Øjet er vejen til hukommelsen

Min mor døde for nylig. Efter bisættelsen samledes familie og venner sig i hendes hus. Vi snakkede, spiste og drak. Og vi så på fotografier: billeder af min mor, min far, af mig og min søster. De fleste fandt billeder af sig selv. Vi lo af frisurerne fra firserne. Genkaldte dengang det var så koldt at Køge Bugt frøs til is. Vi nikkede anerkendende af det flotte unge par mine forældre var før min søster og jeg kom til verden. “Ja, sådan var det,” tænkte vi når vi så øjeblikkene fra fortiden. Det forgangne er ikke let at gribe og holde fast i, men billeder, særlig fotografier, gør det bedre end andre udtryksformer. Øjet er hovedvejen til hukommelsen.

Øjet er vejen til hukommelsen

Jens E. Kjeldsen

 

Skrig og døde gæster – billeder vi husker

Dette har retorikere vidst i 2.000 år. De henviser ofte til poeten Simonides som skal have opdaget hukommelseskunsten. I en banket fremførte Simonides en ode til ære for en sejrrig bokser. Fordi han brugte lang tid på at lovprise halvguderne Castor og Pollux, blev han nægtet halvdelen af sin betaling. “Den kan du hente hos dem du har lovprist så omfattende,” blev han fortalt. Og han fik sin betaling. For lidt senere fik han en besked om at gå ud for at møde to mænd som ønskede at tale med ham. Han gik ud, men så ingen, og i samme øjeblik faldt taget over banketten sammen og knuste både den ondsindede vært og alle gæsterne. Da de pårørende ville begrave de døde, kunne ingen genkendes fordi alle var blevet knust af det faldende tag. Men Simonides kunne genkalde hver enkelt person ud fra hvor vedkommende havde siddet. Det lærte ham at den bedste hjælp for hukommelsen er en ordnet arrangering af visuelle indtryk.

Det er netop sådanne visuelle huskemetoder, mnemoteknik, som vore dages verdensmestre i hukommelseskunst benytter: De forestiller sig ting i billeder og organiserer billederne i strategisk rækkefølge. Det gør gode talere også. Siden Cicero har oratorer placeret forskellige dele af talen i velkendte rum, deres eget hus, for eksempel, og går så gennem huset, så de i hvert rum får øje på næste del af talen. Der er god grund til at gøre det sådan, for kognitiv psykologi har empirisk bekræftet at vi husker bedre gennem billeder end gennem ord. De billeder som huskes, er distinkte (det vil sige tydelige og konkrete), opsigtsvækkende (det vil sige særprægede, bizarre eller på anden måde specielle og iøjefaldende) og dynamiske (det vil sige aktive eller levende). Tænk bare på et af verdens mest erindringsværdige og reproducerede billeder: Edvard Munchs maleri Skriget. De skæve vinkler og bølgende former, det hulkindede, kranielignende ansigt med den åbne mund og hænderne på siden af hovedet. Dette syn tiltrækker sig opmærksomheden og er svært at glemme. Ansigtet vækker på samme tid genkendelse, overraskelse og fremmedgørelse. Det er ikke mærkeligt at Skriget er blevet trykt på alt fra kaffekopper til T-shirts og er blevet reproduceret i populærkulturelle udtryk som The Simpsons.

 

Ser du hvem du er?

På samme måde som det visuelle hjælper os med at huske kendsgerninger, eller hvad vi skal sige i en præsentation, hjælper det os med at huske det som var, og dermed hvem vi er. Hvad er dit første minde? Hvad er dit stærkeste minde? Jeg tror at begge er noget du ser for dit indre blik. Hukommelse og erindring er så tæt knyttet til det visuelle at det er nærmest umuligt at mindes uden billeder.

Fotografierne af min mor, mig selv og mit liv, som jeg så på efter bisættelsen, gjorde mere end at minde mig om ting, personer og hændelser fra fortiden. Fotografier og indre billeder er nemlig ikke statiske kroge som minderne hænger livløst på. De er med til aktivt at forme hvad jeg tænker om fortiden, og dermed hvem jeg selv er. Billeder som hjælper os med at huske mennesker, hændelser og tider, former hvad vi tænker og føler om fortiden. Når vi bruger billedet som indgang til tider og hændelser, oplyser det øjeblikket som er afbilledet, og sætter andre ting i skyggen. Dermed er billederne aktivt med til at forme hvad vi tror vi husker, og hvad vi skal tænke og føle om det.

Wonderful Copenhagen – et fælles sted

Billedernes kraft til både at mindes og at forme minderne gælder også kollektivt. De billeder vi viser til hinanden igen og igen, er med til at skabe vores fælles historie. At (gen)se nogle billeder, men ikke andre, lyser nogle hændelse op og henlægger andre i mørke. Det vi ser, er det vi husker. Det vi husker, bliver det vi mener vi er.

Tænk på Viggo Vagnbys berømte plakat Wonderful Copenhagen fra 1950’erne: En smilende betjent holder mennesker og trafik tilbage, så en andemor og hendes ællinger fredeligt kan krydse vejen. Plakaten er et sindbillede på Danmark, og ikke kun af landet som eksisterede for 70 år siden. Den konstante reproduktion af billedet bekræfter os i at Danmark er et lille, sikkert, fredeligt, uskyldigt og hyggeligt land. Plakaten fungerer som det den franske historiker Pierre Nora kalder lieu de mémoire, et hukommelsessted. Det vil sige et symbol eller billede på ting, begreber, hændelser eller tider som rummer dele af et samfunds kulturelle arv.

At vi stadig søger og tilslutter os de værdier som vises af Vagnby, blev illustreret i 2015 da partiet Venstre til valget om EU-retsforbeholdet lavede en plakat som gennem sin visuelle udformning henviste til mellem- og efterkrigstidens plakatkunst som Viggo Vagnby var en del af. Plakaten viser en kvindelig betjent stående på stranden foran Kronborg. Som 50’ernes plakatkunst er den udformet med få elementer, klare linjer og fyldige farver. Skrifttyperne minder også om dem som blev brugt i mellem- og efterkrigstiden. Den fælles æstetik samler to ellers adskilte og afgrænsede universer og trækker tidligere tider ind i samtidens debat.

Betydningen af morgenhår for kollektiv erindring

I en visuelt domineret tid som vores er billeder særlig velegnet til at forme den kollektive erindring. Billeder er enkle at cirkulere. De vises og genvises i aviser, magasiner, bøger og i fjernsynet. De deles på sociale medier, og de genbruges og bearbejdes til nye udtryk, appropriationer, i alt fra karikaturtegninger til Twitter-meldinger og visuelle memes. De billeder som cirkulerer mest, har en tendens til at blive bærere af den delte offentlige bevidsthed.

Sådan er nationers erindring tæt knyttet til billeder. Vi husker hvem vi er, gennem berømte billeder vi deler. I USA er det for eksempel billeder af drabet på præsident John F. Kennedy eller hans søn som giver salut ved kisten. Fremtrædende i den amerikanske kollektive bevidsthed er også pressefotografierne fra Vietnamkrigen. Eddie Adams fotografi fra den 1. februar 1968 af general Loan som henretter en Viet Cong-fange, er et slående billede på krigen. Det samme gælder Nick Uts fotografi fra den 8. juni 1972 af den nøgne pige Kim Phuc som løber skrigende væk fra et napalmangreb. I modsætning til mange andre stærke billeder overlevede disse fotografier krigen og blev lieu de mémoires for krigen og et stærkt splittet USA.

I Danmark har vi vore egne billeder som er knyttet til vores selvforståelse og til bestemte situationer og hændelser. På deres sølvbryllupsdag i juni 1992 blev dronning Margrethe og prins Henrik vækket af folket. Iført morgenkåber og morgenhår lænede de sig ud af vinduet på Amalienborg og vinkede til de fremmødte. De er kongelige, men ser ud som et helt almindeligt sølvbryllupspar. Fotografiet husker os ikke kun på dagen, men også på hvem vi danskere er. Som Wonderful Copenhagen fortæller fotografiet at vi er et hyggeligt, lille og sikkert land; en nation hvor selv de kongelige er ligesom os.

Danmarks pæne og grimme ansigt

Både nationer og familier diskuterer fortiden – vi tænker sammen over hvordan det nu var dengang. Ofte har vi forskellige versioner af hvad der egentlig skete. Disse samtaler kan blive overraskende intense. Eller – måske er det ikke så underligt at vi er engageret i fortiden; for det er på denne grund vi bygger det vi mener vi er i nutiden.

Billeder er en del af sådanne samtaler. De kan give forskellige indblik i hvad der skete, og dermed forskellige syn på sagen. Da store grupper flygtninge i efteråret 2015 gik fra grænsen i syd og op ad de danske motorveje, blev fotografiet af “Spyttemanden” for mange et billede på den danske indvandrerskepsis. De så manden som spyttede på flygtningene, som et billede af det nationen var blevet til – det modsatte af Wonderful Copenhagen. Samtidig fremkom et andet billede af Danmark: betjenten som sidder på motorvejen og leger med en seks år gammel syrisk pige.

Fotografierne blev billeder af Danmarks pæne og grimme ansigt. I fremtiden vil de fungere som huskesteder for hændelserne under flygtningekrisen. Det billede vi kommer til at se mest, vil være det vi husker situationen og os selv med. Vi vil antagelig vælge fotografiet som viser det vi ønsker at være. Og når billedet er valgt, vil det forme hvem vi tror vi er: Vidunderlige, lille Danmark.                           R

 

 

Bibliografisk

Af Jens E. Kjeldsen, professor i retorik og visuel kommunikation ved Institut for Science og Medier , Universitet i Bergen.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 22-23

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.

Skriv et svar