Sprog i regnskoven

Platon mente at det talte ord vejede tungere end det skrevne, og selv om argumentationen har givet god mening for hans publikum i en fjern oldtid, er der næppe mange ejendomsmæglere eller bankassistenter som vil give ham ret i dag. Der skal foreligge en tekst, og der skal underskrift på. Først da har sprog for alvor gyldighed, eller rettere: Først da kan vi administrere sproglige udsagns værdi. Hvad mennesker siger, det blæser i vinden. Hvad de skriver, det kan de fastholdes på. Selv i en retssag vil man foretrække hard evidence frem for vidneudsagn. 

Sprog i regnskoven

Mikael Rothstein

Nu er det imidlertid sådan at en meget lang række samfund traditionelt har fungeret uden skriftsprog. I perioder har man ligefrem karakteriseret dem ved denne kulturelle egenart og kaldt dem “skriftløse folk”. Spørgsmålet er: Hvad opnår man ved at bære sin kultur i mundtlige – ikke skriftlige – traditioner, og hvad i alverden har det med natur at gøre?

Jeg har studeret penanerne på nærmeste hold i en længere årrække, og i 2016 udgav jeg bogen Regnskovens religion – forestillinger og ritualer blandt Borneos sidste jæger-samlere som jeg i øvrigt henviser til. Her forsøger jeg at få styr på de kulturelementer som vi typisk ville kalde religiøse. Ikke mindst har jeg studeret penanernes fortælletraditioner og den måde de fortæller på. Men jeg har også observeret sproglighed i alle mulige andre sammenhænge og har derfor gjort mig tanker om hvordan verden og samfundet, så at sige, tales på plads i penanernes verden.

Mit udgangspunkt er her, som i alle andre dele af min analyse, at skovfolkets kultur udfoldes i symbiose med de fysiske omgivelser, med det vi kalder naturen. Det betyder ikke at jeg er romantiker. Jeg taler ikke om en særlig naturlig balance eller økologisk bevidsthed. Hvad jeg påstår, er at penanernes hele liv er betinget af skoven som sted, og at deres adfærd og tanker i alle aspekter er produkter af skovens fysikalitet. De har kun skoven som reference, og derfor må al kulturproduktion, herunder al sproglighed, være afgrænset af skoven som sted. I penanernes sprog er betegnelsen for ‘skov’ og ‘verden’ da også den samme; tong tana.

Foto: Mikael Rothstein

Til gengæld kan de ikke tale om ‘naturen’. Der er intet ord i deres sprog der svarer til vores ‘natur’. De kan tale om omgivelserne ned i mindste detalje, men ikke som natur i modsætning til kultur, sådan som vi har for vane. For penanerne er de biologiske, geologiske og klimatiske omgivelser et kulturelt rum, et kulturelt sted, som ikke differentieres i forhold til noget andet. Hvor vi ser natur, ser de det sted hvor al menneskelig aktivitet udfoldes og de miljøer hvorfra alle kulturelle kategorier i sidste ende hentes. Penanernes sprog taler derfor altid om hele verden. Når man taler om det sociale, taler man også om det biologiske, og når man taler om det biologiske, så taler man også om det sociale. Jæger-samlere lever i så nær forbindelse med deres omgivelser at det er umuligt at sondre. Derfor integrerer al tale menneskene i deres fysiske miljø på intim vis, og selve sproget bliver derfor en form for virkelighedskonstituerende mekanisme: Man taler verdens sammenhænge frem, og sproget placerer med stor sikkerhed mennesket i skovens miljø. Det skyldes ikke en særlig retorisk strategi eller bevidsthed, men snarere de forudsætninger som skoven som sociobiologisk system giver.

Narrativitet og lokalitet

Mine undersøgelser af penanernes fortælletraditioner har vist en nøje sammenhæng mellem fysiske steder og sproglig aktivitet. Fortællinger hører til forskellige steder i landskabet, og først når man befinder sig et sted som er relevant for en historie, dukker den op. Det er vanskeligt at få penanerne til at fortælle på opfordring, men i det øjeblik den nomadiske proces fører folk til et bestemt sted, når man også frem til en relevant fortællesituation.

I praksis betyder det at steder kalder på sproglig aktivitet, og at steder i høj grad identificeres gennem fortællinger. Hvor vi ser en stor, udifferentieret regnskov – vild natur – møder penanerne altså steder som har en historie, og som bæres af en fortælling. Sproget griber, så at sige, de biologiske omgivelser og omdanner dem til elementer i menneskers kulturelle konstruktion af verden.

Akustiske fænomener og sprog

Penanerne identificerer i høj grad byttedyr på deres lyde, og i et vist omfang er fugle defineret ved deres sang. Verden er noget man hører. Penanerne kan for eksempel på et rent akustisk grundlag identificere tidspunktet på døgnet fuldstændig præcist. Hvis man optager en stump lyd klokken 16.00 og afspiller det for dem midt om natten, vil de uden tøven forklare at lyden er fra om eftermiddagen hvor solen står i den og den vinkel, hvor skyggerne er så og så lange. Lyd, ha, er afgørende, også for identifikationen af mennesker. Penanernes sprog kaldes for eksempel ha penan, det vil sige “lyden af penan”. Man hæfter sig ikke ved den grammatiske egenart, de ord man er alene om i verden, eller måden der tales på – betegnelsen ha fastholder sproget som en særlig lyd, et akustisk særpræg for netop penanerne. Andre mennesker har andre lyde, og det at lære et andet sprog sammenlignes med det at kunne gengive en lang række dyrelyde.

Naturligvis er det man siger en meddelelse, men det er også den talendes lyd, og uden denne akustisk-sanselige dimension – det vil sige hvis meddelelsen var skrevet ned og sendt som brev eller email – er jeg ikke sikker på at den ville have samme autoritet. Her tager penanerne Platon i hånden! Betydningen ligger i vid udstrækning i selve lyden, ikke kun i de ord som siges. Hvor skrift medierer mellem to eller flere mennesker og lader afsenderen være repræsenteret af grafiske frembringelser på et stykke papir, fordrer talen en direkte interaktion, et egentligt interface, hvor den auditive dimension forbliver det afgørende. Tekst opfattes med synet, tale med øret. Det kognitive input er derfor forskelligt, også hvis den formelle meddelelse er den samme.

En tekst manifesterer ikke den skrivende, men kan højest repræsentere vedkommende over for den læsende. Den talende, derimod, kan ikke være andet end sig selv. For penanerne i regnskoven spiller det en afgørende rolle. Et individ er aldrig symboliseret ved noget andet, og ingenting i de sociale strukturer gør at man repræsenterer hinanden. Et menneske defineres i en kompleks kobling af krop, et stort antal livgivende sjæleagtige væsener, en slags ikke-legemlig paralleleksistens – og personens egennavn. Et ‘jeg’ er derfor en kompliceret affære, men når et menneske taler, så er det just dette navnebærende krops- og sjælekompleks som meddeler sig. På skrift forsvinder kropsligheden og dermed den særegne lyd, og i sidste ende fortyndes individet til ukendelighed. Man er fysisk til stede i verden, og da lyd er afgørende, må man også være lydligt til stede. Man må tale.

Tale og gestikulation

Penanernes tale er aldrig abstrakt. Den kan være fantasifuld, dramatisk, morsom og rørende, men aldrig abstrakt. Den forholder sig til konkrete forhold, og selv de myter der fortæller om trolde, ånder og mærkelige monstre, har et handlingsrationale som er til at håndtere. Et element i dette rationalitetskompleks er penanernes tilbøjelighed til at gestikulere. Man peger og forklarer hvor den begivenhed man fortæller om, fandt sted, og man ser i retning af de steder som har relevans for beretningen, også hvis det betyder at man skal vende ryggen til sit publikum. Talen kommer ikke bare ud af kroppen, den tager kroppen med sig i et samlet sprogligt udtryk som kobler den talende, såvel som tilhørerne, sammen med den omkringliggende skov. Heller ikke her er der tale om en bevidst retorisk strategi, men om et forhold der vokser frem som konsekvens af penanernes liv i den tætte regnskov: Kun ved at lade sproget fastholde spatiale strukturer, kun ved at tale de topografiske enkeltheder frem, kan man fastholde en kollektiv bevidsthed om de fysiske omgivelser, det vil sige om det vi ville kalde naturen.

Livet som jæger-samlere kræver et særligt sprog, men også en særlig sprogbrug. I praksis knytter tale mennesker sammen, men det er også gennem sproget at mennesker etablerer en tæt forbindelse til deres fysiske miljø og dermed til de dyr man lever af. Regnskovens mennesker taler regnskovens sprog.

R

Bibliografisk

Af Mikael Rothstein, mag.art. og ph.d., Associate Professor/Senior Lecturer, Comparative Religion.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 20-22.

Om skribenten

mag.art. og ph.d., Associate Professor/Senior Lecturer, Comparative Religion.

Skriv et svar