Køn, kønnere, kønnest – forskellen på skabelser

Det er vanskeligt at få journalister og forskere til at samarbejde om forskningsformidling. Det er Galathea 3-ekspeditionen bare ét eksempel blandt mange på. Med sit budget på ca. 200 mio. kr. er det danmarkshistoriens største og dyreste eksperiment når det kommer til at forene de to professioner. Men på trods af de mange midler og al tænkelig velvilje fra både politikere, forskere og medier lykkedes det ikke at nå ud til den brede befolkning gennem nyhedsmedierne. Det blev klart da skibet var nået ca. halvvejen rundt om jorden, og journalisten Anders Lund Madsen – som selv havde været dybt involveret i planlægningen af ekspeditionen – fik trykt kronikken “Den sejlende børnefødselsdag” i Jyllands-Posten. Her gav han en velskrevet, veloplagt og sønderlemmende kritik af ekspeditionen.

I den debat der fulgte, var både forskerne og journalisterne enige om at ekspeditionen ikke var nogen nævneværdig mediemæssig succes, men der var stor uenighed om årsagerne. På den ene side argumenterede forskerne for at Galathea 3 var en forskningsekspedition, og at den derfor i højere grad burde have været tilrettelagt som så. Journalisterne argumenterede på den anden side for at togtet var en formidlingsekspedition, og at dette derfor skulle være i højsædet. Det interessante i debatten var at de to behov tilsyneladende udelukkede hinanden: Skulle man følge forskernes spilleregler, kunne man ikke samtidig følge mediernes og omvendt.

Det kan undre for både forskere og journalister har gode grunde til at give sig ‘i lag med hinanden’: Det er veldokumenteret at der er stor interesse for forskningsformidlende journalistik blandt borgerne, og flere undersøgelser viser at forskerne er mere end villige til at formidle deres forskning, og journalisterne, ja, de har jo brug for nyt stof hver dag. Hvad er det da der står i vejen, og hvorfor er samarbejdsrelationen mellem forskere og journalister om forskningsformidling så vanskelig?

Forskning på krogen

Flere forskere har peget på at vanskelighederne opstår fordi forskere og journalister konstruerer viden efter forskellige og modsatrettede principper, og at dette især ses manifesteret når de journalistiske nyhedskriterier søges anvendt i forbindelse med formidling af forskning. Den hypotese har jeg sammen med et par kolleger ved Syddansk Universitet efterprøvet.

Vores eksperiment gik ud på at bringe en forsker og en journalist sammen med det formål at de skulle skrive en artikel til Fyens Stiftstidende om forskerens forskning. Vi udvalgte 10 forskere fra forskellige discipliner inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab og ansatte seks journalister. Flere af journalisterne havde i kortere eller længere perioder været ansat ved avisen og kendte dermed både den, dens redaktionelle processer og dens publikum godt. Desuden tilbød Fyens Stiftstidende at lade avisens samfundsredaktør give journalisterne og forskerne efterkritik på artiklerne således at både forskere og journalister kunne lære af forsøget. Mit og mine kollegers fokus var ikke på de artikler der blev skrevet, men på processen. Det vigtige var at få indsigt i hvordan forsker og journalist oplevede situationen, og hvilke strategier og værktøjer de hver især brugte til at omgås hinanden og løse opgaven. Derfor interviewede vi begge parter både før og efter forsøget. Men på trods af stor velvilje fra både avisen, forskerne og journalisterne lykkedes det faktisk ikke for nogen af parrene at skrive artikler som avisen ville trykke.

Nøglen til forståelsen af hvorfor det ikke lykkedes, gemmer sig i redaktørens efterkritik. Det blev her klart at det er en grundliggende præmis for redaktøren at man er nødt til at fange læserne med en såkaldt ‘krog’. De kroge, som han foreslår journalisterne at bruge, er enten at vise at artiklens emne er aktuelt, at emnet er sensationelt, eller at artiklen giver læseren en oplevelse af identifikation. At skabe en krog der kan fange læseren, er i redaktørens optik således ensbetydende med at artiklen skal leve op til et eller flere af de traditionelle nyhedskriterier, også kendt som VISAK: Væsentlighed, Identifikation, Sensation, Aktualitet og Konflikt.

At have en ‘sællert’

Nyhedskriterierne er naturligvis velkendte for journalisterne, og flere af forskerne tilkendegiver også kendskab hertil. Men problemet er at forskningen kun sjældent kan underlægges disse kriterier. Eksempelvis kunne ingen af journalisterne finde temaer hos de 10 forskere der knyttede an til den øvrige mediedagsorden og dermed var aktuelle. Gennem flere af interviewene lægger både forskere og journalister afstand til aktualitetskriteriet og anfægter dets relevans i forhold til forskningsformidling. Især journalisterne anfægter aktualitetens relevans i forhold til forskningsformidling, men erkender samtidig at uden aktualitet kan mediernes behov ikke tilfredsstilles. Det alternativ som redaktøren giver journalisterne som krog, er ‘sensation’. Men også dette volder en del vanskeligheder. For det er faktisk relativt sjældent at forskning er sensationel. Så hvis sensation skal bruges til at fange læseren, må den skabes kunstigt, eksempelvis ved at et hjørne af et forskningsfelt fremhæves. Tillader man det som forsker, bevæger man sig ifølge flere af forskerne på kanten af den videnskabelige verdens normer og standarder. Men det betyder ikke at sensation og aktualitet ikke finder anvendelse som kriterier i forskningsformidling i medierne. Tværtimod. Flere af forskerne beretter om situationer hvor de har haft succes i medierne. I de tilfælde er det kendetegnende for den forskning der formidles, at netop de kroge – aktualitet, sensation og identifikation – som redaktøren foreslog, er anvendt. Det kalder forskerne “at have en sællert”. Men ‘sællerterne’ er ikke opstået som et resultat af at en forsker og en dagbladsjournalist har sat sig sammen for at formidle forskningen, men fordi et hjørne eller aspekt af forskningen viser sig at kunne dyrkes, så det kommer til at leve op til et eller flere af nyhedskriterierne.

Også kriteriet ‘Identifikation’ volder vanskeligheder: En journalist havde til opgave at skrive om kvantemekanikkens filosofi. For at fange læseren forsøgte hun at lade artiklen rumme elementer af et portræt af forskeren. Det oplevede forskeren som så grænseoverskridende at han simpelt hen nægtede at være med. I hans optik er hans fag – kvantemekanikkens filosofi – interessant, men ikke hans person.

En anden måde at skabe identifikation er at give historien en lokal vinkel. Heller ikke det er særligt let. Da forskningen i stigende omfang internationaliseres, havde forskerne rettet projektøren mod eksempler og cases som peger ud mod det internationale forskermiljø og derfor væk fra det lokale nærmiljø.

For både forskerne og for journalisterne bliver det klart i løbet af processen at aktualitet, sensation og identifikation er vanskelige – måske endda umulige – kriterier at imødekomme, og at opgaven – sådan som redaktøren definerer den – ikke kan løses.

Journalistens eller forskerens spilleregler?

På trods af projektets udfald udtrykker de deltagende alle entusiasme og vilje til fortsat at arbejde med forskningsformidling i nyhedsmedierne. For både i journalisternes og forskernes forståelse er forskningsformidling en slags public service-opgave for medierne. Offentligheden skal oplyses og uddannes herigennem. Men i forskernes optik er det en forudsætning for at kunne uddanne andre at man selv er uddannet. Derfor ser nogle af forskerne det som nødvendigt at uddanne journalisten først, og flere gav journalisten et antal tekster som de bad vedkommende læse som forberedelse. Journalisterne læste pligtskyldigt teksterne og høstede forsker-
ens respekt hvis lektien var lært.

Det bliver med andre ord forskerens spilleregler der bliver styrende for processen i vores forsøg, og de er på dette punkt i modstrid med mediernes spilleregler for ingen dagbladsjournalist ville kunne finde tiden til at læse tekster i det omfang som forskerne foreslår, for at skrive en enkelt artikel på 650 ord. Og netop derfor lykkedes det ikke at skabe forskningsformidlende journalistik i dette forsøg. Mediernes spilleregler – her manifesteret som de journalistiske nyhedskriterier og journalisternes arbejdsbetingelser – modarbejder forskningens spilleregler.

Det lykkedes derimod at underbygge påstanden om at en af nøglerne til at forstå hvad der går galt, er at mediernes spilleregler kan siges at modarbejde formidlingen af forskning. Mediernes spilleregler stemmer dårligt overens med den videnskabelige verdens normer og standarder.

Og det er en vigtig pointe. Mediedækningen af forskningen er af stor betydning for den demokratiske dialog om forskningen. For både at kunne drage nytte af forskningen og dens resultater og for at kunne træffe kvalificerede valg vedrørende den skattefinansierede forsknings fremtid bør alle have mulighed for at kunne holde sig orienterede derom. Det mest oplagte sted at gøre det er i de generelle nyhedsmedier. Derfor stiller både borgerne, politikerne og journalisterne i stigende omfang, og med god ret, krav til forskerne om at de skal synliggøre sig og retfærdiggøre den offentligt finansierede forskning på den offentlige arena, men det er, som det fremgår, faktisk lettere sagt end gjort.