Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » Må Leo det?

Må Leo det?

av Tim Ammitzbøll Gudkov

Leonardo DiCaprio tog den klimapolitiske megafon med til dette års Oscarshow og udfordrede dermed den konventionelle takketale.

Må Leo det?

Tim Ammitzbøll Gudkov

”Our production needed to move to the southern tip of this planet just to be able to find snow”. Sådan sagde Leonardo DiCaprio i sin takketale, da han omsider kunne hive den gyldne statuette hjem i det 88. Oscarshow. Ikke overraskende fik han prisen for sin hovedrollepræstation i The Revenant – en film, som næsten optræder klart i min erindring – ikke fordi jeg har set den, men fordi venner og familie begejstret har skænket mig malende resuméer af handlingen i den barske snedækkede vildmark. Og så var der vist også noget med en særlig bjørnescene, der har klæbet til folks erindring som en burre.

Et par timer inden Oscarshowets transmittering begyndte, så jeg Discoverys dokumentar Racing Extinction. Den sætter blandt andet fokus på menneskeracens masseudryddelse af andre arter, og hvordan vi potentielt graver vores egen grav, hvis vi ikke får sat en kæp i hjulet på vores eskalerende udledning af drivhusgasser, der smelter polerne og forvandler verdenshavene til kulsyresuppe. Det er ikke kun forskere og Greenpeace, der går op i klimaforandringer. Det ligger nemlig også DiCaprio på sinde, der bruger sin tid som miljøforkæmper, når han ikke spiller skuespil. Og hvilken bedre platform end Oscarscenen er der, når man vil give sit verdenspublikum et opråb og bede dem tage klimaforandringerne alvorligt? Men er det okay at bruge rampelyset til dét?

Blandbare genrer

En takketale til en prisoverrækkelse er set ud fra de klassiske aristoteliske talegenrer en lejlighedstale (epideiktisk tale), der er funderet i nutiden, og som har til formål at hylde fælles værdier. Modsat den politiske (deliberative) tale, der ser mod fremtiden, og den juridiske (forensiske) tale, der skuer bagud.

Leonardo holder sig langt hen ad vejen inden for de epideiktiske rammer, når han takker for prisen og namedropper et hav mennesker, der har haft betydning for det særlige øjeblik – præcis som vi er vant til. Men så skifter han spor med en klar klimapolitisk agenda og passerer dermed en skillelinje ind på deliberativt territorium. Det er set før i lejlighedstaler. Også i Oscarshowet.

I 1973 valgte skuespilleren Marlon Brando ikke at modtage sin pris, som han vandt for sin rolle i The Godfather. Som stedfortræder gik Sacheen Littlefeather på scenen, som repræsentant for amerikanske indianere, med et manuskript, der kritiserede den amerikanske filmindustris behandling af landets oprindelige folk. I 2003 vandt filminstruktøren Michael Moore en Oscar for Bowling for Columbine, hvor han valgte at bruge platformen til at rette en skarp kritik mod præsident Bush og regeringens indrykning i Irak. Begge hændelser blev opfattet som stærkt kontroversielle.

Ud af den retorisk korrekte boble

Teoretikerne Kathleen Hall Jamieson og Karlyn Kohrs Campbell bruger termen ”genrehybrider” om de situationer, hvor de klassiske talegenrer overlapper hinanden i en blandingsform, hvilket erfaring har vist, at de ikke så sjældent gør. Om det så kompromitterer situationens passende stil, er et vurderingsspørgsmål, der til dels handler om, hvad situationen kalder på, og hvad der forventes. De stående ovationer taget i betragtning slipper DiCaprio tilsyneladende afsted med at bringe politik ind i takketalen, hvilket kan have noget med emnet at gøre. Mange vil muligvis hylde hans klimaopmærksomhed – et emne, der er på international dagsorden, og som appellerer bredt til folk. Men hvor går grænsen for, hvad man kan slippe afsted med at omtale i en lejlighedstale? Hvad hvis han havde plæderet for strammere immigrantkontrol eller havde revset præsidentkandidaterne? Det kunne tyde på, at emnet styrer tolerancen, så længe X antal mennesker bakker op om budskabet.

Det er billige point at slå på tromme for klimaet, og en dogmatisk retoriker ville måske mene, at DiCaprio burde undgå at træde uden for de epideiktiske streger. Men kan man klandre ham for at bruge platformen strategisk til at aflevere et hjertebudskab på en aften, hvor så mange øjne og ører er rettet mod ham? Som han selv siger i talen: ”Let us not take this planet for granted. I do not take this night for granted”.

Tillykke med prisen, Leo!


Tim Ammitzbøll Gudkov er redaktør på RetorikMagasinet
Tim Ammitzbøll Gudkov
Latest posts by Tim Ammitzbøll Gudkov (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere