Rapperens mikrofon har pistolens funktion

Mange tager teksterne i rapmusik så bogstaveligt at de bliver forargede. Men kriminalitet og onde ord er en æstetisk grundsten i genren fordi den netop handler om at konfrontere samfundet og hinanden med livets hårdeste sider. Selv om rapperen har ar i ansigtet og ikke kun taler om kærlighed, er det fiktion.

Rapperens mikrofon har pistolens funktion

Jonathan Heldorf.

De fleste af os har for år tilbage været udsat for en lærers (over)fortolkning af en tekst. Da vi først havde lært at tyde bogstaverne, skulle vi til at lære at tyde mere eller mindre skjulte re-ferencer, temaer og allegorier. Som en konsekvens har vi inden for forskellige litterære genrer lært at læse det der står mellem linjerne. Først lærte vi at læse, så lærte vi at tænke. De færreste ville i dag tro at Jonathan Swifts ”A Modest Proposal” rent faktisk foreslår spædbørn som et velsmagende alternativ til hungersnød, fordi vi har lært at tolke tekster og perspektivere dem til forhold og tilstande i samfundet uden at vi læser dem bogstaveligt og derfor også uden at blive (rigtigt) forargede.

Teksterne i rapmusik er dog stadig for mange en gråzone hvad den slags tolkninger angår. Rapperens persona tolker vi ofte som hans egentlige person (hvilket vi aldrig ville gøre med digterens lyriske jeg eller romanforfatterens førstepersonsfortæller), og teksterne læser vi gerne som referater af tænkte tanker og gjorte handlinger. Måske har vi så svært ved at skelne fordi den etablerede persona følger rapperen ud af teksten, som når han for eksempel giver interviews eller spiller koncert.

Hvis man skal forklare hvorfor man synes rap er en fantastisk kunstform, kan det være svært at argumentere over for folk med sarte ører; folk der ikke vil lytte til rap fordi rapperes sprogbrug er vulgært og ofte direkte diskriminerende. Denne aggressive brug af sproget og hyldest af fx kriminalitet kan være en barriere for at nærme sig rappens virkelige kvaliteter.

 

Det rå og voldsomme er en æstetisk grundsten

Hiphop- og rapkulturen udsprang af et sort, maskulint og ghettoriseret gademiljø i 70’ernes New York. Folk mødtes på gadehjørner og rimede mod hinanden for at få stimuleret deres maskulinitet og konkurrencegen. Rap er en kunstform der har direkte afsæt i et råt gademiljø hvor det er ’eat or get eaten’. Derfor er den hårde tone en naturlig del af æstetikken, og hvad der er vigtigt at forstå, er at rap dengang (som nu) var en måde at få afløb på. Afløb for tanker og iagttagelser samtidig med at man positionerede og iscenesatte sig selv for at få respekt i sit miljø.

Meget af denne æstetik har overlevet og ses stadig i dag, og fordi rapmusik er blevet kommercialiseret og er nået ud til den brede befolkning (uden for det oprindelige miljø), kan det være svært at relatere til udtryksformen hvis man ikke ved hvad der ligger bag, og hvis man ikke har lært at forstå og perspektivere rapmusik. Det kan let komme til at lyde som om rapmusikere generelt hylder vold, nedgør kvinder og idealiserer forbrydere. Sådan hænger det dog for det meste ikke sammen.

Rapmusik er stadig i dag en genre hvor konkurrencementaliteten hersker. De fleste rappere har på et eller andet tidspunkt lyrisk forholdt sig kritisk til andre rappere, og endnu oftere ses det at rappere forholder sig forherligende i forhold til deres egen persona. I bund og grund er det primitiv darwinisme: Jeg styrker min egen (fiktive) position ved at svække andres. Alt sammen ved hjælp af ord.

Man skal ikke lade sig narre. Trods rå retorik og voldsomme omkvæd er det meste rapmusik ren fiktion. Illustration: Sandra Myrtue

Forbrydelse og straf i dialogisk fiktion

Som sådan er rap både intertekstuel og dialogisk; en rap-ytring kan både opfattes som forbrydelse og som afstraffelse alt efter perspektivet. Den ene rapper føler sig fiktivt forulempet og vælger (helt i stil med genren) at anskue en given rap-ytring som en forbrydelse begået mod sin persona. Denne rapper tager så til genmæle og afstraffer sin modstander ved at rappe tilbage og helst overgå den anden rapper. Det er ren sport.

Fænomenet er interessant fordi modsvaret er en anerkendelse af modstanderens talent (hvorfor svare hvis man ikke har respekt for modstanderens talent?), men samtidig er det også en iscenesættelse af den første rappers udbrud som en forbrydelse og den modsvarende ytring som en afstraffelse. Det er især tydeligt i freestyle battlerap. Fx mødtes rapperne Fantomet og Pede B i 2008 i semifinalen i den årlige konkurrence MC’s Fight Night. Her ytrede Fantomet: ”Yeah, for du er god nok til battlerim, men din plade er en kedelig freestyle på halvanden time.” I den ytring forsøger Fantomet at styrke sin egen position ved – med et veludført rim (battlerim/halvanden time) – at nedbryde sin modstander Pede B som tager til genmæle i sit modsvar med ytringen: ”Yo, lad mig bare sige pænt, du disser min plade, homeboy, hvor helvede er din henne?”

Dialogisk rap foregår dog ikke kun ansigt til ansigt, men i høj grad også på plader, og dialogen behøver slet ikke at være imellem to rappere; det kan sagtens være rapperen der stiller sig op og rapper mod samfundet. I den optik er rappere blot vor tids ølkasseprædikanter.

 

Vil gøre verden bedre med en voldelig jeg-fortæller

I Nas’ ikoniske sang ”One Mic” fra Stillmatic (2001) rapper han om hvor meget had, vold og uretfærdighed han er vidne til i samfundet, og hvordan alting eskalerer hvis man lader det. Det interessante er at teksten er

skrevet som en fortælling fra et førstepersonsperspektiv hvor Nas selv tager del i hadet og skyderierne indtil det kontrasterende omkvæd hvor han synger: ”All I need is one mic”. Med denne linje viser Nas at vi ikke skal forstå resten af teksten bogstaveligt, men at det derimod er en kritik af det samfund han ser forfalde omkring sig; at vold ikke løser noget, men at man ved hjælp af sin stemme (ved hjælp af én mikrofon) kan blive hørt og være med til at gøre verden til et bedre sted.

Det er slet ikke unormalt i rap at man på denne måde skaber allegoriske fortællinger der illustrerer et råt miljø. I mange tilfælde har mikrofonen pistolens plads og funktion, nøjagtig ligesom i den gamle talemåde ”pennen er mægtigere end sværdet”, og på den måde kan voldsom rap ofte læses allegorisk.

Det er godt at blive frastødt

En tekst jeg gerne vil fremhæve, hvor rapmusiks allegoriske forhold til kriminalitet er særlig udtalt, er rapperen Canibus’ sang ”Indibisible” fra Rip the Jacker (2003). Han rapper: ”I plead guilty to the charge and accepted the sentence // Let the records show I resisted under the pressure.”

Der er et særlig fint ordspil til stede her hvor ”accepted the sentence” både kan læses som ”at acceptere sin dom” og som ”at modtage sætningen”; der er altså to scenarier på spil. Ét hvor Canibus er under forhør i en retssal hvor han modtager sin dom for en forbrydelse, og ét hvor han som en anden Moses føler sig kaldet til rapmusik og nærmest gennem guddommelig indgriben modtager sin inspiration.

Rapmusik er en lyrisk subgenre. Det er for det meste fiktion, eller i det mindste fiktionaliseret. Æstetikken er rå, og hvis du føler dig frastødt, er det godt – det er et af kunstens vigtigste virkemidler. Som digteren Cesar A. Cruz så rammende har sagt det: ”Art should comfort the disturbed and disturb the comfortable.”

R

 

Bibliografisk
Forfattere: Jonathan Heldorf. Cand.mag. i sprogpsykologi.

RetorikMagasinet 89, side 22-23.

35089

 

Skriv et svar