Det var min ildhu der gjorde det!

I undercoverjournalistik fører journalister per definition deres kilder bag lyset for at få fat i en historie. Dette indbyggede troværdighedsproblem skal løses når historien fortælles, og her kan journalisten bede om vores overbærenhed ved at pege på sit personlige, næsten skæbnesvangert stærke engagement: “Jeg var simpelt hen nødt til at gøre det her, og det blev faktisk værst for mig selv – okay?” 

Det var min ildhu der gjorde det!

Christine Isager.

Journalister skal præsentere sig som journalister når de indhenter oplysninger til en historie. Kun i helt særlige tilfælde når en (væsentlig) historie ikke kan dokumenteres eller belyses tilstrækkeligt på anden vis, kan man vælge at sløre sin professionelle identitet og skjule sit journalistiske ærinde for de mennesker man observerer eller taler med undervejs.

Et klassisk eksempel er dukket op hos de franske boghandlere dette forår:

Journalist Jean-Baptiste Malet besluttede i 2012 at tage arbejde som julehjælp på internetboghandlen Amazons lager i Montelimar i Sydfrankrig. Malet ville personligt opleve og afsløre de kritisable arbejdsforhold som virksomhedens medarbejdere havde fået et (i sig selv kritisabelt) forbud mod at udtale sig til pressen om. Så langt så godt. Den journalistiske nødvendighed synes relativt tvingende her, men brugen af ’undercover’metoder kan altid – af indlysende grunde – skabe et professionelt troværdighedsproblem. Den serie af tillidsbrud der sker i researchprocessen, kan ikke bare skade den konkrete histories legitimitet og gennemslagskraft, men også være med til at svække tilliden til journaliststanden i det hele taget.

Jean-Baptiste Malet var undercover i Amazons store boglager. Her er han tættere på sit rette element: en blød læsestol. Foto: David Latour

Undercoverhistorien bør være en nødvendig undtagelse

Derfor må en undercoverjournalist sandsynliggøre at lige netop denne historie er en nødvendig undtagelse fra reglen om at møde sine kilder med åbent visir. Personen skal overbevise sine læsere om at der ikke arbejdes under dække blot for at skabe et sus af spænding og sensation i en tilfældig sags tjeneste, og derfor udgør journa-listens personlige motiver ofte en vigtig del af historien og dermed af argumentationen.

Den personlige nødvendighed som supplement til den journalistiske er tydelig i den velvillige presseomtale af Jean-Baptiste Malets historie på fx Worldcrunch.com. Malet præsenteres her (24. maj) som en ”uforbederlig bogelsker” der var ”rystet over nedlukningen af lokale boghandlere” i sin egen hjemby Toulon. Og om sit rationale for at forfølge historien om Amazon udtaler han selv: ”Jeg ville se hvad der trådte i stedet for de rare butikker jeg holdt så meget af.” Inden vi når at tage anstød af at journalisten har afveget fra både sociale og faglige spilleregler, bliver vi altså præsenteret for den klart formildende omstændighed at hans forbrydelse kan forstås som en slags ’crime of passion’: Vores skurk er drevet af sin kærlighed til bøger og sin omsorg for små og hyggelige lokale butikker.

Selve metoden giver desuden journalisten lejlighed til både at bedyre sin personlige ildhu og bøde for den; han skriver jo ikke bare om arbejdsforholdene, men mærker dem på egen krop, og den indsats kan i sig selv give noget belæg for hans troværdighed. Konkret tilbagelægger Malet mange kilometer til fods på sine vagter som såkaldt ’picker’ i Amazons kolossale lagerhal, og hans ømme ben der ”bliver til sten” undervejs, kan bruges til at bevidne at hvis han faktisk har været lovlig kæk omkring sit forehavende, så er det i en vis forstand blevet værst for ham selv.

 

Hårdnakket drengepige forklædte sig som mand

Netop denne logik sættes på spidsen i en anden undercoverhistorie, Forklædt som mand, der udkom i 2006. Her beslutter en amerikansk journalist, Norah Vincent, at skildre ”den mandlige erfaring” i vore dages USA, og det gør hun ved selv at leve som mand – med omhyggeligt påførte falske skægstubbe og en penisattrap under tøjet – gennem 18 måneder. Det journalistiske rationale hos Vincent synes ikke meget tvingende; en historie om moderne mænd burde principielt kunne fortælles ved at observere og interviewe moderne mænd – men desto stærkere betones da også Vincents personlige engagement i historien.

I indledningskapitlet hører vi om hendes personlige prøvelser i en barndom som ”hårdnakket drengepige”, og forklædningsprojektet bliver forankret i en kønsidentitet der er grundlagt ”praktisk talt fra fødslen”:

“I kulturel henseende har jeg altid levet som mit mest ægte jeg et sted på grænsen mellem det mandlige og det kvindelige, og at leve dér har gjort dette projekt mere og mere betydningsfuldt for mig.”Norah Vincent skriver ligeud at hun har ”narret en masse mennesker” for at kunne skrive sin bog, men undskylder det som et ”nødvendigt bedrag” der måtte til for at eksperimentet kunne lykkes. Hun synes dog selv at vurdere at denne undskyldning ikke slår til. Hun kalder sine bedrag ”utilladelige” (i hvert fald ”på visse måder”), og at historien er drevet af personlig nød-vendighed, ændrer jo heller ikke ved at Vincent selv har udtænkt og defineret rammerne for sit eksperiment.

 

Konsekvensen var et psykisk sammenbrud

Som en ubehagelig trumf på argumentationen får læseren så at vide at Vincents langvarige rollespil resulterede i et alvorligt psykisk sammenbrud:

“Mens jeg gennemlevede stumper af et mandeliv, var en del af min hjerne optaget af at tage noter og gøre iagttagelser, intellektualisere råmaterialet i [hendes alter ego] Neds oplevelser, men en anden del af min hjerne blev hele tiden ramt i hovedet, og til sidst indhentede skaderne mig.
Derfor kan jeg med relativ sikkerhed sige at jeg i sidste ende betalte en højere pris for mine omstændelige bedrag end nogen af mine ofre gjorde. Og jeg mener det må være straf nok for at jeg har blandet mig i noget der ikke vedkommer mig.”

Det er op til bogens publikum at afgøre dels om historien faktisk er vedkommende og var umagen værd at bedrage sig til, dels om Vincent som fortæller har held med at skrive sig af med skylden igen. Bogen beder os i hvert fald tage den logik alvorligt at undercoverprojekter – i kraft af journalistens personlige investering – kan bære straffen i sig selv.

R

Læs mere:

Malet, Jean-Baptiste: En Amazonie: infiltré dans le ”meilleur des mondes”, Paris, Fayard, 2013.

Nora, Dominique: ”Stack, Pack, Repeat – Undercover Inside an Amazon Warehouse in France”,Nouvel Observateur, Worldcrunch.com, 24. maj 2013.

Vincent, Norah: Forklædt som mand: En kvindes rejse ind i mændenes verden og tilbage igen, oversat fra amerikansk af Svend Ranild,  Humlebæk, Adlandia, 2006.

 

Bibliografisk
Forfattere: Christine Isager. Adjunkt i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 89, side 14-15.

35089

 

Lektor ved Institut for kommunikation, Københavns Universitet. Ansv redaktør på Rhetorica Scandinavica 2016-2019.

Skriv et svar