Start » Dansk retorik » Dansk retorik Omtalt » Konkrete tanker om abstrakte problemer

Konkrete tanker om abstrakte problemer

av Lærke Malmbak

Anmeldelse i RetorikMagasinet 93

Jan Maintz Hansen, Kan du være mere konkret?, Informations Forlag, 2014, 90 sider. 

Konkrete tanker om abstrakte problemer

Politikerlede blandt borgerne. Beslutningstagere og argumenter der roterer om sig selv. Hastigt på vej mod kollisionskurs. Der er noget helt galt med den poli- tiske debatkultur i Danmark, men hvad er årsagen til den store utilfredshed? Kan du være mere konkret? dykker ned i nutidens debatkultur og giver et konkret bud på hvad der ligger til grund for politikernes mislykkede spilstrategi. Diagnosen lyder på udbredelse af ‘konkretionstænkning’ i dansk debat.

Bogen er en letlæselig og letfordøjelig indføring i konkretionstænkningens betydning for det politiske Danmark. Begrebet er forfatterens egen opfindelse og dækker kort fortalt over argumentation der tager udgangspunkt i konkrete forhold, såsom det identificerbare eksempel eller den realiserbare udførelsesmulighed. Altså alt det der umiddelbart lyder som sød musik for en retorikers øre.

“Hvordan vil den idé konkret tage sig ud i virkeligheden?” Eller ”Kan du komme med konkrete eksempler på at det dér er rigtigt?” Den slags kan man efterhånden høre i en hvilken som helst debat. Men jagten på det konkrete har også en slagside idet konkretionstænkningen sender den mere abstrakte værditænkning til tælling på bænken. Bogen er dermed inde på en interessant problematik om et – med bogens egne ord – skizofrent samfund: På den ene side efterspørg- er mange borgere værdipolitiske abstraktioner, og på den anden side forfladiger konkretionstænkningens dominans enhver udfoldelsesmulighed for ideologisk ”ævl”. For tiden synes førstnævnte altså at være blevet tacklet godt og grundigt i græsset. Med bogen er der adgang til akut lægehjælp fra sidelinjen, og på trods af dens relativt korte længde kommer behandlingen vidt omkring. Fordelt over fem kapitler når læseren både gennem en grundig beskrivelse af skadens karakteristik, mulige årsagsforklaringer og følgevirkninger samt konkrete forslag til helbredende genoptræning af debatkulturen.

Annonce

Kan du være mere konkret? ser måske ikke ud af særlig meget, men dens pointer vejer bestemt tungere end de blot 90 samlede sider. Samtidig formår bogen at føre sig elegant frem på banen. På den ene side praktiserer den sit eget budskab ved at gøre sig filosofiske og visionære overvejelser om dansk debatkultur. På den anden side afstår forfatteren helt fra at kaste sig ud i et abstrakt og svært fordøjeligt intellektuelt sprog. Bogen er lige til at læse, og det er en fryd for læserens øjne og forståelse.

Det eneste man måske kunne savne i bogen, er endnu flere sider til at ud- brede sig over, så der også ville være plads til i højere grad at behandle de demokratiske konsekvenser af konkretionstænkningen, inddrage andre årsagsforklar- inger til problematikken m.m. Omvendt er bogen – trods sin aversion mod ordet – ganske konkret, og formatet er passende sat derefter.

.

RRRR

Lærke Malmbak

Redaktør på RetorikMagasinet 2014.

Latest posts by Lærke Malmbak (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere