Når naturen kalder – celebrity-aktivisme og klimakamp

Når celebrity-aktivister som Angelina Jolie, Leonardo DiCaprio eller Emma Watson poster på Facebook eller står på talerstolen i FN og taler om flygtninge, klima eller feminisme – så har de mediernes og dermed vores opmærksomhed. Men hvad er en celebrity-aktvist? Hvordan kan en skuespiller som Leonardo DiCaprio trænge igennem med sit budskab om klimaforandringer? Og hvorfor lytter vi til ham når han ikke er faglig ekspert på klimaområdet? 

Når naturen kalder – celebrity-aktivisme og klimakamp

Helle Kannik Haastrup

Celebrity-aktivisten er en kendt person som – i udgangspunktet – ikke er politiker, men som udnytter sin berømmelse inden for et felt, for eksempel musik, film eller sport, til at fremme og gøre opmærksom på en politisk sag. Det kan for eksempel være som Leonardo DiCaprio der er tilknyttet FN som fredsambassadør, Mark Ruffalo der er miljøaktivist i samarbejde med NGO’er, eller Emma Thompson som aktivt støtter Greenpeace.

Når en celebrity-aktivist er på arbejde – distance eller indlevelse

Lilli Chouliaraki analyserer hvordan celebrities ‘performer’ humanitært arbejde på forskellige måder: Hun skelner mellem to markante strategier inden for celebrity-performance i humanitær og – i denne sammenhæng også – klimaaktivisme: indlevelsesstrategien og distancestrategien.

Angelina Jolie performer sit humanitære arbejde for UNHCR som Goodwill-ambassadør hvor hun benytter indlevelsesstrategien ved at genfortælle historier om børns ulykkelige skæbner. Følelserne er i centrum samtidig med at Jolie betoner den personlige nødvendighed af at hjælpe – det er ikke en pligt.

Et aktuelt eksempel på distancestrategien er Leonardo DiCaprios performance som en engageret, men nøgtern og saglig celebrity-aktivist. I sin tale til FN i 2014 siger han bramfrit om klimaproblemet: “Solving this crisis is not a question of politics – it’s a question of survival!” og slutter af med at slå fast: “Leaders of the world, I pretend for a living, but you do not”. På den måde vender han sin ‘svaghed’ i det politiske system til en styrke og kræver handling af det politiske system.

Politiske autoriteter møder celebrity-aktivisten

DiCaprios celebrity-aktivist-persona er båret af en indignation på klimaets vegne. Han giver udtryk for at det er en moralsk forpligtelse; han fremstiller sig ikke som ekspert, men som en der gerne ‘vil lære mere om det’ af de videnskabsfolk og eksperter som han konsulterer. Vi ser i løbet af filmen DiCaprio til møder med globale ledere, og det er både FN’s Ban Ki-Moon, daværende præsident Obama og selveste paven i Rom der bidrager til at give DiCaprios klimainteresse troværdighed – selv om han ikke selv har politisk kapital.

I Before the Flood synes et møde med tidligere vicepræsident Al Gore i særlig grad at stikke ud. Al Gore blev i 2007 tildelt Nobels Fredspris især på grund af sin film om klimaforandringer, An Inconvenient Truth fra 2006. DiCaprio indrømmer på voice-overen i Before the Flood at han dengang ingenting vidste om klimaforandringer, men at mødet blev startskuddet til at bruge hans berømmelse i naturens tjeneste. Ved at associere sig selv med Al Gore – den store klima-superstar i amerikansk politik – fremstår han selv seriøs.

Gennem DiCaprios personlige udvikling fra uvidende om klima til aktivist inviterer Before the Flood sin tilskuer til identifikation fordi han – Hollywood-stjernen – ligesom mange af os tilskuere gerne vil redde planeten. Vi kan ligesom DiCaprio blive klogere og gøre en forskel. På rulleteksterne er der på pædagogisk vis konkrete handlingsanvisninger til hvordan vi i hverdagen kan gøre noget for klimaet gennem hvad vi spiser, køber og forbruger af energi.

Foto: NASA/Rebecca Roth

Rollemodeller for politisk engagement?

Den nye type celebrity-aktivister anvender primært distancestrategien der lader engagement og seriøsitet være centralt frem for følelser, som for eksempel DiCaprio, men også filmstjerner som Emma Watson i HeForShe-kampagnen for ligestilling mellem mænd og kvinder og bæredygtig mode og Matt Damon med Water.org som arbejder for rent drikkevand i den tredje verden. Men de har den fordel at de kan iscenesætte deres egen performance på de sociale medier.

Leonard DiCaprio promoverer for eksempel på sin Facebook-profil – med ca. 16 millioner følgere – sin film Before the Flood, men har også opdateringer om sin Leonardo DiCaprio Foundation som arbejder for oplysning om global opvarmning. Karakteristisk for DiCaprios profil er et skarpt fokus på sagen – her er ikke fotos fra den røde løber eller hjemme fra poolen. På den måde bliver han og andre celebrity-aktivister eksempler på privilegerede ambassadører som tager udgangspunkt i en moralsk forpligtelse som samfundsborgere, men også ved at de fungerer som rollemodeller og ikke foregiver at være eksperter.

Vi lytter til DiCaprio og andre celebrity-aktivister fordi de er synlige, de er verdensberømte på merit og har pressens bevågenhed. Når celebrity-aktivister peger på hvad vi individuelt og som samfund kan gøre for naturen, for klimaet, drikkevandet og bæredygtig tøjfremstilling, så bliver vi gjort opmærksomme på problemet og får også ofte tilbudt løsningsmodeller som vi individuelt kan benytte. Flere forskere som blandt andre Mark Wheeler har diskuteret det problematiske i at celebrity-aktivister kan risikere at forstærke eksisterende stereotyper eller forfladige komplekse politiske problemstillinger. Men Wheeler fastholder samtidig at man ikke blankt skal afvise celebrity-aktivisternes betydning i en periode med mange globale konflikter og en dyb skepticisme over for de politiske systemer.

Celebrity-aktivister som DiCaprio og Emma Watson har appel til de unge og kan bidrage til at gøre det cool at engagere sig og tage ansvar i forhold til klimaet. I negativ forstand bliver celebrity-aktivister anset som ligegyldigt fyld og i værste fald opfattet som nogen der har misforstået hvad problemet er. Hvilket er en del af forklaringen på at celebrity-aktivister gerne vil associeres tæt med anerkendte eksperter. I positiv forstand kan celebrity-aktivisten forstås som en opmærksomhedsinstans der både kan oplyse, skabe identifikation, konkretisere og ikke mindst via de sociale medier fastholde interessen om problemstillinger som eksempelvis klima.

R

Læs mere

Lillie Chouliaraki: The Ironic Spectator. Polity: Cambridge. 2013.

Alice Marwick: “Instafame: Luxury Selfies in the Attention Economy”, i Public Culture, 27:1. 2015

Mark Wheeler : Celebrity Politics. Polity: Cambridge. 2013.

R

Bibliografisk

Af Helle Kannik Haastrup, lektor, ph.d. i medievidenskab.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 32-33.

lektor, ph.d. i medievidenskab

Skriv et svar