Krigen mod terror giver amerikanerne frelse

Da Obama overtog præsidentembedet fra Bush, overtog han samtidig en hellig krig. I et forsøg på at gøre en ende på krigen må Obama genoverveje den amerikanske kulturs forkærlighed for krigsretorik. Den er nemlig gennemsyret af djævelske metaforer, bibelske myter og en søgen efter den tabte uskyld .

Krigen mod terror giver amerikanerne frelse

Robert L. Ivie.

---

Vi er i en konflikt mellem godt og ondt” sagde den daværende amerikanske præsident George W. Bush til de nyuddannede fra militærakademiet West Point d. 1. juni 2002. ”Og Amerika vil kalde ondskaben ved dens rette navn.” Det var dristige, men ængstelige ord spækket med myte og ritual fra kristendommen. Udsagnet førte tilbage til skabelsesberetningen, salmer, bibelske ordsprog, og at godt og ondt er absolutte. Præsidentens erklærede krig mod terror satte en forståelsesramme ned over spørgsmålet om national sikkerhed som det udvalgte folks søgen efter frelse. Ved at gengive militæret som helligt skabte han en krigstilstand som blev immun over for offentlig diskussion. Terror var ondskabens værk, og det kristne USA skulle genvinde sin uskyld ved at bekæmpe Satans undersåtter.

Under de dramatiske omstændigheder ved angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, og inden for bredere amerikanske politisk kultur, fængslede Bushs ondskabsretorik nationen. Det allestedsnærværende tegn på ondskab omdannede en blanding af chok, frygt og had til et retskaffent drab på ondskabens udyr. Symbolikken i den nationale frelse forblev magtfuld indtil invasionen og den efterfølgende besættelse af Irak begyndte at køre fast i en tilsyneladende uendelig og opslidende krig. Først herefter blev det muligt for daværende præsidentkandidat Barack Obama at udfordre rimeligheden i at bekæmpe terror i Irak. Problemet var tankegangen hos Bush-administrationen, insisterede Obama.

Efter valget blev det påtrængende spørgsmål hvordan Obama-administrationen ville håndtere den mytiske kraft om det militære USA og dets særegenhed i takt med at krigen begyndte at bevæge sig fra Irak tilbage til Afghanistan. Ville den nye præsidents samarbejdsretorik mindske nationens forkærlighed for krige der skulle bringe dem frelse? Var der en stiltiende forpligtelse til at skabe fred forankret i Obamas retoriske udgangspunkt som han havde fået overleveret fra Bushs fjendeskabende symbolske ritualer? Den norske Nobels fredspriskomité syntes i hvert fald at en vis form for potentiale kunne lokkes ud af præsident Obama.

Obamas løfte om forandringer blev dog imidlertid hindret af kulturelle begrænsninger. Stræben efter national sikkerhed i amerikansk kontekst var i mindre grad en verdslig opgave og i højere grad et slags soningssakramente – som teoretikeren Kenneth Burke i The Rhetoric of Religion beskriver som et ritual der består i at opnå frelse indirekte (”rite of vicarious redemption”), hvor det ondes byrder symbolsk bliver overleveret til en syndebuk. Med den optik kan det være oplagt at gense Bushs rituelle ondskabsretorik for at forstå betydningen af Obamas behov for at ændre nationens krigsmentalitet

Bushs ondskabsretorik

Det er mere oplysende at anskue Bushs retorik som en manifestation og en tilegnelse snarere end en undtagelse i den amerikanske politiske kultur. Da han stod til valg som USA’s præsident, bemærkede historieforskeren W. Scott Poole at der i samfundet var blevet skabt en ”perfekt kulturel storm” som fremkaldte ”stærke og skræmmende billeder af Satan i USA”. Slutningen på den kolde krig styrkede den kristne højrefløj som en udvidelse af USA’s historiske følelse af national skæbne, som også blev tydeliggjort af den såkaldte Reaganrevolution.

Perioden markerede en afgørende ændring i den politiske højrefløj ved at promovere fri kapitalisme, kalde Sovjetunionen for et ondt empire og genoplive den amerikanske militarisme. Den hastige udbredelse af apokalyptiske røster i samfundet rungede med neokonservative visioner om enden på det eksisterende samfund og ankomsten af et nyt amerikansk århundrede. Poole bemærker at katastrofen den 11. september 2001 slap et apokalyptisk vanvid fri som ”tilførte et satanisk ondt sprogbrug i den politiske diskurs”. På samme måde som trompeten der kalder på sine tropper. At beskytte fædrelandet betød at beskytte den frelsesøgende nations uskyld mod en ond tilstedeværelse. Faldet på tvillingetårnene, proklamerede Bush, ekkoede med ”djævlens brøl”. Og i en krig mod djævlen, som religionsprofessoren Ira Chernus siger, vil Guds udvalgte folk have lyst til at få ram på ondskabens kult.

Sikkerhed blev et spørgsmål om frelse i det retoriske univers i amerikansk politisk krigskultur. Ligesom d. 11. september 2001 var en prøvelse af den nationale karakterstyrke, så ville krigen mod terror give syndsforladelse til USA og dets indbyggere og befri dem for at forsømme en historisk mission og særlig pagt med Gud. Formålet med krigen mod terror var at opnå moralsk sikkerhed. Den bibelske tonegang i Bushs taler prædikede verdslighed til et modtageligt publikum. Nationen ville rense sig selv ved at udrydde en ondsindet fjende. USA var besat af at uddrive ondskaben i så høj en grad at Bushs retorik om national identitet blev et udtryk for en uhellig antitese. Den retoriske funktionsfejl af ’hellig terror’ flyttede ifølge litteraturteoretikeren Terry Eagleton USA’s mangler over på en ”gruopvækkende utilregnelighed” hos den ”udskældte anden”.

Offerrollen som et ritual

Offerrollens retorik (’the rhetoric of victimage’) er i Burkes termer en verdslig attitude mod teologiens syn på frelse set gennem et offerværdigt medium. Det er afgørende inden for et imperiums styreform og i overensstemmelse med dets vilkår for konsekvens. At repræsentere fjenden som dyster forstærker forestillingen om fare og styrker den underliggende trussel af fordømmelse. Denne symbolsk ladede cyklus fjerner kritisk tænkning og erstatter den med en ureflekteret attitude af at foretrække bevæbnet fjendtlighed frem for diplomati og fredsopbygning. At fremtrylle et sådant billede af fjenden er med til at bevare en retorisk krigstilstand.

Frygten for at en enestående nation skal falde i unåde, frembringer en tragisk æstetisk af hvad psykologen James Hillman kalder den forfærdelige kærlighed til krig. Alligevel er det muligt at ændre æstetikken da den er et produkt af et retorisk ritual i hvilket fjenden bliver betragtet. Så skal amerikanere for evigt finde på et alterego for den djævelske fjende for at retfærdiggøre sig selv som et enestående folk i øjnene på deres gud? Er det en uundgåelig bod at betale for national frelse? Hvis ikke, hvordan kan man så ændre behovet for frelse?

At affeje myten om en frelsende krig direkte ligner en opskrift der kun kan fejle – i sandhed en kolossal kulturel brøler. En mere sandsynlig mulighed må være at anfægte myten mindre direkte, i hvert fald i begyndelsen, og at anskue USA’s fjender i mindre djævelske termer. Retoriske ritualer kan kombinere en tryg og beskyttende følelse af konventioner samtidig med elementer af spontanitet og kreativitet som samtidig kan stimulere og revidere et verdenssyn. Ritual, forstået som en myte vi udlever, er en mekanisme til at vedholde en kultur ved at gøre den i stand til at tilpasse sig en genstridig situation.

Vi kan derfor undre os over om Obama igen tildeler kulturel kapital i et forsøg på at svække USA’s appetit på krig der kan frelse nationen. Findes der et element af ændring forbundet med hans krigsnarrativ? Forlængelsen af hans retorik og Bushs er al for åbenlys for den progressive venstrefløj som vil have militarismen begrænset hurtigt og beslutsomt. Men den konservative højrefløj, som støtter præsidentens forfølgelse af krigen i Afghanistan, frygter at han ikke er en ægte tilhænger af krigen mod terror.

Obamas opfordring til samarbejde

Bushs dæmonologi mangler i høj grad fra Obamas vision om det ekstraordinære USA. USA er stadig en udvalgt nation med en særlig skæbne i Obamas krigsfortælling, men nationens kamp for sikkerhed er ikke længere en del af en fortælling om soning. Hans USA forbliver med at være ”verdens sidste, bedste håb” i kampen for frihed, og USA’s militær er stadig ”stålet” i ”krigsskibet”. Derudover skaber Obamas Nobel fredsprisvindertale retfærdig krig som et instrument til retfærdig fred i den verden som vi har skabt for os selv. Ægte fred, siger han, skal udvikle sig over tid som en udvidelse af vores moralske forestillinger. I mellemtiden konfronterer USA ”den ondskabsfulde modstander”. Og alligevel, som han anerkender i sin tale i Kairo til den muslimske verden, er det ”lettere at bebrejde andre frem for at se indad”.

Obamas krigsretorik er mindre heroisk og mere dramatisk – mere indadskuende – end Bushs udvendige forestilling om ondskab. Han opfordrer til at sejre over voldelig ekstremisme i stedet for at bekæmpe uhyrer. I stedet for at håne fjenden til ”bare at komme an” og at lave et skarpt skel mellem det at støtte USA og det at støtte terrorisme taler Obama om partnerskab, gensidig afhængighed, samarbejde, tolerance, sameksistens, fælles interesser og respekt, lydhørhed og at lære fra hinanden i en søgen på at finde fælles fodfæste og skille sig af med grove stereotyper.

Obamas mål om at opløse og besejre al-Qaeda som den essentielle udfordring for amerikansk sikkerhed (sammen med at støtte en svækket amerikansk økonomi) er mere fokuseret og afgrænset end Bushs globale krig mod terror. En ”krig uden ende”, som han kalder det, er ikke i nogens bedste interesse. Han taler mindre om den ondskab som hersker i verden, og mere om at skabe konstruktive alternativer til vold såvel som at investere i økonomiske projekter som kan opnå ægte fred ved at lade milliarder af folk slippe ud af fattigdommens og konflikternes lænker.

Selv da han annoncerede en midlertidig stigning af tropper i Afghanistan, var hans diskurs udregnet til at være tvetydig hvilket betød at ultimativ sejr ikke blev et kriterium for at begynde at trække tropperne ud igen 18 måneder senere. Dette er, i hans narrativ, et øjeblik der forandrer historien. Den voldsomme stigning af tropper i Afghanistan såvel som den tidligere stigning af tropper i Irak, som førte til en ende på amerikanske kampoperationer, er et midlertidigt redskab til at tildele de afghanske tropper ansvaret fordi USA ”ikke kan gøre for afghanerne hvad de i sidste ende skal gøre for dem selv”.

Det basale retoriske skifte i Obamas krigsfortælling er at ændre et skræmmende billede af en frygtelig, verdensfjern ondskab til en praktisk vision af håb som anerkender de ”reelle farer” i verden. USA’s mere begrænsede rolle er nu primært at hjælpe folket i Irak, Afghanistan, Libyen og andre steder ”til at tage kontrol over deres egen skæbne” – ikke til at handle alene men i stedet til at have en støttende funktion selv til det punkt at overføre ansvar til allierede og partnere. USA skal ikke længere være verdens politimand eller påtage sig den tunge byrde at kræve et regimeskifte som det var tilfældet i Irak. Ægte lederskab, ifølge Obama, handler ikke om at ”gå efter bolden alene”.

Djævlen tilkaldes

Som Poole peger på, afslører den amerikanske historie en dyb og varig kærlighed for dæmonologi. Satan er USA’s yndlingsmetafor for alt hvad det hader og frygter.

Metaforen afleder den nationale stirren væk fra ens eget magtbegær og genvinder national dyd ved at kæmpe mytiske kampe mod udyr. Ved at påkalde Satan ved navn tilkalder USA djævlen til at stå ved sin side. Empirisk overmod er kodet ind i det mytiske sprog som kendetegner spirituel krigsførelse og jagten på uskyld. Den retorik som kendetegner det indirekte behov for at opnå frelse ved at bruge en syndebuk, har altid været med til at opretholde en problemfyldt national identitet. USA vil gerne tro at de bekæmper djævlen. De bukker let under for mørke impulser og kyniske tanker om at ondskabens eksistens ikke giver meget håb for den mere naive del af verden. Det betyder at et hvilket som helst forsøg på at påkalde sig nationens bedre engle, som fx Obamas retoriske forsøg, er usikkert og svagt. Djævlemyten strukturerer den politiske virkelighed og erstatter syndebukken i det indirekte forsøg på soning ved at konfrontere verdens ondskab direkte og konstruktivt.

I stedet for at kæmpe for at destruere ondskaben advarer Obama USA mod at udøve ondt i den tro at det er i en højere sags tjeneste. Spørgsmålet er om amerikanere kan lære at kigge nok indad til at se deres egen medskyldighed i historien og, med Pooles ord, anerkende at ”det er Amerika, hvis navn er hærskare”. Obamas retorik er fremragende da den undgår Bushs dæmonologiske retorik om krige der kan frelse nationen, og erstatter den med en mere håbefuld opfordring om samarbejde og fred. Om Obamas ændring i nationens retoriske ritualer vil slå igennem, er for tidligt at sige. Måske er den største udfordring for det udvalgte folk – efter Obamas første træk om at undgå en diskurs som kalder på djævlen – at anerkende ironien og fejlen ved at bede om frelse ved netop at anråbe djævlen om hjælp. R

Læs mere:

Ira Chernus: Monsters to Destroy: The Neoconservative War on Terror and Sin, Boulder, Colorado, Paradigm Publishers, 2006.

Terry Eagleton: Holy Terror, New York, Oxford University Press, 2005.

James Hillman: A Terrible Love of War, New York, Penguin, 2004.

Robert L. Ivie: ”Fighting Terror by Rite of Redemption and Reconciliation” i Rhetoric & Public Affairs 10.2, 2007: 221-248.

Robert L. Ivie and Oscar Giner: ”Hunting the Devil: Democracy’s Rhetorical Impulse to War” i Presidential Studies Quarterly 37.4, 2007: 580- 598.

Robert L. Ivie and Oscar Giner: ”American Exceptionalism in a Democratic Idiom: Transacting the Mythos of Change in the 2008 Presidential Campaign” i Communication Studies 60.4, 2009: 359-375.

W. Scott Poole: Satan in America: The Devil We Know, Lanham, Maryland, Rowman & Littlefield Publishers, 2009

Bibliografisk

Af Robert L. Ivie. Professor i amerikanske studier og kommunikation og kultur ved Indiana University, Bloomington i USA, og æresprofessor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 81 (2011), s 12-13