De språklige formene er tankens former, mener Anders Johansen. Han skriver om å skrive godt, og tenker dermed gjennom retoriske problemstillinger om forholdet mellom innhold og uttrykk. Johansen skriver om den grammatiske konsekvensen som betingelse for tankens konsekvens, om muntligheten, poesien, forfatteren i teksten, skribenttyper og stilarter, samt om kravene til rytmisk balanse og variasjon

Fra Korax og frem til vore dage er retorikkens historie en historie om “generaliseret begræsning”, skriver Gérard Genette i 1970. Den helhedsforståelse af retorikken som vi møder hos Aristoteles og Quintilian har indskrænket sig til den moderne retoriks to porcelænshunde: metafor og metonymi. Genettes artikel beskriver begrænsningens historie og husker os på at vi ikke kan erstatte den generelle retorik med en figurteori.

Recension: Barbro Wallgren Hemlin: Att övertyga från predikstolen

Debattreplik: En feministisk ny dialektik ?

Debatt: Retorik & didaktik

Rationel viden er afledt viden. I syllogismen afleder man konklusioner af præmisser, men hvilken form for viden er da præmisserne, syllogismens arkai? For at finde svar på dette spørgsmål om al videns oprindelse, søger Italieneren ­Ernesto Grassi tilbage til det tidligste Grækenland og dets myter. Her finder han en original, metaforisk eller profetisk tale som støber ny virkelighed gennem ingenium, menneskets kreative fantasi

Den dansk-norske klassisismens dannelsesidealer har vært et lite påaktet tema i norsk kulturhistorie. En årsak til dette er nok at den ved sin overnasjonale karakter vanskelig passer inn i fremstillingen av den norske nasjonale identitet, som synes å ha vært et overordnet mål for norsk historieskrivning siden midten av forrige århundre. Med utgangspunkt i et av de få verker som er skrevet om emnet, forsøker denne artikkelen å gi et bilde av det gamle dannelsesidealet slik det opptrer i norsk offentlighet i årene etter 1814. Hensikten er videre å vise hvordan idealet er forankret i latinskolens retorisk-pedagogiske idégrunnlag og i hvilken grad det svarer til begrepet om statsborgerlig dannelse

Den omfattande forskningen om politisk historia och idéhistoria behöver kompletteras med retorisk forskning, speciellt gällande den politiska debattens retorik före 1800-talet, en forskning som hittils varit av ringa omfattning. I denna artikel gäller det den svenska stormakts­tidens eloquentia i genus deliberativum, ‘det råd­givande talesättet’.

Kritiske tunger uttaler seg stadig om den moderne mediedebatten. Den er overflatisk, uinteressant, usaklig, rein underholdning, verbal skittkasting og en fare for demokratiet. Men hva er det som språklig sett skiller den moderne mediedebatten fra andre samtalesjangere? I denne artikkelen behandler Margareth Sandvik diskusjon, debatt og krangel med den hensikt å trekke opp skillelinjer og særlig peke på hva som skjer ved overgangen fra debatt til krangel

Interessen for retorik som form, som stilistik, trives inden for litteraturkritikken. Det er naturligvis en torn i øjet på nyretorikerne som føler at litteraturfolkene lægger ved til fordommene om den ‘hule’ og ‘indholdsløse’ retorik. Et replikskifte mellem en litteraturforsker og en retorikforsker i et dansk litteraturtidsskrift sidste år1 gav Marie Lund anledning til at gå ind i problematikken. Lund er selv litteraturforsker og stærkt optaget af nyretorikken, men finder retorikernes indvendinger overfor litteraturkritikken uambitiøse og upræcise. Hun undrer sig over at de især retter skytset mod dekonstruktionen og ikke nævner nykritikken med ét ord. For netop i brændpunktet mellem nyretorik og nykritik er der meget at hente – for begge parter

Diskursanalysen fick i nr. 2/97 kritik av Kristina Lundgren med artiklen “Diskurs­analys vs. massmedieretorik”. Christian Svensson tar här Lundgrens artikel på ordet och försvarar diskursanalysen – kanske har diskursanalysen mer att ge än Lundgren medger, och kanske finns det rum för båda

Talerstolen: Olof Palmes Vietnamtale, radio, julen 1972