Start » Dansk retorik » Intro til danske numre » Intro: Køn og seksualitet

Intro: Køn og seksualitet

av Christian Stenz Kirkebæk
35091

Intro i RetorikMagasinet 91 (2014)

Køn og seksualitet

35091 Kvindernes Internationale Kampdag falder kort tid efter udgivelsen af nærværende magasin. 8. marts er den dag på året hvor ligestillingsdebatten med garanti blusser op i de fleste medier. Det er næppe forkert at formode at debatten vil ligne sig selv fra de foregående år. Den vil være indædt, vred og personlig. Fronterne vil være skarpt trukket op. Følelserne vil flamme, og raseriet vil råde.

Sådan kender vi den. Sådan forventer vi at den bliver. Den drabelige diskussion er efterhånden blevet et ligeså sikkert kendetegn som selve emnet. I denne udgave af RetorikMagasinet benytter vi derfor lejligheden til at sætte fokus på det det hele handler om – køn og seksualitet – og også på den offentlige debat der udfolder sig om dette tema.

”Er der overhovedet noget tilbage at kæmpe for?” Sådan lyder et tilbagevend-ende spørgsmål i debatten. Lytter man til stemmerne der kommer til orde på de følgende sider, er svaret ja – om ikke andet så for en bedre debat.

Første slag i den kamp drejer sig om at blive hørt. Det kan være vanskeligt hvis man har et kontroversielt budskab. Det problem løser den nordamerikanske SlutWalk-bevægelse ved at bruge kroppen som en opmærksomhedsmagnet, og russiske Pussy Riot ved at sætte fissen helt i front. I to af magasinets artikler bliver de retoriske strategier nærstuderet.

Annonce

Men også herhjemme er der tilsyneladende grund til at holde kampgejsten oppe. Det mener blandt andre forfatter, feminist og kønsdebattør Leonora Christina Skov som vi har interviewet til dette magasin. Ikke om hendes holdninger i ligestillingsdebatten, men om hendes holdninger til den. For hende er spørgsmålet ovenfor symptom på en debat der er så forkvaklet at den gik i stå for mange år siden og aldrig er kommet videre. Skal der ske noget, må medicinen være skrap: Motivanalyserne skal dø, nettets kommentarspor skal sløjfes, og medierne skal tage sig sammen og sørge for ordentlige rammer. Intet mindre, mener Leonora Christina Skov.

Og hun er ikke den eneste der stiller sig kritisk over for tilstanden i den offentlige debat. I en anden af magasinets artikler får vi at vide at Folketingets nye debatformat skuffer fælt. Spørgetimen med statsministeren blev indført i efteråret for at skabe rum for en mere overordnet og ’sexet’ politisk diskussion end tidligere, så flere borgere ville fatte interesse for ordvekslingerne i Folketingssalen. Men det er tilsyneladende ikke lykkedes at få en bedre debat – i hvert fald ikke endnu.
Tilsvarende er prostitutionsdebatten ramt af en slem syge: Den er spækket med uskikke som får diskussionen til at stå i stampe. Her får vi afsløret dens værste bissekneb – anklagen om falsk bevidsthed. Et beskidt trick der umyndiggør modparten og fjerner retten til at tale og argumentere på egne vegne.

Kort sagt: Den offentlige debat har brug for en gevaldig opstrammer. Især når det drejer sig om køn og seksualitet. Med denne temaudgave håber vi at give et grundlag for at bringe debatten videre – og vi vil opfordre til at tage store skridt.

Foto: Kasper Teiner

csk.

.

retmaglogo

 

Christian Stenz Kirkebæk

Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)
Christian Stenz Kirkebæk

Latest posts by Christian Stenz Kirkebæk (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere