprog er back stage dér hvor vi læser Fifty Shades of Grey for derefter at gemme den væk i strømpeskuffen. Front stage derimod er dér hvor vi spiller rollen som bevidst og dannet kulturforbruger ved at lægge en selfie op med Kusamas polkaprikkede univers i baggrunden på Louisiana. Vi forsøger nemlig så godt som muligt at styre de indtryk vi giver til vores omverden – det som Goffman kalder indtryksstyring.
Goffmans begrebsunivers handler om noget helt grundlæggende og tidløst menneskeligt som anerkendelse, bekræftelse, frygt for social eksklusion og for at tabe ansigt. Men vilkårene og præmisserne for netop disse forhold er i hastig udvikling. Man kan sige at vores front stage dyrkes på en anden måde end tidligere på baggrund af den acceleration Rosa identificerede: Vi skal hele tiden vise noget større, vildere og mere spændende frem. Men også vores back stage er forandret i kraft af udviklingen. Vores private og personlige rum er ikke længere en slags helle, men er derimod også blevet sat under indflydelse af kravet om præstation, effektivisering og selvfremstilling. Det private er altså ikke alene politisk, som kvindebevægelsen fremførte i 70’erne, men også offentligt, og derfor iscenesætter vi også det private.
Det uperfekte, offentlige private
I de senere år har vi dog kunnet se en modbevægelse til det stereotype og perfekt iscenesatte. På Instagram findes hashtags der leder til billeder af stomiposer og appelsinhud, og den norske successerie SKAM har skabt et helt univers på de sociale medier hvor de fiktive personers uperfektheder understøttes og kærligt fremvises. Kvinden bag serien, Julie Andem, har til Information fortalt at et formål med serien var at lære de unge piger at være uperfekte, for hvis de trives med utilstrækkeligheden, så fjerner det noget af den skam de føler ved at være netop dét.
Nu er det tilsyneladende uperfekte, eller almindelige, om man vil, mere trendy end det perfekte. Hashtag-trends som #smuksomjeger er et eksempel på dette hvor blandt andre kendisser viser usminkede billeder af deres skæve fingre, store tænder eller strittende ører. Dét der derimod virkelig er samfundsmæssigt stigmatiseret, viser vi stadig ikke frem til offentlig skue: Ingen snapper et angstanfald, og ingen live- tweeter et besøg hos en gadeprostitueret. Vi forsøger at opretholde et selv der kan accepteres af andre, og som ikke kan lede til social eksklusion. Selv om grænserne for hvad vi deler, og hvordan vi fremstiller os selv online, konstant justeres og bearbejdes, er de der i høj grad endnu.
Med foden på bremsen
Det er vigtigt at kunne navigere kompetent på de sociale medier – ikke alene i forhold til grænserne, men også i forhold til de forskellige kulturer og normer der findes på diverse online arenaer. Vi skal kende vores publikum for at spille vores rolle rigtigt. Selv om publikum kræver mere, bedre og vildere, bør det moderne menneske ifølge Hartmut Rosa sænke farten. Vi kan ikke stå stille i forhold til den teknologiske udvikling uden at blive sat af. Men vi kan lade foden hvile lidt på bremsen, give os hen til nærværet og fordybelsen for derigennem at indfange og kysse livet. Hvor banalt det end måtte lyde, kan vi alligevel ikke nå det hele, uanset hvor gode vores selfies er.
R
Læs mere
Erving Goffman: The Presentation of Self in Everyday. Anchor Books. 1959.
Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration. Hans Reitzels Forlag. 2014.
www.information.dk/kultur/2016/08/laere-unge-piger-vaere-uperfekte
Bibliografisk
Af Anne Sofie Ude Bornø, cand.scient.soc.
RetorikMagasinet 103 (2017), s 24-25.
