Monsteret afslører en sprække i tingenes orden

Det ville være passende hvis begrebet monster selv var monstrøst; dunkelt i sin kerne, flydende i kanterne og svært at få greb om. Spørgsmålet er om vi kan sætte monstret på begreb uden at slå det ihjel i forsøget. Her drejer det sig ikke om et bestemt monster i dets individuelle gru, men om hvorvidt det er muligt at sige noget generelt om det monstrøse som sådan, og hvilke situationer det kan kaste lys over 

Monsteret afslører en sprække i tingenes orden

Thomas Brudholm

Den videnskabelige tilgang til monstre har gennem årtusinder været båret af den grundlæggende opfattelse at monstre ikke findes. Som Francisco Goya formulerede det på en af sine mest berømte raderinger: “El sueño de la razon produce monstruos” (“Fornuftens søvn skaber monstre”). Det interessante i empiriske undersøgelser af monstre og deres fremtrædelsesformer tænkes næsten altid at være hvad monsterbillederne kan lære os om vores fantasier, frygt og irrationelle fobier. Men måske det ikke kun er den sovende fornuft der skaber monstre.

Kan man overhovedet sige noget generelt om det monstrøse? Det kan synes mere frugtbart at fordybe sig i analysen af bestemte monstre. Det gør for eksempel den franske filosof Michel Foucault i sine forelæsninger om det abnormes nyere historie i europæisk medicin og jura. En anden vej til afklaring kunne gå via en undersøgelse af hvordan vi taler om monstre. I daglig tale bruger vi nok især ordet til at betegne exces: En monster-truck er grotesk stor, Cookie Monster har en enorm appetit, og mennesker, der har gjort sig skyld i ekstreme moralske uhyrligheder, kaldes gerne for monstre. Man kan også lære noget af ordets etymologi. ‘Monster’ er beslægtet med det latinske monstrare (‘at vise’) og det franske monere der betyder noget i stil med advarsel eller tegn. Hvis monstrene ikke viser sig af sig selv, har guder og helte, avisredaktører og cirkusdirektører, til alle tider forstået at udstille dem. Den slangekrøllede Medusas afhuggede hoved kom på Athenes skjold, gargoilerne hænger og spyr vand fra franske katedraler, og i 1800-tallet gjorde amerikaneren P.G. Barnum udstillingen af såkaldte freaks til et show. Ikke underligt at monstre foretrækker at gemme sig i vildmarken eller oppe i bjergene.

Der er uendelig mange muligheder for at uddybe vores empiriske viden om monstertemaet. Her skal vi imidlertid videre i en anden retning i en undersøgelse af det monstrøse som begreb. Denne artikel arbejder med det prototypisk monstrøse. Det står i modsætning til at se monsteret som en binær kategori der gør monsterstatus til et spørgsmål om enten-eller. Den prototypiske kategori tillader derimod at medlemskabet af monsterkategorien er gradueret på den måde at nogle monstre er mere monstrøse end andre. Det afgørende er i hvor høj grad et monster ligner det eller de mest fuldgyldige eksempler på arten.

 

En uting i tingenes orden

I forordet til El libro de los seros imaginaros (Bogen om de imaginære væsener) fra 1957 skriver den argentinske forfatter Jorge Luis Borges at de monstrøse væseners verden er uendelig mere mangfoldig end de virkeliges. Det mener han fordi monstrene skabes gennem en fri kombination af de virkelige væseners dele. Tag en løve og bland den med lidt ged og slange, så har du en kimære. Kombinér et mandehoved med en løves krop, og du får det min datter engang kaldte en savannegris, altså en egyptisk sfinks. Borges’ bestemmelse dækker mange monstre, men er dog for snæver. Er King Kong ikke et monster, selv om han ikke fremstår som en blanding af arter? Hvad med kropsdele der ter sig som om de havde en vilje? Det vi kalder monstre krydser og bryder flere forskellige slags grænser og kategorier. Der er med andre ord brug for en mere rummelig bestemmelse end Borges’, og den kunne lyde som følger: Det prototypiske monster er en uting i tingenes orden. Tingenes orden er virkelighedens beskaffenhed som vi forestiller os den, med det eksisterendes anerkendte former og klasser, muligheder og begrænsninger. Tingene i ting­enes orden er alt hvad der har en plads i verden. Selv en djævel, en dæmon eller en hybrid mellem arterne kan have sin anerkendte plads i et fantastisk univers. Det prototy­pisk monstrøse viser sig heroverfor som en uting i tingenes orden. En uting er, i ordets mest radikale betydning, noget som ikke er til. Ting findes, uting findes ikke. Det monstrøse ved monstret er nu at det er en uting-som-findes. Det er ‘noget’, men ikke noget af nogen (anerkendt) slags. Monstret er det ubestemmelige ‘det’. Derfor er horrorkong­en Stephen Kings It og hans kollega John Carpenters The Thing perfekt benævnte monstre.

I hjertet af begrebet om det monstrøse ligger altså den sitrende spænding: Det monstrøse kan ikke være, kan ikke passe, og dog er det. Monstret afslører en sprække i ting­enes orden. Det ‘monstrerer’ at tingene i tingenes orden ikke er alting, for her er nemlig også plads til uting.

Ved at skele til den menneskelige og samfundsmæssige reaktion på det monstrøse kan vi sige noget mere præcist om den form for uting der er tale om når vi konfronterer det monstrøse.

 

Affekt: Forfærdelse, forundring, forargelse

Monstre er til alle tider blevet beskrevet som horrible – Medusas blik kunne endda forvandle beskueren til sten! – og genren horror er dedikeret til behandling af mødet mellem mennesker og monstre. Erfaringen af det monstrøse er en erfaring af at der kan ske, gøres eller eksistere ting som man ikke havde troet mulige. Men det udmønter sig ikke kun i skræk og rædsel, for hvis det monstrøse ikke opfattes som livstruende og frygtindgydende, så er det jo ikke forfærdende. Således kredsede den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard om forstandens forargelse over forestillingen om at Kristus – et menneske – og Gud er ét. Hvis monstret (som jeg argumenterer for i denne artikel) er et umuligt, forargende og uhåndterbart væsen, er en figur som Jesus Kristus så ikke et prototypisk monster? Monsteret kan så også være forunderligt, for eksempel som engel eller superhelt. Marvel er det amerikanske selskab bag The Amazing Spiderman, X-Men og andre superhelte, men det er også et gammelt ord for væsener i krydsfeltet mellem det monstrøse og mirakuløse. Der er aldrig langt fra det dybt forunderlige til det ekstraordinært (ære)frygt­indgydende, for man ved nemlig aldrig til fulde hvor man har dem.

Uanset om der er tale om forargelse, forundring eller forfærdelse, er mødet med det monstrøse forbundet med stærk affekt. Den stærke følelsesmæssige reaktion bygger på den opfattelse at visse fundamentale distinktioner mellem kategorier eller normative forventninger til virkeligheden er blevet krænket. Denne reaktion er ikke bare et interessant vedhæng, den er derimod et væsentligt element i forståelsen af hvad det prototypisk monstrøse betyder for os.

Det er rigtigt at mange monstre, eksempelvis i Disneys ­produktioner, ikke er hverken forunderlige eller forfærdende, og de rokker ikke ved noget barns greb om virkeligheden. Disse harmløse og nuttede monstre er monstre. Men de repræsenterer ikke prototypen, tværtimod forudsætter de den og spiller på den. Prototypen kan altså forklare dem, men de kan ikke forklare prototypen.

 

Effekt: Undtagelsestilstand

Det prototypisk monstrøse kendes desuden på dets særlige virkning, dets effekt, på de norm- eller ordenssystemer som det anfægter. Monstret udløser en undtagelsestilstand. Hvis monstret kan betragtes og behandles uden tøven, så er det ikke prototypisk monstrøst. Perseus ville for eksempel næppe have kunnet dræbe Medusa hvis ikke han havde lånt våben af både Hades og Athene. Egentlig monster-management kræver ekstraordinære midler, magisk assistance eller guddommelig hjælp. Og det er farligt. Som den tyske filosof Friedrich Nietzsche skrev, skal den der kæmper mod monstre, passe på ikke selv at blive til ét i kampen!

Det prototypisk monstrøse kan ikke håndteres med lovgivning og et retsvæsen der lever af stabilitet. Derfor kender vi også monstret på den hårdknude det har repræsenteret for både sekulær og religiøs ret i europæisk retshistorie. Denne hårdknudes virkning er en undtagelsestilstand. Ifølge Foucault er det retligt monstrøse, både i middelalder og nyere tid, på én gang umuligt og forbudt, en krænkelse af loven som loven ikke er i stand til at håndtere. Det kriminelle monster er den figur der ikke kan rummes i loven. Det krænker loven, uanset om det har begået en kriminel handling eller ej, ved at sætte spørgsmålstegn ved lovens og rettens rækkevidde og magt. Monstret er muligheden der ikke er taget højde for i remedierne til at sanktionere uret, ondskab og livet i almindelighed: det dobbelte subjekt (siamesiske tvillinger), det tvekønnede væsen (hermafroditten) og bureaukraten med ansvar for folkedrab. Retligt monstrøs er enhver der på radikal vis krænker, men umiddelbart også undslipper lovens lange arm.

Med den stærke affekt og den undtagelsestilstand det monstrøse medfører, sætter monsteret ord på en menneskelig interesse for forståelsens grænser. Her kommer det monstrøse i selskab med det ambivalente, det der ligger på grænsen, og hvad der ellers findes af psykoanalytiske, ­sociologiske og antropologiske bud på fænomener der skaber friktion i forestillinger og fortællinger om virkeligheden. Blandt filosoffer er der en lang tradition for at bruge monsterbegrebet til at markere selvforståelsens grænser. “Er jeg et monster, endnu mere sammensat og vildt end selveste Typhon?” spørger Sokrates i starten af Platons dialog Faidros, og i et af sine essays erklærer renæssancehumanisten Montaigne ligefrem at han aldrig har konfronteret et større monster end sig selv. På den måde er monsterbegrebet en fascinerende mulighed for at arbejde med vores tænknings og forestillingskrafts grænser og hører altså ikke alene hjemme hos den sovende fornuft.

 

Monstrificeringens både-og

Det prototypiske monsterbegreb kan blandt andet hjælpe os til at forstå hvad der er på spil når mennesker og hele grupper monstrificeres. Denne proces beskrives oftest under overskriften dehumanisering, og da forestiller man sig gerne at folkedrabenes ofre er blevet betragtet og behandlet slet og ret som ikke-mennesker, som dyr eller skidt. Det prototypisk monstrøse er mere komplekst end det. Det særlige ved den monstrøse uting er jo at den er hverken-eller eller både-og. Det monstrøse ved det menneskelige monster er altså at det stadig, til dels, er menneske. Således er for eksempel “Jøden” i den antisemitiske fantasi monstrøs fordi der er tale om en umulig figur: på én gang blodsuger, parasit, pest og menneske. Et væsen man på én gang kan behandle som en sygdom eller et insekt og som noget ondskabsfuldt, altså et menneske med hensigt og vilje. Som Jean-Paul Sartre beskriver det i essayet Refleksioner over jødespørgsmålet fra 1946: “Antisemittens imaginære jøde er fri (for man hader ikke naturfænomener) og dog samtidigt ikke fri. For han er fri alene til at ville det onde.” Begrebet monstrificering bruges hverken af Sartre eller folkedrabsforskere, men indfanger faktisk den modsætningsfyldte (psyko)logik der findes i megen hadefuld propaganda. Dehumaniserende vold, og de følelser den er forbundet med, forudsætter netop den menneskelighed der samtidig benægtes. Det er denne dobbelthed, dette selvmodsigende både-og, som begrebet monstrificering kan indfange.    R

 

Denne artikel er en let revideret og forkortet udgave af “Begrebet monster – en lillebitte filosofisk undersøgelse”, i Monstre: Tværkultur 5. Årbog for ToRS, red. / Ditte Maria Søgaard og Thomas Brudholm. København: Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, s. 115-125. En stor tak til Pernille Kloster for grundigt redaktionsarbejde.

Læs mere

•  Jorge Luis Borges: “John Wilkins’ analytiske sprog” i Passage, nr. 47. 2003.
•  Michel Foucault: Abnormals: Lectures at the Collège de France 1974-1975. Verso. 2003.
•  Michel de Montaigne: Essays. Gyldendal. 1998.

 

Bibliografisk

Af Thomas Brudholm, ph.d. i filosofi og lektor i minoritetsforskningens teorier ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 8-10.

Author profile

Skriv et svar