Intro: TEMA Kategoria: anklagens retorik

Intro: TEMA Kategoria: anklagens retorik

TEMA Kategoria: anklagens retorik, temanummer av Rhetorica Scandinavica, nr 82 (2021)

Bibliografiskt

Stefan Iversen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.
Rebekka Lykke Nørremark, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kommunikation og Kultur – Litteraturhistorie og Retorik, Aarhus Universitet.

Rhetorica Scandinavica 82 (vol 24, 2020), s 13-16

https://www.doi.org/10.52610/UVOO6739

Introduktionen

Siden interessen for talekunsten blev vagt i det antikke Grækenland, har anklager og forsvar stået centralt blandt de grundlæggende genrer, en taler må mestre. I det græske retssystem måtte hver mand tale for sig selv, og evnen til at anklage sin modpart eller forsvare sig selv kunne derfor afgøre skæbner og spørgsmål om liv og død. Interessen for anklage- og forsvarsretorik er forblevet relevant – ikke kun inden for rammerne af juridiske retssager, men på tværs af ganske forskelligartede situationer og forhold – og det på trods af store og omfattende ændringer i verdens rets- og regeringssystemer. En tendens har dog været tydelig over tid; forsvaret har som hovedregel nydt større fokus og teoretisk opmærksomhed end anklagen. Det gælder også for den moderne retoriktradition, som af gode grunde har studeret de svar, som anklagen har fostret, men af mindre gode grunde ofte har undladt grundige analyser og teoretiske undersøgelser af anklagens retorik.

Annonce


Under overskriften “Kategoria: anklagens retorik” sætter dette temanummer af Rhetorica Scandinavica fokus på anklageretorik som en central del af offentlig debat og deliberation på tværs af tid, rum og medier. Anklageretorik eller kategoria er i ­stigende grad blevet en afgørende faktor i forhandlinger, opretholdelsen eller nytænkningen af kollektive normer og værdier, men som kontrast til fænomenets allestedsnærværelse står mængden af retorikfaglig teori, der behandler konkrete udsigelser eller udvikler de teoretiske rammer, man som retorisk kritiker kan forstå anklagen inden for. På trods af en betydelig interesse i apologiastudier og krise­kommunikation, som de seneste årtier har optaget både retorikforskningen og kommunikationsforskning i bredere forstand, beskæftiger overraskende få studier sig med anklageretorikkens former og funktioner. Faglitteraturens begrænsede interesse står i kontrast til det faktum, at det allerede i antikken stod klart, at persua­sive forsvar (apologia) ikke opstår ex nihilo, og at forsvaret derfor bør analyseres og vurderes i lyset af sit modstykke, anklagen (se fx Aristoteles 1996, 1358b – 1.3; ­Butler 1920, Institutio Oratoria III 2,2). Som Elisabeth Hoff-Clausen påpeger i sin artikel i dette nummer, blev det i en antik sammenhæng beskrevet som en “borgerpligt at anklage andre, når de har forbrudt sig mod den lovgivning, man i demokratiet har politisk besluttet”. Netop det forhold, at anklagen eksplicit eller implicit henter sin legitimitet i kollektivets fælles normer og værdier, mod hvilket den anklagede har forbrudt sig, er en pointe, som går igen på tværs af artiklerne i dette særnummer. En undersøgelse af konkrete eksempler på anklageretorik er således ikke kun et studium af retoriske strategier, bragt i spil for at delegitimere eller kritisere den anklagede part; undersøgelsen kaster også lys over de normative grundlag, et givent kollektiv hviler på.


I modsætning til hovedparten af de moderne retorikfaglige teoritekster om anklagen, der trods alt eksisterer, insisterer dette temanummer i sin helhed på legitimiteten i at betragte anklagen som en analysegenstand i og for sig selv, der ikke først og fremmest får sin værdi, funktion og betydning, idet den besvares af et forsvar eller en undskyldning. Anklagen undersøges derfor i de forskellige artikler som en retorisk handling, der i sig selv har en række muligheder og konsekvenser, ikke bare for den anklagende og anklagede part, men også for det publikum, som er vidner til og konstitueres gennem anklagens udsigelse.


Således undersøger Esben Bjerggaard Nielsen i sin artikel “Generationsanklager – konflikt, følelser og ungdomsaktivisme” nogle af de anklager, som har en central plads i klimadebatten. Nielsens undersøgelse er rettet mod anklager, der går fra en generation mod en anden. Mere specifikt fokuserer han på en række af Gretha Thun­bergs taler ved forskellige formelle arrangementer, hvor hun lægger stemme til de yngre generationers anklager mod de ældre. Nielsens artikel bidrager med flere tiltrængte nuanceringer af den eksisterende teori ved at undersøge anklagen generelt og Thunbergs anklager specifikt, dels som eksempel på en samlet retorisk genre med udgangspunkt i Carolyn Millers retoriske genreteori, dels som eksempel på ”vred offentlig retorik” med inspiration fra Celeste Michelle Condit.


Inden for samme genstandsfelt henter Dag Elgesem og Andrea Kronstad Felde deres cases, som undersøges i artiklen “‘How dare you!’ – anklager og mot-anklager på Facebook knyttet til Greta Thunbergs FN-tale 23. september 2019”. Dog er der den væsentlige forskel i de to genstande, at det her ikke primært er Thunbergs egne ytringer, som underkastes analyse, men derimod de mange reaktioner, som hendes tale til FN’s ledere i 2019 foranledigede. På tværs af offentlige danske, svenske og norske Facebook-opslag undersøger artiklens forfattere forskellige typer af an­klager, som opstod i kølvandet på talen, og de viser, hvordan anklagerne fordeler sig på tre hovedtyper. Til trods for at alle anklagerne har det samme referencepunkt (en konkret tale), har de tre typer hvert sit mål, og ingen af dem er “det første trekk i en apologetisk diskurs”. De anklager, Elgesem og Felde underkaster kritik, passer altså dårligt ind i forestillingen om anklagen og forsvaret som et sæt, der per definition hænger sammen og må antages altid at forløbe i en given rækkefølge.


Stefan Iversen og Rebekka Lykke Nørremark sætter sig artiklen “‘Men så skedde inte i Sverige’ – om anklagens anatomi” for at undersøge, afgrænse og definere anklagens egenart som retorisk handling. Iversen og Nørremark fremhæver i artiklen, hvordan den tidligere teori har vist sig mangelfuld i opgaven med at definere anklagen tydeligt i forhold til andre sproglige angreb og opstiller på den baggrund en definition, som er snæver nok til netop dette, men også bred nok til at rumme tilfælde af anklager på tværs af forskelligartede genrer og situationer. Definitionen illustreres og afprøves i analyser af konkrete cases fra den skandinaviske corona­debat, med særligt fokus på en svensk avisartikel fra april 2020, skrevet af 22 sundhedsforskere, som rettede en meget hård kritik mod de svenske myndigheders håndtering af coronasituationen.


I “Berørte kroppe: Forsinkede anklager, affekt og afmagt” undersøger Elisabeth Hoff-Clausen forholdet mellem anklage, affekt og tid. Artiklen tager udgangspunkt i den observation, at anklager om krænkelser, som ligger langt tilbage i tid, har fyldt meget i den aktuelle metoo-debat. På den baggrund sætter artiklen sig for at undersøge, hvad en eksemplarisk og ekstrem tekst – et essay af tidligere forfatterskoleelev Peter Højrup, trykt i Weekendavisen i 2018 – kan hjælp os til at forstå om forsin­kede anklager og om afmagt. Hoff-Clausen viser gennem en nærlæsning af tekstens omgang med affekt, at det ikke er ligetil at fremsætte en anklage mod en foruretter, når krop og sind er stærkt berørt; at anklager ofte først bliver mulige, når fællesskabet udvikler sprog, der kan facilitere dem.


En satirisk anklage er den primære analysegenstand i Tommy Bruhn og Joanna Doonas “Den anklagade tittaren. Strategiskt publiktilltal i satiriska anklagelser”. Anklagen er fremsat som en del af det svenske nyhedssatireprogram ”Svenska nyheter”, et format, som er genkendeligt på tværs af et skandinavisk mediebillede. Bruhn og Doonas viser, hvordan en kompleks satirisk anklage placerer medlemmer af sit publikum i rollen som skiftevis dommere, ofre og skyldige, og hvordan anklager af denne type inviterer mere til bodsgang end til apologier.


I “Karaktermord, angreb og selvanklager omkring Karl Ove Knausgårds Min kamp” tager Rikke Andersen Kraglund fat om en sammensat genstand, som bevæger sig ind og ud af forskellige genrer. Hun analyserer både Knausgårds bogserie og debatten om serien ved at se på, hvordan anklager rejses inden i såvel som mod bogserien. I flere avisartikler har familiemedlemmer og pårørende anklaget Knausgård for at anklage, ja endog karaktermyrde stadigt levende mennesker. Kraglund undersøger både disse anklager og de anklager, som bogserien er under anklage for at rumme. En vigtig pointe hos Kraglund bliver, at der kan være en ­verden til forskel på, hvordan anklager optræder i og uden for en romans rum, ikke mindst når man som her har at gøre med den selvbiografiske romangenres tve­tydige udsigelser.


Vi runder nummeret af med en oversat klassiker i form af den måske mest kendte moderne offentlige anklage: Émil Zolas “J’accuse…!”. Christian Kock introdu­cerer og oversætter teksten, og vi er glade for at for første gang kunne bringe hele Zolas tekst på dansk. Teksten blev stilet til den franske præsidenet Félix Faure i et åbent brev og trykt på forsiden af avisen L’Aurore i 1898. Det skete som en reaktion på den usaglige rettergang mod Alfred Dreyfus, en ung fransk officer med jødisk baggrund, som uretmæssigt blev idømt en livstidsdom for spionage. Teksten er, som Kock ­skriver i sin indledende tekst, oplagt for retoriske analyser.


Endelig anmelder John Magnus Ragnhildsson Dahl, i forlængelse af nummerets emne, den nyligt udgivne antologi om offentlig undskyldningsretorik The Rhetoric of Official Apologies (2020), som er redigeret af Lisa Storm Villadsen og Jason A. Edwards.


Det samlede temanummer er et bidrag til et felt, som har været underprioriteret, hvad angår analyser og teoridannelse i den moderne retoriske tradition. Samtidig er det også en opfordring til fortsat og i endnu højere grad at studere og gå i teoretisk dialog med de genstande, som på tværs af medier, situationer og historiske forhold gennem anklagen sætter spørgsmålstegn ved, stadfæster eller forkaster gældende samfundsværdier.

Author profile

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Author profile

ph.d.-stipendiat ved Institut for Kommunikation og Kultur – Litteraturhistorie og Retorik, Aarhus Universitet

Skriv et svar