Mellem glemmebog og dagbog

Vi glemmer mere end vi husker. Men grunden til at noget bliver mindeværdigt, er ikke bare at det har fundet sted, men at vi kan fortælle om det og dermed få ansvar for erindringen.

Mellem glemmebog og dagbog

Svend Erik Larsen

 

Det er ganske vist. Jeg har det selv på et foto på min mobil: fire mand på toppen af Whernside, jeg er én af dem. Der er et par sneklatter at se på jorden, og tågen tager en del af udsigten. Vi er godt pakket ind med næsten kun næsen fremme og ikke så nemme at skelne fra hinanden. Så når jeg senere blærer mig med min deltagelse i en strabadserende vandretur i regn, blæst og lidt hagl, må jeg lige fortælle hvis næse der er min, hvor besværligt det var at stride sig frem, og hvor seje vi følte os da vi kom hjem i varmen.

Jeg vil sikkert også blive nødt til at fortælle hvor i alverden Whernside ligger, før tilhørerne selv tjekker Wikipedia. Ret meget bjergtop lyder det heller ikke af. Så der skal en god historie til for at huske vandreturen som noget særligt, og den skal også kunne tåle at genfortælles og friskes lidt op undervejs.

Misforstå mig ikke: Erindringen er skam ægte nok, også uden fotos og mine ordguirlander. Men den bliver ikke mindeværdig uden disse supplerende bidrag. Herregud, masser af mennesker, også i min fremskredne alder, vandrer op og ned ad bjerge og bakker i varierende højde i al slags vejr, og Whernside er ikke just Mont Blanc. Desuden er det hele lidt trivielt. Faktisk er det svært at traske af sted uden at møde andre i samme ærinde.

Med andre ord: Erindring er kun i begrænset omfang bestemt af sit fortidige indhold og meget mere af de retoriske anstrengelser vi udfolder for ikke at glemme oplevelsen, og for at overbevise andre om at netop den begivenhed ikke bør gå i glemmebogen, men i dagbogen – og blive der. Også selv om tilhørerne nok bliver trætte af at høre mig spørge igen og igen: “Har I hørt om dengang jeg …” 

Løgn og forbandet digt?

Erindring af én og samme begivenhed ligger altså ikke fast én gang for alle, blot fordi den har fundet sted. Den kommer kun på den indre opslagstavle fordi vi selv sørger for at indlemme den i forskellige fremtidige situationer hvor vi fortæller om den i ord og billeder. Fortidens erfaringer er selvfølgelig nødvendige for at vi kan erindre noget, men det er den retoriske bearbejdning der bestemmer om de bliver ved med at have værdi for os, giver os identitet eller, hvis det er en stor kollektiv begivenhed, bidrager til at etablere traditioner vi kan blive ved med at leve på i den kultur hvor vi deler en kollektiv identitet.

Fakta bliver først til erindring når de får tilføjet de emotionelle og tilfældige detaljer som gør dem til min eller vores fortid. Beretningen om min glæde ved at kunne vandre med nogle venner, eller min stolthed over at jeg kunne tåle mosten, hører jo også til begivenheden. Fortælling om gruen ved Dybbøl Skanse i 1864 gør den gamle krig til nærværende nutid, også når de politiske omstændigheder er glemt. 

Erindring og etik

Men når det er retorikken der sørger for at noget af fortiden bliver hængende, kan man ikke lade være at spørge om det hele monstro er løgn og forbandet digt. Er det virkelig mig dér på toppen med tre andre? Eller er det Photoshop det hele? Måske gav jeg op undervejs og vendte om? At sætte en genkendelig næse og et gråt skæg på en smule ansigt gemt i en varm hætte kan selv jeg klare derhjemme. 

Hvis én slags retorik gør dele af fortiden mindeværdig og sørger for at andet forsvinder fra hukommelsens individuelle og kollektive radar, skal der en anden slags retorik til for at vurdere hvad der faktisk har en kerne af sandhed, og hvad der virkelig er værd at huske. Erindringens nødvendige retoriske dimension munder derfor ud i en erindringens etik. Det sker med den retorik der argumenterer først for sandhed og dernæst for væsentlighed ud over den personlige dyrkelse af mindeværdighed. Den slags retorik gør det muligt og nødvendigt at tage ansvar for at forvalte både fælles og personlig fortid. 

Gravearbejde

Denne retoriske forpligtelse praktiseres i retten hver gang man afhører vidner. Her drejer det sig først om at udspørge dem, men spørge på en sådan måde at dommer og nævninge har mulighed for at skelne mellem fup og fakta, hvad enten vidnet lyver eller bare glemmer. Inden dommen fældes, drejer det sig dernæst om for både anklager og forsvarer at argumentere for hvilke kendsgerninger der bør huskes, og hvilke der kan glemmes, så dommen bliver så retfærdig som mulig.

Også i accepterede fortællinger om den nære eller fjerne fælles fortid skal grænsen mellem myter og fakta hele tiden under lup. Undersøgende journalistik eller kritisk historieforskning graver i politiske sager eller økonomiske forhold ved at vride kendsgerninger ud af kilderne, ikke mindst af dem de kan tale med. Og da man ikke kan supplere med kritiske spørgsmål til Ansgar, Tordenskjold eller Christian den Fjerde, skal man vende og dreje bunker af dokumenter og gennemskue deres retorik. Magthaveres strategiske hukommelse gennem historien gør ikke opgaven nem, og nutidens fake news har ikke mindsket behovet for den slags færdigheder.

Den retoriske udfordring

Historikeres og journalisters vigtigste retoriske udfordring er ikke gravearbejdet, men selv at fortælle om deres resultater, så deres revision af myterne accepteres bredt, måske som en anden og ubehagelig kollektiv erindring der kaster nyt lys over vores egen tid. Vi skal ikke bare have viden om fortiden; vi skal tro på den, så erindringen bliver levende.

Denne etisk-retoriske udfordring gælder også vores traditioner. De er kollektive erindringer vi ofte følger uden at tænke over det. Først når vi sætter nye ord og billeder på dem, kan vi tage stilling til om vi skal lave dem om. Hver jul ser og hører vi i medierne om folk der prøver noget nyt og specielt, ledsaget af næserynken hos nogle, af begejstring hos andre. Går vi teatret til en nyopsætning af Holberg eller Shakespeare i en ny oversættelse, vrisser nogle ad det de kalder en upassende modernisering, mens andre klapper ad en nødvendig aktualisering.

Men traditioner der ikke eksperimenterer med sig selv, bliver aldrig levende nutid. Tildragelser i mit eget liv jeg har glemt, måske fortrængt, eller ønsker at glemme, kommer også ind i mit liv igen ved at blive fortalt eller få billeder på. Som erindring bliver det en fortid jeg bliver ansvarlig for i min nutid. 

Personlige eller kollektive erindringer, begge skal de udsættes for en etisk-retorisk udfordring, så vi kan tage ansvar for dem når vi bruger dem i nye sammenhænge. Ikke bare vores fælles fortid holdes i live på den måde. Det gør jeg også. Selv om det bare er med fortællingen om Whernside.                       R

 

 

Bibliografisk

Af Svend Erik Larsen, professor emeritus, dr.phil., Afdeling for Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 20-21

Om skribenten

Skriv et svar