At løbe panden mod genremuren

Det pragmatiske genresyn forstår genrer som handlinger der fortolkes ud fra sociale konventioner. Følger man ikke konventionerne, risikerer man at ens udsagn opfattes som upassende. Sådan en socialt baseret genreforventning måtte præsident Clinton forholde sig til under Lewinsky-skandalen. Han måtte simpelthen skifte genre for at få opbakning af befolkningen.

At løbe panden mod genremuren

Lisa S. Villadsen

 

Kommunikation bygger i høj grad på konventioner: Genrer kan forstås som rammer for bestemte typer kommunikation, rammer der både giver afsenderen et stillads for sit budskab og modtageren et signal om hvilken funktion kommunikationen skal tjene, samt et grundlag for at vurdere kommunikationen. Brud på genreforventninger fortolkes typisk som et udtryk for enten uformåenhed, dvs. en fejl, eller som kreativitet, dvs. som en nyskabelse. En fejl kan med tiden blive så udbredt at den bliver den nye norm. Tænk bare på bjørnetjenesten.

 

Hvad er retorikkens interesse i genrer?

I en meget indflydelsesrig artikel fra 1984 tog den amerikanske retoriker Carolyn Miller genrebegrebet op. På det tidspunkt var genre et varmt emne blandt retorik-teoretikere, og diskussionen bølgede frem og tilbage om hvorvidt genrebegrebet var til nogen gavn på det teoretiske såvel som det kritiske plan. Fortalerne var optimistiske fordi de i genrebegrebet så en mulighed for at systematisere retorisk teori og kritik og at beskrive et grundlag for vurdering. Skeptikerne ærgrede sig over hvad de så som mere eller mindre gold formfiksering og typeinddeling som, når den er grundigt og systematisk gennemført, efterlader stort set alle interessante spørgsmål til en tekst ubesvarede.

Miller stillede bl.a. spørgsmålet hvordan genrebegrebet overhovedet kan siges at være relevant i retorisk sammenhæng. Sandt nok, Aristoteles introducerede i sin Retorik tredelingen i den politiske, den juridiske og lejlighedstalen, men selv om denne typologi har været til stor gavn for både teoriudvikling og kritik, er det jo længe siden at disse tre typer har eksisteret på de vilkår og i den isolerede form som han beskrev. Og der er kommet uendelig mange flere til.

Millers pointe er at genrer er interessante for retorikere at forholde sig til når vi forstår dem primært som sociale rammer for kommunikative funktioner (i modsætning til fx at forstå dem som kategorier til beskrivelse af form eller indhold).

Hun anlægger dermed et pragmatisk genresyn: En retorisk genreforståelse må betragte en genre som en social handling der giver mening i kraft af sin indlejring i en række sproglige og sociale hierarkier der går fra de mindste enheder (fx en personlig oplevelse omsat i sprog) til de største (fx handlemønstre udfoldet i en kollektiv kultur) – alt sammen forståeligt fordi det kan afkodes ved hjælp af konventioner på feltet. Fx kan genren ’mindetale’ godt beskrives gennem klassiske genrekonventioner for indhold og form, men selve dens funktion bliver først forståelig når vi afkoder den gennem vores kendskab til sociale konventioner fra fx religion og offentligt liv. Genre er, ifølge Miller, i sig selv en type retorisk handling. Det betyder at vi som afsendere griber til bestemte genrer for at udføre bestemte typer kommunikative funktioner, og at vi som modtagere kan forstå hvad der kommunikeres til os ved hjælp af genren. Fra et teoretisk synspunkt betyder det at genrer er interessante fordi de er et vindue ind i social viden skabt gennem praksis. Med andre ord: Ved at forstå genren får vi indsigt i hvorfor folk kommunikerer som de gør, fordi genren er “mødestedet” for form, indhold og motiv.

Til at illustrere dette bruger vi et par af den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons adskillige udsagn og taler i Lewinsky-sagen. Her løb han nemlig hovedet mod genre-muren i den forstand at befolkningen simpelt hen ikke tog hans genrebrug for gode varer; den udgjorde ikke den sociale handling som var påkrævet. Det tog et par forsøg før det lykkedes Clinton at udtrykke sig som konventionerne påbød når man har været utro og løjet om det.

Folkelige forventninger kontra juridiske spidsfindigheder

Som led i en kompliceret politisk og juridisk sag mod Bill Clinton der involverede både en rigsretssag og civile og strafferetslige anklager, kom det i 1998 frem at Bill Clinton havde haft en personlig relation med en praktikant, den navnkundige Monica Lewinsky. Som bekendt nægtede han i første omgang at have haft et seksuelt forhold til hende, men senere blev den forklaring umulig at fastholde.

Igennem et års tid udtalte Clinton sig mere end 20 gange om Lewinsky-sagen, men fokus skal her være på to taler, altså afrundede udsagn hvor Clinton havde mulighed for at bearbejde sine udtalelser på forhånd. Som vi skal se, var han i begyndelsen ikke tilstrækkelig indstillet på at møde befolkningens behov og forventninger, men mere optaget af at redde sit skind. På det juridiske og politiske plan viste hans nøje afmålte udtalelser sig i sidste ende at bære frugt: I 1999 blev han frifundet af senatet for bl.a. anklager om magtmisbrug. Men på det moralske plan undervurderede Clinton i første omgang befolkningens forventning om at han skulle gå til bekendelse og angre sit sidespring. Meningsmålinger og den offentlige debat viste med al tydelighed at Clinton ikke i første omgang havde ramt rigtigt da han valgte apologien (selvforsvar) frem for undskyldningen som sin genre.

 

Første forsøg: trodsig og afvisende indrømmelse

Den 17. august 1998 havde Clinton afgivet forklaring til en storjury. Om aftenen fik han mulighed for at henvende sig direkte til den amerikanske befolkning på de nationale tv-kanaler før indholdet af hans vidneforklaring blev lækket. I en kort og brysk tale indrømmede han at han havde haft et upassende forhold til Monica Lewinsky, og at han selv havde bidraget til at forhale opklaringen, bl.a. ved at undlade at sige visse ting og at formulere sig på måder der skabte et misvisende indtryk. Han sagde at han havde handlet forkert og fortrød det, men tilbage stod det indtryk at han var mest optaget af at opfordre befolkningen til at interessere sig for noget andet end hans privatliv og den, efter hans mening, politisk motiverede forfølgelse af ham. Selv om der var udbredt anerkendelse af at Clinton havde omtalt sagen direkte, var der også en generel fornemmelse af at talen havde været for formel og mere præget af vrede end hvad man opfattede som mere passende: anger.

 

Andet forsøg: religiøst tonet skyldfølelse

Clintons næste større udtalelse kom lidt over en måned senere, d. 28. august, hvor han var vært ved det årlige økumeniske morgenmadsarrangement i Det Hvide Hus. Her inviteres religiøse ledere fra forskellige trossamfund for at tale og bede sammen. Clintons tale havde nu en markant anderledes tone end fjernsynstalen – langt mere personlig og præget af sjælekvaler. Han erklærede sig enig i kritikken af den forrige tale for ikke at have været tilstrækkelig brødebetynget. Denne gang var det politiske magtspil også lagt helt til side, og fokus var på det sjælelige: Hvad vil det sige at synde, og hvordan kommer man videre trods skam og skyld?

Han viste forståelse for at skandalen ikke bare var en privatsag, men noget der havde rystet en større personkreds, inklusive hans stab, regeringen, Monica Lewinsky og hendes familie og det amerikanske folk, og fortalte hvordan han havde bedt dem alle om tilgivelse. Talen blev tæt mediedækket og genoptrykt i pressen, og Clintons ydmyghed kombineret med løftet om at ville forbedre sig blev meget bedre modtaget af offentligheden denne gang. Forskellen lå i Clintons genrevalg: Den kampberedte apologi blev erstattet af den selvransagende undskyldning.

 

Genrekendskab er et livsredskab

Indtil nu har jeg lagt mest vægt på Millers syn på genre som en ramme for både afsender og modtagers forståelse af en bestemt kommunikations funktion. Afslutningsvist skal en anden af Millers pointer dog fremhæves, nemlig den at genrer kan være socialt dynamiske. En god forståelse for genrer er nemlig en nøg-
le til at vide hvordan man kan deltage diskursivt i samfundslivet – hvilke handleformer der eksisterer, og hvordan de kan udfoldes mere og mindre hensigtsmæssigt. Genre forstået som handling bygger på en forening af situation og motiv, altså en forståelse for hvornår man gør hvad – og hvordan. Dette synspunkt ligger på linje med især australsk genreforskning som har haft fokus på hvordan genrekendskab kan være socialt og kulturelt mægtiggørende.

 

At kende til mange forskellige genrer er altså et godt grundlag for at kunne indgå i mange forskellige kommunikative handlinger. Samme tankegang finder vi hos Kenneth Burke når han taler om retorik som “livsværktøj” (equipment for living): Jo mere man forstår om hvad sprog kan gøre, og hvilke sociale motiver det bærer, jo mere bredspektret, nuanceret og fleksibel bliver vores muligheder for at begå os. Det er en socialt genkendelig måde at kommunikere ens intentioner i en given situation. Det må Bill Clinton kunne skrive under på.   R


Læs mere:

Michael R. Kramer og Kathryn M. Olson: “The Strategic Potential of Sequencing Apologia States: President Clinton’s Self-defense in the Monica Lewinsky Scandal”. Western Journal of Communication, vol. 66, nr. 3 (2002): 347-368.

Carolyn R. Miller: “Genre as Social Action”. Quarterly Journal of Speech, vol. 70, nr. 2 (1984): 151-167. Norsk oversættelse: Genre som sosial handling, Rhetorica Scandinavica 18, 2006.

Herbert W. Simons: “A Dilemma-Centered Analysis of Clinton’s August 17th Apologia: Implications for Rhetorical Theory and Method”. Quarterly Journal of Speech, vol. 86, nr. 4 (2000): 438-453.


Bibliografisk

Af Lisa S. Villadsen. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 21-23.
35098

Om skribenten

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.

Skriv et svar