Inkarnationer ­­– om Dostojevskijs kunst

Dostojevskijs litterære hovedpersoner kæmper for en sag, har overbevisninger og diskuterer ideer, men ideerne er altid podet på personer. Det er personernes kamp med idéerne læseren følger, og ikke idéernes forsimplede legemliggørelse. Når Dostojevskij inkarnerer sine personer som levende, tvivlende og nogle gange provokerende stemmer, tvinger han læseren til at prøve at forstå hvad de egentlig har på hjerte. Og måske endda til at besvare nogle af deres umulige spørgsmål.

Inkarnationer ­­– om Dostojevskijs kunst

af Tine Roesen

 

Hvad er det de russiske klassikere kan? Set fra vores del af verden er der noget fælles og umiskendeligt russisk over de kendte værker af Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Det er noget med lange diskussioner om store og alvorlige spørgsmål ikke kun om livets mening og individets rolle og ansvar, men også vedrørende nationen Ruslands identitet og mulige mission i verden. Men hvordan kan det være at stadig nye generationer af også vestlige læsere orker at blive ved med at forsøge at forstå de komplicerede russiske problemstillinger? Hvad er det der bliver ved med at fænge hos moderne mennesker, på trods af at værkerne for alle tre forfatteres vedkommende er udtryk for et meget konkret engagement i deres samtids begivenheder og diskussioner?

Svaret på disse spørgsmål vil trods lighederne være forskelligt for de tre forfattere der ikke bare inspirerede hinanden, men også skrev op imod hinandens værker. I det følgende vil jeg give et bud på et svar for så vidt angår Dostojevskij. Min overordnede pointe er at det ikke så meget er Dostojevskijs temaer der er afgørende for hans fortsatte fascinationskraft, ikke engang de eviggyldige eksistentielle og religiøse temaer. Det er snarere hans evne til som forfatter at inkarnere levende, vedkommende personligheder som i mere end én forstand taler til os – og forsætter med at tale til os.

En hektisk men formbevidst forfatter

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij levede 1821-1881 og udgav sine første værker i 1846: brevromanen Arme mennesker og kortromanen Dobbeltgængeren. Den unge forfatters deltagelse i en politisk studiekreds førte i 1849 til fængsling og forvisning til Sibirien i ti år. Han genoptog sin litterære virksomhed så snart han kom tilbage til Sankt Petersborg, og trods pengenød, flugt fra kreditorer og bestandigt truende deadlines producerede han i de følgende to årtier på sin egen hektiske, men dybt formbevidste måde, en lang række værker af stadig større omfang.

De modne værker fortsætter den sociale indignation på det lille menneskes vegne som præger ungdomsværkerne, men åbner samtidig for en frygtløs udforskning af den kristne tro, og dennes store trusler i samtidens Rusland i form af nihilisme, kynisme, forfængelighed, vellyst og andet. Optegnelser fra en undergrund fra 1864 blev optakt til de store romaner: Forbrydelse og Straf, Idioten, Onde ånder, Ynglingen og Brødrene Karamazov.

Det omfangsmæssigt beskedne værk om ‘kældermennesket’ og dennes undergrund rummer kimen til de problemstillinger og litterære grundformer der udfoldes i de senere værker. Samtidigt er værket ekstremt i sin provokerende brug af direkte tale til læseren som af karakteren kældermennesket tillægges både replikker og reaktioner – her i Ole Husted Jensens oversættelse: “De tror formentlig, mine herrer, at jeg vil have Dem til at le? Også heri tager De fejl. Jeg er slet ikke så overstadigt et menneske som De tror, eller som De måske tror. Hvis De er irriteret over alt denne snakkesalighed (jeg fornemmer jo nok at De er irriteret) og skulle finde på at spørge mig hvad jeg egentlig er for en, – så vil jeg svare Dem: Jeg er kollegieassessor.” Her træder Dostojevskijs inkarnationskunst tydeligt frem: Vi ved ikke engang hvordan kældermennesket ser ud, men han træder os virkelig nær.

Det konkrete, kæmpende og splittede menneske

Dostojevskij skrev om og i anledning af tendenser i samtiden. Mange af hans litterære hovedpersoner kæmper for en sag, har overbevisninger og diskuterer idéer, men det er vigtigt at bemærke at ideerne er podet på konkrete personer. Det er personernes kamp med idéerne vi følger som læsere, ikke idéernes forsimplede legemliggørelse. Derfor er den menneskelige psyke til stede overalt i hans værker, og det er svært at udskille specifikt psykologiske problemstillinger. Socialt gør det ondt når man ikke bliver set og anerkendt. Eksistentielt er det en pine når man ikke kan se en højere mening med livet.

Men sammenstillingen af de store idéer og den menneskelige psyke er ikke kun tragisk, den er også nogle gange dybt komisk som når en person, der puster sig op som helt, pludselig viser sin smålighed, forfængelighed eller fornærmelse, sådan som for eksempel Raskolnikov gør det. Denne ‘psykologiske realisme’ som den danske filolog og litteraturhistoriker Adolf Stender-Petersen har kaldt den, afføder en subjektiv stil domineret af vekslende personlige perspektiver og personlige talestrømme. Ordene fremstiller mennesket set indefra med alle dets kriser, splittelser og ekstreme følelser. Det fik i samtiden nogle, herunder Tolstoj, til at se en usund interesse for patologier hos Dostojevskij, men selv mente han at det splittede menneske og det komplekse sjæleliv var en realitet som absolut skulle udforskes, især når nu hans alt for pæne ældre kollega, Turgenev, forsømte at gøre det. Dostojevskij så sig selv som realist i ordets egentligste forstand, nemlig som en der realistisk skildrede menneskesjælens dybder, eller som han udtrykte det: mennesket i mennesket.

At snakke sig frem til en mening og et håb

Dostojevskijs syn på mennesket som splittet og komplekst måtte nødvendigvis få konsekvenser for hans litterære kunst som helt ned i de enkelte ord er præget af det subjektive og det uafklarede. Ifølge Stender-Petersen hjalp Tolstoj sin læser med at finde rundt i de store romaners enorme persongalleri ved hjælp af personlighedsmærker eller ‘kending-ord’ ligesom i de islandske sagaer. Disse ledemotiver er hos Tolstoj knyttet til personernes kroppe som oplevet udefra, for eksempel Anna Kareninas evigt fingerknækkende mand. Hos Dostojevskij genkender læseren sjældent personerne på deres ydre som er gennemgående sparsomt beskrevet, men til gengæld har de deres egne måder at tale på. Det kan være i form af sigende yndlingsord så som ‘jo’ (i betydningen: det er jo sådan, på russisk ved), i munden på en ung embedsmand der desperat prøver at tro på sin fremtidige lykke, eller som et stadigt opdukkende ‘for resten’ (vprotjem) hos en person der hele tiden underminerer sine egne ræsonnementer.

Selvmodsigelser er da også snarere reglen end undtagelsen hos Dostojevskijs personer. Hans ‘dialogisme’, således defineret af den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin, er et bærende princip: Dostojevskijs litterære personer definerer sig selv i et dialogisk forhold til andre, hver eneste af deres replikker tager forbehold for eller søger en respons, og selv i indre monologer er der altid andre stemmer implicit til stede.

Hans store romaner er polyfone i den bakhtinske forstand at de rummer et væld af ligestillede stemmer som i øvrigt næsten altid holder fast på deres eget. Ikke mange ændrer holdning og ingen af Dostojevskijs romaner ender med at nogen får entydigt ret. Personerne snakker og snakker – med hinanden, til hinanden og om hinanden. Dialogismen indebærer uendelige kontrasteringer, og Dostojevskij komponerer sine romaner sådan at alle møder alle, ofte over meget kort tid og i en kombination af intime eller hemmelige samtaler og store (altid skandaløse) salonselskaber. Det er hans metode til at dramatisere ikke bare kampen mellem forskellige ideer, men også det enkelte menneskes indre konflikter. De mange dobbeltgængerskikkelser, tydeligst i ungdomsværket med denne titel, tvinger ligeledes karaktererne i værkerne til at forholde sig til forskellige sider af sig selv.

Bakhtin kaldte polyfonien for Dostojevskijs ‘formskabende vision’. Med andre ord: Visionen om at et menneskes forhold til den anden er afgørende for menneskets identitet, perspektiv på verden og mulige (kristne) tro, former Dostojevskijs værker. Den former hans persongalleri, karakterernes stemmer, møder og replikker, det enkelte værks komposition og forfatterskabets gennemgående eksperimenteren med forskellige fortællesituationer og genrer. Når der snakkes i ét væk, og når ‘kældermennesket’ angiveligt fortsætter med at skrive efter at ‘udgiveren’ har afsluttet værket, drejer det sig altså om selve eksistensens forankring i en personlig identitet og i en personligt formuleret mening eller tro. Det sker hvad enten der tales om alvorlige emner eller bagateller. Det er mennesket i mennesket der er på spil.

At høre mennesket bag ordflommen

Det afgørende for Dostojevskijs fortsatte evne til at indfange nye læsere er nok at også vi som læsere tvinges i dialog med værket eller med personerne i værket. Det gør vi fordi hans personer inkarneres som levende, tvivlende og nogle gange provokerende stemmer der prøver at forklare sig, og dermed får os til at prøve at forstå, og måske endda besvare, nogle af deres umulige spørgsmål.

Ikke sjældent tager forklaringerne form af deciderede bekendelser eller skriftemål. Nogle gange optræder der faktisk en kirkelig eller hellig person som skriftefader, andre gange får mere eller mindre tilfældige
medmennesker tildelt rollen, men som læsere lytter vi også med. Andre gange er det på en direkte facon netop læseren der får skriftefaderrollen som man ikke kan undslå sig, med mindre man lægger bogen fra sig. Sådan er det i første del af Optegnelser fra en undergrund, i Ynglingen og i andre af de værker som er skrevet i jegform. Så er det ufravigeligt os som læsere der skal levere den altafgørende dialogiske anerkendelse af mennesket i mennesket. Det kan gøres stiltiende med et blik og eventuelt et kys som det Liza giver ‘kældermennesket’ i anden del af værket, eller det Jesus giver storinkvisitoren i den indlagte legende i Brødrene Karamazov.

Men det kræver vores indlevelse, forståelse, overbærenhed, og ikke mindst vores evne og vilje til at høre hvad det bekendende menneske siger inde bag ved ordflommen. Det er den fordring Dostojevskijs værker stiller til os, og åbenbart er det en fordring der på trods af vores ofte mere eksplicitte moderne kommunikationsformer, krav og forventninger stadig taler til mennesket i det moderne menneske.

R

Læs mere:
Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund. Nansensgade Antikvariat. 1994.

Adolf Stender-Petersen : Den russiske litteraturs historie. Gyldendal. 1952.

Mikhail M. Bakhtin: Problems of Dostojevsky’s Poetics. Ed. Caryl Emerson. University of Minnesota Press. 1984.

R

Bibliografisk

Af Tine Roesen, Lektor i russisk litteratur ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 102 (2016), s 25-27.
35102

Om skribenten

Skriv et svar