Den lokale fortællings magt

Siden 1990’erne er en række filmindustrier blomstret op hen over Afrika, og alle har de haft Nigerias Nollywood som forbillede. De har oplevet succes på trods af – eller måske netop fordi – de bryder alle de regler for filmisk fortælletradition og professionelt filmsprog som Hollywood mestrer og har overbevist verden om er grundlaget for enhver kvalitetsfilm.

Den lokale fortællings magt

Arthur Thorlak Delay

Det hele begyndte i Lagos i Nigeria, Afrikas folkerigeste by, i slutningen af 80’erne da grossisten Holy Rock var i tvivl om hvad han skulle gøre med en bunke blanke videokassetter fra Taiwan. Han kom frem til at de skulle bruges til at optage filmen Living in Bondage som på kort tid blev en kæmpe succes. Den var som den første af sin slags en rendyrket underholdningsfilm lavet af nigerianere til nigerianere og kom til at lægge fundamentet for det der blev til Nollywood – en filmindustri der i dag kun overgås af indiske Bollywood i antallet af producerede film, og som har inspireret tilblivelsen af Kenyas Riverwood, Ghanas Ghollywood og Tanzanias Bongowood.

Stilbilleder fra filmen Hila

Når man dykker ned i filmene fra disse hastigt voksende afrikanske filmindustrier, skal man glemme alt om de storslåede computergenererede eksplosioner, de glatte billeder af velsminkede filmstjerner og den svulstige underlægningsmusik som kan findes i film fra de store Hollywood-studier. I de afrikanske straight-to-video-filmindustrier har ingen af disse elementer været nødvendige for at udkonkurrere de største filmmagter i kampen om det lokale publikums gunst. De har formået at vinde det lokale publikums hjerter med film hvor billederne er grynede, lyden enten er optaget for højt eller lavt, og hvor det ser ud som om at filmholdet er trådt ind i tilfældige menneskers dagligstuer og har kaldt det et film-set.

Disse efterhånden prominente afrikanske filmindustrier har budt på noget andet – en helt særlig appel som har givet dem en større gennemslagskraft lokalt end den mest profitable filmindustri i verden: Hollywood.

Hollywoods succesopskrift og dens begrænsninger

Annonce

I flere årtier har Hollywood haft en usammenlignelig rolle på det globale filmmarked. En af grundene til dette blev formuleret af de to professorer fra University of Alberta, Colin Hoskins og Rolf Mirus, da de i 1988 analyserede USA’s dominans af international handel af TV-programmer. De opfandt begrebet cultural discount. Begrebet refererer til den effekt der oftest vil være når et kulturelt produkt skal sælges til en anden kultur end den hvori det er produceret. I disse tilfælde kan produktet kun købes med en cultural discount da de kulturelle referencer, der er forudsætningen for en forståelse af produktet, ikke er mulige at afkode for modtagerne i det nye kulturelle marked. Hoskins og Mirus kom frem til at amerikanske TV-programmers begrænsede brug af kulturelt specifikke referencer gav dem en lav cultural discount. Det var en af hovedårsagerne til USA’s dominans. Amerikanere er altså dygtige til at udvikle TV-koncepter der kan sælges til hele verden, og det samme kan siges om mange Hollywood-film. Det kræver for eksempel ikke en særlig forståelse for hvordan det amerikanske sundhedsvæsen eller politiske system fungerer, når man går i biografen og ser en amerikansk superheltefilm. En lav cultural discount giver en bredere appel, men styrken ved denne brede appel gemmer også på en tydelig svaghed. For når film blottes for kulturelt specifikke referencer, formår de ikke i samme grad at tale til folks livsoplevelser og lokale tilhørsforhold.

Stilbilleder fra filmen Living in Bondage

Det er svært at tale om realisme i forhold til de afrikanske straight-to-video-film, men de kan alligevel siges at have noget ‘ægte’. Dette kan ganske vist være svært at identificere for udenforstående, men filmene har en stærk resonans hos de lokale publikummer som næsten er umuligt for Hollywood at kopiere.

Tematik og stil i afrikanske straight-to-video-film

Nollywoods grundsten Living in Bondage eksemplificerer nogle af de elementer der kom til at præge filmene fra de hurtigt voksende afrikanske filmindustrier. I filmen møder vi den frustrerede Andy der inderligt ønsker sig materiel rigdom og har svært ved at tage til takke med sit lykkelige ægteskab med sin smukke hustru, Merrit. Andy bliver forført af en satanisk kult og ofrer Merrit for at opnå hvad han altid har drømt om. Drømmen går i opfyldelse, men lykken er kort da hans helbred forværres, og han hjemsøges af konens spøgelse. Andy når bunden, men bliver til sidst reddet af en gruppe evangeliske kristne.

I filmens plot kan man identificere de populære tematikker der er blevet genbrugt i utallige afrikanske straight-to-video-film: begæret efter penge, mistro og forræderi i ægteskabet og kontakten med det hinsides gennem overtro. En anden vigtig pointe er at præsentationen af disse tematikker er gennemskuelig. Der er set bort fra det kendte mantra show it, don’t tell it i disse film hvilket blandt andet gør sig gældende i den første dialog i Living in Bondage hvor Andy siger til Merrit: ”God forbid that I, Andy Okeke, should soil my hand because of money.” Dette er et varsel om hvad der skal ske senere i fortællingen, hvilket burde være tydeligt for de fleste. Karakterernes motiver og intentioner bliver tegnet meget tydeligt op hvilket kan minde om traditionen fra de amerikanske sæbeoperaer som eksempelvis Horton-sagaen. Her siger Marlena i afsnit 12096 til Kristen: ‟”I wish you could understand how sick you really are. You’re as sick as the day you tried to kill me.” I både Horton-sagaen og afrikanske straight-to-video-film bliver både karakterernes attituder over for hinanden såvel som hvad der er sket i fortiden, formidlet på en eksplicit facon.

Stilbilleder fra filmen Hila

Også i den populære Bongowood-film Hila (Urent spil) baserer det primære af fortællingen sig på dialoger mellem karaktererne hvor informationer om dem og deres fortid bliver lagt tydeligt frem. Også her medvirker både mistro mellem mand og kone, en higen efter penge og det åndelige eksemplificeret gennem to heksedoktorer. De tre tematikker går igen i denne film selv om den ikke er fra samme filmindustri som Living in Bondage, men fra Tanzanias Bongowood; en industri der hurtigt udkonkurrerede Nollywood-film i Tanzania efter dens skabelse i starten af 00’erne. Den største forskel på de to industrier er sproget: Hvor Nollywood-film kun er på engelsk, er Bongowood-film på en blanding af engelsk og swahili. Hvis man kigger på filmmarkedet i Tanzania, kan man sige at Nollywood først udkonkurrerede Hollywood ved at have en lavere cultural discount for derefter at blive udkonkurreret af Bongowood på samme parameter.

Muligheder og farer ved filmmediets demokratisering

En af forudsætningerne for fremkomsten af de afrikanske straight-to-video-industrier har været filmens digitalisering og den medførende demokratisering af filmmediet. Digitaliseringen har gjort at enhver med adgang til et videokamera nu er en potentiel filmskaber. Selv om disse nyudklækkede filmskabere i mange tilfælde mangler et professionelt film-sprog, evner de alligevel at fortælle en autentisk historie med et lokalt afsæt. Faktisk er den manglende organisering noget der får produktionerne til at fremstå mere autentiske i tilskuernes øjne i eksempelvis Nollywoods tilfælde. Det kan tyde på at den professionalisme og glathed der ofte er associeret med Hollywoods film, med en lav cultural discount, kan stå i vejen for deres autenticitet i tilskuernes øjne.

De afrikanske straight-to-video-industrier kan også være et tegn på at tilskuere i forskellige lande først og fremmest vil se fortællinger fra deres egen kultur hvilket er gjort muligt gennem filmmediets demokratisering. Dette kan blive begyndelsen på en trist udvikling hvor kulturer isolerer sig omkring egne kulturelle produkter og koder og derfor i mindre grad søger inspiration udefra til at få nye perspektiver på deres egne fortællinger.

Men det væsentligste synes at være at publikummer rundtomkring i verden er interesserede i fortællinger der, ligegyldigt om de har kulturelt specifikke referencer eller ej, formår at fortælle noget universelt om den menneskelige tilstand med afsæt i et konkret og levende univers. Det kunne tyde på at Hollywood-filmenes mål om at være tilgængelige for hele verden har gjort at de har mistet deres personlighed hvilket har gjort dem lette at udkonkurrere for striben af unge afrikanske filmindustrier hvis film måske minder om rodede sæbeoperaer, men hvor man fornemmer en autentisk glæde bag.

R

Bibliografisk

Af Arthur Thorlak Delay, kandidatstuderende i film- og medievidenskab.

RetorikMagasinet 103 (2017), s 14-15.

Author profile

Skriv et svar