Retorik i dyreriget

Måske er der ikke så stor forskel på den gris du æder, og de politikere der ævler? Mød tre retoriske dyr. 

Retorik i dyreriget

Frederik Appel Olsen

Lige så snart landmanden Mr. Jones er gået i seng på første side af George Orwells Animal Farm fra 1945, går ornen Old Major på talerstolen i den store lade. Som den sovjetiske revolutionsleder Orwell satiriserer over, blæser Old Major til kamp mod undertrykkelsen med anafor og antitese: “All men are enemies. All animals are comrades”.

På Orwells farm bliver dyrene brugt til at udtrykke noget om os mennesker. Vi ser hele tiden at dyr fyldes med menneskets sprog og adfærd, eksempelvis når den fallerede hest BoJack i Netflix-serien BoJack Horseman kæmper med druk, hor og stoffer mens han forsøger at genrejse sin tabte Hollywood-status. Eller når Bamse skubber Kylling af kælken fordi det altså er Bamses tur nu!

Men hvad sker der når vi lader dyr være dyr og lader deres adfærd kaste lys over vores verdensforståelse? Over retorikken for eksempel?

Naturens retorik

Alex C. Parrish definerer i Adaptive Rhetoric fra 2014 retorik som “intentionelle kommunikative handlinger udført af et dyr hvis formål er at informere eller manipulere forestillinger og adfærd hos en eller flere medlemmer af en virkelig eller forestillet kategori af tilhørere, dvs. et publikum” (min oversættelse). Dermed trækker han ikke det skarpe skel mellem dyr og menneske som vores intuition ofte forlanger af os.

Lige så snart man har anerkendt at retorik ikke kun er et produkt af kultur, men også har noget at gøre med natur, bliver det nærliggende at undersøge andre arters brug af retorik; hvordan den adskiller sig fra vores – og, ikke mindst, hvordan den ligner.

Man behøver altså ikke være biologisk reduktionist og overbevist om at alle menneskelige fænomener i sidste ende kan studeres fyldestgørende ved at spore dem tilbage til deres biologiske ophav, for at vende blikket mod naturen og forsøge at forstå overtalende sprogbrugs rødder og væsen.

Måske er der ikke så dyb en kløft mellem den gris du æder, og de politikere der ævler? Her følger i hvert fald eksempler på tre (ikke-menneskelige) dyr der på hver deres måde udøver retorik.

 

1. Den deliberative kronhjort

George A. Kennedys artikel A Hoot in the Dark: The Evolution of General Rhetoric fra 1992 leger med tanken om retorik som noget førmenneskeligt; en evne, eller “livsform”, som går forud for sprog og intention. Med dybe overvejelser om retorikkens ontologi koblet med en række eksempler fra det ikke-menneskelige dyrerige udfordrer Kennedy Homo sapiens’ retoriske bias. Kunne man for eksempel ikke sige at kronhjorten udøver deliberativ retorik når den duellerer med andre hanner i en slags ‘brølekamp’? I dette tilfælde er det den der brøler højest og længst, der vinder, og selve den fysiske kamp opstår sjældent. Taberen trækker sig uden en skramme. Panorér så ud til international politik: Minder hjorteduellen ikke om de militære trusler og ultimatummer som stormagter giver hinanden gennem medier, internationale organer og på talerstole i parlamenter? Trusler om vold, sabelrasleri, kommunikeres afgjort strategisk og har bestemte konsekvenser i verden, ofte uden et eneste affyret missil. Præcis som hjortebrøl hvor intet gevir ridses.

2. Kragekontakt

Ifølge Kennedy udarter den ikke-menneskelige retorik sig dog ikke kun i deliberativ form. Også epideiktikken kan observeres andre steder i dyreriget. Her flyver kragen ind i billedet – et dyr som længe har tiltrukket forskeres opmærksomhed med sit udviklede intellekt og høje grad af selvbevidsthed. Kennedy observerede forsamlinger af krager fra sit kontorvindue på University of North Carolinas campus. Det var som om de holdt et møde eller en ceremoni, og Kennedy besluttede sig for at konsultere den zoologiske forskning i Corvus brachyrhynchos, kragen. En retorisk sofistikeret art træder frem. Krager laver en slags kontaktkald med deres skræppen: bestemte serier af korte skrig som etablerer den enkelte krages forhold til andre i flokken. Den samlingskraft og bekræftelse af grupper og identiteter der opstår, minder om offentlige talers funktion ved ceremonielle lejligheder. Det er måske ikke tilfældigt, tilføjer Kennedy, at grækerne i det 5. århundrede f.v.t. gav navnet Korax – krage – til retoriklærens ‘opfinder’.

3. Delfinens bedrag

Hvis det at være ‘en person’ er defineret ved at være levende, bevidst om omgivelserne, have følelser og personlighed og udvise selvkontrol og etisk adfærd, ja, så er delfiner personer. Og som enhver fusentastelig personlighed fra Christiansborg kan delfiner snyde og bedrage deres omverden. Det skyldes formentlig deres evne til at skelne mellem leg og virkelighed. I et delfincenter på Hawaii observerede biologerne Amotz og Avishag Zahavi hvordan trænede delfiner blev bedt om at udstøde ‘trusselskald’. Først lavede delfinerne kun halvhjertede forsøg, en slags karikatur af en trussel. Da trænerne opdagede at delfinerne ikke gjorde deres bedste, forbedrede de glade, glatte pattedyr sig: For aktivt at vise at de ikke spillede skuespil, dannede delfinerne passende ansigtsudtryk, bevægelser og skrig. Et overbevisende bedrag. Gorgias smiler og siger kliklyde i sin grav.

.

R

Bibliografisk

Af Frederik Appel Olsen, kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 26.

Skriv et svar