Mere retorik på prædikestolen. Upersonlige og abstrakte budskaber skal væk, og derfor sætter nye strømninger fokus på hvor vigtige retoriske redskaber er når menigheden skal engageres og lytte.
Og præsten holdt en tale…
Marianne Gaarden
”…fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling, og præsten holdt en tale, han sagde ingenting.” Sådan lyder et af versene i børnesangen ”Mallebrok er død i krigen”. I min barndomserindring kan jeg genkalde mig oplevelsen af en hel masse ord der kom ud af præstens mund, men som ikke gav mening i forhold til min egen erfaring. Det oplevedes som præsten der holdt en tale og sagde ingenting. Som prædikant kan man ikke blot ”hælde” sit budskab til menigheden ud fra prædikestolen og så blot overlade resten af arbejdet til Helligånden. Det er også præstens arbejde at forstå hvordan prædikenen modtages, og integrere denne viden i prædikenarbejdet.
Netop tilhørernes modtagelse af prædikenen har inden for de sidste par årtier haft stigende interesse blandt danske teologer og præster. En ny forståelse af prædikenen er ved at vinde frem. Her forstås prædikenen som en interaktiv begivenhed hvor mening skabes i den enkelte tilhørers bevidsthed i en indre dialog med prædikantens ord og tilhørerens egen erfaring. Denne forståelse af prædikenen kræver at præsten ikke blot gør sig overvejelser om det teologiske budskab og reflekterer over teksterne, bønner, salmer, kirkeåret osv., men i høj grad også arbejder med forskellige retoriske parametre på prædikestolen.
Den essentielle etos
For det første gælder det for prædikensituationen, som en del andre kommunikationssituationer, at talers etosappel spiller en afgørende rolle for villigheden til overhovedet at lytte. Menigheden tillægger det nemlig vægt i deres tilegnelse af prædikenen at præsten fremstår som en troværdig og inspirerende samtalepartner. Hvis prædikanten formår dette, er det lettere at trænge igennem tilhørerens personlige receptionsfilter. Det er når budskabet kommer igennem dette filter, at det indgår i lytteprocessen, et andet parameter som præsten bør have for øje.
Mange måder at lytte på
Det er en meget aktiv proces at lytte. En taler ytrer normalt mellem 120-150 ord i minuttet, men en tilhører kan arbejde med langt flere ord i sin bevidsthed, nemlig omkring 500 ord i minuttet. Det indebærer at der er en stor ”overskudskapacitet” hos tilhøreren til ikke kun at lytte, men også at tænke samtidig. Vi lytter mens tankevirksomheden er aktiv, i bedste fald inspireret af det vi hører og oplever. Som tilhørere kan vi være optagede af at formulere vores egen respons til det sagte, med ”risiko” for at den personlige tankevirksomhed overtager hele opmærksomheden. Vi kan også koble helt fra fordi talen aktiverer associationer i vores bevidsthed, så fokus flyttes til vores egen erfaring som intet har med prædikenen at gøre. Endelig er der også den optimale mulighed at vi sætter det hørte i dialog med hvad vi tidligere har hørt, har oplevet og har erfaret, samtidig med at vi lytter. Hele denne indre dialog med det hørte er afhængig af den øjeblikkelige situation vi som tilhørere befinder os i. Information kan ikke bare overføres via en envejskommunikation fra prædikant til menighed, og det stiller krav til den retoriske udformning af prædikenen.
Hvis prædikanten udtrykker sig i abstrakte teologiske begreber, er der langt større risiko for at menigheden kobler fra og forsvinder ind i deres eget tankeunivers, end hvis prædikanten formidler sit budskab på en måde der kan relateres til vores egen menneskelige erfaring. Teologer er imidlertid akademisk skolede i at tænke og formulere sig i teologiske-dogmatiske abstrakte begreber, og som præst træder de ind i en kirkelig tradition hvor det har været kutyme at prædike på denne måde: Eksempelvis prædikede Grundtvig således: ”… Guds nådegave er det evige liv i Kristus Jesus, vor Herre! I disse par ord ligger både loven og evangelium venligt og vel forligte ved siden ad hinanden, så hvem der tror de ord, tror hele Guds åbenbaring både under den gamle og den ny pagt, og hvem der forstår dette lille Guds ord, forstår både synderens elendighed og Guds råd til vor salighed …” (og sætningen fortsætter adskillige linjer endnu). En prædiken som denne bliver nemt som en bouillonterning i ørerne på menigheden. Der er en god teologisk tyngde i budskabet, men læst op af et manuskript fra en prædikestol er den helt ufordøjelig i ørerne på de fleste. Det bliver nemt præsten der holdt en tale og sagde ingenting.
Taler præsten til mig?
At tage højde for lytteprocessen ved at undgå bouillonterninger og bevæge sig fra det abstrakte til et mere konkret niveau hænger uløseligt sammen med et tredje retorisk parameter som er essentielt for den interaktive prædiken, nemlig identifikation med budskabet. Den retorisk skolede prædikant vil vide at identifikation med budskabet er et af de stærkeste, om end ikke dét stærkeste, persuasive element i en tale. En måde at skabe identifikation på er ved aktivt at appellere til menighedens forestillingsevne. Ved at udtrykke sig i ord og vendinger der skaber billeder på den indre nethinde hos tilhørerne, inviteres de til at tilegne sig en aktiv forståelse af det sagte de kan identificere sig med – ikke ulig Biblens egen kommunikationsform hvor evangeliet formidles i lignelser og narrative fortællinger. Den prædiken der således appellerer til forestillingsevnen i tilhørernes bevidsthed, høres, forstås og huskes langt bedre end abstrakte teologiske begreber. Derfor er en af de helt store udfordringer i nyere homiletik (prædikenlære) at formidle prædikenens teologiske tanke så den kan relateres til den menneskelige tilværelse. Det kan være et narrativt forløb, eller blot nogle få ord, der vækker genklang hos tilhørerne. Her følger et eksempel fra en af mine egne prædikener på det samme tunge teologiske emne om det evige liv som Grundtvig tog livtag med: ”Jeg så min elskede blive båret ud af livet i favnen på Kristus. Jeg selv måtte stå tilbage i de levendes land mens min elskede blev båret ind i kærlighedens land hvortil jeg ikke har adgang. Jeg skal blive her på jorden en stund endnu. Vi har alle fået en stund her på jorden til at leve vores liv. Men den dag kommer hvor også jeg bæres ud af livet i favnen af Kristus. Nej, jeg kan ikke vide om det er sådan, men jeg kan tro det – og troen på at jeg er favnet af Guds kærlighed både i livet og i døden, giver mig modet til at leve og elske, grine og græde og være lidenskabeligt til stede i nuet.”
En prædiken som tager højde for de ovennævnte retoriske principper, vil således med større sandsynlighed skabe den interaktive begivenhed som er ideel når præsten skal forkynde sit budskab. Det afgørende er ikke at overbevise sine tilhørere om at det evige liv findes, men derimod at præsten holder en tale og fremlægger sit budskab på en måde som får menigheden til at reflektere og have en indre dialog. R
Bibliografisk
Af Marianne Gaarden. Sognepræst, ph.d.-stipendiat og underviser i homiletik ved Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse.
RetorikMagasinet 82 (2011), s 34-35