Skide være med sandheden

Omtale i RetorikMagasinet 101 (2016)

Arthur Schopenhauer Kunsten altid at få ret. Oversat af Hans Christian Fink. Informations Forlag, 2015, 80 sider.

Skide være med sandheden

Den tyske filosof Arthur Schopenhauers (1788-1860) lille retoriske pamflet Kunsten altid at få ret fra omkring 1830 er umiddelbart alt det hæderlige retorikere hader at retorikken ofte bliver reduceret til, nemlig uredelighed og manipulation. “For det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren”, skriver Schopenhauer et sted og guider læseren igennem 38 beskidte kneb: Du kan for eksempel generalisere din modstanders argumenter. Fordreje hendes ord. Forvirre ved hjælp af spørgsmål. Tale så intellektuelt og lærd som muligt, så ingen forstår hvad du siger. Opstille falske præmisser. Postulere. Skjule dit spil. Tale uden om. Og hvis alt andet fejler: gå efter din modstanders person, så hun bliver rasende og mister besindelsen.

Kunsten altid at få ret er altså et studie i dårlig debatkultur. Grunden til at bogen alligevel burde være obligatorisk læsning for enhver med interesse for retorik og offentlighed, er at det kritiske potentiale netop ligger i kynismen. Schopenhauer udstiller sarkastisk hvordan vi – som de nederdrægtige og forfængelige mennesker vi i hans øjne er – nærmest altid sætter sejr over forstand: “De taler, før de tænker, og når de så mærker, at deres påstand er forkert, og at de har uret; så skal det alligevel se ud, som om det var omvendt. Interessen for sandheden, som vel for det meste har været det eneste motiv til at fremsætte den formodede sande påstand, viger nu helt for forfængelighedens interesse: sandt skal fremstå falsk, og falsk skal fremstå sandt.” Men det er netop kun ved at blive opmærksom på hvordan de beskidte kneb virker, at vi kan afdække dem og i sidste ende få en bedre debatkultur.

På den måde skriver Schopenhauer sit værk ind i en lang tradition af tilsyneladende dybt amoralske manualer som imidlertid gennem deres udlægning er underminerende og kritiske. En af de første er Machiavellis Fyrsten fra 1532 som giver en indføring i hvordan man som magthaver bør tyrannisere sine undersåtter – hvorved Machiavelli behændigt får beskrevet fyrsternes dæmoniske magtudøvelse. I Danmark er Emma Gads Takt og tone i samme, om end lidt mindre dramatiske, kategori. Bogen er ikke en reaktionær og snobbet løftet overklassefinger, som man måske skulle tro. Det bedre borgerskab hadede den da den kom ud i 1918, fordi det lige pludselig blev muligt for enhver at tilegne sig de fine manerer, avancere og på den måde udfordre overklassen.

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

Den lille klassiker er i den grad relevant i dag, hvor kommunikationsrådgivere og klikjagtende medier beskyldes for at gøre samfundsdebatten til en farce. Selvom Schopenhauer identificerer de retoriske krumspring i 1800-tallets borgerlige debatter om Hegels filosofi eller godsejeres stutterier og prisen på heste, er de så godt som direkte oversættelige til en nutidig kontekst. Den skarpe analyse bag knebene er stadig gældende, og den kan man læse om i det oprindelige forord “Eristisk dialektik eller kunsten altid at få ret” som i denne udgave er konverteret til et efterskrift.