Start » Dansk retorik » Danske artikler » Store ord er det værste man ved

Store ord er det værste man ved

av Anne Katrine Lund
bertel

Undervisningsministeren har et stort og flot møbleret venteværelse, en betjent, en chauffør, en dejlig udsigt over Frederiksholms Kanal og selvfølgelig kontordamer. Men han har også travlt. Så man må vente. Det er derfor han har en betjent: To cigaretter over aftalt mødetid tilbød han en appelsinvand og en Vores øl. To cigaretter senere udvidede chaufføren servicen ved at tilbyde – den ene halvdel af selskabet – et kys! Vi afslog høfligst, og blev ført ind af Bertel Haarder til hans kontor.

Store ord er det værste man ved

Anne Katrine Lund & Jens Jensen

Bertel Haarder er en fortaler for ”Det levende ord” og for en større grad af mundtlig bevidsthed i uddannelsen. Det lyder umiddelbart forjættende, men hvordan passer retorik ind i undervisningsministerens billede af fremtidens uddannelse og samfund.

bertel

– Af en eller anden grund så har man ment at det levende ord var noget der skulle komme ganske gratis, fra Vor Herre via Helligånden, uden at man skulle gøre sig den umage det er at lære det svære håndværk. Det er en af grundene til at den danske folkekarakter ikke tillader store ord. Store ord er det værste man ved. Problemet er at når man ikke tillader store ord, så er det også svært at få plads til store tanker. Det er et led i den danske folkementalitet.

– Det vil sige at store tanker er tæt forbundet med retorik?
– Ja det gør det! Jeg er overbevist om at form og indhold har noget med hinanden at gøre. Som Churchill sagde, først former vi bygningerne, derefter former de os. Jeg er sikker på at det er det samme med menneskers forhold til ord: først former vi ordene, derefter former ordene os. Hvis man ikke er god til at forme ord, så vil man ikke være god til tænke tanker. Jeg er helt overbevist om at form og indhold har noget med hinanden at gøre.

– Men vi har gjort for lidt ud af formen?
– Ja, for nogle år siden var der nogen der beskrev det som formløshedens tyranni, og det er præcis hvad vi bar været udsat for. Det er trist at se hvor elendigt skolebørn, og for såvidt også mange lærere, og især mange pædagoger, udtrykker sig.

– Ja, i.flg. Mundtlighedsrapporten står det jo sløjt til med den mundtlige formidling i dagens Danmark?
– Jeg er jo ikke ekspert. Men jeg har dannet mig det indtryk at især i de angelsaksiske lande gør de meget mere ud af det mundtlige, end vi gør. Når jeg fremhæver de angelsaksiske lande, så er det fordi dem kender jeg. Jeg tror at både i Tyskland og Frankrig, lægger de langt mere vægt på det mundtlige, end vi gør.
– Jeg tror den danske forsømmelighed hænger sammen med den særlige danske protestantisme. Det er typisk at i de angelsaksiske kirker der rejser man sig op og synger af karsken bælg, i de danske kirker ansætter staten et kirkekor der klarer sangen for menigheden. Der kan man så sidde og mumle for sig selv – den enkelte spiller ikke nogen rolle.
– I skolen lægger man vægt på at børnene endelig skal have lov til at pludre som de nu bedst kan. Og man skal ikke rette dem for meget, fordi så kunne man risikere at nogle børn blev bedre end andre. Det er også en tradition der har gennemsyret den danske folkehøjskole, som jeg selv kommer fra. Der kunne man ikke drømme om at gøre noget ud det mundtlige, man ville betragte det som et knæfald for den sorte skole. D et er sd status quo; her står vi midt det formløses tyranni.

– Hvordan kommer vi ud af den tilstand?
– Det første skridt er at få skabt bevidsthed om problemet. Det gør vi bedst ved i højere grad at sammenligne os med udlandet. Vi der af og til færdes i internationale forsamlinger, kan jo kun blive slået af den utrolige evne til mundtlig fremlæggelse man møder hos den franske, tyske eller engelske repræsentant. Der er danskerne virkelig handicappede.

Annonce

Bertel Haarder holder en pause, kigger ud af vinduet, ned på Frederiksholms Kanal. Kontoret er meget stort. Møblerne – et stort konferencebord, to reoler og et skrivebord – er holdt i lyst træ. Bag Bertel Haarder troner familieportrætterne side om side med en folkedanserfigur, en falmet vifte af de skandinaviske flag og en skrigende pink keramikgris.
På reolen skimtes bøger som “Top Management, “Tanke og Tale”- ja, selv ”Digt & Form” har fundet vej til en af undervisningsministerens to reoler.

– Som statskundskabsstuderende i Århus fik jeg udleveret et lille kompendium på 35 sider om argumentationsteknik. Vi lærte at kende forskel på præmisser og konklusioner, på kausal- og værdipræmisser. Det havde vi aldrig lært om før. Den nye viden optog os vældig meget, og jeg tror det har præget os allesammen for livet. Statskundskab var altså et af de få steder hvor der var plads til lidt argumentationsteknik. Men det er jo typisk dansk at man betragter det som et redskab til at snyde andre mennesker med.
– Sagen er at det er et redskab, hvormed man kan yde andre mennesker den service at fremlægge tingene i en brugbar og fornøjelig form – det er det det drejer sig om. At så den kundskab også kan bruges til at overbevise andre, det kan man jo ikke forhindre.

– Er det en dårlig ting at kunne overbevise andre?
– Næh, hvis bare de andre også lærer det; hvis bare alle lærer det så det bliver en fælles fordel.

– Vi vil vel alle gerne overbevise andre med det vi siger, ellers er der vel ingen grund til at sige det?
– Ja netop, men det afgørende er at man gør det til folkeeje, og ikke noget for specialister. Jeg har selv gået på college i USA hvor jeg gik på et hold … det hed for resten, ja det hed faktisk retorik!? Der læste vi en hel masse Aristoteles – hans bog “Retorik”. Retorik er meget almindeligt i USA Det er sikkert også for meget, men vi behøver jo ikke at gøre præcis som amerikanerne. I Danmark hører retorik jo til på de humanistiske universitetsuddannelser, og derfra synes jeg man skulle lade retorikken “sive” ind i folkeskoler, gymnasier osv.

– Hvad er det så der skal sive, kan du nævne nogle konkrete ting?
– Det er jo ikke kun en formsag, det er også et spørgsmål om at tænke logisk. Man kan ikke tale logisk, hvis man ikke tænker logisk. Jeg vil påstå at hvis man er i stand til tale logisk, så vil det også fremme logikken i tænkningen. Der er mange psykologer der har beskrevet hvor meget sproget betyder for vores måde at tænke på; det vi ikke kan udtrykke med sproget, det kan vi heller ikke tænke.
– Jeg mener, at folk der arbejder med mundtlig fremstilling bør lægge et højt ambitionsniveau. De bør afvise at blive puttet i en kasse hvor man kun beskæftiger sig med hvordan man fremlægger tingene – svarende til hvordan man pakker julegaver ind og den slags. Det er jo ikke det det drejer sig om!

– Hvad kan retorikere bruges til når de engang kommer ud fra universitetet. Har du et bud på det?
– Det kedelige er jo at retorik er et skældsord. Jeg tror vi har brug for et nyt ord. Fordi retorik, det er en nedsættende betegnelse for en argumentation der kører på udenværker og ikke på indhold. Det er desværre blevet et skældsord – men det er nok også typisk dansk.

– Vi kan så overveje om vi skal finde på et nyt navn. Men som uddannede retorilcere, hvor går vi hen med al vores viden om mundtlig formidling, hvem har brug for os?
– Jeg vil råde jer til at gøre det til et åndeligt fag, og ikke bare til et mekanisk. Et fag hvor man også lærer at tænke. Det er ikke kun et spørgsmål om at lade det komme ud over tændernes gærde.
– Jeg tror l kunne være med i et boom. Nu er kursusdillen ved at ebbe ud, den dille der beskæftigede sig med udenværker. Det der står tilbage er et koordineret ønske fra medarbejdere både i den offentlige og private sektor, om at beskæftige sig med den åndelige og personlige del, og styrke deres personlige gennemslagskraft. Og der vil i den forbindelse selvfølgelig være et ønske om at blive bedre til at argumentere og overbevise andre.
– Jeg tror det åndelige aspekt vil komme mere i fokus. Vi lever i en tid hvor det er de indre værdier, de reelle værdier der kommer til at spille den største rolle. Altså fif man lærer på et kursus de gælder ikke mere, lige så snart alle har lært fiffene så dør de kurser.
– Så hvis det skal du’ til noget må de indeholde den åndelige dimension. Og når den dimension bliver gældende, så vil der være et kæmpe marked for retorik. Desværre er der altså den negative opfattelse af ordet retorik.

– Det må så blive punkt nr. 1, et nyt navn til retorik?
– Ja, jeg vil da fx ikke være bekendt at fortælle min kone at jeg gik til et kursus i retorik! Det er et så negativt ladet ord, og jeg tror ikke l kan lave det om. l den politiske og den økonomiske verden er det et skældsord. l kunne kalde det et “tænketalekursus”, det er jo en kombination af tanke og tale.

– Ja, jeg har set at den står på din reol.
– Hva’ for en?
– Jørgen Fafners bog, den hedder “Tanke og Tale”.
– Nå, gør den det! Hvor står den henne?

Bertel Haarder rejser sig op; går hen til den ene reol og kigger sig søgende omkring.

– Det er den store mursten der – til højre.
Nå ja, jeg kan godt huske – han sendte mig den. Tanke og Tale … Der har vi det, det er jo det det drejer sig om!    R

 

Bibliografisk

Forfatter: Af Anne Katrine Lund & Jens Jensen, redaktører på RetorikMagasinet

RetorikMagasinet 3 (december, 1991)
rm03

Anne Katrine Lund

Anne Katrine Lund er Ph.D.-studerende på retorikstudiet i København, hvor hun arbejder på en Ph.D.-afhandling om brevets status og vilkår i informationssamfundet. Nærværende artikel bygger på hendes specialeafhandling (hovedopgave) fra maj 1995. Forfatter til blandt andet “Gør tanke til tekst”, 1997 og medforfatter til “Skrivehåndbogen”

Latest posts by Anne Katrine Lund (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere