Nytårstalen spiller på danskernes værdier

De danske værdier er afgørende når statsministeren taler til nationen nytårsdag. Historien viser værdipolitikkens virkning; den kan bruges til at samle befolkningen om et fælles projekt eller splitte den i får og bukke.

Nytårstalen spiller på danskernes værdier

Eva Fischer Mellbin

Det var Thorvald Stauning som startede traditionen med statsministerens nytårstale, og samtidig er han en af de statsministre som har brugt de danske værdier mest offensivt til at fremme sin egen politik. Scanpix

Statsministerens nytårstale er en af årets absolut vigtigste taler. I skyggen af Hitlers og Stalins fremmarch i Europa var det Thorvald Stauning der indledte traditionen med radiotransmitterede nytårstaler. Da han den 1. januar 1940 satte sig foran mikrofonen, var det for at holde Danmarks mest dramatiske og kontroversielle politiske tale i det tyvende århundrede. En tale der skulle samle danskerne på et tidspunkt hvor selve nationens eksistens var truet. Det lykkedes.

At traditionen blev så stærk at langt over en million danskere den dag i dag følger med i statsministerens nytårstale, skyldes først og fremmest at skiftende statsministre med held har evnet at balancere nytårstalens forskellige roller; mellem stillingen som statsminister og stillingen som partileder. Som repræsentant for danskerne på den ene side og for regeringens politik på den anden.

Det der gør nytårstalen til noget helt særligt, er netop forventningen om at statsministeren nytårsdag taler på vegne af os alle. At statsministeren ikke holder en partipolitisk tale, men i stedet giver os det H.C. Hansen i 1956 kaldte for ”et udsyn over den almindelige politiske situation”.

Det er en svær balance. For der er meget som skal passe sammen, for at helheden lykkes; så nytårstalen på én gang fortæller os noget om hvad det vil sige at være dansk, og hvor vi skal hen som nation. Så talen får personlighed uden at blive for privat. Og så talen bliver politisk uden at være belætrende. Nytårstalen må heller ikke være for kunstigt tænkt – for ’spindoktoragtig’. Desuden må den gerne have et kulturelt anstrøg der minder os om at der er andet og mere i livet end regeringsførelse og partipolitik.

 

Værdier der samler …

Helt i Staunings ånd har skiftende statsministre især brugt nytårstalen til at opfordre til at vi i Danmark skal samarbejde for det fælles gode. Når statsministeren nytårsdag fortæller os at nationens interesser altid bør komme først – trods politisk strid og uenighed – så fremstår statsministeren samtidig som talsmand for alle os der ser på og lytter med. Og det giver stemmer i et land hvor det som samler, står langt stærkere end det som splitter.

Sprogligt slår ønsket om at signalere sammenhold stærkt igennem på ordvalget i nytårstalerne hvor ord som ”vi”, ”os” og ”vores” bruges flittigt til at skabe en følelse af samhørighed. Tilsvarende ligger ”Danmark” og ”danske” konsekvent højt – og begge udtryk er endda blevet endnu mere populære de seneste år. Også i afslutningen af nytårstalerne er det tydeligt at statsministrene gerne vil samle befolkningen omkring sig. ”Lad os” er således en stående vending i talernes sidste afsnit. Fx hos Poul Schlüter i 1988: ”Så lad os bare skrue optimismen og livsmodet på igen. Lad os være enige om at nu vil vi holde godt sammen på Danmark.”

Et gennemgående værdipolitisk tema i nytårstalerne er fortællingen om det samarbejdende danske demokrati. Som fx hos Hans Hedtoft der i 1949 glæder sig over at de danske politikere føler et stort ansvar over for fællesskabet på tværs af partiskel: ”Viljen til at tjene vort folk og vort land. Ansvarsfølelse for andet og mere end sig selv og sit eget. Ansvarsfølelse over for alt det der forener os som landsmænd: folkehjemmet Danmark.”

I 1970 giver Hilmar Baunsgaard fortællingen en ny drejning ved at fokusere på det uformelle demokrati i form af medarbejderindflydelse på arbejdspladserne: ”Medindflydelse og medansvar i den daglige produktion bliver formentlig 70’ernes mest påtrængende opgave. Vi kan ikke lade hele det nu påbegyndte årti gå til ende uden at få løst dette problem.” I dag er den vidtgående medarbejderindflydelse på de danske arbejdspladser en unik facet af danskheden.

Efterfølgeren Anker Jørgensen er også meget optaget af demokratiet og vender gentagne gange tilbage til temaet. Anker Jørgensen opfatter demokratiet som en del af selve danskheden, fx i nytårstalen i 1973, hvor han ser tilbage på anden verdenskrig: ”Nogle af Europas folk søgte at skyde genvej. De kasserede demokratiet. (…) Vi ved alle sammen hvordan det endte. I Norden og i Danmark valgte vi i 30’erne en anden vej.”

At danskerne er bundet sammen af stærke fælles værdier, gør det nemmere for statsministrene at kombinere talens politiske og værdipolitiske budskaber og bidrager til at gøre talerne mere personlige. Knud Kristensen slipper således i 1946 godt fra at servere danskerne et opkog af guldalderromantiske forestillinger fra førkrigsårene om de ”lykkelige tider i slutningen af forrige århundrede da så mange hjem voksede op på Jyllands magre hedejord” og sin konklusion om at løsningen på Danmarks problemer er at ”[a]rbejdstempoet må sættes i vejret”.

Godt hjulpet på vej af en syngende jysk dialekt gennemsyrer hans jyske tematik hele nytårstalen – fra beskrivelserne af barndomshjemmet til moralen om at ”tilfredsheden med jævne kår [er] bedst”. Selv om Knud Kristensens politiske eftermæle er blevet den umulige statsminister, var nytårstalens budskab om smalkost og hårdt arbejde ikke spildt på hans egne vælgere, og Venstre gik frem ved næste folketingsvalg. Eksemplet med at udstille vælgerne som krævende og magelige dannede dog ikke skole efterfølgende.

 

… Og værdier der splitter

Værdier kalder selvsagt kun til samling hvis de er fælles. Og det er de sjældent når det handler om at flytte den politiske dagsorden. Thorvald Stauning og Anders Fogh Rasmussen er de to statsministre der har brugt værdipolitikken mest offensivt – og som mange danskere formentlig umiddelbart forbinder med danske værdier på godt og ondt. Derfor er det heller ikke tilfældigt at det netop er de to der er kritiseret mest for at (mis)bruge deres nytårstaler til egne dagsordener – fx i forbindelse med samarbejdspolitikken under anden verdenskrig.

Der er dog en grundlæggende forskel i karakteren af kritikken af de to statsministre. For kritikken af Staunings samarbejdspolitik hører især efterkrigstiden til. Staunings forsøg på at forberede befolkningen på det værste og kalde til sammenhold fik bred opbakning i befolkningen, også selv om ikke alle var enige i præmisserne.

Omvendt hører påstanden om at Fogh drev en kile ind i det danske samfund, samtiden til. Den almindelige opfattelse var at Fogh gennem sine nytårstaler – især den berømte ’smagsdommertale’ i 2002 – beredvilligt kastede sig ud i en værdikamp som var mere splittende end samlende.

Uanset denne forskel ligger det dog fast at der bestemt ikke var bred enighed om neutralitetspolitikken i Folketinget som Stauning udlagde den i nytårstalen i 1940. Alligevel rystede Stauning ikke på hånden da han forsøgte at overbevise danskerne om at hans egne værdier var et kollektivt fælleseje: ”Der har været en tid efter krigen i 1864 hvor Danmarks regering åbenlyst anlagde et forsvar rettet imod Tyskland, men dette er for længst dømt af folket, og ingen har siden tænkt på en sådan position.” ”Dømt af folket.” Sådan dømte Stauning sine tvivlere ude.

I en tale den 29. august 2003 havde Fogh en helt anden opfattelse af danskernes stillingtagen: ”Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Men briterne og senere amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke som den danske elite.” Med udtryk som ”samarbejdspolitikere” og ”den danske elite” byggede Fogh direkte videre på sin egen ’smagsdommertale’ ved at give den almindelige dansker rollen som helt i kampen mod en politisk korrumperet og bureaukratisk elite med Stauning i spidsen.

I Foghs egen kontroversielle nytårstale fra 2002 havde han allerede slået samme tema an som opgøret mellem en sundt tænkende befolkning og en fremmedgjort elite: ”Vi tror på at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”

Men statsministeren var ikke færdig med det: ”Der er tendenser til et eksperttyranni som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter der mener at vide bedst.”

”Statsautoriserede smagsdommere”, ”løftede pegefingre” og et ”eksperttyranni” der undertrykker ”den frie folkelige debat”. Hårde ord fra landets førsteminister. De førte til en intens modreaktion fra alle dem der følte sig ramt. Ingen tvivl om at Foghs offensive værdikamp flyttede holdninger og satte sig tydelige spor der vil være til debat i mange år fremover.

Den kritik der har været rejst mod Staunings og især Foghs nytårstale i 2002, viser at forventningerne til at nytårstalen skal samle nationen, er meget store. Statsministeren kommer hurtigt under kritik hvis talen mod forventning bruges til at flytte værdipolitiske hegnspæle. Omvendt viste debatten efter Lars Løkke Rasmussens frontalangreb på efterlønnen i 2010 at statsministeren gerne må tage vidtgående politiske forslag op, så det kan være vanskeligt at opstille faste retningslinjer for nytårstalens udformning.

 

En unik dansk tradition

15 minutter. Helt alene. Uden afbrydelser. I en tid hvor nyhederne kører 24/7, og den politiske dagsorden flytter sig fra time til time, er statsministerens nytårstale en unik dansk tradition der samler danskerne om landets udfordringer og fremtid. Derfor er der al grund til at håbe at traditionen med statsministerens nytårstale vil fortsætte i mange år fremover. For selv om udfordringerne i dag er nogle helt andre end de var i 1940, så står budskabet i Thorvald Staunings første tale tilbage som en mindesten over statsministerens nytårstale når den er allerbedst: ”Nu gælder det Danmark og det danske folk!”      R


Læs mere:

Mellbin, Eva Fischer & Franz-Michael Skjold Mellbin: Nu gælder det Danmark! Statsministrenes nytårstaler, Lindhardt & Ringhof, København, 2011.


Bibliografisk
Af Eva Fischer Mellbin. Forfatter.

RetorikMagasinet 86 (2012), s 10-12
35086

Skriv et svar