Rim og rytme river publikum med

Hvis man bruger dem dygtigt og raffineret, kan rim og rytme have en overbevisende virkning på publikum. Men der er fare for at det bliver påtaget, påklistret og for meget, og så risikerer man den modsatte effekt.

Rim og rytme river publikum med

Mette Bengtsson.

Rim og rytme har spillet en central rolle i både mundtlige og skriftlige genrer gennem alle tider. Helt tilbage på runeindskrifter kan man se både bogstavrim og rytmiske sætninger, ligesom nutidens reklamer og politiske taler også ofte indeholder disse elementer.

Her skal vi se nærmere på hvordan rim og rytme virker, og hvordan man bedst kan bruge virkemidlerne.

Neon Tommy, CC BY-SA 2.0

Rytmen griber publikum

Ofte forbindes rytme med poesi, musik eller dans, men den forekommer også i prosa i retoriske genrer som for eksempel prædikener, festtaler og politiske taler.

Flere retorikere har gennem tiden peget på virkninger af brugen af rytme i prosa. I ”Lovprisningen af Helena” og ”Forsvarstale for Palamedes” udvikler grækeren Gorgias (485-380 f.Kr.) en særlig rytmisk stil. Inspireret af musikken demonstrerer Gorgias hvordan taleren ved hjælp af sproglige effekter kan gribe sit publikum og rive det med. Han viser hvordan taleren kan forføre mennesker og sætte dem i en bestemt stemning.

Samme optagethed af rytme ses omkring 400 år senere hos romeren Cicero. I ”Orator” kommer han med direkte anvisninger til talerens brug af rytme: Blandt andet kan taleren intensivere sproget med rytme hvis noget fortjener en kunstfærdig lovprisning.

Med sin forståelse for forskellige virkemidler og deres funktioner og samspil understreger Cicero at hvis rytmen skal have en opildnende effekt, skal taleren holde igen med rytmiske elementer indtil slutningen af talen idet en sådan form gør sig bedst hvis modtageren allerede er overbevist af rationelle argumenter. Han skriver blandt andet: ”[Rytme] har imidlertid først sin betydning, når tilhøreren i forvejen er fængslet og grebet af taleren.” Retorikprofessor Christian Kock formulerer denne pointe meget præcist: ”[Ciceros] idé om rytme i taler er at de sanselige elementer river folk med og bevæger dem det sidste stykke fra overbevisning via begejstring til handling.”

Af nutidige talere synes især Barack Obama at have en fornemmelse for brugen af rytme til at begejstre et publikum. Et eksempel kan ses i en tale til de lokale kampagnemedarbejdere i Iowa dagen inden præsidentvalget i november 2012. I talen fortæller Obama om et møde med en kvinde, Edith Childs, og hvordan hun med et simpelt råb er kendt for at kunne opildne folk.

På spørgsmålet ”Are you fired up?” får hun publikum til at svare ”Ready to go!” Med en god portion humor beretter Obama om hvordan han selv oplevede at blive revet med af Childs’ råb – og det til trods for at han befandt sig langt ude på landet med en skuffende lille gruppe af kampagnefolk i regnvejr.

Obama fortæller om hvordan han selv har følt sig begejstret, samtidig med at han i talen begynder at opildne modtagerne med stigende rytme og samme råb som Childs. I slutningen af talen intensiverer han rytmen med såkaldte anaforiske parallelismer i en gradvis stigning: ”And that shows you what one voice can do. One voice can change a room. And if it can change a room, it can change a city. And if it can change a city, it can change a state. And if it can change a state, it can change a nation. And if it can change a nation, it can change the world.” Talen sluttes af med at Obama fire gange gentager spørgsmålet ”Are you fired up?”, og publikum rytmisk svarer: ”Ready to go!”

Det er Richs, der drik’s

Et andet vigtigt virkemiddel er rimet. Rim kan opdeles i bogstavrim (herunder assonans og allitteration) og stavelsesrim (herunder indrim og enderim), og der skelnes mellem parrim (AABB), krydsrim (ABAB) og omsluttende rim (ABBA).

Hvor der synes at være bred enighed om de positive effekter af brugen af rytme, synes virkningerne af rim at være mere omdiskuterede. Måske fordi mange mennesker primært associerer rim med festsange, børn og kitschede reklamer fra fordums tid a la: ”Det er Richs, der drik’s”. Sådanne sloganer vil næppe have stor gennemslagskraft i dag uden en god portion postmodernistisk, ironisk distance.

Alligevel bør retorikere være opmærksomme på rimet som virkemiddel. Ulla Albeck fremhæver fx følgende positive virkning af den såkaldte allitteration – dvs. et rim på konsonantlyde: ”Den egner sig for knap Stil og giver en stærk Understregning af de Ord, der bærer Tanken. I allittererende Ordforbindelser tjener Allitteration undertiden til at knytte fjernstaaende Begreber nærmere sammen.”

Hans Brix understreger samme samlende funktion når han her skriver om rimenes styrkegrad: ”De kan næsten forsvinde for Rytme og Indhold, saa de næppe fornemmes, og de kan staa saa prægnant, at de samler hele Stemningen eller Tanken i sig som i et Brændglas.” Det handler som med rytmen om en sofistikeret og passende brug. Hvis afsenderen mestrer denne, kan rim i prosa have en stilistisk kvalitet hvor sproget materialiseres og hæver sig over hverdagssproget. Ud over at taleren herigennem kan vise hvor velformuleret og dermed tænkende han eller hun er, kan det også hjælpe modtageren til at huske hvad der er blevet sagt. De formfuldendte formuleringer har en evne til at ’hænge ved’. Som meningsbærende enheder kan de altså opsummere budskabet.

Et eksempel på det er Anders Fogh Rasmussens udtalelse på Venstres landsmøde i 2003: ”Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.” En allitteration der bærer essensen af den tidligere regerings syn på miljøpolitik, og som kom til at stå som et manifest der er blevet skudt på mange gange efterfølgende.

Formen kan blive (for) fremtrædende

For både rytme og rim gælder det at formen aldrig må tage overhånd så den springer modtageren i øjnene. Bliver formen for fremtrædende, kan virkningen fortage sig, og måske væmmes modtagerne ligefrem ved talerens forsøg på at påvirke dem ad denne vej.

Ulla Albeck henviser til naturlighed: ”Stor Frekvens virker som Overdrivelse, i Særdeleshed taales kun et Minimum i Prosa, om den ikke skal tabe sin Naturlighed.”

PH demonstrerer samme pointe på sin egen elegante facon:

”Sikket syn og se dig sidde sødt og snildt og sy
med et blik som blinker blåt og blidt og blomsterbly.
Jeg ku’ harpe lyren ømt i kluk og Klokkerim
hvis jeg bare ikke brækked mig af bogstavrim.”

R

Bibliografisk
Af Mette Bengtsson. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 18-19
rm90

Author profile

ph.d., er lektor i retorik ved Københavns Universitet

Skriv et svar