Platons samlede værker

Recension

Mejer, Jørgen og Tortzen, G.C. (udg.): Platons samlede værker, bind I. Gyldendal 2009.

Bibliografiskt

Författare: Hanne Roer

Rhetorica Scandinavica 56 (2010), s 68-71

Annons

Retoriken

Nu finns ett av humanvetenskapernas viktigaste verk för första gången på svenska. Med insiktsfulla och klargörande noter tar översättaren Johanna Akujärvi med läsaren på en resa till det antika Grekland, till retorikens, filosofins och vetenskapernas födelse. 2:a utgåvan 2022. Läs mer...

Introduktion – Aristoteles Retoriken

Aristoteles: ”Retoriken”. Översatt och med inledning av Johanna Akujärvi. Med fyllig introduktion av Janne Lindqvist. 2:a utgåvan, Retorikförlaget 2022. doi: https://doi.org/10.52610/CUDB7074 Introduktionen Retoriken som retorik Janne Lindqvist Aristoteles Retoriken är den givna utgångspunkten för en stor del av den moderna retoriken och rentav för retorikämnet som sådant – eller så påstås det i Läs mer...

4180

Recensionen

Det er mere end 70 år siden, der sidst kom en oversættelse af Platons samlede værker til dansk (Platons Skrifter, udgivet af Carsten Høeg og Hans Ræder 1932-1941), hvilket et konsortium af danske klassiske filologer har sat sig for at råde bod på. Som de to udgivere, Jørgen Mejer og Gorm Chr. Tortzen indledningsvis skriver, har det danske sprog ændret sig en del i den mellemliggende periode, og Platon-forskningen er nærmest vokset eksplosivt. De to første bind af den ny 6-binds oversættelse er udgivet på Gyldendal, og jeg vil her anmelde det første af disse bind. Mit fokus er dette binds anvendelsesmuligheder for undervisning og forskning i retorikkens historie og teori, ikke en vurdering af oversættelsernes sproglige korrekthed. Den er, at dømme efter anmeldelser fra klassiske filologer (f.eks. A. Bülow Jacobsen i Aigis nr. 2, 2010), på allerhøjeste niveau!

Udgiverne og oversætterne har valgt at oversætte alle tekster af Platon, inklusive dem der er næppe er af ham, men blot tilskrevet ham i de middelalderlige håndskrifter. Eftersom man efterhånden har opgivet at datere Platons tekster, udgives oversættelserne i den rækkefølge, der kendes fra overleveringen, og som går tilbage til Thrasyllos, der i tidlig romersk kejsertid inddelte dialogerne i tetralogier, dvs. grupper af fire. Dette er meget praktisk, da den hyppigst anvendte græske tekstudgave, Oxford Classical Text Series, også følger Thrasyllos. Til grund for denne inddeling lå Thrasyllos’ ide om et slægtskab mellem Platon og de græske tragedieforfattere, der skrev tre tragedier og et satyrspil til Dionysos-festerne. Udgiverne skriver ganske vist i deres forord, at Thrasyllos’ parallel til de græske tragedier er helt uberettiget, men ikke desto mindre finder de den altså lige så overbevisende som årtiers forskning i rekonstruktionen af det kronologiske forløb i Platons forfatterskab! De ideer om Platons udvikling i ungdoms- og manddomsdialoger samt sene dialoger, der lå bag den forrige danske oversættelse, er nu ganske opgivet.

De to udgivere vælger en mere tekstanalytisk tilgang i stedet for en biografisk. Det viser sig i deres korte, men forbilledligt klare indledning, hvor de skitserer vanskeligheden ved at rekonstruere Platons – og de fleste andre antikke forfatteres – livsforløb. De angiver kort kilderne og disses begrænsninger, og som anskuelighedsundervisning er Diogenes Laertios’ biografi oversat som indgang til dette binds dialoger (af Jørgen Mejer, epigrammerne af Mogens Herman Hansen).

Den tekstanalytiske tilgang viser sig også i indledningens fokus på dialogformens betydning for læsningen af dialogerne: Platons valg af rammefortælling, dramatisk dialog eller referat af en tidligere dialog antyder, at tænkning er en proces, der involverer læseren. Den litterære form er afgørende for fortolkningen af Platons filosofi, der ikke kan reduceres til en rigid idelære, som det engang var almindeligt i gymnasiet. Det tekstanalytiske fokus viser sig også i indledningens opdeling i tre typer dialoger: de aporetiske, de metafysiske og de kritisk-konstruktive (s. 21-22), frem for spekulationer i Platons åndelige udvikling eller kvantitative, stilistiske dateringsforsøg. Samme tilgang ses i flere af de korte introduktioner til hver dialog, skrevet af den/de respektive oversættere. Et eksempel kunne være Phaidon, hvor oversætterne Jørgen Mejer og Johnny Christensen i deres introduktion gennemgår dialogens struktur (refererende og dramatisk), før de behandler temaerne.

Allerede i den fælles indledning (s. 16-17) tager udgiverne afsked med tidligeres tiders tro på en bastant platonisk idelære. De understreger, at Platons søgen efter absolutte begreber eller de ideelle former, der for ham må ligge til grund for den fænomenale verden, ikke skal forstås som en skematisk dualisme mellem fænomener og ideer. Platon bruger flere forskellige ord (”idea”, ”eidos”, ”selve det skønne/gode/retfærdige”), og i de enkelte oversættelser bruges ordet ”form” ganske ofte (f.eks. slutningen af Phaidon 102b, s. 217). Denne nuancering er nok så vigtig for underviseren/forskeren i retorikhistorie, hvor Platons metafysiske filosofi ofte bruges som det negative (reducerede) modbillede til retorikken.

Indledningsvist citeres den engelske filosof A. N. Whitehead, der har kaldt vesteuropæisk filosofi for fodnoter til Platon (s. 11). Om denne forførende formulering er rigtig – i så fald udgør Aristoteles blot en af disse fodnoter – skal jeg som retoriker ikke fælde dom over, men sikkert er det, at Platons karakteristik af retorikkens etiske og ontologiske mangler har haft umådelig indflydelse på retorikkens videre skæbne i vesteuropæisk historie. Det står allerede klart med dette første bind, der blandt andet står i sofistikkens navn. Det indeholder dialogerne Euthyphron, Sokrates’ Forsvarstale, Kriton, Phaidon, Kratylos, Theaitetos og Sofisten (det vil sige Thrasyllos’ første tetralogi og de tre første dialoger i den anden tetralogi). Et andet påtrængende tema i dette første bind er døden, for de dialoger, der foregår i forbindelse med Sokrates’ retssag og henrettelse, er alle med.

Platon etablerer dog ikke nogen forbindelse mellem sofistik/retorik og død, men derimod mellem filosofien og døden. I dialogen Phaidon er hovedtemaerne liv, død, sjælens udødelighed og filosofiens væsen. Phaidon forlod Athen efter vennen Sokrates’ henrettelse. Dialogen foregår på Peloponnes, hvor Phaidon på opfordring fortæller en ven om Sokrates’ sidste timer og møde med døden. Dialogen består først og fremmest af Phaidons referat af samtalen mellem Sokrates og to andre tilstedeværende, Simmias og Kebes. Sokrates beroliger sine unge venner med, at der ikke er grund til at frygte døden, tværtimod må en filosof tiltrækkes af den. Sjælen er et livsprincip, og hvis sjælen lever videre efter døden, er døden for så vidt vores egentlige liv. Det kendetegnende for sjælen er tanken, der ud af skiftende fænomener og sanseindtryk søger at forstå deres stabile elementer, skikkelser og former. Disse former er evige, hvorfor sjælen må være evig, og han fremfører dernæst fire argumenter for sjælens udødelighed. Det tredje argument hævder, at kroppen har mest lighed med sanseobjekter, mens sjælen qua usynlig har et slægtskab med de evige former. Derfor må den sande filosof søge at frigøre sig fra det legemlige: ”I virkeligheden træner en virkelig filosof hele tiden i at dø, og det at være død er slet ikke noget der gør ham bange” (67e; s. 171).

Sofisterne, derimod, er optaget af det dennesidige, sanselige fænomener, materielle goder og det politiske liv i polis. De trives fint med alt det flydende og foranderlige og med den doxa, som Platon ikke kan forlige sig med. Udgiverne angiver i indledningen den sofistiske bevægelses værdirelativisme som den historiske baggrund for Sokrates’ og Platons forsøg på at identificere og definere stabile begreber. Dermed anerkender de ikke alene bevægelsens helt fundamentale betydning for Platon, mens også dens kompleksitet. At sofisterne tog sig dyrt betalt, kritiseres af Platon i flere dialoger, men som udgiverne fremhæver, betyder det ikke, at retorikken i sig selv er af det dårlige, ikke engang for Platon. Indledningens karakteristik af Protagoras’ homo mensura-sætning som subjektivisme er dog en popularisering, som fører på afveje: udgiverne gør ham dermed til en individualistisk tænker, hvor de fleste retorikhistorikere ser hans tænkning som en slags demokratiets filosofi (se f.eks. opslaget ”Sophistik” i Historisches Wörterbuch der Rhetorik, band 8).

Platon er den vigtigste kilde til sofisterne og den omvæltning af traditionelle værdier, de afstedkom. Som de seneste årtiers forskning har betonet, skyldes hans hårde dom over dem ikke kun hans idealisme. Platons skole var ret beset en konkurrent til sofisternes undervisning. Dertil kommer, at Platon for at fremhæve Sokrates’ unikke tænkning og spørgemetode måtte trække fronterne hårdt op. Som retssagen og den efterfølgende dødsdom over Sokrates viser, havde mange meget vanskeligt ved at se forskellen på ham og sofisterne. Det kommer faktisk til udtryk i dialogen Sofisten, hvor Sokrates søger at definere, hvad en sofist er, og indlemmer sin egen spørgemetode som den sjette og sidste positive definitionsmulighed (i modsætning de foregående negative bestemmelser, der henviser til samtidens sofister). Denne dialog er ligesom den foregående i bindet forbilledligt oversat og introduceret af Fritz Saabye Pedersen. Dialogens indledende definitioner af ”sofist” kunne med fordel bruges i retorikundervisningen til illustration af ordets mange betydninger og glidning fra positiv til negativ term.

Den intense forskning i retorik og sofistik i de senere årtier betyder, at der ikke længere sættes lighedstegn mellem de to fænomener (hvad Platon som nævnt heller ikke gør), og at Platons negative fremstilling af sofisterne ikke tages for pålydende. I indledningen til den gamle oversættelse af Sokrates’ Forsvarstale er oversætteren Carsten Høeg helt på Platons side. Han er helten, der får sat en stopper for sofisternes hårkløverier og viser, at disse ”standser ved Bestemmelsen af Ordenes Betydning og lader Begrebernes Indhold hermed være udtømt: Tingene er det, som Ordene siger, Begreberne lader sig ikke analysere, retfærdighed f.eks. er Retfærdighed i almindelig borgerlig Forstand, blot er Maalet en saa høj Grad som muligt. At herved savnes en virkelig Maalestok, er ikke vanskeligt at forstaa, og den dialektiske Metode har ikke noget egentligt Formaal, hvis det ikke skal være Hensigten gennem Analysen af de Begreber, Mennesket opererer med i almindelig Uklarhed…” (bind 1, 1932, 266-67).

Nok er det Platons opfattelse, Høeg gengiver, men ordvalget viser hans sympati for Platons kritik. Den kommer også til udtryk i selve oversættelsen (op.cit. 268), hvor Sokrates siger i indledningen: …I kan være forvissede om, at min Tale ikke bliver et rhetorisk velformet Indlæg, saaledes som mine Anklageres, smykket med fine Ord og vendinger” (s. 269). Adjektivet ”rhetorisk” findes ikke i den græske tekst, men er indsat af oversætteren og betyder vel så blot ”indholdstomt”, dvs. den negative hverdagslige brug af ordet retorik. Den gamle oversættelse er stadig sprogligt kraftfuld, men altså noget upræcis hvad angår termer, der har med retorik at gøre. Den nye oversættelse af J. Mejer følger heldigvis den græske tekst uden platte tilføjelser.

I øvrigt tilslutter og citerer Mejer og Tortzen sig det oversættelsesprincip, som oversætterne af den forrige udgave formulerede, nemlig at gengive Platons hverdagssproglige terminologi med ”dagligdags danske ord” (s. 26-27). Det er selvsagt et godt princip at følge teksten og ikke søge at rette op på, hvad man opfatter som modsigelser eller inkonsekvenser. Lige så selvfølgeligt må det være, at denne fornemmelse for det dagligsproglige og den platoniske filosofis karakter af tilblivelse og proces søger præcision og ikke tilføjer vildledende nye termer (som eksemplets ”rhetorisk”), hvilket som vist også er tilfældet i de nye oversættelser.

Kort sagt er dette første bind uomgængeligt for alle filosofi-, antik- og retorikinteresserede. Oversættelserne er letflydende, godt dansk og afspejler den nyeste forskning. De er ledsaget af fine korte introduktioner (dog af noget skiftende længde, og Apologien – den vel mest læste dialog – får kun et par siders introduktion), der hjælper læseren på vej uden at drukne hende i lange oversigter over forskningslitteraturen. Bogen er smukt sat og indbydende med fine kort over Grækenland, Italien og Athen bagerst i bogen, afsluttende med en side fra Henricus Stephanus’ udgave fra 1578, hvis nummerering er bevaret i oversættelserne.