Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » Programmeret til vold?

Programmeret til vold?

av Stefanie Reppien

Jagtvej 69. Den tomme grund, gabende i Københavneriets ellers snorlige rækker. Resultatet af de voldeligste sammenstød i København i 24 år. Et sted hvor der så sent som sidste tirsdag – på 9-årsdagen for rømningen af huset – var containerafbrændinger. Men hvad skete der egentlig? Hvorfor var der dengang så meget vold, og hvorfor blusser det stadig op så sent som 9 år senere? Var de unge i huset programmeret til vold?

Programmeret til vold?

Stefanie Reppien

For at forsøge at forstå hvad der skete kan vi kigge på Maurice Charlands teori om konstitutivt publikum. Ja, langt ord, men kort sagt er det en forståelse af, at vi ikke bare på forhånd er givne grupper med meninger og holdninger, men at disse skabes. Og den måde man skaber en gruppe, er gennem retorikken.

Konkret gennem en fortælling – et narrativ. Man bliver som person tilbudt en plads i en ordnet verden, en identitet man kan tage på sig. Nærmest som vi kan identificere os med Frodo i Ringenes Herre, netop fordi fortællingen er medrivende.

Dog er det specielle for denne form for narrativ, at slutningen ikke er inden for fortællingen. Frodo destruerer ikke ringen. Vi får ikke forløsningen og slutningen. Den er lagt i hænderne på tilhørerne.

Det betyder, at hvis man tror på den fortælling, og identificerer sig med den position man bliver tilbudt inden for den, så må man handle i den virkelige verden, for at afslutte fortællingen. Man kan nærmest sige, at man bliver programmeret til en bestemt handling gennem retorikken.

Blev de unge ved Ungdomshusets optøjer programmeret til vold så?
Her kan vi passende tage fat på et stykke retorik fra Ungdomshuset, nemlig nytårstalen fra 2006, som de fleste kender som ”maske-talen”. Dette for at se på det konkrete narrativ, der blev skabt.

Annonce

I talen skabes der en sammenhæng mellem alle de forskellige begivenheder der ledte op til talen. Ungdomshuset siger flere gange, at årsagen til konflikten var, at politikerne ville lukke huset, da de solgte det.

Der skabes en sammenhæng mellem, at politikerne ikke handlede da en fond trådte til for at købe huset, og at de ikke ønskede at Ungdomhuset fortsat skulle eksistere. Dette er dog ”ikke tonet under rent flag” – politikerne har altså snydt Ungdomshuset. Og som konsekvens er huset nødt til at ”forsvare” sig.

De unge er altså på godt gammelt dansk blevet røvrendt af politikerne, og nu har de endda afsløret deres egen luskethed via inaktivitet.

Her ser vi årsagen til konflikten i fortællingen. Og den bliver skarpt trukket op; politikerne som repræsentanter for systemet på den ene side, og Ungdomhuset på den anden. Den optrappes gennem talens gennemgående krigsmetaforik, hvor der flere gange bruges ord som ”krigserklæring” og ”angreb”.

Det bliver altså ikke bare en konflikt i Ungdomshusets øjne. Det bliver en krig. Og endda en meget legitimeret én. De gør det flere gange klart, at Ungdomshuset ikke selv har noget ansvar for konflikten, men faktisk har forsøgt at undgå den: ”Det er ikke noget, vi har set frem til. Tvært imod har vi gjort alt for at undgå det”.

De står i en krigssituation som de forsøgt at undgå, men modparten angriber dem. Hvad kan man andet end at forsvare sig?

Det er dog ikke kun angrebet fra politikernes side som adskiller dem og deres slags fra Ungdomshuset.
På den ene side står Ungdomshuset i talen for værdier som at kæmpe i en højere sags tjeneste, fællesskab, handlekraft, altruisme og kreativitet. På den anden side står politikerene fyldte med ”politisk arrogance” og har ”intet problem […] med at bruge andres penge”.

Hvis vi følger talens logik, kan vi altså vælge to sider. Enten kan vi være på systemets arrogante og udnyttende side, eller vi kan være på den kreative, handlekraftige side, der kæmper i en højere sags tjeneste.

Dog er den ene ”gode” side mere konkret end som så. For den person der tiltales i talen skal ikke bare købe alt det overstående. Personen skal også konkret have været i det fysiske hus på Jagtvej 69. Dette kan vi se ud fra interne referencer som ”Usmalia”, og gennem fastsættelsen af, at det er et ”vi” der f.eks. skaber ”en kulturel værdi”.

Det interessante ved dette er, at identiteten bliver som en del af huset i talen, med et nærmest metonymisk forhold, hvor rummet står for dets indhold.
Huset bliver altså symbolet på det subjekt, den identitet, talen tilskynder sin modtager til at påtage sig eller blive.

Det er en smal gruppe, men hvis man påtager sig dette, hvis man tror på fortællingen og identificerer sig med Ungdomshus-identiteten, hvordan i al verden skal man så kunne lade sin identitet blive angrebet af en gruppe af onde magthavere uden overhovedet at forsvare sig?

Talen blev berømt, og mange husker den, fordi taleholderen tager en maske på på et centralt tidspunkt i talen. Her pointeres det, at der ikke var to grupper i Ungdomshuset, men én, der også var ”forsvarer” for Ungdomshuset.

Og her ser vi netop manifestationen af, at personen der tiltales i teksten, må på gaden. Du kan ikke bare være en rolig t-shirt-trykker, der ikke vil demonstrere. For så er du ikke en del af gruppen, eller hele den identitet som huset repræsenterer.

Er du så programmeret til vold? Ja, til dels. Valget er i hvert fald en illusion inden for gruppen. Og det er begyndende til at give en forståelse for at denne gruppeidentitet var så stærk, at så mange påtog sig den, fordi narrativet de unge skrev sig ind i var enormt stærkt.


Stefanie Reppien er stud.mag i retorik ved Københavns Universitet

Latest posts by Stefanie Reppien (see all)

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere