Oversætterens dobbelte hensyn

Oversættelse er ikke en 1-til-1-disciplin. Nogen gange skal teksten ikke bare oversættes, men også helst tilpasses et nyt publikum. Hvad gør oversætteren når han både vil tage hensyn til tekstens oprindelige kvaliteter, stemninger og billeder og til det nye publikum? 

Oversætterens dobbelte hensyn

Erik Skyum-Nielsen

Mens jeg skriver disse linjer, er jeg nøjagtig halvvejs igennem arbejdet med stille og roligt at overføre min oversættelse af 32 islandske noveller fra ca. 300 håndskrevne A5-ark til den digitale fil som lægges til grund når Gyrðir Elíassons bog Kobbermark skal trykkes.

Men: Hvorfor i alverden har jeg dog oversat disse knappe, stramme prosatekster i hånden, næsten som var de fortættet poesi? Svaret er ikke at forfatteren ytrer sig på et indviklet islandsk hvad angår ordvalg og sætningsbygning: Har han valget mellem to betydningsmæssigt nærtbeslægtede gloser, beslutter han sig som regel for den mest dagligdags og mindst mærkværdige af dem, og når det gælder syntaks, foretrækker han at skrive lige ud ad landevejen, uden ekspressive falbelader. Hans prosastil er derfor blevet beskrevet som minimalisme af den nøgterne, nøgne slags uden specielt personligt præg. Alligevel kan man nu altid fornemme hans ånd og hånd i teksterne, ja, det er næppe for meget sagt at de emmer af intensitet og sitrer af stilfærdig magi.

Det dobbelte hensyn

Skal man som oversætter forsøge at løfte denne udefinerbare stemning fra kildesproget islandsk over på målsproget, her dansk, er det vigtigt ikke at have for travlt, og her tilbyder håndskriften lige nøjagtig den modstand som kræves for at indfange novellernes lavmælte stemme eller sigende tavshed. At overvinde en modstand er i det hele taget et af oversættelsesprocessens afgørende mål: Man er altid oppe imod en modstand i den tekst der skal oversættes, men samtidig får det fremmede sprog og den fremmede tekst modstand fra det sprog der her og nu skal oversættes til.

Denne dobbelte modstand gør sig i særlig grad gældende under arbejdet med netop denne forfatter. Jeg har oversat ham før og ved at hans tekster forlanger agtpågivenhed. Man mærker det uvilkårligt hvis man oversætter ham skævt og ukongenialt; det føles, som om hans digtning håber at blive transformeret på én og kun én mulig måde. Og læg her mærke til at jeg ikke taler om identifikation eller horisontsammenfald mellem forfatter og oversætter, men netop om accept af fremmedhed og forskel.

Oversætteren må så at sige altid tjene to herrer: ikke bare publikummet, men også teksten og dennes iboende fremmedhed og kulturelle anderledeshed. Der skal tages dobbelte hensyn og praktiseres omsorg til to sider, og selv når resultatet bliver en nogenlunde hæderlig og læseværdig tekst på modtagersproget, så må oversætteren ofte affinde sig med at sidde tilbage med en sorg over de nuancer der alligevel ikke kom med og umuligt kunne komme med.

Grænsen mellem sprogene

De bøger man oversætter, læser man på en særlig måde. Man krydser grænsen mellem to sprog og søger at tilbagelægge i det mindste noget af afstanden mellem to personers bevidsthed. Man prøver at tilegne sig en litterær teksts individuelle gestik og at gøre sin sproglige udtryksevne til et par handsker for forfatterens hænder. Det indebærer lingvistiske problemer der kun til dels lader sig løse gennem ordbogsopslag, og det medfører æstetiske og retoriske overvejelser med henblik på hos læseren at opnå den rigtige effekt.Lad mig give et eksempel: I de noveller jeg arbejder med for tiden, findes der ofte en gåde der kun stilles forholdsvis indirekte og i langt de fleste tilfælde ikke bliver løst. F.eks. er der en historie om en familie der tager hen til en fiskesø. Manden har førhen fisket en del og finder hurtigt tilbage i de gamle bevægelsers rutiner, men da den ene datter fanger en ørred, så skifter hans stemning brat, og det bliver ikke forklaret hvorfor. I en anden historie er en høj mand i overall midt om natten på gale veje idet han lister sig ind i en have og anbringer en slange i et åbentstående vindue og sender bedøvende gas ind i det rum som han mener er forældresoveværelset. Læseren tror at manden må være indbrudstyv; men nej, han lader gasflasken stå og slangen sidde og går bare sin vej. Her gælder det for oversætteren om at respektere tekstens besynderlighed og netop ikke prøve at hjælpe det nye publikum på vej med antydninger; ellers risikerer man nemlig at slette de ’åbne pladser’ i den enkelte novelle som netop er med til at give den læserappel på islandsk.

Det som ingen forstår

Hvorfor skal litterære tekster oversættes? Jo, selvfølgelig for at flere end de der behersker kildesproget, kan opfatte tekstens indhold samt tilegne sig og tage stilling til forfatterens tilværelsestolkning og til det implicitte budskab hvis der da er sådan ét. Men litteraturens budskab er måske ikke mindst at vi jo netop ikke forstår alting, og at tilværelsen og virkeligheden altid kan forstås på en anden måde, end vi er vant til. For at man som læser kan opdage at der er noget man ikke forstår, og for at man kan opleve digtningen som en kredsen om det som måske slet ingen forstår, er man som publikum nødt til som udgangspunkt at tillade sig at have en forventning om at kunne forstå intet mindre end det hele. Den forventning har vi når vi læser på vores eget sprog, og derfor skal litteratur oversættes frem for bare at være tekster som man staver eller gætter sig igennem.

I tidligere tider plejede man at stille den litterære oversættelses grundsituation op som det umulige valg mellem troskab over for forlægget og så det nødvendige hensyn til publikum. Idealet om nøjagtig troskab førte i oversættelseskritikken ofte til goldt og pedantisk fejlfinderi, og idealet om læsertilpasning fik tit folk til at rynke på næsen ad oversat litteratur hvori originalen ligesom stadig stak igennem. I dag opererer man i oversættelsesvidenskaben ikke så meget med ’fejl’ som med forskellige grader og typer af ’ækvivalens’, og man er generelt blevet meget mere opmærksom på den tværkulturelle transformation og udveksling i oversættelsesprocessen, dette at teksten genskabes og rekontekstualiseres sprogligt, kulturelt, mentalt.

En vigtig og til dels kontroversiel ny stemme har i denne sammenhæng været den italiensk-amerikanske oversætter og forsker Lawrence Venuti som bl.a. har dannet det meget nyttige begrebspar domestication over for foreignization, eller hjemliggørelse over for fremmedgørelse. Ved domestication forsøger man som oversætter at komme målsprogslæseren maksimalt i møde og gøre teksten flydende, ligesom gennemsigtig på modtagersproget – med fare for, at teksten kommer til at fremtræde som en ny original. Foreignization betyder heroverfor at man giver afkald på at gøre oversætteren usynlig. Man indrømmer åbent at teksten kommer et andet sted fra, og respekterer herigennem forskellen mellem kildesprogs- og målsprogskultur.

Overvejelser som disse bliver brændende konkrete nu når jeg oversætter Gyrðir Elíassons Koparakur eller Kobbermark til dansk. Hvis en novelles handling foregår i en forblæst, afsidesliggende flække ved havet, er jeg nødt til på en eller anden måde at få fiskerbystemningen med. Det er ikke nok bare at skrive ’byen’, og der er på samme måde tilfælde hvor jeg simpelt hen ikke kan komme uden om glosen ’fjeld’ til forskel fra ’bjerg’ eftersom et fjeld på islandsk kan være både kantet og rundt, både stort og lille, hvorimod ’bjerg’ risikerer at give danskeren forkerte associationer i retning af Kilimanjaro. Helt galt er det gået i en novelle hvor jeg-fortælleren bliver ringet op af sin ene halvsøster og i befippet irritation over samtalen glemmer at passe på sin kat. Da telefonsamtalen er slut, vil jeget give katten noget mælk og går rundt i lejligheden og spørger: “Er du tørstig?” (“þyrstur”). Men på islandsk står der det pågældende sted, temmelig absurd: “Er du søstre?” (“systur”). Et vanvittigt, måske uoversætteligt ordspil. Eneste løsning på problemet bliver at skrive en pædagogisk fodnote og vedkende sig oversættelsen som et (i dette tilfælde uigennemførligt) tydnings- og transformationsarbejde.

Jeg tror ikke at jeg kommer til at bruge A5-ark og kuglepen næste gang jeg oversætter fra islandsk. Men jeg føler mig overbevist om at det i dette tilfælde var nødvendigt for ligesom at gøre den modstand fysisk som kræves når en fremmed tekst forsigtigt skal lukkes indenfor i dansk.

R

Læs mere:

Hasselbalch (1999) (red.). Glas kaster skygge. Om litterær oversættelse. Kbh. Gyldendal.

Ingvorsen & P. Øhrgaard (2013) (red.). Oversættelse. I serien Moderne litteraturteori. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Skyum-Nielsen (1997). Den oversatte klassiker. Tre essays om litterær traditionsformidling. Kbh: Museum Tusculanum.

Gyrðir Elíassons bog Kobbermark udkom i 2014 på islandsk og bliver, når den er færdigoversat, udgivet på dansk af Forlaget Vandkunsten.

R

Bibliografisk

Af Erik Skyum-Nielsen. Lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 97 (2015), s 13-15.

Author profile

Skriv et svar