Start » Dansk retorik » Dansk retorik Omtalt » Retorik til tiden

Retorik til tiden

av Tim Ammitzbøll Gudkov

Anmeldelse i RetorikMagasinet 108

Jens Elmelund Kjeldsen: Vor tids retorik. Indføring i moderne retorisk teori og metode. Praxis, 2018. 344 sider.

Retorik til tiden

Er man retorikstuderende eller har på anden måde faglig eller privat interesse i retorik, er man højst sandsynligt stødt på titlerne Retorik. Teori og praksis af Charlotte Jørgensen & Lisa Villadsen og Retorikkens aktualitet af Marie Lund & Hanne Roer. I samme spor er Vor tids retorik nu udkommet frisk fra trykken af Jens Elmelund Kjeldsen der er professor i retorik og visuel kommunikation ved Universitetet i Bergen. Bogen lægger sig i samme spor som de andre titler med et fokus på retorisk teori og praksis fra antikken frem til nutiden, men tilbyder på trods af (uundgåelige) overlap nyere og mere dybdegående perspektiver på en række områder.


Bogen er inddelt i otte hovedkapitler struktureret ud fra situation, afsender, sag, udtryk og modtager. Inddelingen skal dog med Kjeldsens egne ord ikke ses som en fastlåst og afgrænset inddeling, da vi hverken kan trække en skarp skillelinje mellem indhold og udtryk, ligesom at både afsender og modtager begge vil være aktive i skabelsen af retorisk kommunikation.
Kapitel 1 og 2 behandler retorikkens væsen og situationsbegreb med en kærkommen opmærksomhed på mediesamfundets nye retoriske arena, mens kapitel 3 omhandler afsenderen med afsæt i etos. I kapitel 4 sættes sagen og argumentationen under lup, mens den retoriske kommunikations udtryk er omdrejningspunktet i kapitel 5 og 6 med fokus på ordene og den multimodale dimension. Kapitel 7 er dedikeret til modtageren, og endelig udlægger Kjeldesen hvordan man metodisk kan studere retorik i kapitel 8.


Selv om ordlyden af “vor tids retorik” har en noget støvet klang over sig, lever bogen op til sit løfte om at tilbyde en indføring i moderne retorisk teori og praksis der især viser sig kapitel 6 og 8. Som et vigtigt aspekt af den retoriske kommunikations udtryk udfolder Kjeldsen nemlig den multimodale og visuelle retoriks felt og betydning hvor multimodal betegner de kommunikationstilfælde hvor flere forskellige udtryk eller modaliteter er i spil på én gang, mens en tekst på et stykke papir traditionelt vil blive betegnet som monomodal. Når vi handler på en hjemmeside, overspringshandler på YouTube eller bruger PowerPoint til et personalemøde, er der tale om en modalitetsmosaik af eksempelvis tale, tekst, billeder, lyd, hyperlinks og meget andet. Alt sammen noget der har betydning for den retoriske kommunikation og de muligheder og begrænsninger det medfører, men som bliver skænket relativt beskeden opmærksomhed i retorisk forskning.

Annonce


Et andet område som Kjeldsen yder retfærdighed, er vores muligheder for at udforske retorik metodisk som behandles i bogens kapitel 8. Hvor det klassiske udgangspunkt er den retoriske kritik eller tekstanalyse, der har rødder i 1920’erne, har forskningen gennem årene taget andre fremgangsmåder til sig for at udbrede paletten af metodiske tilgange og muligheder for den retoriske kritiker. Kjeldsen giver således en indføring i receptions- og publikumsstudier, kvalitative forskningsinterview, protokolanalyser og etnografiske studier der på hver sin måde åbner det retoriske forskningsfelt op og giver nye indsigter i den retoriske kommunikations virkning på publikum.


De omtalte kapitler er således en særlig styrke ved Vor tids retorik da de tilbyder læseren vigtige nuanceringer af retorisk teori og praksis, ligesom at der tages højde for det nye medielandskabs uundgåelige omstændigheder. Endelig sørger Kjeldsen for at konkretisere mange af bogens teoretiske pointer med tekstlige og visuelle eksempler fra ind- og udland og fra politik til popkultur som giver et sidste kulørt krymmeldrys på en udgivelse der ville klæde enhver samling af retoriske fagbøger.

TAG

Tim Ammitzbøll Gudkov

Redaktør på RetorikMagasinet siden 2016 (ansv. siden 2017)
Tim Ammitzbøll Gudkov

Latest posts by Tim Ammitzbøll Gudkov (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere