Klimataler – introduktionen

Rune Kier: Klimataler. Aktivistens guide til taleskrivning for en bedre fremtid, Retorikforlaget 2021.

Introduktion

 

Vi står foran enorme udfordringer med global opvarmning og tab af biodiversitet. Det er en udfordring, der kræver alle mand på dæk. Alle fag og brancher har pligt til at bidrage med deres faglighed. Min faglighed er taleskrivning og mobilisering til sociale bevægelser. Derfor har jeg skrevet denne bog. Den er til dig, der skal holde en tale om klima, miljø eller biodiversitet. Dig, som gerne vil gøre en forskel med din tale. Dig, der gerne vil skabe mere folkelig mobilisering med dine ord.

For verden har akut brug for handling. Når du får muligheden for at tale, skal du vælge, om dine ord skal skubbe folk væk fra ­klimasagen, om de skal være ­irrelevante og hurtigt glemte, eller om de skal trække i den rigtige retning ved at mobilisere folk til handling. Hvis det sidste er dit mål, er denne bog til dig. Det er nemlig ikke nok, at en tale lyder godt eller får bifald, hvis målet er at gøre en forskel. Der skal mere og andet til. Vi har nok alle hørt alt for mange dårlige taler.

 

Er en god tale en effektiv tale?

I 2013 var jeg taleskriver i Ministeriet for Klima, Energi og Bygning. I april fik jeg til opgave at skrive en tale til ministeren, der skulle holdes i slutningen af maj måned. Det var en åbningstale til en stor international konference om prævention, reproduktion og seksuel sundhed for læger og medicinske forskere på Bella Center i ­København. Talen havde helt andre forhold end mange andre taler. Den havde ministerens fulde bevågenhed, fordi han var inviteret af sin bror, og fordi kongehuset deltog. Den blev ikke tynget ned af bureaukratiske processer, fordi ministeriet ikke havde et kontor med dette tema (det havde Udenrigsministeriet dog). Og jeg havde god tid til at bruge alle de retoriske kneb, jeg normalt ikke havde mulighed for. Talen var bygget op omkring fortællingen om den fiktive Sarah og de helbredsudfordringer, hun oplevede under en graviditet i en ­verden, hvor konsekvenserne af klimakrisen var mere tydelige. ­Sarahs ­historie blev løbende underbygget med statistik og prog­noser for fremtiden. Alene slutningen havde trikolon (tredeling) med anafor (start-gentagelse), bedre kendt som en clap-trap, der er beregnet til at få applaus. Den havde selvironisk humor og klare call to action. Det var en god tale. På papiret. Og talepapiret vandt to Cicero Speechwriting Awards – taleskrivningens Oscar – i kategorierne ’politik’ og ’bæredygtighed’. David Murray er direktør og dommer i Cicero Speechwriting Awards, og han skrev: ”ved at forstå Sarahs situation forstår vi menneskehedens situation – og vi ser mulig­heden for at ændre Sarahs skæbne, og vores egen”. Tom Rosshirt er politisk taleskriver og Cicero-dommer, og han skrev: ”Wow. Jeg har hørt mange argumenter om klimaforandringer siden jeg første gang skrev en tale om emnet for Al Gore i 1997. Det er første gang jeg har hørt den på den her måde – og det er slående.” En tid efter faldt jeg over en video af talen på nettet. Der var faktisk video af hele ­åbningsceremonien. Derfor kunne jeg se og høre, hvordan talen blev holdt, hvad den refererede til og hvordan publikum reagerede. Lige før ministerens tale holdt Kronprinsesse Mary en tale om en pige, hun havde mødt, ved navn Palmyra. Det tog lidt af det ny­tænkende pust ud af vores fiktive Sarah. Ministeren improvi­serede også et længere afsnit om udviklingen af forbrugspriser på basale forsyningsgoder i det 20. århundrede. Her fik han den største reaktion fra publikum, da han selvironisk retter sig selv. Han kom til at sige, at priserne ikke havde udviklet sig siden år 900 (dvs. vikingetiden). Syv år efter talen blev holdt, kontaktede jeg otte af tilhørerne. Tre af dem kunne ikke huske talen, én havde ikke hørt den, og én havde ikke tid til at svare. Det betød at tre kunne huske talen. ­Deltagerne have tilmeldt sig en gynækologisk konference om ­prævention, reproduktion og seksuel sundhed, ikke om klima. Og det formede, hvad de huskede. De huskede Marys eksempel om Palmyra, men ikke meget om Sarah, fordi Palmyra handlede om retten til prævention, og Sarah handlede om klima. De huskede, at Sarah-talen havde handlet om familieplanlægning, selvom den kun meget sporadisk havde omtalt det. Og de hævdede alle tre, at de ikke havde lært noget nyt af talen – den havde bare bekræftet, hvad de allerede vidste, og hvad de allerede kæmpede for. Ideelle forhold skabte altså en prisvindende tale på papiret, men forandringen udeblev. Talen ­“Klimaforandringerne og historien om Sarah” forandrede ikke ­verden, og det handlede ikke om, hvordan den blev fremført. Det handlede om, at dens mål var at være god i stedet for at gøre godt. Fejlen startede hele vejen tilbage hos mig, taleskriveren, fordi jeg ikke tænkte langt nok, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ved nu. Nu ved jeg bedre, og når du har læst denne bog, så ved du også bedre. Så kan vi gøre det bedre – sammen.

Kort om bogen KLIMATALER

Når du skal holde en tale om klima, så er der mange valg, der allerede er truffet. Du ved, hvad talen skal handle om, du ved at folk er mødt op, fordi de er interesserede, og du ved, at I sikkert deler værdier om klimaet. Du ved også, at de faktisk har handlet på jeres fælles værdier ved at møde frem.

Annonce

Klima handler om håb. Det er derfor, mange af os kan føle os håbløse, når der ikke sker nok. Er der håb for klimaet? Hvordan skal vi omstille hele verden tidsnok til at undgå de værste konsekvenser af global opvarmning? Hvordan kan lille jeg bidrage til det? Det er de spørgsmål, både du og dit publikum tumler med, og dem skal du besvare overbevisende, når du holder en klimatale. Jeg har fundet ni klimaretoriske fejl og skrevet ni kapitler om, hvordan du kan gøre det bedre ved at lære af de bedste. Bogen tager dig med på en rejse gennem historien med fokus på slaveri, borgerrettighedsbevægelsen og kampen mod racisme. Hvert ­kapitel kommer med en klar anbefaling til, hvad du skal gøre, ­eksempler på folk, der har gjort det godt og skidt og en forklaring af hvorfor.

De ni kapitler handler om hver af de ni almindelige fejl i klimataler – og anbefalinger til hvad man skal gøre i stedet for.

Alt for mange klimataler er følelsesforladte præsenta­tioner af fakta. Men klima handler om vores fremtid, og fremtiden er fuld af følelser. Faktisk er følelser en vigtig del af vores beslutningsproces og vores motivation for handling. Så stå ved dine følelser.

Alt for mange klimataler er fulde af ord, der ikke viser alvoren af den situation, vi står i. Vi kan ikke tale om en kommende katastrofe ved at kalde noget ’en forandring’. Så bliver det utroværdigt, og det mobiliserer ikke. Så vær tro mod dit verdenssyn ved at bruge dine egne ord.

Alt for mange klimataler har så travlt med at tale udfordringen op, at de gør den unik. Men klimakrisen er kun unik, hvis vi ikke håndterer den. Vi har løst kriser, før og vi kan gøre det igen. Vi må bare ikke afskære os fra fortidens inspiration. Så find inspiration i fortiden for at motivere.

Alt for mange klimataler gør holdningsskift alt for svært. Efter 50 år med en polariseret debat om klima, men uden handling, falder mange klimataler i en grøft, hvor de øger forskellene mellem os. Det gør det sværere at blive overtalt, ikke lettere. Det er uhensigtsmæssigt. Vi skal gøre det nemt at blive overbevist. Så byg en ­gylden bro for at nå tvivlerne.

Alt for mange klimataler er frelste. Taleren har altid troet på klimakrisen, altid handlet bæredygtigt og altid kæmpet for klimaet – hele tiden. Det er utroværdigt, men det er også det helt forkerte sted at starte. Det kræver en omvendt synder at omvende en synder. Vi skal fortælle om vores egen tvivl, hvis vi vil nå tvivlerne. Så fortæl om din vej til klimaaktivisme.

Alt for mange klimataler er stoppet til med gode rationelle argumenter. Og de stopper ved de samme argumenter. Som mennesker kan vi bare sagtens have én holdning men gøre noget helt andet. Vi har brug for hjælp fra andre til at handle på vores holdninger. Et publikum er et ideelt sted at få den hjælp. Så få publikum til at forpligtige sig sammen.

Alt for mange klimataler vil sige alt for meget, og publikum ender med ikke at huske noget som helst. Du skal ikke fortælle dem alt det, du gerne vil have, at de ved. Du skal fortælle dem den ene ting, de skal huske. Og det skal alt sammen hænge sammen med dit budskab. Så skab sammenhæng med The One Ring, så alle ved, hvad du vil sige.

Alt for mange klimataler er skrevet af talere, der nok kender klimavidenskaben, men de kender ikke den retoriske videnskab. Det er talere, der tror, de skal opfinde den dybe tallerken igen og igen. Det er ærgerligt, unødvendigt og uhensigtsmæssigt. Ignorer ikke 2.500 års ­videnskab. Så lær af retorikkens gamle anbefalinger for, hvordan man lyder som en leder.

Alt for mange klimataler udtænkes, holdes og glemmes. De lever kortvarigt på papiret og mens ordene hænger i luften. Så falder de ned og dør. Det er paradoksalt, for de er glemte og analoge ord i en digital tid, hvor nettet aldrig glemmer. Så kom ind i vor tid! Du skal bruge de digitale virkemidler til din fordel. Så gør dit budskab delbart for at nå mange flere.

 

Bogens ni anbefalinger kommer af hårdt købte erfaringer og en gennemgang af forskningslitteratur fra retorik, klimakommunikation, antropologi, Social Movement Theory, Nudging, Organising og til Communication for Social Change. Det er vigtigt. Men vig­tigere er erkendelsen: At skrive gode taler læres bedst ved at læse gode taler og ved at skrive mange taler. Derfor har denne bog masser af henvisninger til gode taler og håbefulde historier. Brug kildehenvisningerne hvis du er interesseret i at læse hele talen.

.


Bibliografiskt

Rune Kier: Klimataler. Aktivistens guide til taleskrivning for en bedre fremtid Retorikforlaget 2021, s 9-21.

Se Rune Kier fortælle om bogen her:

Author profile

Skriv et svar