Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » McD-skeptiker: i’m lovin’ it

McD-skeptiker: i’m lovin’ it

av Mette Sejersen

Kritiske fakta og fordomme om kvaliteten af maden på McDonald’s er velkendte. Og hvor mange af os siger med stolthed, at vi spiste et måltid (i ædru tilstand) på en af fastfood-kædens restauranter. Dagens skribent kunne aldrig drømme om det. Alligevel blev hun på magisk retorik-vis omvendt af en ny dansk reklame for McDonald’s. Hvordan i alverden formåede reklamen det?

McD-skeptiker: I’m lovin’ it

Mette Sejersen

Jeg sætter meget sjældent tænderne i nuggets eller burgere fra McDonald’s. Og jeg springer oftest over reklamerne på YouTube, lige så snart jeg kan komme til det. Sidder klar med musen over nedtællingen i nederste højre hjørne af skærmen, så jeg hurtigst muligt kan springe videre til min guilty pleasure af en yndlingssang.

Men den anden dag blev jeg fanget af en reklame. Fra McDonald’s. Og jeg så den helt til ende, fuldstændig opslugt. Bagefter sad jeg overraskende nok og tænkte, at min inkarnerede skepsis over for McDonald’s da er alt for overdrevet. Det er skønt at 160.000 danskere hver dag går ind og fylder deres krop og sjæl med lavkvalitetsmad og euforiserende gode øjeblikke.

Hvorfor i alverden lod jeg mig rive med? En del af svaret er, at reklamens indledning fangede min opmærksomhed og gjorde mig nysgerrig. Jeg skal se de første fem sekunder af reklamen, før jeg får lov at klikke mig videre, og i løbet af de fem sekunder siger reklamens fortæller, Jakob: ”Når jeg fortæller folk, at jeg arbejder hos McDonald’s, så siger de: ”Okay”…”.

Jeg har her regnet ud, at reklamen nok handler om McDonald’s. Og jeg har også nået at forestille mig, hvordan jeg selv ville reagere, hvis en fyr fortalte mig, at han arbejder hos McDonald’s. Jeg ville være nøjagtig lige så uimponeret som de reaktioner, Jakob får. Så reklamen vækker en skepsis i mig over for den virksomhed, som den forsøger at reklamere for. Og fordi det umiddelbart synes at være et rigtig uhensigtsmæssigt valg fra reklameproducentens side, er jeg nødt til at se videre. Og vi må her konstatere, at alle de retorikere, som siden Cicero har prædiket for vigtigheden af fængende indledninger, har haft fat i noget.

Vi forventer normalt af reklamer, at de forsøger at associere reklamens afsender med forskellige gode værdier. Og sådan går det faktisk også i McDonald’s-reklamen umiddelbart efter den skepsisvækkende indledning. Men associationen til gode værdier kommer som en underspillet patosappel, og måske er det underspillede grunden til, at jeg bliver hængende lidt længere.

Annonce

Patosappellen underspilles bl.a. gennem Jakobs stemme, som er behagelig, men ikke ligefrem minder om de der amerikanske filmspeakere, der kan give en hel biografsal gåsehud. Tværtimod lyder Jakob en lille smule uengageret. Ikke i sit arbejde, men i hvad andre folk tænker om hans arbejde. Måske fordi han kender sit arbejde bedre end alle os med fordomme om, at McDonald’s-medarbejdere står 10 timer om dagen med hårnet og fedtet friturehud og laver samlebåndsburgere.

Med en lidt ligegyldig tone korrigerer Jakob os med fordomme og fortæller, at han laver mere end burgere; ”man kunne kalde det ’gode øjeblikke’”, siger han. Og vi ser fire smukke unge mennesker danse ind i en McDonald’s, på vej hjem fra byen og i et så godt humør, at det smitter helt ud gennem min computerskærm. Og vi ser Jakob stå inde bag McFlurry-maskinen og smile ad dem, mindst lige så smittet af deres gode humør, som jeg er blevet. Lige dér mærker vi, at McDonald’s krydrer livet med gode øjeblikke både for medarbejderen og for kunderne.

Selvom patosapellen om de gode øjeblikke er kamufleret, overvejer jeg som McDonald’s-modstander her at springe frem til min Take That-sang. Men så taler Jakob igen direkte til mig og min skepsis, da han siger: ”Og lige meget hvad vil der nok altid være dem, der elsker at hade McDonald’s.” Ja, mig!

Men Jakob vaccinerer mod alle de indvendinger om dårlig og usund mad, som jeg kunne komme med; tager kraften ud af dem, inden jeg når at formulere dem. For med sin karakteristiske ligegyldighed siger han: ”Fair nok. Alle har ret til at have en mening om, hvad der bliver serveret. Og hvad McDonald’s egentlig er? Det er McDonald’s.”

Jakob påstår altså ikke, at McDonald’s er et besøg værd på grund af deres mad, men på grund af alt det, som ikke står på menukortet. På grund af de gode øjeblikke, som opstår, når vi spiser på McDonald’s.

Photo: “$1 Economy” af Mike V / CC BY 2.0

Og således tager jeg mig selv i ved reklamens slutning at tænke, at jeg ikke kan tillade mig at være fordomsfuld over for de forældre, som serverer McDonald’s-mad for den lille dreng, der i reklamens afslutning storgrinende forsøger at ramme sin bedstefars mund med en håndfuld pomfritter. Tværtimod opvejer deres hyggelige øjeblik til fulde den lave kvalitet af maden, de spiser. Tænker jeg. Og Jakob bekræfter mig med det charmerende smil, han sender kunderne, mens han har travlt med at pakke burgere.

Så måske lægger jeg vejen forbi en McDonald’s næste gang, jeg ud på de små nattetimer bliver sulten for sjov. For trods min skepsis og min analytiske og kritiske tilgang til reklamens retorik, fik Jakob og hans smil mig overbevist om, at der er mere at hente på McDonald’s end halvdårlige burgere – de såkaldte ”gode øjeblikke”.


Mette Sejersen er Redaktør på RetorikMagasinet

Mette Sejersen

Redaktør på RetorikMagasinet 2016-
Mette Sejersen

Latest posts by Mette Sejersen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere