Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Retorikstudier i fortid og nutid

Retorikstudier i fortid og nutid

av Hanne Roer

Anmeldelse:
The Oxford Handbook of Rhetorical Studies. Edited by Michael J. ­MacDonald. Oxford University Press 2017 (xxiii+819 pp).

Ingår i: Rhetorica Scandinavica 79, 2019
Anmeldelse s i-iv

Ambitionen med denne mursten af en bog er at kortlægge såvel den reto­riske tradition som de mange moderne retorikdiscipliner, og lad det være sagt med det samme: det er et imponerende værk. Det indledes med en liste over bogens forfattere og en tidslinje med retoriske hovedværker (xxiii) efterfulgt af 819 tættrykte sider med 60 relativt korte artikler. Artiklerne er skrevet af solide, tildels fremragende forskere, og repræsenterer den nyeste forskning. Sam­tidig er forfatterne gode formidlere, og artiklerne vil med fordel kunne bruges i undervisningen på retorikuddannelserne; i Danmark er værket er frit tilgængeligt på Det kongelige Bibliotek.


Redaktøren fortæller i sin “Introduction”, at intentionen har været at belyse ­retorikkens historie i korte kapitler, fra antikkens Grækenland og Rom over middelalder og renæssance, tidlig moderne og oplysningstid frem til nyretorikkens discipliner og relaterede fagfelter; 30 moderne akademiske områder er omhandlet. Bogen er inddelt i seks dele: Part I: Ancient Greek Rhetoric (33-156), II: Ancient Roman Rhetoric (157-311), III: Medieval Rhetoric (313-374), IV: Renaissance Rhetoric (375-474), V: Early Modern and Enlightenment Rhetoric (476-568) og Part VI: Modern and Contemporary Rhetoric (569-773; med mere end 200 sider er sjette del den længste).


Umiddelbart virker det diakrone snit som det styrende, men en synkron, tematisk tilgang er indbygget i den historiske fremstilling. Fem af de seks dele indledes af et oversigtskapitel (tilsammen udgør disse kapitler en mere kondenseret retorik­historie), og i hver del er der tematiske kapitler, der korresponderer med hinanden på tværs af de seks dele. De kan være om retorik og jura (4), retorik og politik (7), historiografi (2), naturvidenskab (3), uddannelse/pædagogik (4), filosofi (4), sofistik (3), feminisme og Kritisk Raceteori (3), kunst og arkitektur (3), ligesom der er kapitler om retorik og homiletik, argumentation, psykoanalyse, dekonstruktion, semiotik, komposition, social epistemologi, miljø og digitale medier (p. 2). Man kan altså vælge at læse de fire kapitler om retorik og filosofi, eller de tre om sofistik, og få en dybere indsigt i emnet.


Det er en vældig god struktur, for den viser, hvordan retorisk teori og historie er tæt sammenvævet; faktisk kan man ikke skelne skarpt mellem et synkront og et ­diakront lag i retorikfaget. Samtidig falder værket ikke i den fælde at fremstille ”reto­rikkens historie” som et monolitisk, kontinuert fænomen; retorik er som en kamæleon, der indgår i varierende relationer til andre sproglige former iflg. MacDonald. ”Retorikkens historie” har indtil de sidste par årtier været en ganske idealistisk fremstilling af den klassiske retoriks efterliv, Nachleben, som det hedder blandt klassiske filologer; nogle af dem ynder stadig at tale om vestens historie udelukkende som en videreførelse af den græsk-romerske arv (dette ”Wunder-Ursprung” med MacDonalds ord). Historien består imidlertid ikke af en lige linje, men af brud og bølgedale og toppe (declines and revivals, p. 7).

Annonce


Fremfor at vælge en af mange definitioner på retorik (persuasio, identifikation) understreger MacDonald, at ordet retorik, der kommer af det græske rhetorike techne, måske er en retorisk vending rettet mod sofisterne. Ordet forekommer først i Platons Gorgias: “Plato’s virtuosic rhetorical performance in the Gorgias brings “rhetoric” into being and at the same time mounts its most decisive critique” (p. 4). Ordet er tvetydigt fra begyndelsen, polemisk snarere end defineret ved et indhold, og ydermere dækker det over såvel teori som produktion af bestemte tekster. Macdonald vælger med vilje denne vage definition: the art of effective composition and persuasion in speech, writing, and other media (p. 5), hvad der kan dække over nutidens “baffling array of practices and artifacts” (p. 5). Introduktionskapitlerne viser, hvordan retorikken har ændret og fornyet sig i dialog med andre diskurser og discipliner (oplysningstidens filosofi, moderne litteraturkritik).


Jeg vil fremhæve enkelte kapitler, der er udvalgt ganske subjektivt i forhold til mine egne forskningsinteresser. Edward Schiappas introduktionskapitel, ”The Development of Greek Rhetoric” (33-42), udfolder fint og nuanceret, at selvom ordet retorik ikke har en essens, har ordet en historie, der lader sig beskrive. Tidlig græsk poesi er ofte bevidst om modtager og virkemidler, men det retoriske fag op­står først i 4. årh fvt., hos Platon og hans samtidige. Schiappas pointe er, at den ­poetiske og oratoriske praksis er noget andet end den retoriske teori og metodik. Det sidste er en universaliserende form for kategorisering, en benævnelse af et felt og samtidig en disciplinering af et uregerligt område (p. 35). Retorikfaget er ­betinget af skriftkulturens og den forbundne konceptuelle tænknings indtog i 5. årh fvt., inkarneret af sofisterne, der underviste i en lang række fag. Filosofi, grammatik og retorik fik allerede hos grækerne en form, der viste sig levedygtig langt op i historien.


Michael Gagarin viser i ”Rhetoric and Law” (kap. 5), at græsk retorik var uløseligt sammenknyttet med love og domstole i Athen. Kravet om, at man selv skulle føre sin sag, førte til en ny stand af logografer, der kun skrev juridiske taler, aldrig deliberative eller epideiktiske. Måske valgte Isokrates at kalde sin tænkning om det fælles bedste og undervisning i at holde og skrive taler for philosophia, netop fordi ordet retorik var så tæt knyttet til det juridiske. Malcolm Heaths pointe i ”Rhetoric and Pedagogy” (kap. 5) er, at skønt der er taler i f.eks. Homer, opstår retorisk teori senere og altid med et pædagogisk sigte. Den klassiske græske retorikteori er en omsætning af et væld af praksisformer til en afgrænset mængde af universelle forskrifter, som retoriklæreren har til opgave at lære sine elever at relatere til partikulære situationer, en vældig krævende opgave med individuel feedback og mange øvelser. Eleven måtte oparbejde god dømmekraft, eubolia, men i senantikken var behovet for dette ikke så påtrængende, og det retoriske system faldt sammen; de fem partes nævnes ikke efter 2. årh.


Jeffrey Walker (kap. 6, ”Rhetoric and Poetics”) demonstrerer, at græsk poesi fra arkaisk tid var enten lovprisende eller dadlende og i øvrigt vedblev med at være det. Der var gennem århundrederne flittig brug af digte og fabler i retorikundervisningen. Epideiktisk retorik betyder altid prosa i græsk sammenhæng. Walkers tolkning af Aristoteles’ Poetik (der vælger at definere poesi som dramatisk og ikke som noget på vers) er i øvrigt fornyende.


I Part II, Roman Rhetoric, skriver Eric Gunderson i kap. 21, ”Rhetoric and Declamation”, om den indtil for nyligt understuderede og undervurderede genre, de romerske deklamationer, der er overleveret i rigt mål (alle skulle lære at deklamere). De er stort set altid epideiktiske og har ofte retssalen som scene. De er fiktive, et eksperimentarium for behandling af sociale dilemmaer, altid konservative – a truth game, konkluderer Gunderson. I kap. 24 (Part II) behandler Cathrine Conybeare ”Augustine’s Rhetoric in Theory and Practice”; selvom der er skrevet meget om Augustins retoriske teori, formår Conybeare at give en olympisk fremstilling af flere relevante skrifter og dertil en kort, men fin analyse af en prædiken og dens dramatiske, følelsesappellerende stil (der er skrevet meget lidt om Augustins hundredvis af prædikener). John Ward indleder Part III, Medieval Rhetoric, om middelalderens brug af Cicero, primært De inventione, der blev trængt ned på en andenplads i 12. årh. af Rhetorica ad Herennnium (som man tilskrev Cicero), og om de utallige kommentarer til disse to værker.


Heinrich Plett skriver i kap. 30, ”Rhetoric and Humanism”, der indleder Part IV om Renaissance Rhetoric, om den humanisme, der blomstrede 1300-1600 (og muligvis igen i nutidens retorikrenæssance); en proces der gik over opdagelse af hånd­skrifter og trykning af tekster, oversættelse af de græske til latin, kommentering af dem, produktion af nye lærebøger med forskrifter og praktiske eksempler til efterligning. I Pletts kapitel optræder flere mindre kendte tyske retorikere fra renæssancen, ligesom der også i andre kapitler vil der være nye navne at opdage for de fleste. F.eks. i kap. 31, hvor Wayne A. Redburn skriver om ”Rhetoric and Politics” i renæssancen, med fokus på Agrippa (der ikke kunne lide retorik), Vives, Aretino, Mon­taigne, More og Amyot.


I Part VI, Modern and Contemporary Rhetoric, gør Angela G. Ray i kap. 45, ”Rhetoric and Feminism in the Nineteenth-Century United States”, status over det 20. århundredes retoriske kritik af feministisk retorik fra det 19. århundrede. Ligeledes kortlægger Cheryl Glenn og Andrea A. Lunsford i kap. 46, ”Rhetoric and Feminism”, feminismens bølger og det produktive begreb feminine style, der trods kritik stadig fungerer som et vigtigt perspektiv eller ligefrem en omtolkning af traditionen.


Peter Goodrich er som altid god for en original og proverende tekst om det ­retoriske i det juridiske. Retorik forstår han som dissimulation, en kamæleon, der lever i en eksiltilværelse uden at finde hvile i en bestemt akademisk disciplin. Hvor argumentation i skrift og tale samt retsvæsenets stumme veltalenhed (symbolerne, tøjet, ”the bar”, den teatralske indretning af retssalen) har været genstand for interesse fra Perelman, Boyd White, Weisberg m.fl., så er fremtiden det visuelle: Retssalen vil blive offentlig (ikke flere dobbeltlukkede døre), vidneudsagn være på video og jurister vil skulle lære at tolke, redigere og styre billedmængderne – en retorisk opgave af dimensioner!

Som dette lille udpluk viser, er The Oxford Handbook of Rhetorical Studies et utroligt rigt værk, hvor man både kan finde nye vinkler på de store kendte retorikere og ­stifte bekendtskab med mange nye navne. Værket viser, at der ikke findes en selv­identisk, retorisk kultur hævet over historien, men at retorik er flettet sammen med andre fag i en bevægelig mosaik af discipliner.


Samtidig bevidner bogen, at retorik er en så vigtig side af Europa og Nord­amerikas historie, at det heller ikke er muligt at give en dækkende fremstilling af retorikkens historie. Retorikken er vitterligt et rige, med Roland Barthes’ ord, ”mere udstrakt og sejlivet end noget politisk rige” (L’ancienne rhétorique, 1970). The Oxford Handbook of Rhetorical Studies har føjet mange nye navne på personer og værker til mosaikken, og der er endda mange flere, der kunne have været med. ­Værket er ­skrevet primært af amerikanere, så der er en vis overvægt af angelsaksisk retorik. Det dækker det tyske og franske sprogområde på udmærket vis, mens ­italienske, spanske og portugisiske retorikere er underrepræsenterede; jesuitisk ­retorik er så­ledes kun overfladisk behandlet. Part III om middelalderen handler kun om vest­europæisk retorik og forbigår fuldstændig den rige byzantinske tradition. Nok er værket langt, men det kunne faktisk have været meget længere.

Hanne Roer

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.
Hanne Roer

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere