Den nye mindetale gør skudofre til politiske argumenter

 Massemedierne har gjort tragedien til allemandseje–og den nationale mindetale over ofrene forener sorg og samfundsrevision. Præsident Obamas opbragte taler over de amerikanske masseskyderier har gjort mindetalen politisk.

Den nye mindetale gør skudofre til politiske argumenter

Mark A. Herron.

Som ringe i vandet fra en kastet sten kan en tragedie bevæge sig fra de direkte ofre til deres pårørende, til lokalsamfundet og endnu længere ud via medielandskabet – afhængig af det sketes omfang og identifikationsmulighed. Når en begivenhed når så langt ud at den kan kaldes en national tragedie og får mediernes fulde bevågenhed, må statslederen træde til og vurdere hvordan nationen officielt skal reagere på tragedien.

For præsident Barack Obama var den første embedsperiode fra 2009 til 2013 præget af en række masseskyderier der på hver deres måde formåede at ryste den amerikanske befolkning og afkrævede en fortolkning af begivenhederne fra den siddende præsident: Den demokratiske politiker Gabrielle Giffords og 12 andre blev hårdt såret, og seks personer blev dræbt, ved et vælgermøde i Tucson, Arizona 8. januar 2011; 12 biografgængere døde, og 58 blev hårdt såret, da en mand åbnede ild under visningen af den seneste Batman-film i byen Aurora, Colorado 20. juli 2012; og den 14. december samme år blev 20 mindre børn samt seks af deres lærere dræbt ved en skole i byen Newtown, Connecticut. Særligt Newtown-episoden, med dens mange og meget unge dødsofre, fik præsident Obama til at reagere med en mere politisk mindetale end ved de andre skudepisoder.

Selv om præsident Obama i alle sine taler lever op til genrekonventionerne for den nationale mindetale (eulogi), så ændrer han undervejs sin indgangsvinkel til talerne. Fra at være den forsonende landsfader bliver Obama til den progressive politiker der understreger de efterladtes behov, ja, næsten ret, til at kunne kræve klar handling af deres præsident og politikere for at undgå flere lignende tragedier. På denne måde gør Obama op med det element i mindetalen der fordrer neutralitet frem for politisk stillingtagen.

Sorgen har mange ansigter – og præsidenten græder på hele nationens vegne. I Obamas tale efter skoleskyderiet i Newtown forvandlede de tavse tårer sig til et opråb om forandring. Foto: iStockPhoto

De sørgendes forventninger til præsidenten

Allerede under selve terrorangrebet den 11. september 2001 endte billederne af de sammenstyrtende World Trade Center-tårne med at køre på repeat hen over alverdens tv-skærme. Terroristerne havde timet angrebet ikke blot med henblik på at skræmme New Yorks borgere, men også tv-seere over hele verden. I takt med udviklingen af moderne kommunikations-platforme som fjernsynet og internettet er vi på godt og ondt blevet forbundet som aldrig før. Begivenhedernes tilstedeværelse i alverdens dagligstuer og mobile medier har betydet at præsidenten nu må forholde sig til og adressere nationale tragedier i flere taler end tidligere.

Dette har været med til at skabe en genre som de to forskere Kathleen Hall Jamieson og Karlyn Kohrs Campbell beskriver som den nationale eulogi. Den nationale eulogi rummer i lighed med den traditionelle eulogi kravet om en forsoning med tabet af de døde, men pga. massemedierne og derfor det større antal af direkte og indirekte pårørende til tragedierne må præsidenten tale til hele nationen, ikke kun til de efterladte. Dette skaber ifølge Jamieson og Campbell følgende fire centrale forventninger til den nationale eulogi: 1) Præsidenten etablerer en rolle i talen som nationens præst der tilsidesætter politik og i stedet fokuserer på forsoning. 2) Denne forsoning opnås især ved at sætte begivenheden ind i et større forklarende perspektiv. 3) Ofrene transformeres fra at være døde til at være symboler på det gode i det amerikanske samfund. 4) Præsidenten forsikrer nationen om at noget lignende ikke vil komme til at ske igen.

 

Mindetalernes fællestræk

Fælles for Obamas udtalelser efter de fire skudepisoder er et forsøg på at finde mening i det meningsløse ved at vende sig fra at tale om straf til at tale om forsoning. Dette gør han med en generel struktur i talerne der bevæger sig fra dem der har mistet deres liv, til de overlevende og deres familier, til de personer der har hjulpet ved katastrofen – til den større mening med begivenheden. Obama kombinerer derved to genreelementer for den nationale eulogi ved først at fremhæve ofrene som eksemplariske individer der repræsenterer det bedste i amerikanerne, for dernæst at lade begivenheden selv finde mening i relationen mellem ofrene og det overlevende samfund. Det er det gode og eksemplariske i ofrenes liv som de skal huskes for, ikke blot tabet af deres liv. Det er med dette positive fokus at de efterladte tilbydes en vej videre fra tragedien.

Det andet element Obama gennemgående fokuserer på i talerne, er beskrivelsen af USA som en familie. Obama bringer metaforen i spil i disse mindetaler for at beskrive hvor de overlevende ofre kan finde støtte, og for at understrege omfanget af tragedien ved at lade den berøre hele USA. Familiemetaforen åbner også op for det fokus på empati og forståelse for ofrene som Obama advokerer for i flere af talerne, ved at mindske afstanden mellem dels præsidenten og de efterladte, men også mellem amerikanerne generelt og det mindre samfund der er blevet ramt. Det tredje element der går igen i talerne, er Obamas fokus på at etablere sig selv i rollen som en forklarende præsteskikkelse der først og fremmest fokuserer på forsoning frem for straf for forbrydelsen.

I flere af talerne indlemmer præsident Obama desuden bibelcitater der søger at skabe mening med begivenheden. Citaterne er med til at understøtte det ceremonielle i situationen og nedtoner den politiske rolle som præsidenten har til hverdag. Præsident Obama nævner på intet tidspunkt navnene på forbryderne, og han forholder sig ikke til deres handling – han fokuserer i stedet på udfordringen ved at finde en mening med hverdagen for de efterladte.

 

Direkte politisk stillingtagen

Obamas taler lever derved i det store hele op til genreforventningerne som beskrevet af Jamieson og Campbell. Obama står dog også flere gange over for udfordringer af mere tydelig politisk art. Alene præsidentens tilstedeværelse ved en ceremoni for de døde kan blive set som politisk moti-veret og derved skade den forsonende stemning som Obama søger. Problemet for præsident Obama er at finde balancegangen mellem at anerkende tragedien uden at fremstå som om han vil lukrere på den som led i en forestående valgkamp. Præsident Obama forsøgte derfor også at påpege det skadelige ved disse politiske diskussioner ved sin mindetale i Tucson.

Den fjerde skudepisode i Newtown fandt sted efter valget i 2012, og Obama kunne derfor igen træde til som ikke-politisk landsfader og være mindre bekymret for at fremstå politisk motiveret. Men med skud-episoden i Newtown fandt en tydelig ændring dog sted. Præsident Obama sammenkædede her alle de fire omtalte masseskyderier i et historisk hænd-elsesforløb der også tæller flere andre kendte amerikanske tragedier – såsom skoleskyderiet ved Columbine fra 1999. Det gjorde at de enkelte episoder ikke længere blot skulle ses som enkeltstående tragiske øjeblikke, men i stedet som et genkommende fænomen i det amerikanske samfund. Derved blev det et politisk problem der aktivt krævede politisk handling.

Præsident Obama var godt klar over at mindetalens kritiske tone ville støde våbenlobbyen i Washington D.C. og andre tilhængere af USA’s frie våbenlov, men påtog sig alligevel den mere politisk rolle i talen fra Newtown. Han valgte at meddele at han ville gøre alt hvad præsidentembedet tillader ham, for at forhindre at noget lignende som massakren i Newtown ville ske igen. Denne sidste udtalelse kan umiddelbart ses som et forsøg på at leve op til den sidste forventning til den nationale eulogi; men at Obama påtog sig et så direkte og personligt ansvar er mindre normalt og gjorde derved talen mere politisk end de tidligere.

 

Mere aktivistisk end religiøs

Præsident Obama var siden skudepisoden i Newtown fokuseret på at tale om behovet for en ændring af våbenlovgivningen – blandt andet via en rundrejse i USA hvor han talte direkte til befolkningen om våbenproblematikken. På trods af den opbakning der var til de forskellige tiltag i forhold til våbenloven i den amerikanske befolkning, formåede lovændringerne dog alligevel ikke at blive vedtaget med de nødvendige stemmer i senatet.

Obama lykkedes undervejs med de forskellige nationale eulogier at skabe fortrøstning hos ofrene og forståelse hos befolkningen, mens den politiske handling som han forlangte af sig selv og sine kollegaer, har længere udsigter. Holdningen i den amerikanske befolkning til en strammere våbenlov har dog rykket sig mere end den har i senatet. Hvis Obama, som han gav udtryk for i en tale den 17. april fra Det Hvide Hus, vil fortsætte kampagnen sammen med den amerikanske befolkning og sit græsrodsnetværk, kan det på længere sigt vise sig at lykkes også at få vendt stemningen i senatet, så de folkevalgte følger trop med folket. De politiske mindetaler har uden tvivl rokket ved vælgernes holdninger til våbenlovgivningen.

Med sin direkte politiske stilling-tagen i en mindetale er præsident Obama med talen i Newtown med til at rykke ved præsidentens rolle i nation-ale tragiske begivenheder. Fremtidige præsidenter vil måske også satse på lignende vis og indføre et politisk argument i mindetalen hvis de kan se at tiden og folkeopinionen er med dem. Derfor kan mindetalens faderrolle på længere sigt blive mere aktivistisk end religiøs.

R

 

Bibliografisk
Forfattere: Mark A. Herron. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 89, side 29-31.

35089

 

Om skribenten

Skriv et svar