Skandalelavinen ruller ofte uden grund

Massiv negativ omtale kan være svær at ryste af sig, og en politisk karriere kan stoppe brat af den grund. Men ikke alle skandaler er lige kraftfulde. Både medier og politiske partier kan nemlig fejltolke befolkningens holdninger og skabe et unødvendigt drama.

Skandalelavinen ruller ofte uden grund

Lisa Storm Villadsen.


Der er ikke noget som en skandale, særligt ikke hvis den involverer sex. Underholdningsværdien og salgs- og seertallene er i top når vi kan følge en, gerne prominent, navngiven person blive afsløret i noget snavs og krybe til korset og forsvare sig for den offentlige menings domstol og, som det hedder, ”tage konsekvensen” af sine handlinger. I påsken 2008 havde det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod sex efter en ungdomsfest. Det fortrød han senere. Og det vender vi tilbage til.


Fra klassisk retorisk teori ved vi at en person der ser sin personlige troværdighed truet i form af beskyldninger om anløben moral eller kritisabel adfærd, kan ty til apologiaen (selvforsvaret) for at forsvare sig. I første omgang gælder det selvfølgelig om at nægte at have gjort noget forkert. Men når dette ikke er muligt, fx fordi der er bevis for at der er faktuelt grundlag for beskyldningen, kan man i det mindste nægte at have haft til hensigt at gøre noget forkert. Alle kan jo komme til at begå en fejl. Der er også andre måder at svare på en anklage i håbet om at sno sig fri af den. Man kan bagatellisere dens alvorlighed eller undergrave dens troværdighed. Her skal vi ikke gå i detaljer med diverse strategier for selvforsvar, men blot notere at retorikken traditionelt har gået ud fra at en anklaget person kan tage effektivt til genmæle ved at optræde i rollen som retor (den der tager ordet og taler) og faktisk påvirke offentlighedens opfattelse af anklagen. At det nytter at forsvare sig. Den samme antagelse ser vi afspejlet i den store interesse for krisekommunikation. Virksomheder og organisationer søger råd til hvordan de skal håndtere åbenlyse problemer i deres virke eller offentlig kritik af det i håbet om gennem en velvalgt strategi og korrekt timing at kunne kontrollere krisen og komme igennem den uden større prestigetab.

Skandalens forudsigelige dramaturgi

Men denne retor-orienterede opfattelse af apologiaen er måske for forenklet. Det er i hvert fald hvad den amerikanske retoriker Paul Achter argumenterer for. Han fortæller hvordan en amerikansk politiker med præsidentdrømme blev fanget i en sag om sex og måtte trække sig fra valgkampen. Achters pointe er at den enkelte person der ser sig anklaget i offentligheden, kun har en ret begrænset mulighed for at få held med en apologia – uanset hvor sand eller usand anklagen er. På det tidspunkt er der nemlig sat gang i en proces som Achter beskriver med metaforer fra scenen: Den anklagede er blevet kastet ind i en på forhånd defineret rolle i et dramatisk forløb med en genkendelig dramaturgi. Det begynder med antydninger der hurtigt tager form af anklager. Så kommer der en fase med selvforsvar fra den anklagede.

Men næsten uanset indholdet og kvaliteten af dette selvforsvar er der indskrevet en slutning der indebærer et socialt fald for hovedpersonen i form af offentlig mistillid og tilbagetrækning fra et embede eller en politisk karriere. Vi kender den under betegnelsen skandale. Selve apologiaen er blot en forventet og temmelig snævert afgrænset mulighed for at få en replik med i dramaet, men ikke et svar der gør nogen synderlig forskel. Da der allerede ligger en drejebog, er apologiaen altså ikke længere det kraftfulde modsvar der potentielt kunne lukke en sag. Den bliver blot et element i en større fortælling drevet af andre instanser end de umiddelbart involverede parter.


Og hvad er så disse instanser? Achter argumenterer for at skandaler ikke forstås i isolation og altså på deres egne præmisser. Derimod indgår de i en intertekstuel fortolkningsramme hvor lignende sager og temaer fra fx nyhedsmedier, underholdningsindustrien og populær faglitteratur danner grundlag for forståelsen. Offentligheden ser altså på den konkrete sag gennem samtidens kulturelle og værdimæssige fortællinger om lignende sager. Denne intertekstuelle ramme er ifølge Achter så stærk at den kan overtrumfe en mere nøgtern opfattelse af den konkrete sags kendsgerninger. Allerede ved det første tegn på urent trav er forløbet altså forudsigeligt: Skandalelavinen ruller.

Annonce

Socialdemokraternes hypermoralske krisehåndtering


Achters analyse er på mange måder dækkende for hvad der skete for Jeppe Kofod i foråret 2008. Efter at have undervist på et DSU-kursus på Esbjerg Højskole deltog den 34-årige Kofod i en fest fredag aften. Samme aften havde han sex med en 15-årig kvindelig kursist. Episoden var nok til at sætte en skandalelavine i gang. I løbet af ganske få dage skete der følgende: DSU’s formand Jacob Bjerregaard tog offentligt afstand fra Kofods opførsel som var i strid med foreningens regelsæt, og han meddelte at Kofod ikke længere var velkommen som taler i ungdomsorganisationen. Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, kaldte Kofods opførsel helt utilgivelig og tog fuldstændig afstand fra den. Jeppe Kofod udsendte en pressemeddelelse om at han havde haft et ”moralsk upassende forhold” til den 15-årige pige og fortsatte: ”Ingen andre end mig er ansvarlig for episoden som jeg bitterligt fortryder. Jeg har undskyldt over for alle involverede parter og er personligt dybt berørt af sagen.” Desuden sygemeldte han sig og trak sig (efter alt at dømme efter pres fra partiledelsen) fra sine udvalgsposter og sit prestigefulde ordførerskab på det udenrigspolitiske felt.


Der var altså tilsyneladende ingen tvivl i det politiske miljø: Dette var ikke bare en belastende sag for Jeppe Kofod. Det var en potentielt meget skadelig sag for partiet der derfor reagerede prompte og signalerede at den form for opførsel ikke er forenelig med en karriere hos Socialdemokraterne. Kofod havde ikke blot brudt en DSU-regel, men øjensynlig også forbrudt sig mod partiets og vælgernes moralkodeks. Kofod kom straks med den angerfulde udtalelse der fulgte alle anbefalinger: hurtig og uforbeholden undskyldning til de berørte, beklagelse over for offentligheden og udtryk for personlig lidelse over egen svigtende dømmekraft samt en tilbagetrækning fra offentlighedens øje. Nyhedsmedierne var beredvilligt med. Overskrifter som ”Forhold til 15-årig pige fælder toppolitiker” (Politiken, 25. marts 2008), ”Utilgiveligt, Kofod” (avisen.dk, 25. marts 2008) og ”Farvel til S bud på udenrigsminister” (avisen.dk, 25. marts 2008) er eksempler på hvordan medierne uden tøven indsatte sagen i sexskandaledramaturgien med dens formodet entydige udfald. Hertil kom henvendelser til både jurister og Red Barnet for at høre deres mening om det formodede overgreb.


Men i dette tilfælde løb skandaleretorikken hurtig tør. Der gik ikke engang en uge før der blev trukket i land. Politiken kunne d. 31. marts fortælle at ”S-top trækker i land i sexsag”. Gruppeformanden Carsten Hansen erkendte at han havde overreageret i sin iver efter at fordømme Kofods opførsel. Samme dag skrev Berlingske Tidende at DSU-formand Jacob Bjerregaard tilgav Kofod og åbnede for muligheden for at han kunne deltage i foreningens fester fremover, og d. 3. april rapporterede Berlingske Tidende at ”S-borgmestre kræver Jeppe Kofod tilbage”. Cirka to uger efter var skandalen endegyldigt imploderet. Kofod var tilbage i Folketinget og fik plads i Europaudvalget og Udenrigspolitisk Udvalg samt en suppleantpost til Udenrigspolitisk Nævn. Ordførerposten fik han ikke straks tilbage, men den kom senere på sommeren. Det var skandalen ingen blev forargede over.


Hvad gik der galt for Socialdemokraterne og medierne? Det kan Achters artikel delvist svare på selv om Kofod-sagen jo faktisk modbeviser Achters påstand om at når først skandalen er i gang, går dens forløb kun i én retning: offentlig afstraffelse i form af tilbagetrækning eller anden social sanktion.

Sexskandalen der ikke var så skandaløs


I Kofod-sagen ser vi Achters teori bekræftet i og med at et seksuelt forhold til en person som Kofod ikke i øvrigt havde et forhold til – og som oven i købet var meget yngre end ham selv; faktisk kun lige akkurat over den seksuelle lavalder – straks blev opfattet som et massivt problem for hans position i partiet og politiske karriereudsigter. Dette blev kun understreget af den umiddelbare og voldsomme reaktion fra partiledelsen der tydeligvis ikke ville have en sådan sag siddende på sig. Alle parter reagerede præcis som Achter forudsiger: med moralsk afstandstagen og politisk sanktion. For både partiet og medierne var dette en klassisk fortælling om en ældre mandlig politiker der udnytter sin position til at få sex med en yngre kvinde. Den intertekstuelle fortolkningsramme var så stærk at det slet ikke kom på tale at spørge til om pigen havde følt sig udnyttet. Ej heller forholdt man sig til at der faktisk ikke var sket noget ulovligt.


Alligevel endte sagen med at være mere flov for det socialdemokratiske partiapparat og for medierne end for Jeppe Kofod selv. Det skyldes at de ikke tog konkret nok stilling til sagen som den forelå. De handlede blot ud fra en ukritisk accept af skandaledramaturgien og en forkert intertekstuel fortolkningsramme. I deres iver efter at være handledygtige sprang de uden at blinke ind i en velkendt fortælling med en forudsigelig moralsk pointe. Det viste sig imidlertid hurtigt at ikke bare de trofaste bornholmske socialdemokrater, men mange danskere i det hele taget, ikke kunne se hvad det store problem var. Kofods opførsel var måske ikke udtryk for fremragende dømmekraft i den konkrete situation. Nærmest det modsatte. Alligevel fandt de færreste danskere hans opførsel decideret moralsk forkastelig, og i hvert fald ikke specielt relevant for hans politiske liv. Med andre ord tydede alt på at Socialdemokraterne og medierne var ude af trit med danskernes opfattelse af sagen. Deres forventning om at sagen ville føre til offentlig forargelse og afvisning af Kofod som troværdig politiker faldt derfor til jorden. Problemet var altså at offentlighedens seksualmoral ikke gav grundlag for den forventede moralske forargelse. Den intertekstuelle fortolkningsramme præget af bl.a. amerikanske politikeres problemer med sexskandaler viste sig uhensigtsmæssig i en dansk kontekst.


Ud over at vise at sagen var en storm i et glas vand, giver episoden anledning til et par principielle betragtninger. For det første, som Achter lægger op til, må vi løbende forholde os kritisk reflekteret til etablerede retoriske former og fx ikke have overdrevne forventninger til hvad en enkelt retor kan udrette med en apologia. I et sammensat mediebillede og informationstynget samfund har den kun begrænsede muligheder for at være det sidste ord i en pinlig sag. For det andet må vi besinde os på den retoriske tradition og dens vægtning af doxas betydning: Retorik der ikke appellerer til og arbejder ud fra gældende normer og forestillinger i sin kontekst, er retorik dømt til at falde til jorden. I forlængelse heraf kan man også notere sig at skandaler ikke nødvendigvis er af det onde. Tværtimod kan de være en mulighed. Som teoretikeren Sharon Downey har påpeget, kan offentlige undskyldninger være en ramme for profilering af en politikers personlighed og udstillingsvindue for vedkommendes moral. Downey nævner således muligheden for at offentlige personer mere eller mindre frivilligt begiver sig ud i apologiaer alene for at have en genkendelig og socialt acceptabel ramme for at tale om deres værdier. Selv om Jeppe Kofod på ingen måde kan siges at have fulgt denne strategi, gjorde hans parti og mediernes håndtering af sagen det så at sige for ham. Som Informations lederskribent Rune Lykkeberg bemærkede i september samme år ”var den lidt kedelige karrierepolitiker blevet til noget, han aldrig havde været i nærheden af før: Han var blevet en mand med en skæbne”. Endelig kan man notere sig at nyhedsmedierne tilsyneladende lige så gerne meddelte S-toppens i land-trækning som dens umiddelbare fordømmelse – helt uden et selvkritisk blik på deres egen meddelagtighed i skandaleskabelsen.

Jeppe Kofods politiske liv led ikke skade. Han er udenrigspolitisk ordfører (og har ifølge sit cv på partiets hjemmeside været det siden 2001). Nu er han også blevet far. R

Læs mere:
Paul J. Achter, ”Narrative, Intertextuality, and Apologia in Contemporary Political Scandals” i The Southern Communication Journal 65 (2000): 318-333.
Sharon D. Downey, ”The Evolution of the Rhetorical Genre of Apologia” i Western Journal of Communication 57 (1993): 42-64.
Lisa Storm Villadsen, ”Apologi og undskyldningsretorik” i Retorikkens aktualitet, red. Marie Lund Klujeff og Hanne Roer, Hans Reitzels Forlag (2009): 191-216.
B. L. Ware og Will A. Linkugel, ”They Spoke in Defense of Themselves” i Quarterly Journal of Speech 59 (1973): 273-283.

Bibliografisk

Af Lisa Storm Villadsen Ph.d. og lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 80 (2011), s 20-23

Om skribenten

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.

Skriv et svar