Shhh – Dronningen taler

Med sine 48 år i stolen er Dronning Margrethe en af landets længst regerende monarker. I den periode har hun forfinet sine evner som orator, og vi har som befolkning lært at holde ørerne stive, når hun taler. På blot én måned har Dronningen talt til den danske befolkning hele to gange. Men hvad er det, der får os til at lytte til Dronningen, når hun taler?

Landets regent har en privilegeret adgang til danskerne og en evne til at samle det måske største publikum, der kan drives sammen foran skærmen i det lille kongerige. Hun fik sin ilddåb som orator, da hun i 1972 trådte frem på balkonen på Amalienborg efter sin far Frederik IX’s død og holdt sin første tale til befolkningen som Dronningen af Danmark. Siden har hun årligt henvendt sig til danskerne i de rituelle nytårstaler, og hun har for længst bevist, at hun mestrer den epideiktiske genre, lejlighedstalen, hvor fællesskabets værdier hyldes, til fulde. Men ud over nytår har Dronningen aldrig før sat sig bag mahognibordet og blomsterdekorationen for at formidle et budskab direkte til nationen på landsdækkende TV. Da hun tog bladet fra munden den 17. marts 2020, var der derfor stilhed i resten af landet; alle skulle høre hvad regenten havde på hjerte.

Dronningen har en åbenlys adkomst til at tale til den danske befolkning – som dronning og regent er hun det formelle statsoverhoved, men det besvarer ikke det pulserende spørgsmål: Hvorfor forbliver hun aktuel og hendes ord vedkommende efter 48 år i stolen?

Svirpende bemærkninger

Et åbenlyst svar på det spørgsmål kan lyde, at netop fordi hun har siddet så sikkert på posten i noget, der minder om en menneskealder, har hun en aldersmæssig tyngde og erfaring, der taler for sig selv. Men det er i kombination af dette og hendes evne til at formulere sig i elegante, afbalancerede og indimellem svirpende klare sætninger, at hun formår at udnytte sin etos til også at tale til os. Det gjorde hun for eksempel, da hun i “coronatalen” ryddede bordet med den kontante udmelding: “Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst” med henvisning til de danskere, der ikke overholdt retningslinjerne om at holde afstand.

Annonce

Selv støjen fra Køge Bugt-motorvejen forstummede, da dronningens ord blev kastet ud i æteren. Og netop denne form for aforistisk tale, hvor regenten tager temperaturen på danskerne og formulerer det i én klar sætning, er et indholdselement i hendes taler, som hun har forfinet gennem sin regeringstid. Det er blevet en af de genreforventninger danskerne har til majestæten, og i “corona-talen” kom det genretræk for alvor til sin ret; her var en situation hvor danskernes adfærd ikke længere var udtryk for en bestemt tidsånd som dronningen kommenterede fra sin privilegerede talerposition, men en situation, hvor den enkeltes adfærd havde direkte konsekvenser for fællesskabets velbefindende i en verdensomspændende pandemi.

Et andet eksempel er det ikoniske og efterhånden unævnelige “dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen i 1984, der er obligatorisk i enhver analyse af Dronningens oratoriske evner. I den klassiske retorik kaldes denne belærende funktion for docere. Ifølge den romerske tradition har talen nemlig tre formål: Den skal belære, underholde og bevæge; docere, delectare og movere, og den gode taler skal kunne mestre alle tre, men være i stand til at bedømme, hvilken funktion situationen kalder på. Dronningens etos og evne til at se ind i tiden og lodde folkestemningen (et meget omtalt interview i Politiken i april 2020 undtaget), giver hende legitimitet til at nå sit publikum ved at docere, når omstændighederne kræver det.

Krise og fællesskab

Dronningen er selv født ind i en krise, få dage efter Danmarks besættelse i 1940, og taler således krisens sprog flydende. Dén erfaring aktualiserede hun indirekte i “coronatalen” ved at gentage centrale budskaber fra besættelsestiden, som for eksempel nødvendigheden af sammenhold og kollektivt ansvar og ved at minde om, at Europa deler et skæbnefællesskab. En måned senere, på sin 80-års fødselsdag den 16. april, samlede hun dén tråd op, da hun igen talte til befolkningen. Denne gang som en form for evaluering af danskernes kollektive indsats: “Vi har vist, at vi kerer os om hinanden, og at egoismen har trange kår”. Dronningens egen fødselsdagsfejring var blevet forstyrret af “en ubuden og farlig gæst”, og det var således også en markering af, at coronavirus ikke diskriminerer: Selv en majestæt må følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Talen er et glimrende eksempel på, hvordan de tre klassiske etosdyder ­– phronesis (visdom eller dømmekraft), areté (moralsk karakter) og eunoia (velvilje over for publikum) – spiller ind, når Dronningen afstiver sin etos hos publikum. Hun udviste god dømmekraft og ansvarlighed ved at nedskalere fødselsdagsfejringen og ved at takke danskerne for lykønskningerne og rose dem for deres indsats, etablerede hun en velvillig forbindelse til publikum. 

Gud bevare Danmark

Den seneste måneds to ekstraordinære taler fra Dronningens mund står på skuldrene af en lang tradition for at tale til befolkningen. Dronningen har været en del af danskernes bevidsthed i 80 år. Nogle er vokset op sammen med hende; andre er kommet til senere, men alle kender lyden af hendes let affekterede rigsdanske, når hun år efter år udtaler ordene: “Gud bevare Danmark”. På samme måde er Dronningen vokset op med danskerne, og hun har iagttaget os på afstand gennem sorger, glæder, kriser og triumfer. De iagttagelser har hun delt med os i sine nytårstaler, der for mange danskere er et fast ritual, når året skal rundes af. Ligesom Dronningen har haft 48 år til at finpudse sine retoriske evner, har danskerne haft 48 år til at lære at lytte. Og lytte, det gør vi.


Læs mere:

Dronningens taler kan findes på Kongehusets hjemmeside www.kongehuset.dk

Læs også artiklen “Værdiernes vogter” af Simone Brendstrup – en analyse af Dronningens nytårstale 2017 med afsæt i brugen af erindringer. Artiklen blev bragt i RetorikMagasinet nr. 106 (2018)

Om skribenten

Skriv et svar