Solide beviser og slagkraftige argumenter er ikke altid nok til at vinde en retssag. Men hvis anklageren kan kommunikere beviserne som en troværdig fortælling, kan han vinde rettens øre for sin sag – allerede inden bevisførelsen er gået i gang.
I retssalen kan fortællingen foregribe beviserne
Janus Beyer.
Når dommerne kommer ind i retssalen fra en lille dør bag dommerpodiet, rejser alle sig. Anklageren, forsvareren, tiltalte, pårørende, nysgerrige borgere og presse – alle står op og bliver stående indtil dommerne har fundet deres pladser og sætter sig. Nu kan den såkaldte hovedforhandling gå i gang. Retsformanden tjekker om tiltalte er rette vedkommende, og spørger ham hvordan han forholder sig til anklagen – skyldig eller ikke skyldig? Umiddelbart herefter præsenterer anklageren sagen.
Denne præsentation – som også kaldes forelæggelsen – er mindst lige så vigtig, om ikke vigtigere, end den afsluttende procedure hvor anklageren argumenterer for at tiltalte er skyldig. Forelæggelsen kan nemlig sætte hele rammen for hvad bevisførelsen kommer til at dreje sig om, og præge rettens opfattelse af sagen på et meget tidligt tidspunkt.
Forelæggelsen er en objektiv, upartisk præsentation af sagen som har til formål at introducere retten til den sag de nu skal i gang med at høre om og senere træffe afgørelse i. Indtil for 10-20 år siden bestod forelæggelsen hovedsagelig af oplæsning af sagens bilag. Dvs. anklageren læste alle dokumenter op: politiattester, dna-erklæringer, tekniske erklæringer og andet relevant materiale for sagen. Ulempen var at disse forelæggelser kunne blive meget lange og stille store krav til dommernes evne til at holde koncentrationen intakt og lytte til en dokumentation hvis egentlige formål endnu ikke var dem fuldt bekendt. Det skete fx når anklageren afspillede telefonaflytninger uden at retten vidste hvad det egentlig var de skulle bide mærke i.
Sagen præsenteres som en fortælling
Da jeg for otte år siden begyndte at arbejde for Anklagemyndigheden, satte jeg mig sammen med to statsadvokater for at fastlægge rammerne for den nye forelæggelsesform som nu er den gængse i straffesager: Forelæggelsen er i dag en fortælling om politiets opklaring af sagen og hvad der ledte politiet på sporet af den tiltalte. På den måde kan anklageren ’sætte scenen for forbrydelsen’, præsentere hovedaktørerne, deres relationer, handlinger, fortælle hvor gerningen blev begået osv.
Det er retorisk barnelærdom at tilhørerne ofte bedre forstår abstrakte sammenhænge ved hjælp af et eksempel eller en fortælling. Derfor er fortællingen ikke blot et stilistisk virkemiddel til at gøre en pointe mere levende. Fortællingen er en nødvendighed for at få tilhørerne til at begribe det komplekse. Denne klassiske retoriske viden er underbygget i den litteratur der behandler fortællinger i retssalen. W. Lance Bennett og Martha S. Feldman var pionerer inden for feltet og fik med bogen Reconstructing Reality in the Courtroom sat fortællinger på listen over vigtige overbevisende bevismidler i retssager. Deres hovedpointe er at dommerne meget tidligt i sagen ordner information fra både forelæggelse og bevisførelse i kronologiske og kausalt forbundne hændelsesforløb – de konstruerer en fortælling. Og bevisvurderingen handler i bund og grund om at tjekke holdbarheden af centrale passager i fortællingen.
Det betyder at dommernes opfattelse af sagen ikke udvikler sig i små ryk ved at hvert bevis er en lille brik i det store puslespil, og at billedet først står klart når anklageren og forsvareren har sat alle brikkerne sammen og til sidst ruller deres argumentation ud i proceduren. Virkeligheden er nok snarere at fortællingen tager en uskarp, foreløbig form på et tidligt tidspunkt – lige fra begyndelsen, måske endda allerede ved dommernes første flygtige øjekast på den tiltalte. Derfor skal anklageren have fokus på sin fortælling allerede i forelæggelsen, ligesom forsvareren skal være klar til at kommunikere en anden konkurrerende fortælling fra det øjeblik tiltalte bliver afhørt. Sagt på en anden måde: Kampen mellem forsvareren og anklageren består i høj grad i hvem der på baggrund af sagens beviser kan kommunikere den mest troværdige fortælling om sagen.
Som anklager har man en unik mulighed for at påvirke dommerne meget tidligt. Formår man at skabe en overbevisende fortælling om sagens forløb, har man allerede vundet en halv sejr. Illustration: Sandra Myrtue
Fortællingen introducerer centrale beviser
Ud over at kommunikere sagen som en fortælling benytter anklageren sig i dag af muligheden for at introducere retten til sagens centrale, uomtvistede beviser. Hvis tiltaltes fingeraftryk er fundet på gerningsvåbnet, er der intet i retsplejeloven der forhindrer anklageren i at sige det i forelæggelsen. Eller hvis de to tiltaltes telefoner har været i kontakt omkring gerningstidspunktet, kan anklageren også nævne det og sige at et centralt spørgsmål i sagen er hvem der har benyttet de pågældende telefoner. På den måde kan anklageren koncentrere bevisførelsen om de mest omtviste-de forhold i sagen. Ulempen er at konfliktniveauet mellem anklager og forsvarer bliver skærpet på et tidligere tidspunkt i dag end førhen. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed at selv om langt de fleste dommere bakker op om den nye forelæggelse, er andre dommere dog betænkelige da de mener at forelæggelsesformen kan præge navnlig lægdommernes syn på sagen på et for tidligt tidspunkt i hovedforhandlingen.
En invalid mand findes dræbt i sit hjem
Lad mig illustrere det med et eksempel på en overbevisende fortælling i forelæggelsen. De følgende udpluk er fra en sag hvor en invalid mand findes dræbt i sit hjem. Manden døde fordi han blev slået i hovedet med et vandrør. Anklageren beskriver her i forelæg-gelsen gerningsundersøgelsen og hvad der ledte politiet på sporet af tiltalte:
“Som man altid gør i den slags sager, tilkaldte man politiets krimi-nalteknikere der er eksperter i at undersøge gerningssteder for spor m.v. Gerningsstedet blev undersøgt meget grundigt – det tog i virkeligheden flere dage.
Den ledende kriminaltekniker kommer og afgiver forklaring på tirsdag, men jeg kan allerede nu røbe at der på gerningsstedet blev fundet flere spor der skulle vise sig at få afgørende betydning for sagens videre forløb. Af central betydning kan jeg nævne at der flere steder i lejligheden blev fundet sålaftryk afsat i blod.
Når sålaftryk er vigtige spor, er det fordi de – hvis man er heldig – kan bruges til sammenligning med en rigtig sko som man fx har beslaglagt hos en mistænkt. Det skal jeg komme tilbage til. Det siger sig selv at det heller ikke er helt ligegyldigt at sålaftrykkene er afsat i netop blod.”
Der blev altså fundet sålaftryk i blodspor på gerningsstedet. Den information er objektiv og uomtvistelig. Samtidig er det et centralt – endda afgørende – bevis i sagen, for finder man den person der har sat disse aftryk, har man med stor sandsynlighed også fundet drabsmanden, eller i hvert fald en person der har været på gerningsstedet under eller umiddelbart efter drabet. Derudover bygges kriminalteknikernes troværdighed op. De bliver kaldt ”eks-perter”, de undersøgte gerningsstedet ”meget grundigt” osv. Det er et klogt valg af anklageren idet sagen synes at blive afgjort på tekniske beviser hvorfor tilliden til de mennesker der har foretaget de tekniske undersøgelser, nødvendigvis skal være ret stor. Til sidst bliver dommernes følelser også påvirket af fotos af gerningsstedet, blodspor på vægge og loft og billeder af afdødes hoved og ansigt som det så ud ved gerningsundersøgelsen. Selv om forelæggelsen i princippet er objektiv og upartisk, er anklageren altså med appel til såvel etos som patos allerede i færd med at påvirke rettens opfattelse af sagen.
Senere i forelæggelsen:
“Med den ransagningskendelse i hånden foretog politiet mandag den 8. februar 2010 ransagning af tiltaltes bopæl; en andelslejlighed i (…) beliggende på adressen (…). Under ran-sagningen blev der blandt andet fundet et par sorte Nike-kondisko af mærket Shox. Skoene blev med tiltaltes samtykke beslaglagt af politiet.
Fundet af skoene var interessant idet de umiddelbart godt kunne matche de sålaftryk i blod man havde fundet på gerningsstedet.
Derfor besluttede politiet onsdag den 10. februar 2010 at gennemgå samtlige affaldscontainere fra tiltaltes bolig – fx manglede man fortsat at finde et gerningsvåben – altså den genstand der blev brugt til at slå afdøde ihjel med.
Torsdag den 11. februar gennemgik politihjemmeværnet affaldscontainerne. En af hjemmeværnsfolkene fandt under gennemgangen en almindelig indkøbspose der indeholdt et par cowboybukser og en bluse. Tøjet havde pletter der kunne ligne blodpletter, hvorfor tøjet blev sikret og taget med til videre undersøgelse. I posen lå også nogle papirer med navn på.
Beklædningen blev sendt til kriminalteknisk afdeling – blandt andet med henblik på undersøgelse for dna-spor.”
Politiet får altså lov til at ransage tiltaltes hjem og finder sko der godt kunne matche dem der havde sat aftryk i blodet. Og der kommer en ny information som kunne være starten på et nyt bevis: fund af tøj med mulige blodspor. Man begynder at ane konturerne af et bevis der peger på den tiltalte. Og dommerne begynder at danne indre billeder og konstruere en fortælling om sagen: Kun en skyldig gemmer sit blodige tøj for ikke at blive opdaget.
Anklageren fortsætter:
“Fredag den 12. februar 2010 fik politiet i Midt- og Vestsjælland en vigtig meddelelse fra Kriminal Teknisk Center (KTC) i Vanløse. Kriminalteknikerne kunne oplyse at de med 100 procents sikkerhed havde et match mellem flere af de blodige sålaftryk fundet på gerningsstedet og den højre sko fra det par Nike-kondisko der blev fundet på tiltaltes bopæl mandagen efter fundet af afdøde.
Der var tale om et gennembrud i sagen, og politiet tog derfor straks af sted og anholdte den 12. februar 2010 kl. 11.15 tiltalte på hans bopæl.
Han blev senere samme dag sigtet for drabet på (…) og blev afhørt. Han afgav forklaring, men nægtede sig skyldig.”
Og senere:
“Beklædningen er også undersøgt for dna på Retsmedicinsk Institut i København. På bukserne fandt man på tre områder biologiske spor (blod). Retsgenetikerne har udtalt at der er overordentlig stærk vægt for at de biologiske spor (blod) stammer fra (…) – altså afdøde.”
Sagen afgøres langt tidligere end på film
Anklageren har ikke sagt det direkte, men ved at rulle fortællingen om politiets opklaringsarbejde ud og ved at præsentere beviserne i sagen har han allerede nu fået dommerne til at be-gynde at forestille sig hvad der er sket. Tiltaltes sko har været på gernings-stedet på et tidspunkt hvor blodet var friskt. Og den dræbtes blod er fundet på tiltaltes tøj som er forsøgt skjult, i hvert fald er det smidt ud i en fælles affaldscontainer. Intet er bevist, men konklusionen er nær. Beviserne for tiltaltes skyld er altså allerede ridset op.
Pointen er at det kun er i amerikanske film at man vinder den umulige sag på en retorisk pragtprocedure til sidst. I virkeligheden afgøres sagen langt tidligere, og som eksemplet viser, har anklageren rige muligheder for allerede i forelæggelsen at præsentere en fortælling der præger rettens opfattelse – endda inden forsvareren og anklageren går i gang med at gennemgå sagens beviser.
R
Bibliografisk
Forfattere: Janus Beyer. Cand.mag. i retorik, partner i kommunikationsvirksomheden 37GRADER og ekstern konsulent for Anklagemyndigheden..
RetorikMagasinet 89, side 18-21.
Liknande artiklar:
Aspasia: en hjemsøgende eksistens
Olof Palmes Vietnamtale
Retorik fra dirigentpodiet
Tegnelysten, kreativiteten og sansen for sprog er du født med
-
Janus Beyerhttps://www.retorikforlaget.se/author/janus-beyer/
