“Jeg blev en megafon for mine romaner”

Hanne-Vibeke Holst er en meget moralsk forfatter. Det er både hendes styrke og hendes svaghed, hvis hun selv skal sige det. Styrke fordi hun betragter det som en forpligtelse at blande sig i samfundsdebatten. Svaghed fordi hun også tit er blevet fanget ind i debatter som endte med at tage for meget tid og energi fra forfatterskabet. Nu vil hun i højere grad lade litteraturen tale for sig selv, fortæller hun RetorikMagasinet.

“Jeg blev en megafon for mine romaner”

Barbara Kjølbye Zinckernagel

hannevibekeholstHanne-Vibeke Holst er sandsynligvis den forfatter i Danmark, som flest har en mening om. Den position har hun blandt andet fået ved at skrive romaner med en klar kønstematik hvor romanernes kvindelige hovedpersoner betaler en høj pris for succes og magt. Men også uden for litteraturen har hun deltaget aktivt som en klar stemme i den offentlige debat. ”Det er ikke noget jeg har planlagt,” siger hun. ”Men sådan blev det.”

Hvorfor blev det sådan?
”Det blev sådan fordi mine bøger meget tydeligt og eksplicit forholdt sig til samfundsdebatten. I særlig grad kønsdebatten. Og jeg har valgt nogle karakterer som skulle kunne fungere som en slags talerør for mig. De havde deres egen ret som romanpersoner, men de skulle også bære en argumentation. Jeg har været optaget af samfundet og har brugt mine romaner som argumenter i en diskussion om magtfordelingen i samfundet. Og så bliver der jo debat – det var meningen. Meningen var at diskutere de her ting, og der var ikke andre til at gøre det end mig. Derfor måtte jeg som forfatter træde frem på scenen og føre den diskussion videre ud fra romanens univers.

Er de debatter du har deltaget i, startet i bøgerne først?
”Ja, det mener jeg faktisk. Men jeg har jo også skrevet rigtig mange klummer og debatindlæg. Og været i tv-programmer. Motoren i mit arbejde har i høj grad været oprøret mod det patriarkalske samfunds normer, både på nationalt og globalt niveau. Den tematik har tændt den buldrende ild i mig. Så er det klart at jeg som forfatter har været nødt til at bevæge mig ud af fiktionens trygge rum og ud i virkeligheden for at argumentere for min sag.”

Ansvaret for debatten

Har du følt det som et ansvar at skrive om samfundet?
”Ja! Jeg har virkelig følt en enorm forpligtelse til at tage del i samfundsdebatten. Jeg har følt et meget stort ansvar for den, og jeg har følt det som min rolle at føre debat hvor jeg forsøger at redde os fra vores kønsroller. Også fordi det bredte sig, så jeg ville redde både mænd og kvinder fordi jeg kunne se at mænd også var fanget i deres kønsrolle.”

En af de gange, hvor Hanne-Vibeke Holst gjorde sig meget bemærket i kønsdebatten, var da hun i et debatindlæg fra 2004 anklagede rapperen Niarn for at være ”fucking sexistisk” i sit sprogbrug. Han svarede igen ved at kalde hende ”bitch” og nægte sig skyldig hvorefter debatten om rapmusikkens fremstilling af kvinder fortsatte i dagbladet Politiken i flere måneder. Den slags kontroversielle debatter har Hanne-Vibeke Holst dog besluttet at holde en pause fra på ubestemt tid:
”Efterhånden som jeg nåede over på den anden side af 50 og min mor døde, fik jeg et voksende behov for at være i fred og bare skrive og tænke mig om uden at melde noget ud. Og derfor traf jeg en ret bevidst beslutning om at trække mig tilbage fra den arena. Ikke fordi jeg ikke mente noget, men fordi jeg havde sagt det samme så mange gange at det ikke kunne være en nyhed hvad jeg mente.”

Hvordan kommer det skift til udtryk i dine bøger?
”Som jeg er blevet ældre som forfatter og som kvinde, er jeg blevet mere moden og har fået et større behov for at gå i dybden med mine personer. Ikke at det har været overfladisk før, det er ikke det. Men jeg har hele tiden været optaget af at udforske kønstematikken. Af at beskrive ikke kun hvordan, men også hvorfor. ”Hvorfor ser verden sådan ud, hvorfor har vi denne her adfærd, hvorfor vil mænd have magten, og hvorfor vil kvinder ikke have den?!” Og jo mere man bliver optaget af hvorfor, så bliver man i stigende grad nysgerrig efter at gå i dybden med sine karakterer. Og især da jeg skrev mig igennem den politiske trilogi (romanerne Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofret, red.) kunne jeg mærke et behov for at komme dybere ned i mine karakterers eksistentielle spørgsmål. Jeg blev mindre interesseret i den konkrete realisme og mere interesseret i sindet.”

Romanen skal tale for sig selv

Men i Undskyldningen (roman, 2011) rører du jo også ved politik, blandt andet ved at drage paralleller til Muhammed-krisen. Kan du helt lade være med at deltage gennem dine bøger?
”Jeg er dybt engageret i samfundet og ønsker stadig at påvirke det. Det ændrer sig ikke. Men nu forsøger jeg at lægge det hele ned i romanen. Før skrev jeg romanen, og så udkom den, og så sad jeg i alle mulige debatprogrammer og fortsatte romanens diskussion. Jeg blev en megafon for mine romaner. Og det har jeg ikke så meget lyst til at være mere. Nu har jeg snarere lyst til at forstærke romanens udtryk og blive en bedre forfatter så romanerne i højere grad kan tale for sig selv.”

Var det et valg du traf, at debatten fortsatte ud over romanen, eller blev det valg truffet for dig?
”Man bliver jo aldrig nødt til noget. Men jeg var lækkert guf for medierne fordi de problematikker jeg stillede op, var dagsordensættende. Og så er der en selvforstærkende effekt i at hvis du har været i ”Deadline”, så skal du også i ”Nyhederne” og ”TV Avisen”, og så er det en kædereaktion hvor man kastes fra den ene favn til den næste. Og det faldt mig egentlig ikke ind at jeg kunne sige nej. Efterhånden viste det sig at være ufattelig anstrengende og holdt op med at være sjovt. Jeg blev træt af at høre mig selv og af at sige de samme ting. Jeg holdt op med at synes at jeg var interessant som debattør. Måske var jeg ikke engang en særlig kvalificeret debattør. Og alt det førte til en stor træthed hos mig som gjorde at jeg indså at det ikke var nødvendigt. Og så begyndte jeg at sige nej.”

Forpligtet til at gøre det beskidte arbejde

Har du følt dig fanget i rollen som feministisk debattør?
”Jeg har følt mig fanget, men også meget forpligtet. Jeg følte at nogen skulle gøre det beskidte arbejde. Der opstår stadig situationer hvor jeg føler at jeg bliver nødt til at byde ind, fordi jeg synes at kønsdebatten er virkelig nødvendig. Og jeg synes ikke at den er overrendt. Nu har vi lige set det der bloggeropgør, med de blå og de røde og de antifeministiske og hvad de nu har været. Kvinder i hvert fald. Og det var ikke klædeligt for nogen. Men der har jeg haft lyst til at gå ind. Og jeg vil ikke udelukke at jeg vender tilbage når jeg er blevet ældre og kan indtage en anden rolle. Men det er hårdt at bevæge sig i det felt fordi det opfattes som stærkt kontroversielt at tale om kønnenes relationer, så man kommer til at virke utrolig provokerende ved at sige ret banale ting. Man bliver så udskældt og så elsket fordi hver side projicerer deres holdninger ind i en, så man enten personificerer et ideal eller en dæmon.”

Har det været svært at slippe ud af rollen som debattør, da du først en gang var trådt ind?
”Jeg synes faktisk, at jeg er sluppet ud af den nu. Det tager tid, men nu er jeg ude.”

Du har jo også fået en del temmelig hårde anmeldelser gennem tiderne. Måske især af romaner med idealistiske kvindelige hovedpersoner. Tror du at reaktionerne ville have været anderledes hvis du ikke på forhånd havde haft et image som feministisk debattør?
”Det er ikke til at vide. Jeg aner det ikke, og jeg kan aldrig føre bevis for det, og jeg vil også afholde mig fra det. Men det har jo været min skæbne hele vejen igennem at jeg altid har haft et meget stort hul igennem til publikum og et ret lille hul igennem til kritikerne. Der er et hul, men det er ikke så stort som i forhold til publikum.”

Har det øget din ansvarsfølelse at din læserskare er så stor?
”Ja. Jeg ved at jeg har mange fejl og mangler som forfatter og kunstner i det hele taget. Det er mig smerteligt bevidst. Men jeg ved også at jeg har et talent for at tale til folks hjerter og blive forstået. Vi har et nært forhold til hinanden, publikum og jeg. Og den nærhed og den kontakt skal jeg også bruge til noget ordentligt. For de hører jo efter. Men det behøver jo ikke kun at handle om ligestilling eller global ulighed. For eksempel handler Dronningeofret meget om en kvinde som er højreradikal. Hun er Anders Breivik før han eksisterede. På det tidspunkt for fire år tilbage så jeg trusselen fra højrefløjen som meget mere ekstremistisk og meget mere farlig end truslen fra islamister. Og derfor skabte jeg Anita som er højreradikal kvinde der er ude på at slå sine politiske modstandere ihjel og som plotter et attentat hvor det lykkes hende at slå én ihjel. Så jeg har ikke kun været optaget af at sige noget om kønnet, men også om samfundet. Og det er der også et element af i Undskyldningen, men det ligger ikke længere som overtekst, det ligger som undertekst. På den måde udviser jeg stadig ansvar over for mine læsere og over for det jeg vil fortælle med mit forfatterskab. Jeg er en meget moralsk forfatter. Det er både min styrke og min svaghed.”

Først og fremmest forfatter

Føler du at det er lykkedes at påvirke folk moralsk gennem litteraturen?
”Det kan man jo ikke måle. Men når vi er oppe i så kritisk en masse som mine bøger er solgt i, så må man jo antage at noget er trængt igennem. Hvis man overhovedet tror at litteraturen har nogen virkning; at litteraturen er i stand til at påvirke et samfund eller et individ – og det tror jeg! – så må man også tro på at jeg har formået at påvirke nogle læsere derude. Men jeg har jo aldrig haft en politisk strategi hvor jeg har sat mig ned og planlagt et forløb. Det hele starter med at jeg vil fortælle historier. Det starter med mit behov for at udtrykke mig. Jeg opfatter først og fremmest mig selv som kunstner og forfatter: Der ligger min identitet. Hvis jeg ser tilbage på de første 30 år af mit forfatterskab, så har jeg haft en position i offentligheden hvor jeg klart både var forfatter og debattør. Men jeg er ikke sikker på at det er der jeg er nu eller i fremtiden. Nogle andre må tage over, for nu har jeg brug for at koncentrere mig om at være forfatter på en mere indadvendt måde.”   R

Læs mere:

Hanne-Vibeke Holst:
Undskyldningen, roman, 2011
Dronningeofret, roman, 2008
Kongemordet, roman, 2005
Kronprinsessen, roman, 2002

Om debatten mellem Hanne-Vibeke Holst og bl.a. Niarn:
Tanja Frederiksen, ”Hanne-Vibeke Holst i Jokerens musikvideo” på politiken.dk.
Janus Køster-Rasmussen, ”Vi er ikke sexister, bitch!” på politiken.dk.   R

 

Forfatter:
Barbara Kjølbye Zinckernagel. Redaktør RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 84 (2012), side 4-6.

rm84

Om skribenten

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2014

Skriv et svar