Den menneskelige side af seksuelle overgreb, vold, mord, og modbydelighed

Karoline Normann har været konstitueret landsdommer og ministersekretær for tre tidligere justitsministre. Nu arbejder hun som forsvarsadvokat og har bl.a. været forsvarer for skikkelser som Peter Lundin og Brian Holm. Hun arbejder ofte ud fra et ugunstigt udgangspunkt: Der er minus på tiltaltes troværdighedskonto, publikum er på forhånd ofte afvisende over for at identificere sig med den anklagede, og så er der det todelte dommerpanel bestående af lægdommere og juridiske dommere som der må tages hensyn til, samt det faktum at retten sådan set ikke interesserer sig synderligt for tiltaltes motiv. Men ve ej, Karoline fører os sikkert igennem rettens morads af retoriske udfordringer.

Den menneskelige side af seksuelle overgreb, vold, mord, og modbydelighed

Sofie V. Kristiansen

Udfordring 1) Bevis frem for motiv

En af de væsentligste udfordringer for forsvarsadvokaten er at retten egentlig kun er interesseret i at finde frem til ’den materielle sandhed’, forklarer forsvarsadvokat Karoline Normann. I sin søgen efter objektivitet forholder retten sig derfor helst til dikotomier som skete det/skete det ikke og lader derfor ikke meget plads til en dybere nuancering af sagens særegne forhold. Men forsvarerens bedste strategi er netop at gøre det objektive subjektivt; det materielle menneskeligt.

Hvordan viser man mennesket bag den anklagede?

“I forhold til skyldsspørgsmålet er det ikke relevant at få afgjort et motiv medmindre der for eksempel er tale om selvforsvar eller uagtsomhed. Strengt taget er der derfor ingen der interesserer sig for, rent juridisk, hvorfor man har slået sin mor ihjel. Det er helt ligegyldigt. Men for den tiltalte tror jeg at motivet kan spille en rigtig stor rolle fordi han kan have et behov for at forklare hvorfor han har gjort det. Det er jo ofte i forklaringen af motivet at menneskeligheden kommer frem. Derfor har jeg brug for at min klient får lov til at fortælle om sit liv i øvrigt: Hænger det sammen? Forstår vi det? Har vi sympati for det? I så fald kan vi måske også bedre forstå begivenheden som fuldstændigt enestående og atypisk, og i bedste fald et uheld. Hvorimod hvis vi ikke får det med, så sidder man bare der med en grufuld begivenhed og kan ikke forestille sig andet end at det var med vilje.”

Kan man som tiltalt vælge ikke at svare på et spørgsmål?

Annons

“Ja det kan man godt. Den tiltalte er altid berettiget til ikke at svare, men det kræver et overblik som han ofte slet ikke har i afhøringssituationen. Det kan også give et dårligt signal hvis han siger: “Jeg vil godt svare på det og det og det, men jeg vil ikke svare på det.” – Så ryger troværdigheden. Det er hele tiden en afvej-
ning af om det er bedre at svare selv om svaret ikke er til ens fordel, eller lade være – for det er heller ikke til ens fordel. Det kan godt være et valg mellem pest eller kolera. Hvad skal han gøre for at få den mest sammenhængende, overbevisende, troværdige og detaljerede forklaring?”

Hvordan fremlægger man begivenheden bedst muligt?

“Hvis noget meget usandsynligt er foregået – og det sker selvfølgelig, som forsvarer behøver man slet ikke at se Quentin Tarantino – så skal forklaringen være fuldstændig ned til mindste detalje. For hvis forklaringen på det usandsynlige ikke overbeviser, så har man mistet tilliden til vidnet eller den tiltalte. Det tror jeg er helt menneskeligt. Der skal være en mulighed for at genkende forløbet. Selv om mennesker der aldrig har stået i et våbenlager eller er blevet truet på livet med en pistol i munden, ikke umiddelbart kan sætte sig ind i hvordan det er, så skal man alligevel kunne placere sig selv i den tiltaltes situation.”

Der er ingen der interesserer sig for, rent juridisk, hvorfor man har slået sin mor ihjel. Det er helt ligegyldigt. Foto: Kasper Teiner

Udfordring 2) Det todelte publikum

Forsvareren skal i sin fremstilling af forbrydelsen også have det heterogene publikum for øje. I straffesager er de juridiske dommere nemlig flankeret af almindelige borgere, kaldet domsmænd eller nævninge, og deres stemmer vægter lige så højt som de juridiske dommeres.

Hvem henvender du dig primært til som forsvarer – dommerne eller lægdommerne?

“I de sager der handler om almindelig medmenneskelighed og forståelse, og hvor der foreligger en alternativ forklaring, henvender jeg mig mest til lægdommerne. Der er en mulighed for at overbevise domsmænd om noget som rent juridisk måske ikke er helt rigtigt, men som rent menneskeligt giver mening.”

Kan nævninge holde sig neutrale i forhold til mediernes påvirkning?

“Man kan opfordre dem til at de ikke bliver påvirkede, men jeg tror ikke man kan forhindre at de bliver det. De vil heller ikke altid selv være bevidste om det. I langt de fleste sager er pressen desværre en rigtig kedelig modspiller.”

Er det lettere at forsvare en tiltalt som dommerne umiddelbart kan identificere sig med?

“Ja og nej. Hvis en person som minder for meget om dig selv for eksempel har begået et drab, så kan det være utrolig svært at forstå. Det er provokerende og grænseoverskridende, og så får du et behov for at lægge psykologisk afstand til ham, tror jeg. Som forsvarer skal jeg så kæmpe for at dommerne ikke skubber ham helt væk. Så på mange måder er det – i hvert fald i de alvorlige sager – nemmere at repræsentere en klient som er milevidt fra rettens univers, fordi han ikke udfordrer og provokerer dem i deres egen identitet.”

Udfordring 3) Højloftede sale og højtravende sprogbrug

Noget andet der kan virke grænseoverskridende, er beviserne. Især videooptagelser med tydelige farvebilleder og bevægelser er overvældende, fortæller Karoline. Skal man medvirke i en straffesag, skal man altså have is i maven. Selve retssagsformatet hjælper dog de involverede til at anlægge den afstand der overskueliggør indholdet.

Hvor let/svært er det for dommerne at holde en objektiv afstand til sagen?

“Det er meget forskelligt. De juridiske dommere er klart trænede i det og kan umiddelbart sagtens holde den professionelle distance, også selv om de bliver påvirkede. Men jeg har flere gange oplevet nævninge der har grædt eller er besvimet. Det er jo uhensigtsmæssigt. Jeg havde en drabssag for noget tid siden hvor der blev vist nogle klip fra sådan nogle paramedicinere (jeg tror de har kameraerne siddende i panden) fra da de ankommer til gerningsstedet og finder ofret. Blodet sprøjter – bogstavelig talt – ud af halsen på ham i ret store skvulp, og der er blod over det hele. Under forevisningen af den her optagelse besvimer den ene nævning så. Hvis man ikke kan tåle at se blod, så mener jeg simpelt hen ikke at man skal stille op til sådan et job. Jeg havde også en anden sag hvor der faktisk var flere der græd. Det var et forsøg på drab af to små børn. Der så vi nogle optagelser af de første ambulancefolk der kom til stedet. De forsøger at give genoplivelsesbehandling til pigerne, og en af dem råber ud ad vinduet til en ny ambulancemand at “det skal bare gå stærkt!”. Den måde han råber på, var så hjerteskærende. Man kommer så tæt på. Der må jeg nogle gange tage mig selv i at fastholde den professionelle distance. For jeg kan jo ikke sidde der og græde over det – eller det kan jeg godt, men så må jeg gøre det på et andet tidspunkt.”

Hvor vigtig er retssagens format?

“Fordelen ved det rigide sprog og de fastlåste vendinger vi har, er at det kan have en afdæmpende og afvæbnende virkning. Det miljø som oftest er sat under lup i en straffesag, er et miljø fuld af sæd og blod og bræk og druk og vold, og så kommer det pludselig ind og skal afklares i nogle helt andre rammer hvor der bliver talt et helt andet sprog. Man kunne tænke at det er en ulempe idet vi ikke kan sætte os ind i hvordan det er at leve i et hjem med alkohol og misbrug når vi sidder der med højt til loftet og guldstukkatur. Men jeg tror det er meget godt at alle sager har samme form. Vi kan sagtens tale om seksuelle forbrydelser, vold, mord og modbydelighed. Der er principielt ingen tabuer. Det tror jeg sådan set kan være en befrielse for de involverede.”

Udfordring 4) Personlig overbevisning

Selv om det er ’sandheden’ der ideelt skal overbevise dommerstanden, så er det ikke et krav at forsvareren skal fremlægge hvad tiltalte har fortalt i al fortrolighed. Forsvarerens fornemmeste opgave er ganske enkelt at fungere som den tiltaltes advokat – og netop advokere for frifindelse eller lavest mulig straf. Alligevel kan Karoline ikke udelukke at den personlige overbevisning spiller en lille rolle i retten.

Tror du det har betydning for dine klienter at du tror på dem?

“Ja, det tror jeg. Det er egentlig lidt forkert, for som sagt har det ingen betydning for mit arbejde. De fleste advokater kæmper med de muligheder de har, hvad enten de tror på den tiltaltes uskyld eller ej. Men for de tiltalte giver det dem helt sikkert en tryghed at jeg vil kæmpe – også med hjertet. Jeg kan også godt mærke at de overbevisende formuleringer kommer mere naturligt til mig i de sager hvor jeg synes jeg har en rigtig god pointe, hvor jeg rent faktisk også selv er overbevist. Så det kan da godt være det har en betydning for mere end bare den tiltaltes følelse af tillid og tryghed.”

Tror du dommerne og domsmændene kan høre overbevisningen i din stemme?

“Ja, det tror jeg egentlig. Men i princippet synes jeg ikke at jeg handler anderledes i de sager hvor jeg, på trods af at jeg ved at han er skyldig, alligevel skal påstå frifindelse. Der synes jeg også at jeg gør hvad jeg kan, for at overbevise om at bevisbyrden for eksempel ikke er løftet. Men det kan godt være der mangler den der snert af oprigtig overbevisning, og at den kan mærkes.” R