Spæk din tale med selvfølgeligheder og fortærskede floskler

Politikeren skal indgyde håb og mod hos sine partifæller. Statsministeren skal indvie befolkningen i rigets tilstand. Professoren skal gøre kompliceret stof vedkommende. Men alle ønsker de sig et publikum med ørerne på stilke – og det lykkes dem ved at spille på de vante fjendebilleder og de forvaskede talemåder.

Spæk din tale med selvfølgeligheder og fortærskede floskler

Marcus Lantz og Jakob Torrild Hansen

“Og kan I huske 2001? Det var som en dæmning der bristede. Det var som lå der et nyt Danmark forude. De Radikale uden for indflydelse, de Radikale. Kan I huske det? Det kan jeg så godt huske … Med fryd!”

Ordene jubler ud af munden på Søren Pind og udløser højlydte grin og klapsalver da han i 2010 holder tale på Venstres landsmøde i Odense Kongrescenter. På dette tidspunkt var Pind udviklingsminister (eller “frihedsminister” som liberalisten Pind valgte at kalde det), og ifølge meningsmålingerne var det usikkert om Lars Løkke Rasmussens regering ville opnå genvalg. Pind havde i sin lejlighedstale derfor brug for at samle partitropperne – og hvilket bedre greb kunne tænkes end at minde sine partifæller om den fælles fjende det trods alle Venstres interne uenigheder alligevel var lykkedes at holde uden for indflydelse siden 2001?

 

Styrken i banaliteter

Hvis man som Søren Pind skal finde fælles fodslag med sit publikum, er der få retoriske greb der er mere effektive end brugen af det indforståede og det selvfølgelige. I den klassiske retorik opererer man med begrebet doxa der på græsk betyder “det alment accepterede”. Det er nemlig ikke altid talerens opgave at opfinde den dybe tallerken, tværtimod; langt det meste af tiden er det faktisk til talerens bedste at gøre nytte af det publikum allerede i forvejen regner for gode varer.

I denne artikel genopfrisker vi tre velkendte retoriske greb der let bringer taleren på bølgelængde med publikum. Onde tunger ville hævde at taleren spiser publikummet af med deres egne indgroede talemåder og prakker dem deres eget forsølvede arvegods på. Venlige tunger ville hævde at taleren derimod minder fællesskabet om hvad fællesskabet faktisk er fælles om: fortærskede floskler, fælles fjendebilleder – og en vis sans for selvironi. I de rette doser kan taleren bruge dem til at sikre lydhørhed, massere lattermusklerne og mindske afstanden mellem sig selv og publikum.

 

Fortidens fortærskede floskler

“Demokratiet er ikke fuldkomment, men – som det er sagt – alle andre styreformer er værre,” sagde tidligere statsminister Anker Jørgensen i sin nytårstale den 1. januar 1973. Knap et år inden jordskredsvalget alluderede Jørgensen til den britiske premierminister Winston Churchills berømte ord – hvad mange efterfølgende også har gjort. Faktisk så mange at de berømte ord efterhånden er blevet til en ganske fortærsket floskel. Men de virker; publikum fryder sig over at genkende referencen til Churchill og fryder sig over at indsætte de fortidige ord i en nutidig situation. Listen af nyttige floskler som denne er lang: Et hurtigt kig i Den store danske citatbog afslører både at “man har et standpunkt, til man ta’r sig et nyt”, at “livet forstås baglæns”, og at “det bedste er en god samvittighed – og det næstbedste er en god sagfører”.

Men hvornår ved en taler om han eller hun bør citere eller alludere til et af fortidens koryfæer? George Orwell, forfatteren til 1984 og “opfinderen” af Newspeak, afviste konsekvent alle former for floskler: “Brug aldrig en metafor, sammenligning eller en anden retorisk figur som du er vant til at se på skrift.” Orwell ville måske have rynket på næsen af det store genbrugslager af almindeligheder. Men når flosklerne er i tråd med publikums værdisæt, kan de gøre det svage argument stærkt og den vanskelige sag forståelig.

Fælles fjendebilleder

“Enten holder I med os, eller også så holder I med terroristerne. Fra og med denne dag vil USA se på enhver nation der huser eller støtter terrorisme, som et fjendtligt regime.” Ordene er naturligvis den tidligere amerikanske præsident George Bush’ der 20. september 2001 erklærer krig mod Al-Qaeda og alle de nationer der måtte huse terrorister. Ordene er skrevet ind i retorikhistorien som et af de mest massive fjendebilleder fra nyere tid. Bush bragte med sin bastante udmelding hele verden i alarmtilstand og legitimerede den intensive krig mod terrorisme. Fjendebilleder samler – særligt når de genbruges – om de så afbilder terroristerne, molboerne, dovenskaben eller globaliseringen.

 

Ulempen består dog i at fjendebilledet kun samler det tilstedeværende publikum ved at vække afsky for et fraværende publikum. Da Søren Pind godtede sig over de Radikales deroute, vandt han nok lette stemmer hos skadefro Venstre-folk, men afskar måske også sig selv fra at komme på talefod med de Radikale igen – under et år inden de Radikale gik i regering med Socialdemokraterne og SF.

 

Det kan være en farlig affære at skabe fællesskab ved at skabe splittelse. Men hvis taleren kan benytte floskler fra fortidens lager af doxa til at huske publikum på hvem de er, og hvad de beundrer – så kan taleren ved at udpege en fjende, en syndebuk eller en ydre trussel huske publikum på hvem de ikke er, og hvad de ikke beundrer.

 

Selvironisk distance

“I var tre gange dygtigere end svenskerne, men det er ikke nok. I bør ikke sammenligne jer selv med svenskere. I bør have større ambitioner i denne verden.” Hele salen bryder ud i latter og applauderer den svenske TEDx-taler Hans Rosling. Rosling er professor med talrige æresdoktorater i international sundhed, og publikum har netop svaret rigtigt på tre spørgsmål fra professoren. Med ét slag er det både lykkedes TEDx-taleren at inddrage sit publikum og at vise overskud ved at være selvironisk. Med sin stærke etos i behold vel at mærke.

I Danmark er selvironi forfinet gennem århundreder, men hvordan forholder det sig når vi tager selvironien i brug over for andre nationaliteter? Trods det ovennævnte sjældne eksemplar af racen “Svensken Selvironicus” råder Udenrigsministeriet faktisk danske eksportvirksomheder til at være varsomme med selvironien over for vores kære naboer: “Dansk humor bygger i vid udstrækning på selvironi hvilket ofte misforstås og skaber akavede situationer frem for at løse stemningen op som man ellers som dansker havde forestillet sig.”

 

Alting med måde

Men i rette tid og på rette sted hjælper den lune selvironi til at mindske afstanden mellem taleren på talerstolen og tilhørerne på stolerækkerne. Efter taleren har samlet sine tilhørere med velkendte citater og opildnet dem til at bekæmpe en fælles fjende eller trussel kan en sund dosis selvironi bringe taleren på lige fod med sit publikum.

Men intet uden undtagelse: “Nu er jeg ikke den store taler,” er slet ikke en selvironisk talemåde vi kan anbefale. Med denne gendrivelse gør taleren sig både skyldig i en utilgivelig kliché og reducerer sig selv til en pestilens for sit eget publikum.

Ydmyghed er en dyd, men hvorfor maltraktere sin egen etos inden man overhovedet er kommet i gang med at tale? Hellere tale først – og undskylde bagefter.

R

Bibliografisk

Af Marcus Lantz, ordstyrer og retorisk konsulent i Rhetorica, og Jakob Torrild Hansen, chefredaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 14-17.

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015

Skriv et svar