Kønsdebatten raser – men kommer ingen vegne

Ingen anden debat er så indædt, vred og personlig. Leonora Christina Skov har kastet sig ind i den med en klar dagsorden og en skarp pen, og hun har diagnosen parat: Der er alt for mange der bare råber ”Hold kæft!” 

Kønsdebatten raser – men kommer ingen vegne

Jakob Torrild Hansen og Christian Stenz Kirkebæk

Reolerne er spækket til loftet med romaner, anmeldereksemplarer og et velassorteret arsenal af feministiske tænkere – og fra skrivepulten med udsigt over Frederiksberg drives et årtilangt forfatterskab og et hverv som litteraturkritiker hos Weekendavisen. Med mellemrum slipper Leonora Christina Skov dog også et fyndigt feminis-tisk debatindlæg ud og splitter som regel sindene i den danske kønsdebat.

I september sidste år begav hun sig ud i et opgør med det der i hendes øjne er mændenes enevældige udfoldelsesprivilegier i det offentlige rum. Med titlen ”Det er mandens privilegium at vise bar overkrop, når han sveder, og pik, når han pisser” fremkaldte hun vanen tro hvidglødende kommentarfelter, og hun blev hevet ud af forfatterhybelen og ind i tv-studierne for at tale kvindens sag i den ligestillingsdebat der ifølge hende selv handler om ”mændenes afgivelse af magt, penge, prestige, indflydelse, privilegier”.

Indlæggene bliver dog sjældnere og sjældnere fra Leonora Christina Skovs hånd – debatten føles ulige, udmarvende og savner opbakning fra den danske skare af ligestillingsforkæmpere, fortæller hun:

”Kønsdebatten er ekstremt forudsigelig. Jeg tror, at alle der debatterer feminisme, er enige om at debatten ikke fungerer. Vi er måske ti personer med feministiske synspunkter som overhovedet går ind i debatten, og vi holder jo lange pauser fordi ingen af os kan holde debatten ud.”

Tilværelsen som kønsdebattør kræver tilsyneladende en hårdførhed og ukuelighed som kun få kan holde intakt over længere stræk – og som ifølge Leonora Christina Skov mister momentum hos den gruppe af kvindelige debattører der efterhånden indser at de ”hellere vil have en mand end de vil have ligestilling”. Køn er stadig kontroversielt, og folk dyrker stadig kønsforskellene – men hvorfor fungerer kønsdebatten ikke, hvad forlanger den egentlig af sine debattører, og hvad er debattens fremtid?

”Jeg tror at alle der debatterer feminisme, er enige om at debatten ikke fungerer. Ingen af os kan holde debatten ud.”. Foto: Kasper Teiner

For meget kønsraseri

Kønsdebatten er stadig blandt de heftigste politiske temaer herhjemme med markante debattører som Suzanne Brøgger, Anne Grethe-Bjarup Riis, Anne Sophia Hermansen, Hanne Vibeke-Holst og Sanne Søndergaard i spidsen. Få samfundsdebatter fremkald-er samme hidsige respons fra så bredt et spektrum af samfundsstemmer.

”Det er en debat hvor folk bliver enormt rasende og tror at når man retter en generel kritik, så kritiserer man vedkommendes liv. Man kan desværre slet ikke tage debatten på et overordnet niveau fordi folk føler sig personligt truffet på deres egne valg. Det bliver meget personligt, og det er nogle underlige, irrationelle reaktioner man får.”

Alle har et køn, så alle har et personligt forhold til debatten, og derfor kan det være svært at hæve sig over den. Men det er ikke det eneste problem ved det personlige udgangspunkt. De voldsomme reaktioner virker nemlig også som et kæmpestort hold kæft-bolsje som debattørerne forsøger at stoppe dybt ned i halsen på hinanden.

”Der bliver sagt hårde ting om éns person, éns udseende, éns personlighed, éns kæreste og éns liv i kommentarfelterne når man melder sig i debatten. Man bliver skudt på uden at nogen støtter op om én – så derfor gør jeg det sjældent og med længere og længere mellemrum. Man er ’ikke værd at kneppe’ eller en ’fed feministlebbe’. Det er jo den der: ’Hold kæft! Ingen vil have dig’.”

Når debattørerne spænder mundkurve på deres modparter eller forsøger at drukne dem i en syndflod af barske kommentarer, er det mildest talt ikke befordrende for debatten. Diskussionerne går tit i stå før de overhovedet kommer op i omdrejninger. De argumenter vi hver især skal bruge for at kunne tage stilling, får ifølge Leonora Christina Skov sjældent lov til at fylde særlig meget.

”Jeg kan godt opleve at der er flere trin op til at diskutere det vigtige. Man når altid kun til det indledende, og så er der nogen der skyder det ned. Så sker der ikke mere. Det er ikke sådan at folk efterfølgende forsøger at kvalificere debatten med egne eksempler. Jeg skriver mit indlæg, og så dør det fordi en masse mennesker stiller sig op med en bazooka.”

 

Motivanalysen skal dø

Aggressive debattører kan dog ikke tillægges al skyld for den dysfunktion-elle kønsdebat. Leonora Christina Skov oplever også at hun bliver skudt outrerede standpunkter i skoene, og at hendes motiver bliver analyseret ud i det absurde – uskikke som retorikprofessor Christian Kock også har kritiseret den politiske debat for. Det er nogle kneb der effektivt kører diskussionen af sporet og får den til at handle mere om debattørernes barndom end om de belæg de fremfører for deres synspunkter.

”Man kan være sikker på at de ting man siger, bliver afsporet. De bliver fortolket på en helt anden måde end tilsigtet. Der er en meget stor grad af motivanalyse i debatten: Modargumenterne kommer ofte til at handle om hvad der mon er gået galt i mit liv, hvordan jeg er blevet traumatiseret til at kunne argumentere som jeg gør, og at jeg nok hader mænd.”

Måske er motivanalysen en afsmitning fra de politiske kommentatorer hvis analyser ofte handler om hvorfor politikerne gør som de gør, og siger som de siger. Men uanset hvor den kommer fra, er der ifølge Leonora Christina Skov ingen tvivl om hvor den skal hen:

”Jeg synes at motivanalysen må dø. I debatten forventer man hele tiden at modparten ikke mener hvad hun siger, men gør det af en lyssky grund – en eller anden studehandel. Hele debatten er tilsvinet med at folk tror at alle debattører siger noget andet end de mener. Hold op, hvor bruger folk meget tid på at sidde og analysere folks motiver i stedet for bare at forholde sig til det de siger. Hvis man tog det folk siger, for pålydende – så kunne man få en meget federe debat.”

“Jeg har et problem med at jeg er for god til oneliners. Det kommer for nemt til mig at jeg siger noget skarpt som folk flipper ud over.”. Foto: Kasper Teiner

At elske mænd strategisk

De pirrelige kommentarfelter og modvillige modparter gør kønsdebattørernes argumentation til en retorisk balancegang: Hvordan trænger man som kønsdebattør igennem med et skarpt budskab og vaccinerer samtidig mod de heftigste vredesudbrud?

”Man skal tage højde for alt muligt i det meste af det man skriver. Ellers bliver man skudt ned. Hele éns indlæg kommer ofte til at gå med at tætne for alle de forudsigelige modargumenter: Man hader mænd, man er lesbisk og så videre. Dybest set skal man huske at sige i hver eneste debat at man elsker mænd, og at man begærer mænd – så har man mere frit lejde til at fremsætte sin kritik. Det gør fx Sanne Søndergaard. Jeg nægter at gøre det. Jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være nødvendigt.”

Leonora Christina Skov har talent for sproglige billeder som klistrer til hukommelsen, og spidse sætninger der spidder modparten. Men selv om man ikke umiddelbart skulle tro det, forsøger hun faktisk at nedtone de mest iøjnefaldende formuleringer og slække på de slagkraftigste punchlines når hun vover at kaste sig ind i kønsdebatten.

”De første udkast jeg skriver, er som regel meget mere kække end de indlæg der ender i avisen. Jeg har et problem med at jeg er for god til oneliners. Det kommer for nemt til mig at jeg siger noget skarpt som folk flipper ud over. Så jeg sidder og tætner efterfølgende for at undgå at blive slagtet og skubbe 90 procent af læserne fra mig.”

Selv éns egne budskaber kan det være svært at holde fri af fordrejning-er – og forfaldet til personangreb er snublende nært. Vi spørger Leonora Christina Skov om hun ikke også selv falder i grøften:

Kan du ikke komme til at stigmatisere andre som du selv oplever du bliver stigmatiseret?

”Når man kritiserer nogen, en struktur, kommer man hurtigt til at stigmatisere modparten. Men jeg har ikke et specielt behov for at anklage nogen, for jeg synes at folk må leve som de vil. Jeg har bare lyst til at stille et alternativ op. Og det er klart at man let kommer til at sige at ens alternativ er bedre. Og det vil man egentlig gerne videreformidle til andre mennesker. Og dermed kommer man let til at fremstille alle andre alternativer som en sløret grå masse. Men hvordan skal man ellers fremstille et alternativ?”

 

Enspænderfeminister

Det kan være en vanskelig sag at sondre og prioritere mellem de private ligestillingshistorier der florerer i netavisernes kommentarspor og på hundredvis af blogs. Med raseriangreb, afsporingskneb og vredesudbrud i omløb er spørgsmålet om alle er berettigede til at diskutere køn med et personligt udgangspunkt bare fordi de har et? Ifølge Leonora Christina Skov er det problematisk.

”Jeg synes jo grundlæggende at alle skal have mulighed for at deltage i debatten. Det er godt at sagen bliver diskuteret, og at man har mulighed for at tale sin sag op imod forskellige synspunkter. Debatten lider dog også under at alle har en stemme – det drukner de gode debatindlæg at folk brækker sig ud over kommentarsporene, og det højner i hvert fald ikke debatten, for det får debattørerne til at holde kæft. I ligestillingsdebatten har man en ytringsfrihed som også skal rumme de kræfter der vil gøre én tavs – det er spørgsmålet hvor ytringsfrit det lige er.”

Men når du taler på egne vegne og brug-er eksempler der snævert tilhører dig, så har folk i kommentarsporene vel også lov til at bruge fortællinger der tilhører dem?

”Det er rigtigt. Det private fungerer ofte godt for mig som en krog der hiver folk ind i teksten – men det er et problem når alle historier fra det private er lige vigtige og lige så godt kan bruges som bevis på det modsatte. Når det der foregår i det private, ikke bliver kvalificeret politisk.”

Grunden til at debatindlæg kan blive overskygget af deres egne kommentarspor, er også at de som regel står helt alene. For Leonora Christina Skov er det et stort problem at der ikke er nogen samling på kønsdebattørerne.

”I Danmark er der ingen til at følge op, der er ingen bevægelse, og man står fuldstændig alene. Feminister støtter mig privat, men udtrykker nødigt støtten ude i offentligheden – og det gør jeg også sjældent fordi jeg risikerer at få et drag over nakken igen!”

”Det drukner de gode debatindlæg at folk brækker sig ud over kommentarsporene, og det får debattørerne til at holde kæft.” Foto: Kasper Teiner

Kønsdebattens fremtid

Ligestillingsdebatten – især online – savner en redaktør til at sortere og kvalificere alle de private historier og luge ud i debattens uskikke. Men det betyd-er ikke nødvendigvis at medierne er naturlige allierede i kampen for en velfungerende debat. De er selv en del af problemet fordi de med Leonora Christina Skovs ord faciliterer en ”ulige og unødvendigt polemisk debat” når de stiller debattørerne op som to uforenelige modpoler og ”gør det til en god historie at kvinder og mænd skændes og at kvinder ’catfighter’ med hinanden.”

”Man bliver castet som sur feminist. Som debattør har man jo ikke de samme interesser som aviserne. Aviserne vil gerne have kommentarer, visninger og likes og lader derfor debatterne køre af sporet uden at gribe ind – jeg vil egentlig hellere have nogle observante læsere som tænker over hvad de har læst. Aviserne gør ikke noget godt for debatten. De beskytter ikke deres debattører og slider dem op.”

Hvis medierne virkelig ønskede at skabe en debat der rykkede noget, skulle de smide kommentarfeltet ud, så debattørerne slap for at se deres indlæg drukne i floder af galde, og de skulle sørge for at alle debatindlæg ikke stod alene, men engagere en hel kreds af debattører.

”Sådan så man rent faktisk satte en debat. Og man kunne inddrage fagpersoner der kunne perspektivere debatten.”

Tror du så at kønsdebatten bliver bedre? Hvad skulle der mere til?

”Man skulle måske starte debatten nogle andre steder end de allermest forudsigelige. Jeg kan forestille mig at det eller bliver kedeligt at høre på. Som om ligestillingsområdet helt er stagneret, og feministerne tænker nøjagtig det samme som i 70’erne.”

Men hvis kønsdebatten for alvor skal komme til at fungere, kræver det også en indsats fra debattørerne selv. De skal bryde deres isolation og løfte debatniveauet i fællesskab. Som Leonora Christina Skov formulerer det:

”Det kunne selvfølgelig også være rigtigt rart at alliere sig med andre der mente det samme – også mænd. Så kunne man få en synsvinkel der var understøttet af mere end én person. Fælles indlæg og den slags ting. Det kunne mobilisere folk og sikkert give en sindssygt fed debat.”

R

Bibliografisk

Af Jakob Torrild Hansen og Christian Stenz Kirkebæk. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 4-7.

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)

Skriv et svar