Nødløgn – for præcist til det juridiske sprog

“Sproget er juristens vigtigste værktøj” er en påstand som er gentaget så mange gange i lærebøger om juridisk metode at den af mange opfattes som en banal sandhed. I juridisk praksis hænder det imidlertid at den juridiske sprogbruger glemmer at vedkommende deler værktøjskasse med helt almindelige mennesker, og overser en anden sandhed om forholdet mellem jura og sprog, nemlig at “jura er en ekskluderende måde at bruge sproget på”.

Nødløgn – for præcist til det juridiske sprog

Anne Lise Kjær

 

Med lange omskrivninger formulerer jurister sig i et sprog som ofte er så abstrakt at det ikke er til at forstå for udenforstående. Og sker det ikke, bliver der ballade. For så forstår offentligheden pludselig alt for godt hvad juristerne skriver – og det er ikke altid hensigtsmæssigt.

I 2014 rullede den såkaldte Christianiasag som endte med at daværende justitsminister Morten Bødskov måtte gå af. Han havde givet retsudvalgets medlemmer en falsk begrundelse for at udskyde deres besøg på Christiania. Bødskov kunne ikke give retsudvalget den egentlige begrundelse for udskydelsen, for så ville han røbe efterretninger om forholdene på Christiania som han havde modtaget i fortrolighed fra PET. Med hjælp fra to højtstående embedsmænd fabrikerede han derfor en anden begrundelse: Den daværende politidirektør Johan Reimann kunne desværre ikke deltage på den planlagte dato alligevel.

Da det kom frem, blev der iværksat en undersøgelse af de to højtstående embedsmænd der havde rådgivet Morten Bødskov. Havde de forbrudt sig mod deres sandhedspligt? Der blev nedsat en kommission med en pensioneret højesteretsdommer og to landsdommere som forhørsledere, og konklusionen på deres undersøgelse var at:

 

“[d]en usandhed, der lå i Johan Reimann-begrundelsen, kan således bedst betegnes som en forklarlig og undskyldelig nødløgn.”

 

Hvem har patent på ords betydning?

Dommernes klare frikendelse af justitsministeriets topembedsmænd vakte furore i vide kredse. Ikke mindst topjuristernes brug af ordet “nødløgn” blev for meget for den danske offent-
lighed, og omtalen blev så omfattende at “nødløgn” ligefrem blev optaget på Dansk Sprognævns Nyordsliste for 2014. – Ikke fordi det var et nyt ord i dansk, men fordi det var blevet brugt så meget at det havde karakteriseret året.

Aldrig har så mange interesseret sig så meget for juridisk betydningsarbejde. Pludselig var juridisk sprog forståeligt, og tre dommere skulle ikke tro at de havde en særlig kvalificeret adgang til at definere hvad “nødløgn” betyder. Først blandede politikerne sig i debatten:

 

“Min holdning er klar. Der er ikke forskel på en løgn og en nødløgn. En nødløgn er en løgn, og man må ikke lyve over for Folketinget.”

– Peter Skaarup, Dansk Folkeparti

 

“Der må ikke herske tvivl om sandhedspligten. Man må ikke tale usandt, uanset om man kalder det en hvid løgn eller en nødløgn.”

– Christian Friis Bach, Radikale Venstre

 

Også aviserne fokuserede på den usædvanlige juridiske sprogbrug:

 

“Kommissionen kom frem til nogle hidtil meget lidt brugte begreber i den juridiske ordbog, nemlig at embedsmændene i Justitsministeriet stod bag en forklarlig nødløgn og en troværdig forglemmelse.”

– Ritzau

 

I forskerkredse hæftede man sig ved virkningerne af nødløgnsbegrebet, og enkelte udtalte en grundlæggende mistillid til embedsværket efter blåstemplingen af nødløgne:

 

“Hvis politikerne og befolkningen igen skal have tillid til det danske embedssystem, så kræver det som minimum, at man vedtager nogle helt konkrete retningslinjer og regler for hvornår man må benytte sådanne løgne over for Folketinget.”

– Bent Greve, professor fra RUC

 

I en artikel i Politiken tog formanden for undersøgelseskommissionen, Per Sørensen, så til genmæle. Han ville gøre op med “den helt unuancerede forståelse” af kommissionens brug af ordet “nødløgn” som havde præget debatten.

 

“At ordet nødløgn – og ikke f.eks. ’skinbegrundelse’, ’urigtig oplysning’, ’usandhed’ eller et andet omskrivende udtryk – blev brugt, skyldtes at det for forhørsledelsen var vigtigt at beskrive at der forelå et nødstilfælde, også selv om orddelen ’løgn’ ville lyde meget direkte.”

– Per Sørensen, forhenværende højesteretsdommer

 

Den ekskluderende omskrivning

Umiddelbart efter nedsatte den nye justitsminister Mette Frederiksen et udvalg som havde til opgave at beskrive reglerne for hvornår ministre og embedsmænd er omfattet af henholdsvis sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget kom i oktober 2015 frem til at:

 

“Det er efter gældende ret ikke relevant at inddrage “nødløgnsbetragtninger” når der i konkrete sager skal tages stilling til om ministre eller embedsmænd har begået brud på sandhedspligten. Heller ikke fremover bør sådanne betragtninger tillægges retlig betydning.”

 

Så blev begrebet “nødløgn” da stedt til hvile, ikke? Nej, det blev bare pakket ind i jurasprog:

 

“For at sikre parlamentarisk kontrol og tilliden mellem regeringen og Folketinget i de helt ekstraordinære situationer, hvor en minister ikke kan se anden mulighed end at tilsidesætte sandheds-
pligten af hensyn til rigets sikkerhed, beskyttelse af menneskeliv eller andre særdeles tungtvejende grunde
, bør der etableres en ordning, som giver mulighed for, at en minister kan fortælle sandheden til et folketingsorgan med nogle få udvalgte, alment respekterede medlemmer og passende bred politisk repræsentation.”

 

“At tilsidesætte sandhedspligten af hensyn til rigets sikkerhed, beskyttelse af menneskeliv eller andre særdeles tungvejende grunde” er jo blot en omskrivning af “nødløgn”.

“Nødløgn” er et eksempel på et ord som ikke kunne optages i det juridiske ordforråd fordi det alt for direkte satte ord på det der var tale om: at det i nødstilfælde kan være nødvendigt for ministre og embedsmænd at lyve for Folketinget. Historien om “nødløgnens” skæbne illustrerer det eksklusive ved juridisk sprog: Nok skal det ramme præcist, men det skal ikke blive for direkte – ellers føler alle sig pludselig inviteret indenfor i den juridiske diskussionsklub.   R


Bibliografisk

Af Anne Lise Kjær. Ph.d. og lektor i retslingvistik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 98 (2015), s 10-11.
35098

Om skribenten

lektor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Skriv et svar