Krags europæiske triumf

Danmarks indtræden i EF var Jens Otto Krags personlige triumf og en sejrsbevidst afslutning på karrieren som statsminister. Intet skulle få lov at slå skår i hans politiske eftermæle. I sin sidste folketingstale stemte Krag derfor i med frodige floskler til ære for det europæiske demokrati – og snerrende advarsler til de asociale EF-modstandere.

Krags europæiske triumf

Christian Kock og Jakob Torrild Hansen

Da den 58-årige socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag trådte op på Folketingets talerstol den 5. oktober 1972 og bød Folketinget velkommen tilbage fra sommerferien, stod han over for en tvedelt opgave: Ikke alene skulle han bekræfte og cementere det velvillige ja til det Europæiske Fællesskab som 63,4 procent af den danske befolkning dagen forinden havde lagt i stemmeurnerne; han skulle også efterlade sin befolkning i tryg forvisning om en guldrandet europæisk fremtid, anført af en anden regeringsleder end ham selv. Med det danske EF-medlemskab i bagagen afsluttede Jens Otto Krag nemlig dagen efter åbningstalen sin seksårige karriere som dansk statsminister og overdrog sit embede – og EF-stafetten – til en taknemmelig Anker Jørgensen.

Foto: Erik Gleie/Polfoto

På vegne af demokratiets vugge

De der oplevede Jens Otto Krag som statsminister, husker stadig hans særlige, dybstemte toneleje og lidt overartikulerede diktion – der vist var hans forsøg på at lyde rigsdansk, men som aldrig helt skjulte det randrusianske ophav. I tillæg til Krags vokale performances skal medregnes hans lidt kantede kropssprog, mekaniske gestik og ikke mindst hans alenlange sætningskonstruktioner – alt sammen noget der var med til at gøre den højtidelige proklamation til en temmelig omstændelige affærer:

“Gennem alt dette (et samarbejde på alle niveauer) og på tværs af de grænser der så ofte århundrederne igennem har været blødende fronter, skal det nye Europa langsomt og på den stadig udvidede erfarings-
basis i nøje overensstemmelse med folkenes vilje finde sin form i fuld respekt for det enkelte lands – jeg vil gerne sige fædrelands – selvstændighed. Enigheden skal findes ved forhandling. I intet for et land vigtigt anliggende vil det blive overstemt.”

De altomfattende sætningskonstruktioner er måske et forsøg på at udstråle vid og dannelse. Men de giver samtidig Krag præg af en skrankepave der aflirer et stilfuldt memorandum forfattet af en kommission. På trods af det tørre udtryk levner talen dog aldrig nogen tvivl om folkeafstemningens glorværdige historiske aftryk; indimellem lader Krags følelsesmættede opfordringer det historiske vingesus blafre over hovederne på folketingsmedlemmerne:

“Lad os benytte det nye Europa til at skabe en verdensdel der forener det bedste i den europæiske kultur fra det klassiske Hellas og Rom til det moderne vi selv lever i.”

I højstemte vendinger sætter Krag først den nye europæiske samhørighed i naturlig forlængelse af selve demokratiets fremvækst:

Annons

“Vi vil hævde og videreudvikle demokratiet, folkestyret, som det fødtes på det europæiske kontinent, og som det udvikledes forskelligt efter nationernes og folkenes vilje og tanke.”

I glansfuld prosa gennemgår Krag dernæst fortidens stridigheder i Europa, lige fra den spanske Armadas togt mod England i 1500-tallet, over Napoleonskrigenes europæiske splittelse til de endnu smertende verdenskrige – og glæder sig over den “udenrigspolitiske bedrift af format” at lande, der har kæmpet mod hinanden på blodige europæiske slagmarker, nu sidder sammen ved “det europæiske forhandlingsbord”.

Skrækscenariet fra Norge

Samtidig med at Krag opregner glæderne ved Danmarks historiske indtræden i EF, lyder i samme åndedrag en skurrende skuffelse over Norges nej – krydret med et halvsyrligt tilsagn om at formindske ulykken:

“Det øger vort nordiske ansvar at være det eneste nordiske land i EF, og vi vil se det som en særlig forpligtelse at søge at bistå Norge til at overvinde de vanskeligheder som den norske folkeafstemning må ventes at påføre landet.”

Ved tanken om at Norges kranke skæbne i stedet kunne være overgået Danmark, slår Krags langstrakte sætninger, blankpolerede begreber og ulastelige kancellistil over i næsten ildevarslende knappe vendinger:

“Den situation vi måtte se i møde hvis vi ikke var blevet medlem af EF, ville have stillet os alle over for hårde kendsgerninger af den mest ubehagelige art (…) Nu er det de positive muligheder, vi står over for. Det er ikke isolationens og indskrænkningernes skæbne, vi møder.”

Krag tillader sig her uden videre at forudsætte at et nej til EF ville have betydet et Danmark isoleret fra sin europæiske slægt, endda med et indskrænket råderum. Med dette ordvalg kommer uafhængighed af EF til ikke alene at konnotere ensomhed, men også afsondrethed, magtesløshed og afskårne forsyningslinjer.

I tillæg til denne sproglige afstandstagen er Krags maskinelle kropssprog og kølige, næsten ubevægelige mimik med de smalle (nærsynede!) øjne med til at skabe en afmålt distance fra talerstolen. Dette bevirker at det advarende tonefald ikke alene er foruroligende, men også tvingende autoritært.

Dansk velfærd med europæisk finansiering

Det kan undre at Krag aldrig med et ord nævner argumentet om EF som en fredsskabende faktor mellem Europas stridslystne stormagter – et argument som flere af datidens politikere og nutidens historikere ellers har peget på som den absolut tungestvejende grund til at Danmark skulle støtte op om fællesskabet. Krag nøjes i stedet med højstemte programerklæringer hvor han sætter fokus på Danmark som et demokratisk foregangsland der på Europas vegne har et moralsk ansvar for at skabe “et samfund hvor al diskrimination er afskaffet, og hvor der er skabt udviklingsmuligheder for den enkelte borger i en forening af socialistisk og liberal tænknings bedste elementer.”

Ej heller i denne tale får han taget rigtigt fat ved hornene på modstandernes kronargument: nemlig at EF-medlemskabet ville føre til suverænitetsafgivelse og kapitalismens dominans. I stedet vælger Krag blankt at affeje stridighederne og lade den velkendte danske forsonlighed glatte de sidste panderynker ud:

“Vil den afgørelse det danske folk traf i går, sætte varige, ja, måske bitre skel mellem tilhængere og modstandere? Det er ikke regeringens opfattelse. Regeringen føler sig overbevist om at alle nu vil respektere den trufne afgørelse. Varig indbyrdes bitterhed er ingen dansk karakteregenskab.”

Som historikeren Søren Mørch skriver i sin bog 24 statsministre, så var Krags “politiske opfattelse i sit udgangspunkt økonomisk (…) og lagde vægt på, at forudsætningen for velfærdsstaten var den økonomiske vækst (ikke omfordeling eller socialisme). Den fortsatte økonomiske vækst havde som forudsætning, at Danmark kom ind i EF.”

Når det kommer til at fremlægge de håndgribelige fordele ved EF-medlemsskabet, henter Krag altså den velfærdsøkonomiske kæphest frem og argumenterer i kølige kontanter. Ironisk nok er det helt åbenlyse argument at EF vil gavne finansieringen af en dansk velfærdsstat med tordnende underskud: “Danmark er uden tvivl det af de nye medlemslande i EF der har størst økonomisk fordel af udvidelsen” hvilket vil “gøre det muligt for os at skabe den ligevægt og sunde balance i Danmarks økonomi som vi så længe har måttet savne”.

De storladne demokratiske ambitioner viger således hurtigt for de mere småtskårne økonomiske rationaler når befolkningen skal bestyrkes i deres ja. Det er i den forbindelse værd at huske på at Krag holdt sin tale i en tid hvor velfærdsstaten var i gang med at blive konstitueret og socialdemokratismen med at blive konsolideret; man talte stadig væk – som Krag også gør det undervejs i denne tale – om at “bevare den fulde beskæftigelse” og om et samfundsideal “med en balanceret velstandsudvikling”. I Krags regeringsperioder var der en næsten samstemmende konsensus om den “nødvendige” politik til at holde vækst og velfærdssamfund på sporet. Og ofte stod en elite af højtuddannede økonomer, jurister og teknokrater med sikre hænder bag den ubetvivlelige regeringspolitik.

Indgroede sproglige statsmandsmanerer

Derfor intet under at denne hyldest til EF-samarbejdet foretrækker de velfærdsøkonomiske argumenter – og med dem følger embedsværkets sprog som Krag mestrede til perfektion. Det daværende embedsværks velfærdsideologi og indgroede sprogtone gav ofte prunkende og pompøse politiske taler, præget af højtideligt ping- og pampersprog. Krags tale er da heller ikke på nogen måde fri for langstrakte og abstrakte redegørelser eller for uigennemskuelige procedurer udført af ansigts-
løse statsfolk:

“Den videre udvikling af fællesskaberne og disses forhold til den øvrige verden vil blive formet gennem et samarbejde på alle niveauer: fra regeringschefsmøder som det der skal finde sted endnu i år, over udenrigsminister- og andre ministermøder til drøftelser i Europa-Parlamentet og på embedsmandsniveau. Sideløbende hermed vil der være meningsudvekslinger med organisations- og erhvervsrepræsentanter og med repræsentanter for andre samfundsgrupperinger.”

Det er sjældent let at gennemskue hvem handlingsansvaret egentlig påhviler i disse alenlange udredninger. Sproget er fuldt af passivformer så man ikke ved hvem det er der gør noget (udviklingen vil blive formet, tingene skal bare finde sted, der vil være meningsudvekslinger, men enighed skal findes). I langt de fleste tilfælde er de handlingsansvarlige aktører i talen enten fraværende eller i hvert fald udspilet til et bredt nationalt “vi”; kun et absolut minimum af gange i talen siger Krag “jeg” og aldrig i forbindelse med løfter om handling eller forpligtelse. Måske denne sproglige finesse også kommer belejligt for Krags eget manglende engagement i den indgående regeringsperiode?

Velfærdslykke og låg på debatten

Der er ingen tvivl om at Krag var en højt begavet, vidtskuende politiker der så perspektiver som de fleste andre først opdagede mange år senere. Han var en planlægger med et forudseende blik for den europæiske fremtid og havde en ukuelig tiltro til det europæiske fællesskab. Men i hans åbningstale i 1972 – midt i den europæiske triumf – er han aldrig for alvor i stand til at give de gode grunde til at gå med i EF. I hvert fald ikke på en måde der fænger. Det politiske argument om EF som projektet der forpligter de store krigsnationer på fred og finansiel fordragelighed til varig glæde for de små, turde Krag i hvert fald aldrig satse på for alvor.

Snarere giver han os noget der lyder som en forblommet festtale til ære for EF og den danske velfærdsstat. Argumenterne befinder sig for det meste af tiden enten blandt pligtceremoniel hyldest af det historiske øjeblik eller småtskårne økonomiske gulerødder og skræmmeappeller – og en gennemgående uvilje mod at genoptage diskussionen af EF-medlemskabet.

Midt imellem bekræfter Krag med sin tale den stereotype forestilling om ham selv som den kolde, mekaniske statsmand. Det virker som om han aldrig får udpenslet de EF-argumenter han selv må være blevet overbevist af. Måske Krag bare var mere økonomisk pragmatiker end demokratisk ideolog?

Krag skyldte da heller ikke nogen noget i sit sidste standpunkt: EF-medlemskabet blev statsmandskarrierens afsluttende triumf – og efter åbningstalen afrundedes med et “Danmark leve” og et trefoldigt hurra, oplæste Folketingets formand en ultrakort erklæring der markerede Krags afsked som Socialdemokratiets sjette statsminister.

Bibliografisk
Af Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, og Jakob Torrild Hansen, redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 33-35