Sådan finder du din stærkeste forsvarszone

Alle oplever fra tid til anden at komme under anklage. Det kan være for noget så banalt som at komme for sent på arbejde, eller det kan være mere alvorligt som at køre spritkørsel eller kysse på en anden end sin kæreste. Og så har man brug for at mobilisere et solidt forsvar.

Sådan finder du din stærkeste forsvarszone

Hans Christian Gørup Nielsen.

”Vælg selv din slagmark – lad ikke din modstander vælge den for dig.” Cirka sådan lyder et af de mange citater fra den antikke kinesiske hærfører Sun Tzus navnkundige værk The art of War. Ud over at være meget gammelt og hyppigt refereret, hvilket i sig selv giver den et skær af sandhed, kan pointen også overføres til argumentation. Her kan slagmarken inddeles i fire zoner man kan vælge at forsvare sig i. De handler om henholdsvis fakta, definition, omstændigheder og en ny dommer. Tankegangen kaldes stasislæren og er i nærværende magasin også beskrevet af Christian Kock som denne artikel forsøger at være det praktiske modspil til.

Til at illustrere forsvarszonerne kan man bruge et ikke helt urealistisk eksempel: En politiker skal forsvare sig mod anklager om utroskab. Der er grundlæggende fire måder politikeren kan imødegå disse beskyldninger på.

 

#1: Benægt

Politikeren kan vælge at forsvare sig i faktazonen hvilket vil være lig med en klassisk ‘benægt, benægt, benægt’: “Nej, jeg var slet ikke til stede til den fest I taler om. Nej, det er ikke mig på de afslørende billeder. Nej, jeg har aldrig så meget som rørt min sekretærs underarm.”

Styrken ved at forsvare sig i faktazonen er at man så stadig kan fremstå uplettet og uskyldig når stormvejret er drevet over. Man havde jo slet ikke gjort noget. Ulempen er at ens troværdighed risikerer at lide et afgørende knæk hvis man først har valgt at benægte alt, men det så senere bliver bevist at der alligevel var noget om snakken. Så har man endegyldigt tabt slaget, og ens benægtelse risikerer at blive husket længe. Et af de mest kendte citater i dansk politisk historie – Schlüters ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” – er netop et eksempel på en benægtelse der viste sig ikke at holde vand.

 

#2: Kæmp om definitionen

Hvis der derimod er hold i anklagen, og politikeren måske alligevel havde fingrene lidt for langt fremme, kan det være bedre for troværdigheden at starte forsvaret i definitionszonen. For hvordan skal man egentlig forstå den udenomsægteskabelige handling som man er enig med sin anklager i har fundet sted? Var det usympatisk utroskab, eller var det i stedet udtryk for en så dyb kærlighed at politikeren og sekretæren bare gjorde det rigtige og fulgte deres hjerter?

Et forsvar i definitionszonen kan være effektivt fordi det kan sætte den omdiskuterede handling i et helt andet lys. Dog skal man passe på at det ikke kommer til at virke som en ligegyldig leg med ord og dermed som en dårlig undskyldning. Tænk bare på Lars Løkke Rasmussen der før sommerferien skulle forsvare sig over for anklager om at hans parti havde skiftet holdning i spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. Her blev venstreformanden i nogles øjne til grin fordi han valgte at centrere sit forsvar om et definitionsspørgsmål, nemlig at der skam var stor forskel på at skifte ’holdning’ og at skifte ’standpunkt’.

 

#3: Peg på omstændighederne

Denne tredje forsvarszone drejer sig om kvalitet og er tæt forbundet med den foregående zone. Var handlingen i virkeligheden god eller dårlig? Og hvilke ydre omstændigheder kan være med til at forklare tingenes udvikling? Politikeren kan fx fremhæve at han var meget fuld, havde et blackout eller af andre årsager var ved siden af sig selv. På den måde kan han godt indrømme at begivenheden har fundet sted og kan defineres som utroskab, men stadig undgå at påtage sig skyld.

 

#4: Kræv en anden domstol

”I consider this tribunal false tribunal.” Sådan sagde Serbiens tidligere leder Slobodan Milosevic da han i 2001 stod anklaget ved FN’s krigsforbryderdomstol i Haag. Bevismaterialet mod ham var overvældende, og når det ikke nytter noget med et forsvar i de tre første zoner, er der ikke anden vej end at erklære domstolen ugyldig. ”Det er en sag mellem mig og min kone”, eller ”det må vælgerne afgøre”, er variationer over samme taktik og vil nok være det bedste svar den utro politiker kan give en nævenyttig journalist efter alle detaljer om affæren er blevet gravet frem. På den måde underkender politikeren journalistens rolle som én der kan stille ham til regnskab, og etablerer i stedet en ny domstol: konen eller vælgerne. Hvis hun eller de kan tilgive ham, går han fri.

 

Troværdigheden er på spil

Det er værd at bemærke at man skal tænke sig godt om inden man vælger i hvilken zone man vil etablere sit forsvar. For bliver man tvunget til at skifte zone, risikerer man at sætte sit vigtigste våben – sin troværdighed – over styr. Derfor er et godt råd at man skal starte sit forsvar i en zone hvor man er sikker på at man kan holde stand.

Skulle man alligevel blive tvunget til at skifte zone, kan det godt lade sig gøre at udvide sit forsvar opad, fx fra definitionszonen til omstændighedszonen, men man kan aldrig gå nedad. Har man fx først i definitions-zonen anerkendt at der var tale om et sidespring, giver det ingen mening senere at gå tilbage til faktazonen og benægte at der overhovedet skete noget som helst.

Stasislæren er som sagt ikke blot forbeholdt politikere, virksomheder eller andre der i deres professionelle virke risikerer at skulle forsvare sig. Den er præcis lige så anvendelig i de hverdagssituationer som vi alle kommer ud for. Og brugt rigtigt giver den mulighed for at vælge den mest optimale slagmark.

R

 

Bibliografisk
Forfattere: Hans Christian Gørup Nielsen. Kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 89, side 16-17.

35089

 

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2008-2013

Skriv et svar