Pressefrihed er en mangelvare i flere sydøstasiatiske lande, og journalisterne i regionen beskrives sjældent som andet end viljeløse marionetdukker for de siddende magthavere. Det er dog langt fra den fulde fortælling. Men myten lever videre til frustration for de fagligt stolte journalister og med konsekvenser for donorlandes og ngo’ers medieudviklingsindsatser.
Mere end marionetdukker
af Emilie T. Lehmann-Jacobsen
De er vant til fordommene. Til de stereotypiske beskrivelser af deres profession og deres dubiøse forhold til magthaverne. De er vant til de dømmende bemærkninger fra internationale kollegaer og den årlige lussing når Reporters Without Borders og Freedom House offentliggør deres pressefrihedsindekser. De ved på forhånd hvordan de vil blive vurderet, kritiseret og placeret. Men det betyder ikke at det ikke giver et hak i den faglige stolthed. For stolte det er de, journalisterne i Sydøstasien. Stolte af deres profession, håndværk og mission.
Desværre bliver deres side af historien sjældent fortalt, måske fordi manglende pressefrihed, censur og forfølgelse af journalister har mere nyhedsværdi. Konsekvensen er ikke kun et skævvredet billede af medierne og journalisterne i regionen, men også en forfejlet medieudviklingsindsats.
Samfundssind og sammentømrede nationer
Selv om de sydøstasiatiske journalister ikke ser sig selv som vagthunde på linje med deres kollegaer i Vesten mener de, at deres primære rolle som formidlere af information, samfundsvejledere og mediatorer mellem stat og borgere er vigtig. Public service-journalistikken bliver anset som nødvendig for udviklingen af gode samfundsborgere og stærke, sammentømrede nationer der i flere tilfælde for et par generationer siden lige var blevet til eller kæmpede for basal overlevelse.
Journalisterne sætter en ære i minutiøst at udrede nye love og regulativer for den almindelige borger. Historier om nationens successer prioriteres højere end fortællinger om fiaskoer og nederlag. Det handler om at højne den nationale moral samt at sikre fred og stabilitet, og vinklinger og sprogbrug der ville kunne anspore til konflikt undgås derfor, så vidt det er muligt.
Det betyder ikke at journalisterne ikke også kan producere kritisk, undersøgende journalistik. Der skal bare være et klart formål med at bringe historien, og alt skal være understøttet af gennemtjekket fakta og troværdige kilder – ikke kun for egen skyld af frygt for repressalier, men også fordi de ikke ønsker at stikke en kæp i hjulet på det nationale projekt og skabe mistillid blandt borgerne. Det var nok derfor heller ikke med en Pulitzerpris for øje at en vietnamesisk avis valgte at bringe en serie af positive artikler om sociale mediers betydning for økonomisk vækst og udvikling. Men når historierne var med til at forhindre stramninger i borgernes adgang til sociale medier, så opnåede de alligevel noget med den – i vestlige øjne – utraditionelle tilgang til kritisk journalistik.
Pragmatik frem for naivitet
Det er naturligvis ikke uden grund at de sydøstasiatiske lande vurderes til at have problemer med pressefriheden. De fleste kan formentlig erklære sig enige i at det er kritisabelt når journalister retsforfølges og fængsles for at have bidraget med hvad vi i Danmark betegner som dybdeborende og vigtig journalistik til gavn for samfundet. Ligesom de færreste vil acceptere at journalister trues eller bankes til stilhed. For slet ikke at tale om når journalister ligefrem må lade livet for deres profession. Forholdene for at bedrive journalistik i regionen er langt fra rimelige, og der findes intet forsvar for brud på fundamentale menneskerettigheder som landene i kraft af deres medlemskab af FN principielt har givet tilsagn til at overholde.
Journalisterne i regionen er heller ikke blinde over for mulige følgevirkninger af deres arbejde. Nok er mange journalister idealister med drømme om ‘det store scoop’, men de er ikke naive og forholder sig i stedet pragmatisk til situationen. De føler ikke at de går magthavernes ærinde til trods for at de fra tid til anden må gå på kompromis med deres professionelle værdier. Ej heller lader de sig slå ud når kollegaer lader sig friste af lettjente penge, og korruptionen florerer. De forsøger at udføre et professionelt stykke arbejde på trods af de forhindringer, de møder.
Spørger man dem om de gerne vil have mere (presse)frihed, vil de fleste sige ja. Men de ved samtidig godt at det kan være en langvarig proces. Fremfor at miste modet og smide håndklædet i ringen fortsætter de ufortrødent deres arbejde og forsøger at skubbe til grænserne. I Singapore var det eksempelvis en stor sejr da det lykkedes medierne – med hjælp fra internettet – at give mere taletid og spalteplads til oppositionspolitikere. De officielle medier kunne ikke tillade sig at stå tilbage over for den type dækning oppositionen i valgperioder fik online på blogs og sociale medier, og i løbet af 00’erne blev det muligt blandt andet at vise billeder af opbuddet til vælgermøder samt lave mere dybdegående portrætter af oppositionspolitikerne. Et lille, men ikke desto mindre vigtigt, skridt mod en mere objektiv valgdækning.
Utilstrækkelige udviklingsprogrammer
Det er dog ikke kun de sydøstasiatiske journalisters faglige stolthed der påvirkes af det vedvarende fokus på journalister som lakajer for regionens autoritære regimer. Det har også haft konsekvens for indsatsen hos internationale donorer der har udpeget netop journalisterne som både problem og løsning, og som derfor siden medieudvikling begyndte at blive anset som et vigtigt element til fremme af god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder primært har målrettet deres midler, træning og ressourcer.
Ved at udstyre journalisterne med den fornødne viden og de rigtige værktøjer ville man kunne sikre udviklingen af pendanter til vestlige nationers fjerde statsmagt. Med forståelse for god presseskik og -etik samt værktøjer til at udføre undersøgende journalistik burde journalisterne være klædt på til at påtage sig opgaven, overvåge de siddende magthavere, og udbrede information der sikrer befolkningen lige vilkår for aktiv deltagelse i udviklingen af samfundet.
Det kommer måske ikke som den store overraskelse at modellen ikke lader til at have haft den store effekt. For eksempel i Vietnam hvor mange journalister har deltaget i kurser finansieret af internationale donorer, herunder Danmark, er der ikke sket det store med pressefriheden i løbet af de seneste knap 15 år. Journalisterne har måske nok fået mere viden, men det har ikke nødvendigvis gjort dem bedre i stand til at revolutionere branchen.
Selv om der formentlig altid blandt donorlande og ngo’er har været en forståelse for at vejen frem er ændringer på institutionelt og politisk niveau, så har det været sparsomt med programmer der forsøger at gå mere holistisk til værks. Ligesom der til trods for den vægt medier tillægges i demokratiudvikling fortsat allokeres overraskende få bistandsmidler til området.
Måske skyldes det manglende engagement at der netop skal langt mere til end blot ændringer i journalistikken. At sende journalister på et tre-ugers kursus i ‘graverjournalistik’ er nok mere ligetil end i årevis at skulle advokere for ændringer af lovgivning og skabe forståelse for betydningen af uafhængige medier.
Åbenhed over for en anden type journalist
Akkurat som adgang til fri information anses som en
forudsætning for demokrati, bør viden også spille en central rolle i bæredygtig medieudvikling. Kendskab til hvordan mediesystemet i et land er stykket sammen, er altafgørende hvis udviklingsprogrammer og -initiativer skal have en effekt.
Et sted at starte er ved journalisterne. Kun ved at stoppe med at stigmatisere dem og udelukkende kategorisere dem som marionetter kan vi forstå deres reelle roller og tilgang til journalistikken. Åbenhed over for en anden type journalist med andre rammer og funktioner giver os en forståelse for systemet, og en bedre indsigt i hvad der kan gøres for at sikre pressefrihed, forbedre adgang til fri information og fremme god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder.
R
Bibliografisk
Af Emilie T. Lehmann-Jacobsen, Ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 102 (2016), s 20-21.
