Roberts dovenskab er en retorisk overlevelsesstrategi

Robert Nielsen gik hurtigt fra debattør til debatteret da han i efteråret stod frem som velfærdsstatens værste frygt: den skamløse nasser. Han nægtede at være offer og endte i stedet med at tale sig ud af det retoriske fællesskab.

Roberts dovenskab er en retorisk overlevelsesstrategi

Tanja Juul Christiansen.

En af de personer der fyldte meget i den politiske debat i efteråret 2012, var Robert Nielsen. Robert Nielsen har stort set været på kontanthjælp siden 2001. På det tidspunkt forlod han universitetet efter at have læst økonomi, kinesisk og filosofi – uden at have gjort nogen af studierne færdige. Siden da har han haft enkelte jobs, men ingen i længere end et halvt år ad gangen.

Roberts historie blev kendt efter han deltog i DR2’s søndagsprogram ”På den anden side” den 9. september 2012. I programmet fulgte værten Robert Nielsen rundt på jobcentre mens han interviewede ham om hans forhold til at være arbejdsløs og på kontanthjælp. Bagefter diskuterede chefkonsulent og debattør Kathrine Stampe Andersen, forfatter og redaktør Rune Lykkeberg og kommunikationschef i Min A-kasse Simon Bauer om det er samfundet eller folk som Robert Nielsen der er noget galt med når man hellere vil hæve sin kontanthjælp end tage et job.

Allerede før programmet blev interviewet med Robert Nielsen offentliggjort og kommenteret af adskillige medier, og straks efter programmet blev han udnævnt til ’Dovne Robert’. Politikerne meldte sig også hurtigt i debatten. Joachim B. Olsen mente at Robert Nielsen viste hvordan ”den socialdemokratiske velfærdsstat er en taberfabrik”. Ellen Trane Nørby mente at det er folk som ham ”der er med til at ødelægge det velfærdssystem vi har”, og efterspurgte en kontanthjælpsreform. Og selveste statsministeren bød ind: ”Vi skal se hele beskæftigelsesindsatsen efter i sømmene, og hvis der er mennesker derude som ‘Dovne Robert’, så bliver der stillet strammere krav til ’Dovne Robert’.” Således blev Dovne Robert det dominerende billede på kontanthjælpsmodtagere som selv har placeret sig uden for arbejdsmarkedet fordi de ikke vil tage de job de bliver tilbudt, og derfor ’nasser’ på alle skatteyderne.

Ud af det retoriske fællesskab

Kun de færreste gik i dialog med Robert Nielsen og forsøgte at møde hans argumenter og diskutere det programmet oprindeligt handlede om: Er det o.k. at sige nej til et job fordi man hellere vil have kontanthjælp? Resten handlede om debatten selv: Var Dovne Robert et repræsentativt eksempel på arbejdsløse eller ej? Hvorfor reagerede danskerne så stærkt på ham? Og i hvor høj grad har han flyttet vores hold-ninger til kontanthjælpsmodtagere? Robert Nielsen blev kendt som eksem plet Dovne Robert snarere end som debatøren Robert Nielsen – også selvom han løbende forsøgte at byde ind.

Robert Nielsen som debatør har således begrænset retorisk handlekraft; i stedet blev han brugt som middel i andres. Og det skyldes formentlig at han taler sig selv uden for det retoriske fællesskab han søger at være en del af.

For det første forbryder Robert Nielsen sig et af de væsentligste hovedtemaer bag den danske velfærdsstat: Man må yde for at nyde. Som ’samfundsborger’ er Robert Nielsen godt med på at man bør yde, men ”som menneske står jeg i et valg nede på jobcenteret: Vil du tage det her lortejob som vicevært hos McDonald’s til 100 kr. i timen, eller vil du fortsat være på kontanthjælp? Så tænker jeg, Okay det job, det er så dårligt og så ringe at så vil jeg hellere fortsætte med at være på kontanthjælp.” Robert Nielsen kategoriserer job efter om han gider/ikke gider, og om han kan lide/ikke kan lide de job han bliver tilbudt. Han siger fx: ”Det er mit valg at leve på kontanthjælp hvis jeg ikke gider have et job. Så kan jeg vælge at være på kontanthjælp.” Og: ”I virkeligheden, så er jeg sgu et dovent svin, jeg har det sgu godt med at hæve bistandshjælp lige for tiden, ik’?” Selve det at mene at ikke alle job er relevante, er der i og for sig ikke noget kontroversielt i. Det mener mange akademikere på dagpenge eksempelvis også. Men når gymnasielæreren eller arkitekten går ind i en sådan diskussion, bygger de deres argumenter på temaer som ’faglighed’ og ’kvalifikationer’. Og dermed taler de inden for det retoriske fællesskab.

For det andet udviser Robert Nielsen arrogance over for systemet når han fortæller hvordan han eksempelvis omgår jobsøgningskurser:

”Man kan ikke undlade at møde op. Det man så kan gøre, det er at møde op med en positiv attitude, man kan gøre det man skal. Man kan fx søge de job der er inden for ens område, sende alle ansøgningerne, møde op næste dag og sige: ’Jeg har sendt alle de her ansøgninger til de her jobs der er relevante for mig, hvad skal jeg lave i dag?’ Og så har de jo en tendens til at sige: ’Ham der, han er selvhjulpen, mine kræfter som jobkonsulent, de kan ligge meget bedre et andet sted ovre hos Brian fx som ikke kan finde ud af at skrive ansøgninger, du kommer bare igen på mandag og ser om der er nogen ledige jobs.’ Sådan kan man flyve under radaren.”

Det er jo ikke fordi Robert Nielsen her taler om raketvidenskab. Og hans måde at tænke på er formentlig heller ikke meget anderledes end mange af de andre som for tiden bliver sendt på jobsøgningskurser. Men det at han fortæller om det, det er galt. For hermed udstråler han arrogance over for det system som han samtidig lever af.

Endelig er Robert Nielsens sprog også uden for det retoriske fællesskab. Han taler om at ”pisse på” jobkonsu-lenterne ”på det personlige plan” når han fortæller dem at han i virkeligheden ”sgu” er ”et dovent svin”, og derfor ”bliver man straffet”. Et sprog der ligeledes udstråler arrogance og ligegyldighed.

Ingen vinderstrategi

Robert Nielsen bygger sine argument-er på temaer der decideret bryder med det retoriske fællesskab. Han viser åbenlyst at han er ude på at snyde det, og han taler i et sprog der forfladiger de acceptable argumenter der faktisk måtte være – såsom hvad der er menneskeligt værdigt. Og dermed ekskluderes han fra det retoriske fællesskab og behandles som eksempel snarere end debattør. Hvad der imidlertid ikke rigtig er nogen der har spurgt til, er hvorfor. Hvorfor forvalter Robert Nielsen sin retoriske handlekraft på den måde? Kunne det i virkeligheden læses som et forsøg på faktisk at bevare retorisk handlekraft i et umyndiggørende system? Rune Lykkeberg siger i programmet om Robert Nielsen at ”han har fundet en overlevelsesstrategi, men det er jo ikke en vinderstrategi”. Rune Lykkeberg taler her om Robert Nielsens valg af kontanthjælp som en overlevelsesstrategi, men måske hans retorik i virkeligheden også er det? Som kontanthjælpsmodtager bliver man typisk mødt af to holdninger: Enten er du en stakkel som det er synd for, eller også er du doven, for enhver kan få et arbejde. Ligeledes bliver man mødt af et system med meget bestemte regler der skal overholdes hvis man vil have sine penge. Hvis du gerne vil bevare din retoriske handlekraft i et sådant system, er der visse strategier der ligger lige for: Hvis du ikke vil være offer, kan du skynde dig at sige at du selv har valgt det. Hvis du ikke vil forsvare dig mod at være et dovent svin, kan du bruge vaccinationen og kalde dig det selv. Og hvis du ikke vil lade alle reglerne umyndiggøre dig, kan du ’pisse på’ jobkonsulenterne ved at sige at det passer dig meget godt at være på kontanthjælp. Problemet er så bare at det netop kun er en overlevelsesstrategi. Det er ikke en vinderstrategi.

R

 


 

Om forfatteren
Tanja Juul Christiansen. Management consultant i PA Consulting Group.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 31-33.

RM87

Skriv et svar